Slavefogden gjorde Ende paa Eamtalen.

førtes i Aaret 1793.

Denne

2) Præsten bar Tabet af alt fit verdslige Gods med agtværdig Jævnmodighed; hvilket han jo og saameget let tere kunde, som han var riig nok til at oprette det, og endda havde fuldtop. Meget nær tog han sig de Fires strækkelige Endeligt; saameget smerteligere for ham, som han ikke kunde fordelge sig, at hans Barskhed paa hiin Jagtdag havde fremskyndet Ugjerningen. Dog, ogsaa disse Tab forvandt han under Tidens lægende Magt. Men eet Tab var der, som han aldrig kunde forvinde.

"Og hvilket?"

Det af et Morbærtræ. Det var opvoret med ham, blomstrede med ham, bar med ham; nu var det død før han. Alle de andre ildsvedne Træer i Haven lod han uden videre omhugge; men det brandlidte Yndlingstræ maatte intet Jern vedrøre. Han puslede omhyggelig ved det, afftar nogle af de forbrændte Grene, forbandt andre, om hvis Helbredelse han havde Haab, gjødskede om ved Fcden eet Aar efter et andet. Og da alt Haab om dets Oplivelse var forbi, nænnede han dog ikke at oprydde det. Først ved hans Begravelse blev det tørre Morbærtræ anvendt paa Skorstenen.

Kjerlighed i Vildmosen.

(Nye.)

Dokkedal hedder en Bye lidt Syd for Liimfjorden og

tæthen mod Kattegat. Til Værn mod dette og til Læ for dets Storme har denne Række af straatakte Huse en Række af sammenhængende Høje, dem de kalde Molbjergene. Træd op paa een af disse Knuder", og see Dig først mæt paa Havet; og drej Dig saa om mod Landet! Her er noget ganske Andet at see.

Bag Dig havde Du Blaat; foran Dig har Du nu Graat, eller en Naturfarveblanding af Graat, Guult og Bruunt. Hvad for en Hovedfarve er den fremherskende, er vanskeligt at afgjøre; men paa Kjedlens Overflade er opkogt cen, der kan sætte en Sællandsfar i slet Humør.

Denne Moseørkens Udseende vilde være milevidt aldeles eensformigt, hvis den ikke var paa to Etager, den ene tre til fire Alen højere end den anden, lidt brunere af Løb, da Lyngen paa det mindre fumpige Jordsmon trives, ffjøndt tarveligt.

Men fiig videre ned i Sydvest, og op i Nordvest! Hist opdager Du en anseelig Menneskebolig med Hauge til, og paa den nordligere Kant en ordentlig Skov. Bag denne ligger, men fra dit Standpunkt usynlig, ogsaa en Herrevaaning, benævnet Høstmark. Dette Navn, saavelsom den forriges: „Vildmosegaard", antyder en yn

gere Oprindelse, nemlig paa en senere Tid, da Vandherredømmets Svækkelse indrømmede Beboelse paa disse Daser.

Høstmark er opstaaet langt tidligere end den anden, Mosegaarden, eftersom tens Beliggenhed egentlig er paa en Halvoase. Den sidste skulde maaskee endnu ikke været til, hvis ikke Kjerlighed den første Vindmøllebygger ogsaa her havde viist sin vidunderlige Magt.

En adelig Herre blæste nogle Bønderhytter overende, og opbyggede paa Tomterne det nuværende Lindenborg. Navnet erholdt den for at Mindet om hans Frue kunde vedligeholdes: jeg sørger nu ogsaa derfor paa en anden Maade.

„Das Fräulein von Linden“ var en fattig Skjønhed, og følgelig med kun svagt Haab om at vorde Frau, da Junker Hans aus Dänemark daraußen saae og forelffede fig i hende. Hun bønhørte ham, og fulgte med til hans Bolig i Blenstrup. Paa hendes Befaling blev det nyc Herresæde opført, og opkaldt efter den naadige Frue.

Denne Dame var ellers intet mindre end naadig, hvilket flere end Junkeren fik at føle; og kan man sætte Liid til hendes ej uddøde Eftermæle, var hun en Messalina baade i Vellyst og Grumhed.

Førend der begyndtes paa Bygningen, lod hun grave og mure en flere Favne dyb Brønd indenfor det vordende Slots Omkreds. Da den ikke gav Vand, bestemte hun den til Bevaringssted af Fersferie om Sommeren, fore synende den med en tætsluttende Lem, iffe til at drages op, men til at falde ned, naar en Skaade under den blev trukket fra. Hvorledes dette bevirkedes blev hendes Hemmelighed, i hvilken ingen Anden gjordes deelagtig, undtagen Tømmermanden, som, for ej at røbe den, blev

det første Offer i Lindenborgs Oubliette*): han forsvandt og forglemtes.

En Tjener blev hans Efterfølger, saasnart den qvindelige Rolf Blaasfjæg, keed af ham, havde kastet fine Dine paa Kudsken. Denne, og efter ham Gartneren, nod famme Lon for deres natlige Opvartninger.

Der hvidstedes i Gaarden, og mumledes udenfor om disse ubegribelige Forsvindelser. Man var ikke uvidende om hines Forhold til Slottets Herskerinde; men tænkte, at hun havde givet den ene efter den anden Penge til lønligen at rømme bort fra Egnen.

Herren tilbragte fin Tid med junkerlige Forretninger; Tøevejrsdage fordrev han med Riden, Jagen, Sviren og Lystighed i Selskab med Ligedanne; og dette Herreliv greb ofte ind i Nattens Rettigheder. Paa saadan Maade vare flere Aar blevne borte for ham. Det første Aar af hans Ægteskab var ikke forbi, før hans Kjerlighed til Hustruen var bortdunstet, og han gik fine Veje, som hun gik hendes.

Det indsees let: at han med saadan Leveviis tænkte kun nødigt og flygtigt paa alvorlige Ting. Alligevel forekom disse Rømninger ham betænkelige. Hans Svirekammerater yttrede ligeledes i lyse Mellemrum deres Betænkeligheder, saavelsom i dunstfulde Timer Anmærkninger over Junkerindens Mistænkelighed i Kjerestesager.

Dog skulde han have slaaet alt dette hen i Vejr og Bind, hvis ej som Sagnet beretter en af Slottets qvindelige Tyende, hos hvem Herren trøstede sig over Fruens Utroskab, havde, figurlig talt, sat ham Spjælke paa Dinene. Hun berettede: at hun havde feet Skytten, og et Aarstid efter Gartneren ved Midnatstide gaae med Fruen hen til et af Taarnene, forsvinde derinde, og hun *) Underjordisk Fangselfjælder.

begge Gange komme ene tilbage; og var det just paa de Tider, begge forsvandt.

Junkeren blev nysgjerrig, tog Mod til sig og fors langte Nøglerne, som Fruen havde taget i Forvaring. "Der er ikke noget at fee," sagde hun; „men vil Du derind, skal jeg ledsage Dig."

Da hun havde aabnet Døren til Oublietten, bød hun ham gaae foran. Han gik, traadte paa Lemmen, og sank ned mellem fine Medbejleres Aadsler. Lemmen lukkede sig for stedse: Fliser bedækkede, snart efter den og det græsselige Værelses hele Gulv.

Saavidt til foreløbig Indledning.

I Egensekloster, deroppe ved Liimfjorden, var der en Abbed engang ja det var saa omtrent midtimellem den Tid, da den bøhmiske Gaas blev stegt i Costanz, og den, da den sachsiste Svane hævnede Gaasens Dod, uden at blive stegt. Den samme Abbed Eusebius var en oprigtig Catholik: han holdt paa Formen, kuede Fornuften og kvægede Sandserne, især sine egne; var da sandselig i Løndom og aandelig aabenlyst, som det sig hør og bør. Han passede Messe og Ottesang, tømte fit Bæger uden Klang, han gjorde Opvartning for Gudsmoder in effigie, og for smukke Piger og Koner in corpore. Saadan noget har Følger; blandt hvilke een, om hvilken denne Historie drejer sig.

,,Si non caste, tamen caute !"*) var en af hans faderlige Formaninger til Novicerne. Han selv var hverfen castus eller cautus. Hans Formand i dette geist*) Ikke saa kydsk som forsigtig.