paa udaget Gruusfyldning fra de nærliggende Bakker, midt ude i Sumperne. Der staaer den endnu, vistnok i sin oprindelige Skikkelse, og besidder hvis de ikke fornys ere bortbragte to mærkværdige Antiqviteter: Svend Feldings tre Alen lange Slagsværd, og hans Øllebrødspotte, som, fuld, kunde give en Svend Falling (som han efter Byen vist burde kaldes) til Davre fuldt op at bestille. — Nordfra Gaarden stod endnu for faa Aar siden en Eeg, ved hvilken vor Svend sommetider skal have bundet sin Hest. Ved denne Eeg fandt i Aaret 1748 et Stevnemøde Sted - paa passende Tid, nemlig ved Midnat. Den gamle Rover, hans værdige kone og ligesaa værdige Søn forsamledes der, eller i Dalen der bagved, efter en Dags og en halv Nats Recognosceringer og Smaaerpeditioner. Efter gjensidige Forklaringer begave de sig paa Vejen hjemad, men bleve kort efter indhentede af en Vogn, paa hvilken sad, bag Kudsken, den Sorte i Randlev. Ved Hjælp af Maaneskinnet anerkjendte denne vor mærkværdige Fribytterfamilie, og tilraabte den: "Hvor har I Tyvetej nu været henne paa denne Tid af Natten? Bie lidt! J skal snart komme der, hvor I hverken vil see Sol eller Maane!" Han rullede fra dem. - Nei! nu er det Den gamle Krabat greb de Andre hver ved sin Arm, og mumlede: „Bie lidt! bie lidt! iffe Tid at bie inden fireogtyve Timer skal den Præs stegaard ligge paa Jorden - Hør Moer! gaae nu saa stille ad Vejen gjennem Ørting til Randlev, faa Du kan være der i Dagningen, naar Mariane gaaer ud at malke. Snak saa med hende paa en knøv Maade, om hvordan hun har det og er fornøjet. Og fiig saa til hende: at hun skulde see til at komme velbeholden ud af den Præstegaard, for Du havde feet Lys brænde over den tre Nætter efter hinanten; og det var ligesaa godt hun reddede sig det første som det sidste med det Korn Tøj, hun havde. Men for iffe at blive for bar herefter, skulde hun fee at bjerge noget Selvtøj og Penge, hvis hun kunde fomme til dem, af Præstefolkenes; for de vilde blive ødte alligevel. Roverkonen udrettede dette Hverv, og gjorde endvidere den Aftale med Tøsen: at hun skulde møde med Alt, hvad hun kunde overkomme, udenfor Kirkeporten næste Aften Klokken elleve. ..Men lagde hun ved Bortgangen til, lader Du et eneste Menneskesbarn, i hvem det saa er, vide et eneste Ord om alt dette her, saa kan Du vente, at den Slemme strar er hos Dig med nogle af hans Engle, for at føre Dig derned, hvor Ilden aldrig gaaer ud, og hvor Du kan ligge hos den rige Mand, og bede om en Draabe Vand, uden at faae den, til evig Tid." Den unge Pige havde vel nogen Lyst til at advare sin lærde Galan, men Frygt for Helvedstraffen holdt hendes Mund lukket. Endnu før den fastsatte Tid indfandt hun sig ved Mødestedet, med sine faa Klædningsstykker. At hun maae have medbragt noget Bjergegods af større Værd, derfor giver hendes sørgelige Stjæbne stor Sandsynlighed. Præsten blev snart fri for at savne Noget. Det var over Midnat, da han laae i den første Søvn. Konen slumrede let og afbrudt; thi hun havde et lille Barn at vugge ved sin Side af Sengen. Pludselig bemærker hun et flammende Skjær paa Vinduesruderne, hæver sig overende, seer, lytter, og fornemmer ovenover en Buldren, en Knærken, en Knagen, og udenfor end stærkere Lysglimt. Hun ruster Manden vaagen, og raaber: „Herre Jesus! jeg er bange, det er ifte fat Den opher! fee!" skrækkede Præst springer ud af Sengen: ja, Tagene i Gaarden stode i fuld Flamme; han kunde tydeligt høre, at Stuehusets Overdeel ogsaa stod i Lue. "Op!" raabte han til Konen, Livet kan vi maaskee redde gjennem Haven." Dermed greb han Barnet, slog et Vindue op, lofs tede hende ud og selv bagefter. Kun faa Spring havde de taget, før Tækket skred ned bag ved dem; og saanær havde de været indebræncte. I de bareste Natklæder foer de nu til en Bondegaard, hvor de modtoges af en Karl, der nys var hjemvendt fra en behagelig Fenstren og nu, seende Ildebranden, gjorde Anskrig af fuld Hals. De halvnøgne Præstefolk bleve forsynede med Bønderklæder. Hun, følende sig sin Nedkomst nær, fik Bud efter Jorde moderen. Aræsten skyndte sig tilbage til den glødende Tomt, hvor nu slet intet var at gjøre inden Ilden var heelt udbrændt; men han var ængstelig for sit Tyende. Af dette opdagede han Ingen, undtagen den ene Pige, som stod og græd for fit Tab, og Studenten, der sad paa sin Kiste under et Træ i Haven, og faae hartad forstenet ud. Efter gjentaget Spørgsmaal fik Præsten saameget af ham: at han, siddende for sine Bøger til langt ud ad Natten, havde fornummet Ildebranden, der da allerede rasede saa voldsomt, at han neppe fik Tid til at kaste nogle Klædningsstykker og Bøger i Kisten, slæbe den efter fig ud ad Vinduet (som var paa Enden af Huset, hvor Vinden bar fra); af Gaardens Folk havde han ikke for: nnmmet Nogen. Dette var naturligt; thi da man kom til at rydde op, fandtes der stegte Levninger af begge Gaardskarle mellem de ligeledes forbrændte Hefte, og Rygs teren kvalt paa Møddingen, hvor han kun forlængede sit Liv nogle kvalfulde Djeblikke. Men Pigen? som jo skulde været frelst paa Kirkegaarden? Ja hun var sandelig falden blandt Røvere. Den onde Kvinde førte hende op i Vaabenhuset, hvor de andre To vare beskæftigede med Antændingsapparaterne. Formodentlig have de der efterseet hendes Tøj, og deri forefundet noget stjaalet Metal. For i Sikkerhed at be= mægtige sig dette, samt dernæst forhindre, at hun ikke skulde røbe dem, har de myrdet hende med Knivstik; thi i denne Tilstand fandtes Dagen derpaa hendes Liig i en nær værende dyb Vandgrovt, hvorhen de havde slæbt det, hvilket Blodpletter, ledende fra Grøvten op i Vaabenhuset, tilkjendegav. (Man viste endnu i min Ungdom, paa den indvendige Side af Vaabenhusets Egedør fem sortagtige Pletter, som troedes at være tegnede af hendes blodige Fingre; ligesom og et Par anbrændte Sparrer tyde paa, at Brændmaterialierne, under Mordernes Fraværelse med Liget, maae have begyndt at tage for sig selv.) Mistanken snarere moralsk Vished - antydede Forbryderne. De fængsledes. De benægtede, og vare aldeles samstemmige i deres Forklaringer, foreskrevne og indpræntede af Anføreren. Vidner, af hvilke En havde seet dem komme ilsomt fra den anftukne Vaaning, kastet sig bag en Tornebuff, men tydeligen kjendt dem; en Anten feet dem fare ind paa Gosmer Kirkegaard, og hort dem banke paa Vaabenhuusdøren; en Tredie hørt en lignende Banken paa Halling Kirkedør, og derefter feet tre Mennesker skyndsomt gaae derfra til Spøttrup alle disse Vidnesbyrd tørnede af paa Lovprincipet om eenstidige Vidner, og paa de Anklagedes indstuderte Rollefasthed. Om Tortur den Tid meget brugelig blev anvendt, vides ikke, men kan formodes; i saa Fald med uafgjørende Virkning; thi Dommen faldt ud til livsvarigt Fængsel med strængt Arbejde." Med et Par psychologiske Mærkeligheder skal jeg slutte Beretningen. 1) Det var i hiin Tid maaskee længe derefter en rodfæstet Overtro: at naar en Ugjerningsmand, efter den i Mørket forøvede Udaad, kunde, inden Soleopgang, slaae tre Slag paa tre forskjellige Kirkedøre, da skulde han vorde, om ikke ganske angerløs, saa dog strafløs. Og er det sandsynligt, at hine Misdædere i denne skumle Overtro have befæstet deres Forstokkethed. En af mine Ungdomsbekjendte Halling Pastorat født just i Gosmer har fortalt mig: at, som han en Dag spadserede paa Kjøbenhavns Volde, havde en rundrygget, hvidhaaret Stokhuusslave bedet ham om en Almisse. Den gaves, med det Spørgsmaal: "Du, som gaaer paa Gravens Rand, hvad har Du bedrevet?" Slaven svarede: Det er nu i denne Tid fire og fyrgetyve Aar firen jeg var med at brænde Randlev Præftegaard af." „Og slaae Pigen ihjel?" fortsatte Spørgeren, der giøs som for et Gjenfærd. "Nei!" sagde han, rettende Ryggen et Djeblik, det gjorde vor Fa'er alene; men han truede mig til at hjælpe ham med at slæbe hende ned i Sønderkjær, ligesaavelsom jeg ogsaa blev tvungen til at stikke Ild paa de to Længder." Gud hjælpe Dig!" sukkede min Bekjendt, „hvorfor har Du iffe heller angivet Dig selv herovre, og faaet Ende paa det i en hast, istedetfor denne forskrækkelige lange Tid at fejpines baade til Legem og Sjæl?" - „Aah! jeg haaber," lød hans Svar, „at vor Herre derfor vil blive mig en naadig Dommer paa hiin Dag.“ |