Billeder på siden
PDF
ePub

Var det en Drøm eller et Syn? Hun stod ved mit Peje med Barnet paa Armen, smilende faligt som Herrens egen Moder! og den lille Engel ræffede efter mig. Jeg kommer.

Dette afbrudte Styffe maae være det sidste, Eneboeren har efterladt fig, og skrevet i den Sygdom, som endte bans langvarige Sjælslidelser.

Det overlades til Læserens egen Phantasie at udfylde de store Huler i denne mørke og sørgelige Historie, faavelsom at sjætte Grunden til den Beslutning at tilbringe livet et liv af over tredire Aar i hiin vilde og glædelose Drfen.

[ocr errors]

En inone Mordbranders

Siftoric.

Paa Dørhammeren i Randlev Præstegaard ftaaer uts ftaaret Følgende:

Det blotte liv vi fik til Bytte,
„Da fidste Gang vi flytted ud;
„En bedre Bolig give Gud,

„Naar vi igjen skal flytte... Skulde dette Vers nu være, eller snart vorde udslet: tet af det meste Beed, og iffe fornyet: da vil det dog findes blandt inine Sandsagn, saavelsom hvilken udaad, der fremkaldte hine gudfrygtige linier.

Forfatteren var Præst dersteds. Han var endnu mere: han var Godsejer; og hvorvel det fun var Strøegods, ban ejede, udgjorde det tilfammenlagt faameget, at han funde gaae Side om Side med mangen Herremand.

Som Præst var han „en dejlig Mand“ efter Almuens Begreb; men som Herremand blev han iffe saaledes roest. En haard Magtstreg af ham maae jeg gjøre læserne betjendte med, da den, slet ikke indtvungen, er som en Inds ledning til Ræffen af de Begivenheder, som falde under Bestrivelse.

9 Aaret 1747 tjente i Præstegaarden en af Præstes godsets Piger. En under samme geistlige Hosbondhold staaende Karl havde fattet Godhed for hende, besøgte hende nu og da, tog meest i løndom, og foresnaffede

hende: at de skulde see at komme sammen ved hendes Forældres Gaard, der, efter de Gamles Alder og Svag bed, snart kunde blive æfteledig. Præsten blev af en Dretuder underrettet om denne „Smutten. Han tog pis gen for sig, og fortalte hende, at han havde bestemt bende for en Anden; og ligesaa vilde han førge for den, hun nu legede Kjæreste med.

Det ffulde hun fige ham og forbyde ham i Præstens Navn at gjøre flere flige Besøg.

Forbudet blev iffe overholdt, hvilket Præsten snart erfarede.

Hvad gjorde saa denne? lod Karlen hente, og befalede ham: at ride en Heft til Frederits til Generalen, hvem han havde solgt den til. Et Brev fik han med til den opgivne Kjøber.

Aldrig faasnart var dette afgivet og læst, før denne lod bente to Underofficierer, der toge Karlen imellem fig, og berettede ham, at hans Herre Præften havde sendt bam som fin Vornede til Regimentet, hvor han nu skulde tjene Kongen, saalænge han duede dertil, eller ogsaa blev om: skiftet med en Anden.

Vi maae nu for det første overlade Karlen til Stokkedressuren, og see os tilbage i hans Hjemstavn.

Hans Elffede trøftede sig snart i Præstens Infors mators Arme; og blev denne forstaaelse holdt saa homs melig, at i næsten et heelt Aar Ingen anede det Mindste berom.

Den til Ralveskindsalarmen overgivne Narl var fra Byen Spøttrup i Halling Sogn. 3 famme Bye boede en Huusmandsfamilie, bestaaende af Mand, Kone og en voren Søn. De stod i en viib Omegn i Ry for at være det slemmefte Roverpaf. Snart blev et Faar henne om Natten i Marfen, snart et Unghoved, faa bift og faa ber.

Ogfaa ffeete ikke sjælden Indbrud, hvorved myntet og umyntet Sølv bortrøvedes. „De Spøttrup Kjeltringer, vare stærkt mistænkte; men at opdage og gribe dem var iffe Tyffedes.

I samme Bye boede den berørte ulykkelige Karls gamle Forældre med en eneste Datter. Familien havde iffe mes get tilovers, men slog sig dog igjennem ved Flid og Spar: sommelighed. Til den unge Pige fik den unge Rover Lyft. Begges Forældre bleve snart enige om "handelen. (et godt betegnende Udtryk); thi hvorvel Kjeltringfamiliens Rygte ogsaa var trængt til Spøttrup og næstomliggende Byer, havde alle disse dog været frie for Plyndring — „Ræven

.. hedder det, wbider iffe nær ved sin Şule.“ – Dertil fom: at Fæstebonden, ved en Slægtnings Dødsfald, var kommen i lovlig Besiddelse af et par hundrede Daler, Huusmanden i ulovlig Besiddelse af langt flere. Han tilbod ydermere, at ville spæde dygtigt til, for at faae hiins Søn frifjøbt af Krigstjenesten. Dette blev ellers overflødigt, da han, feed af Dressuren, havde deserteret, var indfanget igien, tilbørlig cureret for fojtelyst med Hesselfidt," bragt paa Sygestuen og der creperet. „Derfor fan 3 taffe den sorte Hund i Randlev,« sagde den gamle Rover; , men det skulde han vel have betalt! Ja hvordan det?" suffede den fortabte Søns forældre. Vi fan jo see til ! lød Svaret; ,, men det er nu flet iffe værd at snaffe

Kort at fortælle: de to Unge bleve gifte. Dg faa var det godt.

Vinteren lidde, og var næsten forbi, da Han i Hus fet vandrede med Pose og Stav benad Vejen fra Rants lev til Rørth (af Almuen faldet Raath). Næsten hele denne Bye hørte til Præstens Strøegods; han havde felgelig der, baade i Bye og Marf og Sfov, Hals og Haand

[ocr errors]

om.

over Ræve, Harer og Bonder. Den samme Dag, som Meftertyven i Spøttrup vejfarebe her, havde Præsten ladet Bønderfolfene anstille en Klapjagt.

Han felv med flere Jagtvenner deeltog i den. Nu træffer det sig, at den Vandrende traffer et Stykke langó baghen med Sfytteræffen. Som han er henud for Præsten, kommer en Ræv farende denne ftions forbi; men seende Staadderen, der vel iffe holdt sig jaa ftille som jægeren, gjorde Miffel en lynsnar Vending Præsten fejlede. Han faae fig om, bliver Rævens Frelser vaer, stjælder ham ud og befaler ham at ffynde sig bort. Den Anden blev staaende og grinte. Præsten, imedens han hurtigen ladede, brugte med ftigende Forbittrelse flere, juft iffe geistlige Kraftudtryf; ia forløb fig endog saavidt, at han truede Stoffemanden med blaa e Ærter." Tag ban fig selv iagt for de gule!" svarede denne, og trak fig bort inden Præften var færdig med ladningen. Den gamle Rover havde mere end eengang overtænkt: hvorledes han sfulde komme Præsten tillivs, uden felv at vove fig for yderligt; men den sorte Mands Bøsser, hans store Hunde og egen velbekjendte store Legemsstyrke havde endnu hidtil boldt ham tilbage. Men nu naaede hans idvorenhed fit bojefte Punct: „Kan jeg iffer brummede ban, „komme til at slaae ham for Panden, eller lette ham for nogle af bans Dfferpenge, saa lad den røde Rof gjøre det!

Naar man drager nordfra til den gamle Herregaard Aafjer, har man titheire temmelig boje Baffer og nogle dybe Dale, begge befrandsede med mægtig Bøgeskov; til: venstre en langudstraft Eng, med sin Bæf, og denne be: bræmmet med fine vandelsfende Eder. - Aafjergaardens Opbygger har, som i Almindelighed Anlæggere af Herre: borge, ogsaa været vandfjær. Den har maattet opføres

« ForrigeFortsæt »