Billeder på siden
PDF
ePub

Var det en Drøm eller et Syn? Hun stod ved mit Leje med Barnet paa Armen, smilende saligt som Herrens egen Moder! og den lille Engel rækkede efter mig. — Jeg kommer.

Dette afbrudte Stykke maae være det sidste, Eneboeren har efterladt sig, og skrevet i den Sygdom, som endte hans langvarige Sjælslidelser.

Det overlades til Læserens egen Phantasie at udfylde de store huller i denne mørke og sørgelige Historie, saavelsom at gjætte Grunden til den Beslutning at tilbringe et Liv af over tredive Aar i hiin vilde og

[ocr errors]

Livet glædelose Drken.

--

En jydsk Mordbrænderhistoric.

Paa

aa Dørhammeren i Randles Præstegaard staaer udskaaret Følgende:

"Det blotte Liv vi fik til Bytte,

"Da fidste Gang vi flytted ud;
"En bedre Bolig give Gud,

„Naar vi igjen skal flytte."

Skulde dette Vers nu være, eller snart vorde udslettet af det møffe Veed, og ikke fornyet: da vil det dog findes blandt mine Sandsagn, saavelsom hvilken Udaad, der fremkaldte hine gudfrygtige Linier.

Forfatteren var Præst dersteds. Han var endnu mere: han var Godsejer; og hvorvel det kun var Strøegods, han ejede, udgjorde det tilsammenlagt faameget, at han kunde gaae Side om Side med mangen Herremand.

Som Præst var han en dejlig Mand" efter Almuens Begreb; men som Herremand blev han ikke saaledes roest. En haard Magtstreg af ham maae jeg gjøre Læserne bekjendte med, da den, slet ikke indtvungen, er som en Indledning til Rækken af de Begivenheder, som falde under Beskrivelse.

I Aaret 1747 tjente i Præstegaarden en af Præstegodsets Piger. En under samme geistlige Hosbondhold staaende Karl havde fattet Godhed for hende, besøgte hende nu og da, dog meest i Londom, og foresnakkede

hende: at de skulde see at komme sammen ved hendes Forældres Gaard, der, efter de Gamles Alder og Svaghed, snart kunde blive fæsteledig. Præsten blev af en Dretuder underrettet om denne "Smutten." Han tog Pigen for fig, og fortalte hende, at han havde bestemt hende for en Anden; og ligesaa vilde han sørge for den, hun nu legede Kjæreste med. Det skulde hun sige ham og forbyde ham i Præstens Navn at gjøre flere slige Besøg. Forbudet blev ikke overholdt, hvilket Præsten snart erfarede.

-

Hvad gjorde saa denne? lod Karlen hente, og befalede ham: at ride en Heft til Frederits til Generalen, hvem han havde solgt den til. Et Brev fik han med til den opgivne Kjøber.

Aldrig saasnart var dette afgivet og læst, før denne lod hente to Underofficierer, der toge Karlen imellem fig, og berettede ham, at hans Herre Præsten havde sendt ham som sin Vornede til Regimentet, hvor han nu skulde tjene Kongen, faalænge han duede dertil, eller ogsaa blev omstiftet med en Anden. Vi maae nu for det første overlade Karlen til Stokkedressuren, og fee os tilbage i hans Hjemstavn.

Hans Elskede trøstede sig snart i Præftens Informators Arme; og blev denne Forstaaelse holdt saa hemmelig, at i næsten et heelt Aar Ingen anede det Mindste herom.

Den til Kalveskindsallarmen overgivne Karl var fra Byen Spøttrup i Halling Sogn. I samme Bye boede en Huusmandsfamilie, bestaaende af Mand, Kone og en voren Søn. De stod i en viid Omegn i Ry for at være det slemmeste Røverpak. Snart blev et Faar henne om Natten i Marken, snart et Unghøved, saa hist og saa her.

Ogsaa steete ikke sjælden Indbrud, hvorved myntet og umyntet Sølv bertrøvedes. „De Spøttrup Kjeltringer. vare stærkt mistænkte; men at opdage og gribe dem var iffe lykkedes.

I samme Bye boede den berørte ulykkelige Karls gamle Forældre med en eneste Datter. Familien havde ikke mes get tilovers, men slog sig dog igjennem ved Flid og Sparsommelighed. Til den unge Pige fik den unge Rover Lyft. Begges Forældre bleve snart enige om "Handelen" (et godt betegnende Udtryk); thi hvorvel Kjeltringfamiliens Rygte ogsaa var trængt til Spøttrup og næstomliggende Byer, havde alle disse dog været frie for Plyndring — „Ræven“ hedder det, bider ikke nær ved sin Hule." Dertil kom: at Fæstebonden, ved en Slægtnings Dødsfald, var kommen i lovlig Besiddelse af et Par hundrede Daler, Huusmanden i ulovlig Besiddelse af langt flere. Han tilbød ydermere, at ville spæde dygtigt til, for at faae hiins Søn frikjøbt af Krigstjenesten. Dette blev ellers overflødigt, da han, feed af Dressuren, havde deserteret, var indfanget igjen, tilbørlig cureret for Føjtelyst med "Hesselfidt," bragt paa Sygestuen og der creperet. "Derfor kan I taffe den sorte Hund i Randlev," sagde den gamle Røver; „men det skulde han vel have betalt!"

sukkede den fortabte Sons Forældre.

"Ja hvordan det?"

[merged small][ocr errors]

til!" lød Svaret; „men det er nu slet ikke værd at snakke om." Kort at fortælle: de to Unge bleve gifte. Og saa var det godt.

Vinteren lidde, og var næsten forbi, da Han i Huset vandrede med Pose og Stav henad Vejen fra Randlev til Rørth (af Almuen kaldet Raath). Næsten hele denne Bye hørte til Præftens Strøegods; han havde felgelig der, baade i Bye og Mark og Skov, Hals og Haand

over Ræve, Harer og Bønder. Den samme Dag, som Mestertyven i Spøttrup veifarede her, havde Præsten ladet Bønderfollene anstille en Klapjagt.

Han selv med flere Jagtvenner deeltog i den. Nu træffer det sig, at den Vandrende traffer et Stykke langs baghen med Skytterækken. Som han er henud for Præsten, kommer en Ræv farende denne stjens forbi; men seende Staadderen, der vel ikke holdt sig saa stille som Jægeren, gjorde Mikkel en lynsnar Vending Præsten fejlede. Han faae sig om, bliver Rævens Frelser vaer, skjælder ham ud og befaler ham at skynde sig bort. Den Anden blev staaende og grinte. Præsten, imedens han hurtigen ladede, brugte med stigende Forbittrelse flere, just ikke geistlige Kraftudtryk; ja forløb sig endog saavidt, at han truede Stokkemanden med blaae Ærter."

[ocr errors]

"Tag han sig

selv iagt for de gule!" svarede denne, og trak sig bort inden Præsten var færdig med Ladningen. Den gamle Røver havde mere end eengang overtænkt: hvorledes han skulde komme Præsten tillivs, uden selv at vove sig for yderligt; men den sorte Mands Bøsser, hans store Hunde og egen velbekjendte store Legemsstyrke havde endnu hidtil holdt ham tilbage. Men nu naaede hans Ildvorenhed fit højeste Punct: „Kan jeg ikke brummede han, „komme til at slaae ham for Panden, eller lette ham for nogle af hans Offerpenge, saa lad den røde Kok gjøre det!"

[ocr errors]

Naar man drager nordfra til den gamle Herregaard Aakjer, har man tilhøjre temmelig høje Bakker og nogle dybe Dale, begge bekrandsede med mægtig Bøgeskov; tilvenstre en langudstrakt Eng, med sin Bæk, og denne bebræmmet med sine vandelskende Eller. Aakjergaardens Opbygger har, som i Almindelighed Anlæggere af Herreborge, ogsaa været vandkjær. Den har maattet opføres

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »