for hver Time paa Dagen, hvor jeg har været, hvad jeg har bestilt det er ikke at udholde. Hjelp Himmel! hvilke Basiliskojne, jeg fik idag, blot fordi jeg snakkede mildt med den Bondekone fra Voldum! Og iaften kommer Skraldet nok efter Lynet, og saa har vi Regnen. Det er det allerkedsommeligste! Naar hun endda vilde forskaane mig for disse vamlende Forsoningsscener! I Sandhed! hun er Katten, og jeg er Musen: først piner hun mig, og siden æder hun mig op. Det er en synderlig Façon at elske paa; dog troer jeg hun gjør det; Tys! der hører jeg allerede Signalet - o vee mig arme Synder! men Hvor længe skal dette vare? Og kan hun dog aldrig blive feed af mig? Men i dette Fald, troer jeg, vilde hun putte mig ind i Dukkeskabet og gjemme mig der blandt andre Rariteter; hun slipper mig ikke. Nu veed jeg hverken ud eller ind. Der hjelper ikke det Gode og ikke det Onde. Sleger jeg for hende, beskylder hun mig for Falskhed; og vender jeg den laadne Side ud, faa daaner hun. Jeg maae tilsidst desertere fra Herregaard og Alting. Bodil! hvilken yndig Klang haver dette Ord! Bodil! det smukkeste af alle Navne? Hvergang jeg hører det, tager mit Hjerte til saa sødelig at banke, og en Længsel bespænder mig men ømt og blidt; ikke som hidtil nedhvirvles jeg i Sandselighedens vilde brusende Fos; jeg glider sagteligt hen ad den ædlcre Kjerligheds rolige flare Søe. Skal jeg naae dens Havn? Hendes Mund tier, men hendes Øjne hvidfke: „Chri- stian! jeg elsker Dig!" -- Den afgjørende Time nærmer sig. Jeg kan tælle Minutterne; men nu stjælver jeg hvorfor? for hvem? ja hvad for en Min? Kone? Nej! hvad betyder vel dette Venstrehaandsgiftermaal! Spilfægteri! for min Min Maitresse da? desværre! hun er min Beherskerinde, en kvindelig Tyran, hvem jeg nu hader og frygter. Himmel! vidste hun noget, anede hun blot: jeg veed det, hun kunde myrde hende. Gud naade mig ulykkelige Menneske! Hun er en Engel. Men hvad er jeg? Dette er Kjerlighed. Min Gud! tilgiv Du mig naadelig, at jeg har misbrugt din himmelske Gave! — Jeg fjendte den ikke. D jeg Daare! som troede, at det var Honningen jeg nød; det var Giften, jeg udsugede. Ja! jeg er bleven et andet Menneske et bedre? Ja! priset være Du min Skaber! Du har omvendt mig ved Kjerlighed. Ingen Attraae, ingen Uroe, ingen Storm i mit Jndre; men Fred og Haab og stille Glæde. Nattens skumle Taage er forsvunden; og en ny Morgenrøde straaler i uplettet Glands. Gud hjelpe mig! Hun har mærket noget; og hvor kunde hun andet? - Jeg maatte jo rive mig los af Syn dens Lænker.3 otte Dage faae jeg ikke Skjøgen. Men hun tvivlede paa min foregivne Upasselighed. Derfor sendte hun sin Fortrolige, denne skumle for. hærdede Skurk, hvis hvide Haar er en Skjændselsfrone. Jeg maae flygte. Er hun paa Spor? Hvad vilde hun paa Tustrup? hvorfor talte hun saa meget med Bodil - saa nedladende, saa sledst? Jeg skiælver for os begge. Saaledes skal det være! Alt giver jeg hende tilbage: Herregaard og Guld, lige til denne forbandede Ring. Og saa didhen, o min Elskede! hvor Kjerligheds Tempel vil optage og skjule os. Nu er det fleet! Men hvilken skrækkelig Scene! Himmel! beskjerm Du os! Der lurede en Djævel i hver af hendes Djenkroge, da hun kastede sit Blik efter mig i Doren. Opdagede hun, at jeg elsker en Anden men det troer hun da ganske vist men fik hun at vide, hvem det var: hun skulde være istand til Alt. figtighed! For Jeg har det. Hemmelig skal min uskyldige Kjerlighed være; hemmelig som den fyndige!- Min tjere Junker og saa Præsten skulde være vore eneste Medvidere. Bodil fæster sig til Viskum; jeg bliver paa Fussing. Og naar saa hun derovre har glemt det Forbigangne, eller faaet fig en nye Elsker, hvilket jeg haaber: saa, o min inderligt Elskede! saa bliver Du min Hustrue for Gud og mine to eneste Venner paa Jorden. Stormene have udraset, og jeg er í Havnen. Aldrig mere forlader jeg den. Blæs op derude! oprør Dig, Du Verdens urolige Hav! mig naaer ej engang Gjenlyden af . din fjerne Dundren. Jeg hører kun min lille Engels glade Skvaldren og Moderens Vuggefang. Jeg er et lyksaligt Menneste. See! Solen opstaaer fra Bjerget den sender sine Straaler hid over den tindrende Søe at lykønske mig til denne min jordiske Salighed. Fiskene spille af Glæde paa de klare Vande, og alle Smaafugle fryde sig med mig. Soli deo gloria in æternum *). Og Min søde Bodil vil endelig, Drengen skal hedde Christian. Nu! hun faaer at raade i alle Ting. Hun elsker mig over al Maal og Maade. Naar jeg kommer ned fra en stakket Fraværelse paa Slottet eller i Præstegaarden, da er det som hun ikke havde feet mig i hele Aar. naar jeg selv hist ovre fra Bakkerne skimter mit Huses hvide Væg hernede paa Pynten, er det da ikke som om en Lysstraale pludselig ramte mit Dje, og trængte mig lige ned i Hjertet? Sfulde hun endnu have noget isinde? Junkeren paas staaer, at han har seet den frygtelige Gamle derude i Venning Eller; men han forstak sig i Buskene. Hvad vil han her? Man 3morgen skal jeg til Randers, at indkjøbe til Barfelet. Jeg vil da forskaffe mig et Par Pistoler. kan aldrig vide, hvad der kunde indtræffe. Herren holde sin Haand over mine Elskelige! *) Gud alene Æren i Evighed. (Mellem ovenstaaende og næstfølgende maae aabenbar være forløbet et Tidsrum af flere Aar). Gud er retfærdig. Ved mit syndige Levnet havde jeg selv gjort mig uværdig til lykkeligt Ægteskab. Min Samvittighed var falden i Søvn? derfor maatte den vækkes med Forskrækkelse. Og det er Naade af den Alvise, at han tillader mig at affone mine Overtrædelser med langvarig Anger og strængt Arbejde. Han lønne ogsaa min fjere Junker som forhindrede mig í Selvmord, og siden plejede mig i min langvarige Affindighed! Uden ham havde jeg været evig fortabt, og skulde aldrig gjenseet min Hustrue og vort falige Barn. du Helvedes Furie! gjort Dig? Hvad havde den Uskyldige Men Frelseren vil, at vi skulle tilgive vore Fjender. Saa vil og jeg, idet jeg fukkende og bedende underkaster mig de tunge Prøvelser. Taalmodig vil jeg lide, paa det jeg maae samles engang med min Dyrebare i hans glade Himmerige. Herre! hvorlænge? - Nej, jeg tør ikke spørge. Gud vil det hans Toven er Kjerlighed. Stormen tuder, og Havet brøler, Sandet fyger og hvisler om min Hytte. Men snart skal jeg ikke mere høre disse sørgelige Toner. Sandet i mit Timeglas er nær udrundet. Jeg føler at det laffer ad Aften. Min Levekraft aftager mærkeligen. O Herre! forbarme Dig snart! Naaderige Gud og Frelser! Var dette et Budskab fra Dig? En fjerere Engel kunde Du ikke sende. S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III. 15 |