Billeder på siden
PDF
ePub

den unge

aa afts par rde

nes

ban de de

ae

tte

ben

fra ing

lades bette Arbejde til Duggen og Skyerne,
Pige forglemmer den over Myrthen.

Sørgedragten var aflagt; Myra indflettede atter fit dejlige Haar med Blomster. St. Previl taug og fuk: fede; men hans Kræfter aftog Dag for Dag; hans Gang sagtneded, hans udseende blev ftedfe mere mørkt og tungsindigt han nærmede sig til Graven. Han mærkede det selv, og dog taug han. Hvad fortjener en faadan Kjerlighed?

St. Previl havde allerede i lang Tid (piift paa fit Værelse. En Aften lod Myra ham ved fin Pige bebe, at han vilde dele Maaltidet med hende. Sødt bes væget af dunkle Anelser, traabte han ind i den festlig smyffede Stue. Bordet var bæffet til To. Frosine var tilsengs.

Myra$ dejlige Ansigt blusfede med meer end als mindelig 3id; ftiltiende anviste hun Ridderen Plads; de satte dem ligeoverfor hverandre; Maden blev sat frem, men de smagte den neppe. Den stjønne Værtinde gav Pigen et Vink: hun gif ud.

En Sølvpokal, fyldt med fostelig Viin, stod imellem dem; Myra fatte den til sine læber, nippede og rafte Ridderen den. Uden selv at vide hvad han gjorde, tømte ban ben til Bunden. Et nyt liv gjennemstrømmede ham. Mod og Haab fyldte hans Hjerte; det var ham, fom om ban havde druffet af et fortryllet Bæger.

Nu først vovede han at fæste fine Dine paa den faure Gjenboerske, og jee! der sad hun i al fin fortryls lende Ynde, med et Smiil, som paa een Gang smeltede hans Hjerte og bævede det til de sødeste Forhaabningers smilende Sojde.

[merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small][ocr errors][merged small][ocr errors]

Dg hun var smyffet som Brud, som de græske Piger paa livets højtideligste Dag: den røde Bryllupskjortel sammenholdtes om den smettre Midie med et bredt gyldent Belte; en Guldfjæde slyngede fig mange Gange om den hvide Marmorhals; en glimrende Sølvplade adskilte de fyldige Bryster, der steeg og fant under det bølgende fiin; Bruden var færdig – fun Myrthefrandsen manglede endnu.

Henreven af overstrømmende Kjerlighed reiste St. Previl sig op, og vilde faste sig for Tryllerindens Fødder med den længe undertrykte Tilstaaelse. Men Myra rejste sig ogsaa, og udstrakte fin Haand, som for at holde ham tilbage; hendes Aasyn blev med eet alvorligt, Rodmen forsvandt fra hendes Kinder; hun hentede et dybt Suf og sagde:

Ridder! længe har vi begge baaret paa en Hems melighed; vore læber have iffe forraadt, hvad vore Hjerter følte – St. Previl! vi elske hinanden...

Hun gjorde et Dphold; hendes Blit sank til Jorden; be taareduggede Dine skjulte sig, som om de bluedes over Mundens driftige Befjendelse. Den lykkelige Yngling bævede af Glæde, hans Hjerte bankede mod hans Bryst; han vilde tale, men fandt intet Ord for sine følelser.

Myra bævede atter fit Blif og vedblev :

,,Eders Taushed, Ridder! har talt for Eder, havde 3 end været begavet med en Engletunge, og ladet den tolfe, hvad 3 nu med ædel Selvbetvingelse har dulgt: i Sandhed! aldrig skulde F have fravundet mig Tilstaaelsen om min Gjenkjerlighed. St. Previl! I har reddet min Ære! men ikke for siden at røve den. François! hvad Du iffe vilde tage, giver din Myra Dig frivillig !..

Hun løftede Laaget af en Base paa Bordet, udtog en Myrthefrande, og fatte den paa fit povcb.

iger

Ortel dent den

„D$," sagde hun højtideligt, har iffe Menneskene forenet: de kunne iffe heller adskille os. Vi har en højere Lov ftreven i vore Hjerter; den følge vi, min evig Elsfes de! 3a François! jeg følger Himlens Stemme, og trodser Verdens - elffede Mand! omfavn din Hustrue!"

Hun udbredte fine Arme de fant i hverandras Favn.

[merged small][merged small][merged small][ocr errors][ocr errors][merged small][merged small][merged small]

Fire Aar svandt som een Dag, som en frydelig Fors aarsdag, for det lyfsalige Par. Myra havde føbt fin Kjereste en Son og en Datter: Michael var tre Aar, Sophia To.

Da kom Amaral tilbage: han hørte om deres Forening, han faae deres Lyffe, og den urene Lue opblussede paany; Skinsygens Slange stak hans stolte Hjerte; han faae, at den ftjønne Grækerinde dog havde Folelse, fun iffe for ham. Han besluttede atter at for: foge fit Held.

Med forstilt Venskab, med hyflet Godmodighed trængte ban fig til sin Ungdoms legebroder; han fogte at sætte sig fast i dennes Tillid, i det Haab at naae ved Tid og Lejlighed hos Maitressen, hvad Jomfruen nægtede ham.

Han passede og benyttede enhver lejlighed til at være ene med hende, og anvendte nu al fin Kunst og lange Erfaring for at naae fit Maal. Ligesaa forgjæves, som tilforn: Myra afviste alle hans Bestræbelser, først med fold Høflighed, og siden med alvorlig Strænghed. Dog dulgte hun hans Nedrighed for sin Elstebe.

Men St. Previl, som deguagtet anede Noget, iagttog en Tid, da Amaral maatte troe ham fraværende, og blev nu Dievidne til hans Forræderie og Myras uroffelige Troffab.

[ocr errors][merged small][merged small][merged small][ocr errors]

Han hørte hende tilsidst fige: „Dersom oftere bes søger mit Huus, Hr. Ridder! i St. Previls Fra: værelse, nødsages jeg til at søge Beskyttelse hos ham mod Ebers uforskammethed."

„Uforskammet,“ svarte Amaral, „kan man kun være mod Ægtehustruer

Han kom ikke videre; St. Previl traadte ind:

,,Jeg foragter Eder nu alt for dybt," sagde han, til at spilde Bebrejdelser paa Eder – gaae, Uværdige! og lad mig aldrig finde Eder her!"

„Dm iffe her, ftal 3 vel finde mig et andet Sted," svarte Niddingen, og gik.

Myra fant med Taarer og ængstelig Forudfølelse til fin Eiffebes Bryst.

Næste Dag mødtes Ridderne i flere af deres Baabens fællers Nærværelse.

St. Previl!“ begyndte Amaral, ,} brugte igaar et udtryk, som var bojft fornærmeligt; vil f falde det tilbage?"

„Amaral!“ svarte hiin, mfande udtryk funne aldrig være fornærmelige for en Mand af Wre; desuden var vor forte Samtale ifke offentlig.“

v Men dog," sagde Amaral haanlig, vi et offentlig Fruentimmers Paabor.“

Jeg mærker vel,“ sagde St. Previl, rat I søger Anledning til Strid; den ffal faae: jcg erklærer Jer for uværdig til det Kors, bærer."

Dette var nok: Tvekampen blev bestemt til næste

Dag.

St. Previl stræbte at ffjule det Forestaaende for sin Elskede, og det lykkedes ham. Næste Morgen rejste ban fig tidlig fra den sovende Myra; han fyssede fagtes

lig hendes Haand; han omfavnede ømt fine fødtslumreude Børn, væbnede fig, og git.

Da Myra vaagnede, bragte man bende hans afs sjælede liig.

Da hun en Time havde bedækket hans blege Ansigt med Rys og Taarer, rejste hun sig og aftørrede Graaden : hendes Beslutning var fattet. Hun aftvættede det blodige Dødssaar, og klædte det elffede liig i den hvide Forte: dragt.

Derpaa gik hun ind til Børnene; de laae endnn i den røde Søvn, og omslyngede hverandre med de uskyldige Smaaarme: hun trykfete Afskedsfysset paa Glutternes læber, og gik til fin Softer. Hun vakte hende med Efters retningen om denne Morgens rædselsfulde Begivenhed.

,,Naar jeg døer," endte hun, da vær en Moder for St. Previl & Børn!"

Frosine begreb hende iffe ; hun var bedøvet, og bartab uden Samling.

Myra forlod hende, iførte sig fin Elstedes Klæder og Baaben, kyssede endnu engang bang folde læber, og gik for at opsøge hans Morber. Hun fandt ham iffe langt fra det Sted, hvor Tvekampen havde ftaaet, med tvende af hans Cammerater. Hun havde nedslaaet Visiret paa Hjelmen.

,Hvad!“ raabte han halv forfærdet og halv spottende, ngaae de Døde faa baftig igjen?..

"Hans Hævner!“ svarte Myra, og drog fin Elstedes Sværd.

Amaral greb fit, og de forundrede Tilskuere ben: stillede sig som Secondanter.

,,Enten Du faa er død paa Strømt, raabte han, eller Du est opstanden, eller Djævelen har laant dit

« ForrigeFortsæt »