lades dette Arbejde til Duggen og Skyerne, Pige forglemmer den over Myrthen.

den unge

Sørgedragten var aflagt; Myra indflettede atter fit dejlige Haar med Blomster. St. Previl taug og suk fede; men hans Kræfter aftog Dag for Dag; hans Gang sagtnedes, hans Udseende blev stedse mere mørkt og tungfindigt - han nærmede sig til Graven. Han mærkede det selv, og dog taug han. Hvad fortjener en saadan Kjerlighed?

St. Previl havde allerede i lang Tid spist paa fit Værelse. En Aften lod Myra ham ved sin Pige bede, at han vilde dele Maaltidet med hende. Sødt bes væget af dunkle Anelser, traadte han ind i den festlig smykkede Stue. Bordet var dækket til To. Frosine

var tilsengs.

Myras dejlige Ansigt blussede med meer end als mindelig Jld; stiltiende anviste hun Ridderen Plads; de satte dem ligeoverfor hverandre; Maden blev sat frem, men de smagte den neppe. Den sjønne Værtinde gav

Pigen et Vink: hun gik ud.

En Selvpokal, fyldt med kostelig Viin, stod imellem dem; Myra fatte den til sine Læber, nippede og rakte Ridderen den. Uden selv at vide hvad han gjorde, tømte han den til Bunden. Et nyt Liv gjennemstrømmede ham. Mod og Haab fyldte hans Hjerte; det var ham, som om han havde drukket af et fortryllet Bæger.

Nu forst vovede han at fæste fine Dine paa den faure Gjenboerske, og see! der sad hun i al sin fortryl lende Ynde, med et Smiil, som paa een Gang smeltede hans Hjerte og hævede det til de sødeste Forhaabningers smilende Højde.

Og hun var smykket som Brud, som de græske Piger paa Livets højtideligste Dag: den røde Bryllupskjortel fammenholdtes om den smekkre Midie med et bredt gyldent Belte; en Guldkjæde slyngede sig mange Gange om den hvide Marmorhals; en glimrende Sølvplade adskilte de fyldige Bryster, der steeg og sank under det bølgende Liin; Bruden var færdig - kun Myrthekrandsen manglede endnu.

Henreven af overstrømmende Kjerlighed rejste St. Previl fig op, og vilde kaste sig for Tryllerindens Fødder med den længe undertrykte Tilstaaelse. Men Myra rejste sig ogsaa, og udstrakte sin Haand, som for at holde ham tilbage; hendes Aasyn blev med eet alvorligt, Rødmen forsvandt fra hendes Kinder; hun hentede et dybt Suf og sagde:

Ridder! længe har vi begge baaret paa en Hem melighed; vore Læber have ikke forraadt, hvad vore Hjerter følte St. Previl! vi elske hinanden."

Hun gjorde et Ophold; hendes Blik sank til Jorden; de taareduggede Øjne skjulte sig, som om de bluedes over Mundens dristige Bekjendelse. Den lykkelige Yngling bævede af Glæde, hans Hjerte bankede mod hans Bryst; han vilde tale, men fandt intet Ord for fine Følelser.

Myra hævede atter fit Blik og vedblev:

"Eders Taushed, Ridder! har talt for Eder, havde I end været begavet med en Engletunge, og ladet den tolke, hvad I nu med ædel Selvbetvingelse har dulgt: i Sandhed! aldrig skulde I have fravundet mig Tilstaaelsen om min Gjenkjerlighed. St. Previl! I har reddet min Ære! men ikke for siden at røve den. François! hvad Du ikke vilde tage, giver din Myra Dig frivillig!"

Hun løftede Laaget af en Vase paa Bordet, udtog en Myrthekrands, og satte den paa sit hoved.

"Ds," sagde hun højtideligt, har ikke Menneskene forenet: de kunne ikke heller adskille os. Vi har en højere Lov skreven i vore Hjerter; den følge vi, min evig Elftes de! Ja François! jeg følger Himlens Stemme, og trodser Verdens — elskede Mand! omfavn din Hustrue!" Hun udbredte sine Arme de sant i hverandres

Favn.

Fire Aar svandt som een Dag, som en frydelig Foraarsdag, for det lyksalige Par. Myra havde født sin Kjereste en Søn og en Datter: Michael var tre Aar, Sophia To. Da kom Amaral tilbage: han hørte om deres Forening, han faae deres Lykke, og den urene Lue opblussede paany; Skinsygens Slange stak hans stolte Hjerte; han saae, at den skjønne Grækerinde dog havde Følelse, kun ikke for ham. Han besluttede atter at forsøge fit Held.

Med forstilt Venskab, med hyklet Godmodighed trængte han sig til sin Ungdoms Legebroder; han søgte at fætte sig fast i dennes Tillid, i det Haab at naae ved Tid og Lejlighed hos Maitressen, hvad Jomfruen nægtede ham.

Han passede og benyttede enhver Lejlighed til at være ene med hende, og anvendte nu al fin Kunst og lange Erfaring for at naae fit Maal. Ligesaa forgjæves, som tilforn: Myra afviste alle hans Bestræbelser, først med fold Høflighed, og siden med alvorlig Strænghed. Dog dulgte hun hans Nedrighed for fin Elskede.

Men St. Previl, som desuagtet anede Noget, iagttog en Tid, da Amaral maatte troe ham fraværende, og blev nu Djevidne til hans Forræderie og Myras urokkelige Troskab.

Han hørte hende tilsidst sige:

søger mit Huus, Hr. Ridder! i

Dersom I oftere bes
St. Previls Fra-

værelse, nødsages jeg til at søge Beskyttelse hos ham mod Eders Uforskammethed.“

"Uforstammet," svarte Amaral, kan man kun være

Han kom ikke videre; St. Previl traadte ind:

"Jeg foragter Eder nu alt for dybt," sagde han, til at spilde Bebrejdelser paa Eder gaae, Uværdige! og lad mig aldrig finde Eder her!"

"

Om ikke her, skal I vel finde mig et andet Sted," svarte Niddingen, og gik.

Myra fank med Taarer og ængstelig Forudfølelse til sin Elskedes Bryst.

Næste Dag mødtes Ridderne i flere af deres Vaabenfællers Nærværelse.

"St. Previl!" begyndte Amaral, I brugte igaar et udtryk, som var højst fornærmeligt; vil I kalde det tilbage?"

„Amaral!" svarte hiin, „sande Udtryk kunne aldrig være fornærmelige for en Mand af Ære; desuden var vor forte Samtale iffe offentlig."

"Men dog," sagde Amaral haanlig, i et offentlig Fruentimmers Paaher."

"Jeg mærker vel," sagde St. Previl, wat I søger Anledning til Strid; den skal I faae: jeg erklærer Jer for uværdig til det Kors, I bærer."

Dette var nok: Tvekampen blev bestemt til næste Dag.

St. Previl stræbte at skjule det Forestaaende for fin Elskede, og det lykkedes ham. Næste Morgen rejste han sig tidlig fra den sovende Myra; han kyssede sagte

lig hendes Haand; han omfavnede ømt sine sødtslumreude Børn, væbnede sig, og git.

Da Myra vaagnede, bragte man hende hans afs fiælede Liig.

Da hun en Time havde bedækket hans blege Ansigt med Kys og Taarer, rejste hun sig og aftørrede Graaden : hendes Beslutning var fattet. Hun aftvættede det blodige Dødssaar, og klædte det elskede Liig i den hvide Jordedragt.

Derpaa git hun ind til Børnene; de laae endnn í den søde Søvn, og omslyngede hverandre med de uskyldige Smaaarme: hun trykkede Afskedskysset paa Glutternes Læber, og gik til sin Søster. Hun vakte hende med Efterretningen om denne Morgens rædselsfulde Begivenhed.

„Naar jeg døer," endte hun, „da vær en Moder for St. Previls Børn!"

Frosine begreb hende ikke; hun var bedøvet, og hartad uden Samling.

Myra forlod hende, iførte sig fin Elstedes Klæder og Vaaben, kyssede endnu engang hans kolde Læber, og git for at opsøge hans Morder. Hun fandt ham ikke langt fra det Sted, hvor Tvekampen havde staaet, med tvende af hans Cammerater. Hun havde nedslaaet Visiret paa Hjelmen.

„Hvad!“ raabte han halv forfærdet og halv spottende, "gaae de Døde saa haftig igjen?"

"Hans Hævner!" svarte Myra, og drog sin Elskedes Sværd.

Amaral greb fit, og de forundrede Tilskuere henstillede sig som Secondanter.

„Enten Du saa er død paa Skrømt,“ raabte han, eller Du est opstanden, eller Djævelen har laant dit