Læseren haaber jeg vil finde endnu noget mere. Her ere Optegnelserne, som Papiir, Skrivt, Blæffets Farve, og Indholdet selv tydelig vise, at være blevne til i saare forskjellige Tidspunkter. IV. „Hvað lærer jeg nu af alle disse Bøger? at blive misfornøjet med mig selv og mit Standpunkt i Livet? men har jeg da lært Andet af mine Rejser? - Jo! Gud skee Lov! jeg har lært, at al Menneskets Uroe er kun en Stræben efter Roe. Og den kan jeg finde her, naar jeg bevarer en god Samvittighed og et nejsomt Sind en god Sam Min gode Junker! det er altsammen spildt Umage. Immer vil han have mig højere op, siger at hans Hr. Faders Plan, da han tog mig ud af min ringe Stand (der borde jeg have bleven), og lod mig oplære med sin Søn, var at jeg i det ringeste skulde blive Birkedommer paa Godset. Der fortælles jo om en Kejser, at han ikke vilde bytte en Kaalhave bort imod det hele romerske Rige. Og jeg skulde foretrække Birketjenesten paa Fussing for min Frihed; à propos! hvorledes staaer det sig egentlig med Friheden? Jeg har tænkt alvorlig over den Ting. Det maae og det skal blive anderledes. Det er fandt jeg har aldrig forført, aldrig med Forsæt lagt an paa Nogen. De komme jo af dem selv jeg kan ikke være i Roe. jo dog ikke meer end et Menneske? Og jeg er Ak! hvis jeg kunde finde Kjerlighed istedenfor Vellyst! een trofast Veninde for alle disse ustadige! Min Faders Fiskerhytte skulde være mig fjerere end Skjelernes Slot. Ja! det er en Sandhed: Den har levet vel, som levede vel i Løndom. Mennesket og al dets Idræt er ídel Forfængelighed. Ingen veed ret hvad den selv vil; og naar vi faae hvad vi ville, ere vi dog ikke fornøjede. Jeg higede efter Verdens Glæder! jeg greb tem, men de bleve til Bobler i min Haand. Hvilke har jeg tilbage? Alle de Frugter, jeg hidtil plukkede, vare ormstukne. Intet er vist, intet er varigt undtagen Døden. Naar den gamle Birkedommer døer, skal jeg have hans Tjeneste. Jeg veed ikke om jeg duer til den; men jeg kunde ikke undgaae Herren. Kun har jeg betinget mig, at jeg vil blive boende i min Fødehytte. Hvor yndigt ligger denne! bag mig og over mig de tætte Linde, foran mig den blanke See mellem skovklædte Bakker. En fjerlig Hustrue vilde gjøre denne Flet til et Paradiis men fortjener jeg et Paradiis? ak! hellige Uskyld! - ― Gid jeg var et Barn igjen! Den høje Dame er kommen. Nu bliver der et Spektakel: der skal koges og brases og danses og rumsteres, og være Fyrværkerie i Tørvekrogen. Det gaaer lige til Ækelhed. Og hvad er hun saa andet end en Courtisane? Gid jeg havde været Fisker, som min Fader før mig; iffe fjendt meer af Verden end Søen her! - Savn gjør ikke fattig; men at man føler det. — Nil admirari! *) ja du snakker godt min fjære Flaccus! men det var ikke sært! nu skal jeg atter frem med min Viol de Gambe **) - det evige Gnierie raab ikke saa hoit! nu kommer jeg. svage. Hun er smuk. Men hvad kommer det mig ved? jeg har kjendt dem ligesaa smukke, og ligesaa Jeg kunde næsten troe, at jeg havde fundet Naade for hendes Dine Kornmodn paa jeg kjender disse BlikElskovs Himmel. Hvad ere de vel mod ægte Kjerligheds milde Stjerneglimt! Skal jeg nogensinde skue dem? Desværre! mit Livs Himmel er forlængst indhyllet i Lystens Taagedunst. Hvoraf kommer dette? Jeg er ikke tredive Aar, og dog tykkes mig, at jeg har levet i hundrede. Kan man tage op af Tiden, som af en Arvepart? og forøde den inden den falder. -- riserinde. Men, laissons cela! hun staaer mig baade for højt og for lavt. Ja havde hun været min Lige, og hendes Hjerte reent. Imorgen rejser hun, Adieu! Deres Højhed. Aftenvinden fuser i Sivet og løvet; og histoppe klinge Violer og Fløjter. Menneskets Musik blander sig med Naturens. Men ak vee for Harmonien! Hjertets Moll Hvor fristende, at stirre ned i det kølige dunkle Dyb! der opløse sig alle Disharmonier; Længselens Adagio og Nydelsens stormende Allegro hensmelte i et sødt Smorzando. Der kommer en Pause hvor lang bliver den? Hvad er det? Hun har forlangt mig til at gjens nemsee sin utroe Forvalters Regnskaber. Velan! Jeg gaaer; skjøndt en vis Anelse holder mig tilbage. Det pikker herindenfor som et Dødninguhr. Dumheder! Skal jeg eller skal jeg ikke? En Draabe meer eller mindre af denne jordiske Nectar det nu var aqva toffana? men hvad om Ligemeget! Jeg har allerede faaet formeget af saadan Gift. Mine Pulsslag ere talte. Jeg subtraherer maaskee blot et Par Ziffre fra Hovedsummen. Aabn dit Favn, min Havfru! jeg synker lad Bølgen lukke sig over os! Det bliver mig lidt for alvorligt. - Hemmeligt Ægteskab! Et smukt Partie! En Fiskerson og en Grevedatter! Du stakkels Samvittighed! man kan stundom fornøje Dig med lidt hvor hun sukkede, hvor hun græd! men naar jeg blot vilde lade mig vie til hende NB under evig Tausheds Løvte, saa var hun rolig. Er det Forstillelse, saa spiller hun sin Rolle fortræfhvo kan randsage et Menneskes Hjerte? hvo fjender sit eget? Og ere vi ikke alle Hyklere for os feligt. Dog Har Mennesket virkelig fri Villie? Det kunde være et Spørgsmaal. Ferend vi foretage os en Gjerning, mene vi saa, men bag efter feer det ud, som om den alligevel skulde være skeet, enten vi havde villet eller ej. Du troer at gaae din egen selvvalgte Vej, men det er Skjæbnen, som har afstukket den. Var det ikke min Villie at nøjes med en Fiskerhytte? Men Skjæbnen vil, at jeg skal eje en Herregaard. Christian! vær dog ingen Nar. Jeg forbauses. Et matrimonium ad morganaticam! Er jeg da en Konge? Men hun venstre Haand fjender allerede Vejen mere? Den Saamænd! hvad vil den saa Den venstre Haand! er den ikke ligesaa hvid og blød og sød, som den højre? Kom med den! Dette Slaverie Tænkte jeg det ikke nok? En Ægtemands Rettigheder og en Tjeners Forpligtelser! bliver tilsidst utaaleligt. Naar det endda ikke var med hendes græsselige Jas lousie! Jeg maae ikke tale med noget ungt Fruentimmer — ej engang see paa andre; jeg maae gjøre hende Regnskab |