Billeder på siden
PDF
ePub

Læseren — Haaber jeg — vil finde endnu noget mere.

Her ere Optegnelserne, som Papiir, Skrivt, Blæffets Farve, og Indholdet selv tydelig vise, at være blevne til i faare forskjellige Tidspunkter.

IV.

„Hvad lærer jeg nu af alle disse Boger? at blive misfornøjet med mig selv og mit Standpunkt i livet? men har jeg da lært Andet af mine Reiser? — Jo! Gud ffee Pop! jeg har lært, at al Menneskets Uroe er fun en Stræben efter Roe. Dg den kan jeg finde her, naar jeg bevarer en god Samvittighed og et nejsomt Sind – en god Samvittighed? har jeg den ?

[ocr errors]

Min gode Junker! det er altsammen spildt Umage. Immer vil han have mig højere op, siger at hans Hr. Faders Plan, da han tog mig ud af min ringe Stand (der borde jeg have bleven), og lod mig oplære med fin Søn, var at jeg i det ringeste sfulde blive Birkedommer paa Godset.

Der fortælles jo om en feiser, at han iffe vilde bytte en Kaalhave bort imod det hele romerske Rige.

Og jeg skulde foretrække Birketjenesten paa Fussing for min Frihed; — à propos! hvorledes staaer det sig egentlig med Friheden?

Jeg har tænkt alvorlig over den Ting. Det maae og det skal blive anderledes. Det er fandt: jeg har aldrig forført, aldrig med Forsæt lagt an paa Nogen. De fomme jo af dem selv — jeg fan iffe være i Roe. Dg jeg er jo dog ikke meer end et Menneske?

Af! hvis jeg funde finde Kjerlighed istedenfor Velyst! een trofast Veninde for alle disse ustadige! Min Faders Fifferbytte sfulde være mig fjerere end Sfjelernes Slot. – Ja! det er en Sandhed: Den bar levet yel, som levede vel i londom.

Mennesket og al dets Idræt er idel Forfængelighed. Ingen veed ret hvad den felv vil; og naar vi faae hvad vi ville, ere vi dog ikke fornøjede.

Jeg higede efter Verdens Glæder! jeg greb tem, men de bleve til Bobler i min Haand. Hvilke har jeg tilbage? Alle re Frugter, jeg hidtil pluffede, vare ormstufne. Intet er vist, intet er varigt

- undtagen Døben.

Naar den gamle Birkedommer døer, skal jeg base hans Tjeneste. Jeg veed ikke om jeg duer til den; men jeg kunde iffe undgaae Herren. Kun har jeg betinget mig, at jeg vil blive boende i min Fødehytte.

Hvor yndigt ligger denne! bag mig og over mig de tætte linde, foran mig den blanke Soe mellem skovklædte Baffer. En fjerlig Hustrue vilde gjøre denne Plet til et Paradiis men fortjener jeg et Paradiis? ať! hellige Uskyld!

Gid jeg var et Barn igjen!

[ocr errors]

Den høje Dame er kommen. Nu bliver der et Spef: tafel: der skal foges og brases og danses og rumsteres, og være Fyrværferie i Tørvefrogen. Det gaaer lige til Æfel: hed. – Og hvad er hun faa andet end en Courtisane?

Gid jeg havde været Fiffer, som min Fader før mig; iffe fjendt meer af Berben end Søen her!

Savn gjør iffe fattig; men at man føler det. - Nil admirari ! *) ja du snaffer godt min fjære Flaccus! men

det var iffe fært! nu skal jeg atter frem med min Viol de Gambe **) det evige Gnierie raab iffe faa boit! nu kommer jeg.

Hun er smuk. Men hvad fommer det mig ved ? jeg har fjendt dem ligesaa smuffe, og ligesaa svage. Jeg kunde næsten troe, at jeg havde fundet Naade for hendes Dine jeg fjender disse Blit – Kornmodn paa Elskovs Himmel. Hvad ere de vel mod ægte Kjerligheds milde Stjerneglimt! Skal jeg nogensinde ffue dem? Desværre! mit livs Himmel er forlængst indhyllet i Lystens Taagedunst.

Hvoraf kommer dette? Jeg er ikke tredive Aar, og dog tyffes mig, at jeg har levet i bundrede.

Kan man tage op af Tiden, som af en Arvepart? og – forøde den inden den falder.

Hun er overordentlig smuk og vittig som en Pa: riserinde. Men, laissons cela! hun staaer mig baade for bojt og for lavt. Ja havde hun været min lige, og hendes Hjerte reent. Imorgen rejser hun, Adieu! Deres Højbed.

Aftenvinden fuser i Sivet og lovet; og histoppe klinge Violer og Fløjter. Menneskets Musik blander sig med Naturens. Men af - vee for Harmonien! Hjertets Moll og Skjebnens Dur – det ffurrer.

*) Aldrig undres over Noget. **) Et Instrument.

Hvor fristende, at stirre ned i det følige bunfle Dyb! der opløse fig alle Disharmonier; længselens Adagio og Nydelsens stormende Allegro hensmelte i et født Smor: zando. Der kommer en Pause hvor lang bliver den?

Hvad er det? Hun har forlangt mig til at gjens nemsee fin utroe Forvalter Regnskaber. Belan! Jeg gaaer; skjøndt en vis Anelse holder mig tilbage. Det piffer herindenfor som et Dødningubr.

Dum beber!

Skal jeg eller skal jeg iffe ? – En Draabe meer eller mindre af denne jordiste Nectar men hvad om det nu var aqva toffana ?

ligemeget! Jeg har allerede faaet formeget af faadan Gift. Mine Pulsslag ere talte. Jeg subtraherer maaffee blot et Par Ziffre fra Hovedsummen. – Aabn dit favn, min Havfru! jeg fynfer - lad Belgen luffe sig over os!

Det bliver mig lidt for alvorligt. — Hemmeligt Ægtestab! Et smukt Partie! En Fistersøn og en Grevedatter! Du ftaffels Samvittighed! man fan ftundom fornøje Dig med lidt - hvor hun fuffede, hvor hun græd! men naar jeg blot vilde lade mig vie til hende NB under evig Tausheds lovte, saa var hun rolig.

Er det forstillelse, faa spiller hun sin Rolle fortræffeligt. Dog - hvo fan randfage et Mennestes Hjerte? hvo fjender sit eget? Dg ere bi iffe alle Hyflere for os selv uden at vide det?

Det maae i det mindste overregnes.
Indtægt.

Udgivt.
1. En dejlig Kone.

1. Frihed.
2. En stor Formue. 2. Rolighed.
3. Et lystigt liv.

3. Selvstændighed.

Balance.

Du

Har Menneffet virkelig fri Villie? Det funde være et Sporgsmaal. Ferend vi foretage os en Gjerning, mene vi saa, men bag efter seer det ud, som om den alligevel skulde være skeet, enten vi havde villet eller ej. troer at gaae din egen selvvalgte Vej, men det er Skjæbnen, som har afstuffet den.

Var det ikke min Villie at nøjes med en Fiskerhytte? Men Skjæbnen vil, at jeg ffal eje en Herregaard. Christian! vær dog ingen Nar.

Jeg forbauses. Et matrimonium ad morganaticam! Er jeg da en konge ? – Men hun

Den venstre Haand - fjender allerede Vejen Saamænd! Samvittigheden faaer fit Salarium hvad vil den saa mere?

Den venstre Haand! er den iffe ligefaa hvid og blød og sød, som den højre? – Kom med den!

Tænkte jeg det ifte nok? En ægtemands Rettig beder og en Tjeners Forpligtelser! Dette Slaverie bliver tilsidst utaaleligt.

Naar det endda iffe var med hendes græsselige Fas lousie! Jeg maar iffe tale med noget ungt Fruentimmer ej engang fee paa andre; jeg maae giore hende Regnskab

« ForrigeFortsæt »