opklares, før alle Morkets Gjerninger engang komme for Lyset.

Efterstaaende Sagn er kun et svagt Stjerneglimt i

in maanelys og taagefuld Nat.

III.

I Aarene nogle og fiirs døde nord oppe i Vesterhanherred et ganske synderligt Menneske, som Ingen egent= lig kjendte, endskjøndt han skal have havt fit Tilhold der længer, end fra Midten af forrige Aarhundrede.

Hans Klædedragt var som Havgassernes plejer at være til daglig Brug: tykt og grovt Vadmel, vævet af sammenblandet hvidt og sort Uld; men da det sidste, ufarvet, antager med Tid og Slid et rødbrunt ruftagtigt Skjær, har Tøjet selv et lignende Udseende, som dog falder mere i det Graae, og svarer temmelig til Vesterhavets Taage, naar denne svagt belyses af den dalende Sols mørfrøde Skin. Hans Sprog var dansk, men saaledes som en Jyde over Bondestanden udtaler det. —

Hans Levemaade og Næringskilder vare de samme som alle de andre Klitboeres: Fiskerie og Strandinger, hvorhos han ligeledes holdt en Ko og nogle Faar, der med Naboernes deelte fredelig det tynde Græs i den uoverskuelige Sandørken. Han skal have været stor, velvoren, og havt et smukt men tungsindigt Ansigt; hvilket sidste Almuen anseer som Tegn paa lønlig Brøde; „thi uforskyldt Sørg kan, som Guds Tilskikkelse, ikke knæle*)

mener den

en Mand."

*) Sætte i knæerne : nedtrykke.

Ingen deroppe vil nogensinde have feet ham lee: ej heller var dette at undre over, eftersom han aldrig faaes i disse Menneskers Gildeslaug eller andre deres Forsamlinger, men allene ved deres strenge og farlige Dont paa paa den stormfulde Strand.

Han kaldte sig slet og ret Christian, hvortil Egnens Folk øgede Navnet Bolbjerg, efter det Sted hvor han havde opslaget sin ensomme Bolig.

Den nordligste Arm af Liimfjorden strækker sig Havet paa en halv Miil nær, og indslutter tilligemed en vestligere mindre den bakkede Jordtunge, som Indbyggerne kalde Hannesland, hvoraf siden opstod Benævnelsen: Hanherred. Dens sydlige Deel har skjønne Kornmarker, og frodige Enge omfatte de lavvandede, af Stormen aldrig voldsomt oprørte Indvige. Velbyggede Bøndergaarde ligge spredte omkring ved kysterne, og deres Beboere tage uden Anstrængelse og uden Fare rundelig Livsnæring af den villige Jord og de rolige Vande; i Tryghed høre de det hule Drøn af det vilde Hav bag Sandbjergene.

Gaaer Du ind iblandt disse, da finder Du en heel anden Natur. Det er som om Du vandrede paa en uhyre Kirkegaard blandt talløse Kæmpegrave, eller paa Tomterne af en ødelagt Forverden. Derinde er Taushed og Noe, men allevegue Spor af Uroe, Forvirring og Elementernes Oprør: denne Sandregion er selv et Hav, hvis vældige Bolger synes grebne af Almagten midt i deres vildeste Tumlen, og tryllede til evig Stilhed, deres Sider bestroede med Klittag, hvis skarpe bleggule Taffer altid see ud som visnede, og, naar Vinden blæser, hvisle med ensformig vedholdende Klagelyd, og paa hvis Toppe ryger, som paa Sneedriver, den fine Flyvesand.

Men vandrer Du videre omkring, overraskes Du ved

det uventede Syn af tamme Dyr, dem som klæde og dem som føde Mennesket, selv dettes Boliger opdager Du nu og da, lønligt beliggende og trindt omgivne af de skaldede Banker. Du opmuntres ved at finde dem ikke som Armods faldefærdige Hytter, men som landlig Velstands nette, hyggelige Vaaninger, ikke sjælden hvidtede og afstolpede med smukke Farver, og sirede med Udskur, der ligne og stundom ere virkelig Skibsruffe og Dækskahytter, Skjænk fra det baade graadige og gavmilde Hav.

Ydermere oplivet skal Du føle Dig ved Synet af frist grønne Græspletter ved disse Klithuse, og kraftfulde Kornstrimler en Erobring fra det karrige Sandhav.

Herinde, ret norden for den foromtalte Bugt, begyn= der en bred Bakke at hæve sig over de mindre Sandknuder, og strækker sig i jevntstigende Højde lige ud til Havet. Før Du endnu er kommen saa højt op, at Du seer dette, da vend Dig engang omkring og betragt den sydlige Halvdeel af Panoramet! lad dit Dje med Velbehag svæve ned over Marker og Enge, Huse og Byer, og hen over Fjorden med dens mange Vige, til Landstrimlerne paa hiin Side Bredningen, der skille mellem Vandet og Luften; hvor Vejrmoller og Kirker mørke Smaaprikker og lyse fremhæve sig som Tegn paa det store Landkort.

Fra dette smilende Landskab vend Dig atter! træd op paa Klippens yderste Rand! Tohundrede Fod stejlt neden under Dig, har Du Havet - det vilde, det grændseløse Hav; overalt saavidt Du øjner, uden Afverling, uden Hvilepunkt for dit ustadige Blik, til hist i tet Fjerne, hvor det sammensmelter dunkelt med Himmelen, som Tiden med Evigheden. Smaae synes Dig herfra dets Bølger, og langsom deres Rullen mod Landet, og selve Bulderet deraf lyder dæmpet deroppe i Højheden.

Er Du svimmel, da kom ikke Yderkanten for nær! det er en Klippe, hvorpaa Du staaer; og brat luder den ud over den smalle stenige Bred. Men fuler Nordves sten, da stiig ned ved Siden og stil Dig paa Havstokken, der seer Du Havet i sin Vælde; hvorledes de tunge Bølger bryde sig fraadende paa Revlerne de trende Revler, der i Mellemrum strække sig heelt hen om Halvøens vestlige Kyst, til Landets Beskjermelse, men til Fordærvelse for de Sømænd, der komme denne farlige Strandbred for nær.

Men vogt Dig, at Du ikke selv træder den for nær! en tilbagevendende Vove kunde fuge Dig til sig ned i Dys bet, og den næstfølgende knuse dit Legeme imod Kanten; inden Stormen har lagt sig, ville de grusomme Vover ikke slippe dit mishandlede Liig.

Et Steenkast ude fra Bredden kneifer en Klippe, stejl, rue, uformet, liig en Oldtids Borgruin. I Aarhundreder har Havet forgjæves bestormet dens faste Muur; dets uhyre Bølger terne derind, men brydes mod det haarde Field, opløse sig i Skum, og synke afmægtig tilbage.

Er omsider dit Dje mættet, er dit Dre døvet af den uophørlige Torden, da gak atter did op hvorfra Du nedsteeg! Giv dine Sandser, dine Tanker Hvile, og stræk dine udmattede Lemmer paa den bløde Grønsvær i Fordybningen, som Du finder tæt indenfor den højeste Sfrænt! her stod engang Encboerens Huus; og Klippen, hvorpaa Du ligger, er Bolbjerg Jyllands eneste Field, de Søfarendes Skræf.

Paa dette frygtelige øde Sted havde den ommeldte fremmede Mand oprejst sin Hytte. Dens Vægge murede han af Kalksteen, som han saugede af Klippen; og Overdelen beklædte han med Tang, der snart blegedes af Regn

og Sol, og gav den lille Vaaning et sørgeligt Udseende af Ælde og Affældighed. I stille Vejr hang det liig hvide Oldingslokker langs ned ad Væggen, bedækkede det eneste Vindue og den øverste Halvdør; men i Storm fløj det vildt, og hvinede til Bølgernes Brumlen i Dybet.

Henved fyrgetyve Aar havde han levet her, var ble= ven gammel, hans Haar bar Tagets Farve. Men endnu besøgte han den langtbortliggende Kirke hver Helligdag, og var altid en vis Mand ved alle Strandinger deromfring, baade til at bjerge, og end mere til at redde: flere Skibbrudne takkede ham for deres Liv. I Paalandstorme, naar saadanne Ulykker kunde ventes, faaes han altid staaende paa Udkik ovenfor fin Hytte ved Bjergets yderste Brink.

Engang savnedes han. Et Uvejr kaldte de andre Klitboere ned til Stranden. De nærmeste keeg som sædvanlig op til Bolbjerg, og spurgte forundrede: „Hvor mon Christian være?"

Christian kom iffe.

Da gik nogle derop, og fandt ham død paa sit Leje, med opslagen Psalmebog paa Brystet. En gammel Havgasse lukkede hans Djne og hans Mund, og stak ham Bogen under Hagen.

Saaledes blev han funden af Herredsfogden, hvem disse Efterretninger skyldes, saavelsom en Slags Dagbog, den Afdøde havde efterladt fig. Den bestod egentlig af lose Papiirstykker, som Samleren siden efter rimelig Gisning har ordnet, og nu overgiver til den læsende Verden.

Begivenhederne ere faa, usammenhængende og dunkle; hvorfor ogsaa den, der overlod Fortælleren dette Haandskrift, kaldte det noget synderligt og forvirret Tøj, hvoraf kun faameget lod sig udlede, at Manden maatte være kom: men af skikkelige Folk, men havt et forskruet Hoved.“