Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

ub, og 3 ffal ingenlunde tvivle berpaa! hos mig kommer fiffe et Haarsbred videre, hverken med Lofter eller med Trudsler. Men jeg vil give 3er Anviisning paa en Mand, der ingen omstændigheder gjor, og ftrar cober Eders Barn. Beed I hvor Vorning ligger?

Maften niffede.

,,Godt!“ vedblev Præsten: "Hr. Jens der - min Brober i Christo holder mere af Guld end af Bly Kjør 3 fun til ham i Herrens Navn.“

Med disse Ord buffede han dybt, og traadte bags lænds ind ad sin Dør.

Den Fremmede sage taus efter ham, uden at be: svare hans Afflebshilfen, ftal Pistol og Pung i lommen, steeg faa med Kassen igjen ind i Karethen, idet han raabte til Rudsfen: ,,Allons donc !"

„Oui Monsieur !" svarede denne, og nu gik det i fuldt Trav ud af Byen.

Hr. Jens var allerede gaaet tilfenge, og hans Hu: strue stod i Begreb med at følge ham, da bemeldte Ra: reth raglede ind i Borning Præstegaard. Hurtig faftede hun en Kaabe om fig, og ilede ud for at modtage det fildige Besøg.

Saasnart hun havde erfaret Hensigten af dette, for: fitfrede hun, at hendes Mand strar ffulde dobe Barnet. Smidlertid bad bun Herren træde indenfor i Dagligstuen, indtil ør. Jens blev færdig med sin Paaklædning, hvilket iffe vilde vare længe. At hun dog spurgte om den Fremmedes Navn, kan man nok vide; og ligesaa: at hun ej fit andet Svar, end det, Guldet i Pungen gav.

Veltilfreds med dette, ilede hun ind til sin fnorkende Egtemage, rusfede ham vaagen, og fagde:

[ocr errors]

Reis Dig, bitte sens! her er et Barn, som vil Dobes..

Bitte Jens var ikke en Mand at løbe med, allers mindst fra Sengen af. Der lade han altsaa endnu, da hans Kone kom tilbage fra den fremmede, hvem hun imidlertid forgiæves havde føgt at udfritte.

Nu fit ban Utaf, hvilket han tog imod med et phlegs matiff :

"Naah, naah! det jager vel ikke — hvis er Barnet ?..

„Det kan være Dig det samme svarte hun ivrig; ,men det tilhører ganske vist store Folk, for det er kommen i en Kareth hertil, og en fornemme Kavaleer er fulgt med, og vil give Dig fem Dueater for din Umage."

Bed disse rørende Ord reiste Præsten sig overende, fkød Dynen lidt ned, og satte sin Nathue ovenpaa den; han havde sikkerlig inden faa Djeblikke været ude af Sens gen, hvis iffe Konen uheldigviis havde lagt til:

,,Den Nar i ousted! ban kunde bart Ducaterne for der har de først været med Barnet men i det Sted viser han dem herover.

Da Præsten hørte dette, faae ban et Par Secunder ftivt paa sin Kone, fank derpaa atter blidelig ned i Pu: Derne, traf Dynen over sig, og sagde:

Blæser hun fra den Kant? Saa er der Fidbi ved

Nej taf! tør Hr. Mogens iffe døbe det, skal Hr. Jens iffe heller feer vi det! jo vist!

siig ham reent ud, at jeg skal nødvendig vide, hvem Forældrene ere!"

Ade Madamens forestillinger frugtede intet, ligefaas lidet hendes Skjænden: Manden var ubevægelig.

Nu fom Tjenestepigen ind ganske bleg af Sfræk, og forsiffrede aandeløs og stjælvende: at det ikke var rigtig

[ocr errors]

fat med de fremmede Krabater; hun havde nemlig været ude hos Kudsken, og spurgt ham, hvorfra de vare? hvortil han med huul og gyselig Røst havde svaret: Fra Helvede!

Da hun havde optaget dette fom Spøg, og videre spurgt ham: om han iffe sfulde have en Dram og en Bid Brød, havde han i en endnu fælere Tone svaret:

..Jeg æder fogende Beeg, og drifter smeltet Svovl vil Du have noget af det, faa fæt Dig op, og følg med!"

det samme var Lyset i Stuen faldet paa hans Ans figt, og det var fullende fort.

„Din Gaas" sagde Præftekonen, det er ikke andet end en Maffe, fom Herren derinde ogsaa bærer.

Men Præsten sagde: „Seer vi det! stræb at blive skilt ved dem, jeg vil ikke have med det at bestille, om ban ogsaa kunde veje Barnet op med Guld.“

Med disse Drb fatte han Nathuen paa, vendte sig til Væggen, og Søvnens Gud sejrede over Guldets.

Men den gode Madame Senses havde en anden Smag. Hun beed sig í Lippen, grundede nogle Djebliffe, og hviskede faa til Pigen, hvad hun havde at gjøre. Hvorpaa hun gik til den Fremmede, og sagde: at nu var Alt ftrar færdigt til Daaben. Pigen ffulde komme og lyse bam.

Derefter ilede hun ned i Studerefammeret det laae affides i den vestre Flej, og ligger der endnu iførte sig Præstefjole, bandt Pibekraven om Halsen, og tryffede Paryffen dybt ned paa Hovedet; lidt Lysetane over Munden og paa Hagen, gjorde Forvandlingen fuldstændig.

Den fremmede Herre lod sig let skuffe: Kammeret var i sig selv snævert og dunfelt, og oplyftes fun sparsomt af en føvnig Praas. Dertil forvendte Præstinden fit Mæle

med en konstig Blanding af Hæshed og Huulhed faa hels digt, at endog en Befjendt af hende neppe vilde fattet Mistanke.

Kort at fortælle: Barnet blev døbt, og Madamen fif fine fem Ducater; Pigen gav hun en Ulfeldts Tomarf, for at holde reen Mund. Men den var spildt, som man snart bil erfare.

Da Præsten om Søndagen fom til hans ene Anner, Dvorning, fortalte Degnen ham: at der hiin Nat var kommen et Menneske, der faae ud som en Morian, ind til ham, og havde forlangt Kirkenøglen. Da Degnen bes mærkede, at der staf en Pistol ud af hans ene Vestelomme, torde han iffe afslaae hans Begjæring, men endnu mindre folge efter ham, hvorvel ban gjerne gad vidst, hvad den Sorte foretog sig i Kirken.

Et Qvarteerstid derefter kom han igjen, og gav ham Kirkeneglen, og kort derpaa rullede en Vogn ud af Byeu

saavidt han kunde stjønne hen ad Hammerhøj til. Saasnart det blev Dag gik han op i Kirken, men kunde iffe opdage det allerringeste.

Nu ilede begge derhen. De ledte forgjæves, især oppe i Choret, indtil Menigheden omsider var bleven famlet, og Tjenesten begyndte.

Medeno Hr. Jens stod paa Prædikestolen, bemær: fede han, at nogle Fruentimmer langt nede i Kirken imellem ftaf Hovederne sammen, hviskede og fiffede ned under Stolen foran dem.

Da Tjenesten var ude, gik han ned og spurgte dem om Aarsagen til deres Urolighed.

De viste ham nu en lille sort Kasse, som Ingen tilforn havde feet der. S. S. Blider. Gamle og nye Noveller. II.

14

Paa Præftens Befaling blev den fremtaget og aabnet, og til alles store Forstræffelse fandtes deri - et dødt Barn, indsvøbt i fiint linned. Det var fjendeligt, at det maatte være nylig født, og ligefaa, at det var nylig død; thi endnu var det ikke begyndt at gaae i Forraadnelse. Han lod Laaget fomme til, og det lille liig hensætte der hvor det var fundet.

Kassen, som er af tyft og stærft Egetræe, staaer der entnu den Dag i Dag under en Fruentimmerstol lige for Kirkedøren, men Sømmene ere bortrustede og laaget lost. Det Eneste, som findes deri er Støv og Smul, tilligemed nogle smaa Beenstumper.

Hvo af de ærede læsere, fom maatte passere Alvejen mellem Viborg og Randers, vil uden stor Tidsspilde funne

overbevise sig om Virkeligheden heraf, da Kirken ligger fun · et kort Bosseskud fyden for Byen.

Et andet endnu tilværende Bevis for Tildragelsens Rigtighed er dette, at i Vorning Kirkebog findes for hiint Aar men siden indskudt og tilskrevet: døbt et libet Barn nafnlig Christian...

Det er rimeligt, at Pigen iffe har funnet holde tæt, og at Præsten ogsaa har erfaret sin kones raffe Daad, den han neppe har misbilliget, saasom det uskyldige Barn upaatvivlelig var dræbt, og nu tog for sin Død havde annammet den hellige Daab, ftjøndt forrettet af en Kvinde.

Endelig har mange endnu Levende fjendt den omtalte Tjenestepige, der som gammel Rone døde først for en fyrres tyve Aar siden i Vorning Pastorat, hvor min Farbroder var Præst fra 1783 til 1825.

Saavidt og iffe videre gaaer Sporet, og synes nu efter faa langt et Tidsrum at være tabt for ftedse. Det Merke, som tildækker den hele skumle Begivenhed, vil aldrig

« ForrigeFortsæt »