ud, og I skal ingenlunde tvivle derpaa! hos mig kommer I ikke et Haarsbred videre, hverken med Løfter eller med Trudsler. Men jeg vil give Jer Anvisning paa en Mand, der ingen Omstændigheder gjør, og strar døber Eders Barn. Veed I hvor Vorning ligger?"

Masken nikkede.

"Godt!" vedblev Præften: "Hr. Jens der - min Broder i Christo holder mere af Guld end af Bly Kjør I kun til ham i Herrens Navn."

Med disse Ord bukkede han dybt, og traadte bags lænds ind ad fin Dør.

Den Fremmede faae taus efter ham, uden at be= fvare hans Afskedshilsen, stak Pistol og Pung i Lommen, steeg saa med Kassen igjen ind i Karethen, idet han raabte til Kudsken: ,,Allons donc!"

,,Oui Monsieur!" svarede denne, og nu gik det i fuldt Trav ud af Byen.

Hr. Jens var allerede gaaet tilfengs, og hans Hustrue stod i Begreb med at følge ham, da bemeldte Kareth raslede ind i Vorning Præstegaard. Hurtig kastede hun en Kaabe om sig, og ilede ud for at modtage det fildige Besøg.

Saasnart hun havde erfaret Hensigten af dette, forsikkrede hun, at hendes Mand strar skulde dobe Barnet. Smidlertid bad hun Herren træde indenfor i Dagligstuen, indtil Hr. Jens blev færdig med sin Paaklædning, hvil fet ikke vilde vare længe. At hun dog spurgte om den Fremmedes Navn, kan man nok vide; og ligesaa: at hun ej fit andet Svar, end det, Guldet i Pungen gav.

Veltilfreds med dette, ilede hun ind til sin snorkende Ægtemage, ruskede ham vaagen, og sagde:

"Rejs Dig, bitte Jens! her er et Barn, som vil dobes."

Bitte Jens var ikke en Mand at løbe med, allers mindst fra Sengen af. Der laae han altsaa endnu, da hans kone kom tilbage fra den Fremmede, hvem hun imidlertid forgjæves havde søgt at udfritte.

Nu fik han Utak, hvilket han tog imod med et phleg

matisk:

"Naah, naah! det jager vel iffe - hvis er Barnet?”

"Det kan være Dig det samme" svarte hun ivrig; „men det tilhører ganske vist store Folk, for det er kommen i en Kareth hertil, og en fornemme Kavaleer er fulgt med og vil give Dig fem Ducater for din Umage."

Ved disse rørende Ord reiste Præsten sig overende, skød Dynen lidt ned, og satte sin Nathue ovenpaa den; han havde fikkerlig inden faa Øjeblikke været ude af Sengen, hvis ikke Konen uheldigviis havde lagt til:

Den Nar i Kousted! han kunde havt Ducaterne

for der har de først været med Barnet viser han dem herover.

men i det Sted

Da Præsten hørte dette, saae han et Par Secunder stivt paa sin Kone, sank derpaa atter blidelig ned i Puderne, trak Dynen over sig, og sagde:

"Blæser hun fra den Kant? Saa er der Fiddi ved

Nej tak! tør Hr. Mogens ikke døbe det, skal Hr. Jens ikke heller feer vi det! jo vist! ftig ham reent ud, at jeg skal nødvendig vide, hvem Forældrene ere!"

Alle Madamens Forestillinger frugtede intet, ligesaa= lidet hendes Skjænden: Manden var ubevægelig.

Nu kom Tjenestepigen ind ganske bleg af Skræk, og forsikkrede aandeløs og skjælvende: at det ikke var rigtig

fat med de fremmede Krabater; hun havde nemlig været ude hos Kudsten, og spurgt ham, hvorfra de vare? hvortil han med huul og gyselig Røst havde svaret: "Fra Helvede!"

Da hun havde optaget dette som Spøg, og videre spurgt ham: om han ikke skulde have en Dram og en Bid Brød, havde han i en endnu fælere Tone svaret:

Jeg æder kogende Beeg, og drikker smeltet Svovl vil Du have noget af det, saa sæt Dig op, og følg med!" I det samme var Lyset i Stuen faldet paa hans An

figt, og det var kullende fort.

„Din Gaas“ sagde Præftekonen, „det er ikke andet end en Maske, som Herren derinde ogsaa bærer."

Men Præsten sagde: "Seer vi det! stræb at blive skilt ved dem, jeg vil ikke have med det at bestille, om han ogsaa kunde veje Barnet op med Guld."

Med disse Ord satte han Nathuen paa, vendte sig til Væggen, og Søvnens Gud sejrede over Guldets.

Men den gode Madame Jenses havde en anden Smag. Hun beed fig i Lippen, grundede nogle Djeblikke, og hviskede saa til Pigen, hvad hun havde at gjøre. Hvorpaa hun gik til den Fremmede, og sagde: at nu var Alt strar færdigt til Daaben. Pigen skulde komme og lyse ham.

det

Derefter ilede hun ned i Studerekammeret laae affides i den vestre Fløj, og ligger der endnu — iførte sig Præstekjole, bandt Pibekraven om Halsen, og trykkede Parykken dybt ned paa Hovedet; lidt Lysetane over Munden og paa Hagen, gjorde Forvandlingen fuldstændig.

Den fremmede Herre lod sig let skuffe: Kammeret var i sig selv snævert og dunkelt, og oplystes kun sparsomt af en søvnig Praas. Dertil forvendte Præstinden fit Mæle

med en konstig Blanding af Hæshed og Huulhed saa heldigt, at endog en Bekjendt af hende neppe vilde fattet Mistanke.

Kort at fortælle: Barnet blev døbt, og Madamen fik fine fem Ducater; Pigen gav hun en Ulfeldts Tomark, for at holde reen Mund. Men den var spildt, som man snart vil erfare.

Da Præsten om Søndagen kom til hans ene Anner, Dvorning, fortalte Degnen ham: at der hiin Nat var kommen et Menneske, der faae ud som en Morian, ind til ham, og havde forlangt Kirkenøglen. Da Degnen bes mærkede, at der stak en Pistol ud af hans ene Vestelomme, torde han ikke afslaae hans Begjæring, men endnu mindre følge efter ham, hvorvel han gjerne gad vidst, hvad den Sorte foretog sig i Kirken.

Et varteerstid derefter kom han igjen, og gav ham Kirkenøglen, og fort derpaa rullede en Vogn ud af Byeu saavidt han kunde skjønne hen ad Hammerhøj til. Saasnart det blev Dag gik han op i Kirken, men kunde ikke opdage det allerringeste.

Nu ilede begge derhen. De ledte forgjæves, især oppe i Choret, indtil Menigheden omsider var bleven samlet, og Tjenesten begyndte.

Medens Hr. Jens stod paa Prædikestolen, bemær fede han, at nogle Fruentimmer langt nede i Kirken imellem stak Hovederne sammen, hviskede og kikkede ned under Stolen foran dem.

Da Tjenesten var ude, gik han ned og spurgte dem om Aarsagen til deres Urolighed.

De viste ham nu en lille fort Kasse, som Ingen tilforn havde feet der.

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

14

Paa Præftens Befaling blev den fremtaget og aabnet, og til Alles store Forskrækkelse fandtes deri et dødt Barn, indsvøbt i fiint Linned. Det var kjendeligt, at det maatte være nylig født, og ligesaa, at det var nylig død; thi endnu var det ikke begyndt at gaae i Forraadnelse. Han lod Laaget sømme til, og det lille Liig hensætte der hvor det var fundet.

Kassen, som er af tykt og stærkt Egetræe, staaer der endnu den Dag i Dag under en Fruentimmerstol lige for Kirkedøren, men Sømmene ere bortrustede og Laaget lost. Det Eneste, som findes deri er Støv og Smul, tilligemed nogle smaa Beenstumper.

Hvo af de ærede Læsere, som maatte passere Alvejen mellem Viborg og Randers, vil uden stor Tidsspilde kunne overbevise sig om Virkeligheden heraf, da Kirken ligger fun et kort Bosseskud fyden for Byen.

Et andet endnu tilværende Beviis for Tildragelsens Rigtighed er dette, at i Vorning Kirkebog findes for hiint Aar men siden indskudt og tilskrevet: "døbt et lidet

Det er rimeligt, at Pigen ikke har kunnet holde tæt, og at Præsten ogsaa har erfaret sin Kones raske Daad, den han neppe har misbilliget, saasom det uskyldige Barn upaatvivlelig var dræbt, og nu dog før fin Død havde annammet den hellige Daab, skjøndt forrettet af en Kvinde.

Endelig har mange endnu Levende fjendt den omtalte Tjenestepige, der som gammel Kone døde først for en fyrretyve Aar siden i Vorning Pastorat, hvor min Farbroder var Præst fra 1783 til 1825.

Saavidt og ikke videre gaaer Sporet, og synes nu efter faa langt et Tidsrum at være tabt for stedse. Det Merke, som tildækker den hele skumle Begivenhed, vil aldrig