Billeder på siden
PDF
ePub

Eneborren pau Bolbjerg.

1. Naar den, der rejser fra Viborg til Randers, er fommen om forbi Norderenden af den lange Søe, som bærer Byens Navn, og op ad den første ftejle Lyngbaffe: uds breder sig for hans Dine ben store Taps-Hede – et Navn, hvortil der fnytter sig Erindringer, mørke, bedrøvelige som Egnen selv.

To eller tre Smaahytter, omgivne hver af et libet Stykke opdyrket Fordsmon, yde den eneste Afverling paa den to Mile lange Vej indtil landsbyen Drum. Herfra gaaer det stifteviis over eller om ved Hede og Agermark. Byer og Kirker vise sig stedse tættere og tættere ved hver: andre, og den vide Synsfreds oplives ved fjerne Slove: man mærker, at man nærmer sig Halvøens frugtbare og velbebyggede Dsterland.

Ved Byen leisten siger man lyngen Farvel, og glemmer den øjeblikkelig over det yndige landskabsstykke, der pludselig ligesom fremmanes af den sidste mørkbrune Banke, og udstilles Vandreren til forlyftende Sfue.

Nedenunder bam udbreder sig et af landets største Kjær, halvtbevoret af Elle og Vidier, og derfra hæve fig hoje, bølgeformige, flovgroede Bakter, der indeslutte en dyb og snever Dal, i bois Baggrund Herreborgen Nye Fussingøe med sine hvide Mure og lysrøde Tag blinker

venligt frem mellem hundredaarige Bøge. Bomhuset til: bøjre, tilvenstre Møllen med Dammen nu næsten stjult bag Træer – smyffe Dalens Forgrund.

Dg ffulde en Konstner nogensinde komme til at ops tage denne smukke, ægte danske Udsigt, vil han finde de ftore Enge oplivede af tamme og vilde Dyr, og faaledes kunne give fit Malerie et fandt udseende af paradifift Fred og ro.

Fyrgetyve Aar tilbage stod her, istedet for det nuværende nymodens Slot, den gamle ærværdige Ridderborg med fine tvende spidse Gavle eller Taarne end dybere inde i Dalen, og hvo der har feet denne, ønsker vist, at den stod der endnu, og iffe var bleven ombyttet med en Bygs ning, fom ukjendte Rejsende snarest vilde antage for en

peen Kroe.

Jeg for min Deel favner Stielernes Herresæde; maasfee fordi det er iblandt mine Barndomsminder, maa: skee fordi min Smag i Bygningskonsten er fuldt saa gothift som græft. Denne være reen, simpel og ædel! mig tyffes den tillige fold, stræng og ensformig, og forholder fig i mine Dine til hiin, som en fransk Tragoedie til en Shakespearst.

Jeg elsker dette regellore, altid afverlende i vore nors diffe Kæmpeborge, dette dristige, opadstræbende i vore Templers Hvælvinger, spidse Buer og skyhøje Spiir. Jeg hænger endydermere ved det lønlige, ofte Labyrinthiffe i det Indvendige af vore gammeldags Herregaarde, med samme Forkjerlighed, fom i unge Dage bragte mig til at foretræffe et phantastisk Æventyr for en sand Historie, og med hvilken jeg endnu hellere følger Abbotsfords Digter i Bjergbuler, Fængsler og Røverkuler, end en Madame Genlis til Bourbonnernes stive Hof.

[ocr errors]

Behageligt overrastes en fremmed, naar han er foins men ind i Dalen, mærker, at den iffe, som den seer ud til fra biinsides Kjæret, er luffet, og nu meb eet har en vidtstrakt Bjergsøe, hvis Ende han ej engang ojner, foran fig. Men hans Blik drages dog snart hen til en i Søen udspringende Halvøe, der er heelt bevoret med majestætiffe linde.

Mod Veften, tæt op til denne Lund fordum en Hauge ftod det gamle Fussing. Foran forbandt en bred Grav begge Søens Arme, og adfilte Borgen fra det fafte Land.

Og hvorfor staaer den endnu ikke der paa den yn: digste Pret i hele Dalen? En gammel Spaadom. truede den med Undergang: en Julenat sfulde den tilligemed Halvsen synke i Afgrunden! En frygtsom Beboer nebrev og flyttede den.

Gammelfussing er ikke meer; men lad da efterfølgende Sagn, som overlevede den, opskyde som en Mindeblomst mellem Torne og Nælder paa dens Tomte! og Vandreren stal ofte see sig tilbage og tænke: der var det.

II.

f Bjerregrav, til hvis Pastorat Herregaarden hører, døde for et halvt Seculum siden Præsten Laurits Blis cher, min Bedstefaders Broder. Min Fader levede som Student nogle Aar i hans Huus, og af ham har jeg den Begivenhed, som nu stal fortælles.

Det var i Aaret 1738, en Sommeraften i Skums ringen, at en med tvende Heste forspændt Kareth kom rullende op for Gangdøren af Præstegaarden i Koufted.

Hr. Mogens fom flyndsomst ud i fin grønne ftors blommede Damaffes Slobrok, og med den rede Nathue paa fit velærværdige hoved.

Da see! fra den aabnede Karethdør nedsprang en Ravaleer med Kaarde ved Siden, og Maske for Ans figtet.

. 3 er vel Præften beru spurgte han, og uden at oppebie Svaret, lagde han til: ,,Ran 3 debe et Barn?

, Det var ikke godt andet, sagde den forundrede Præst, „hvad har den gode Herre ellers at befale?...

Iftedet for at svare, traadte Herren til Karethen, uds tog en lille fort Rasse, git med denne under armen ben mod Døren, og gjorde med den anden Haand Tegn til Præften, at han skulde gaae foran og vise Vejen.

Men denne blev staaende, pegede paa Rassen, og fagbe: , Med Eders gunstige Tilladelse, fulde dette være —"

Et Barn, som 3 hører, tog Kavaleren Drdet thi i det samme hørtes Lyden af et saadant vil I behage!"

„Cujum Cujas?” sagde Præften, uden at røre sig af Stedet, hvis er Barnet?

Det kan være Jer det samme! lød Svaret, 13 ftal blot dobe det."

, Jeg beder ydmygft om Forladelse!" gienmælede Hr. Mogens, wieg fan iffe debe Barnet, forend jeg veed hvem det tilhører."

„Hvorfor ikke?.. sagde den Fremmede, og holdt en ftriffet Silkepung hen for ham; „her er Offer.“

Hans Velærværdighed virrede med Hovedet: Kan iffe gjøre det; jeg maae først vide Barnets Forældre...

„Behøves ikke, behøves iffe. sagde Herren hastig;

[ocr errors]

,,Barnet bar christelige forældre, bet fan jo være nok for Eder naa! vil f?.

Hverfen jeg vil eller jeg fan, lød Svaret.

„§ vil iffe ?" sientog hiin med dæmpet Stemme, ,betænk Jer vel!“

Med disse Drb ftat han Haanden i Vestelommen, trak en lille Pistol frem, spændte den og sagde:

„Vær fornuftig, velærværdige Herre! I har at vælge mellem Guld og Bly hvilfet vil 3 bave.

Ingen af Delene. svarte den uforskræffede Præst, nom jeg ellers maae raade mig selv. Er det Eder virke: lig om dette umyndige Barns evige Salighed at gjøre som det lader til — saa vil 3 fagtens iffe betynge Eders Samvittighed med Drabet af en uskyldig Mand.“

Masten loe spottende, og sagde: "I er døbt, og kunde aldrig faae en saligere Død endnu engang

hvilket vil ? Efter nogle Djebliffes Betænkning sagde Præften:

„Vil fiffe hellere betroe mig, hvem Barnet til: hører; for min Taushed betrygger Eder min hellige Einbeds - Eed... Det staaer iffe i min Magt, og

for fidste Gang her hævede han Pistolen, dog sigtede han iffe paa Præften, men berørte med Piben Pungen, der laae paa Kistelaaget.

Da fit Hr. Mogens pludselig en Tanke. Ved Besættelsen af Vorning Præstefald havde Patronen Grev Stjel forbigaaet ham, og valgt hans Sfolekammerat Hr. Jens; hvorfor hiin bestandig havde havt et Horn i Sis den paa denne.

Her var en Lejlighed til at spille Collegaen et Puds. "Hør engang!" sagde han: „Jeg vil sige Jer reent

« ForrigeFortsæt »