Billeder på siden
PDF
ePub

Eneboeren paa Solbjerg.

I.

Naar den, der reiser fra Viborg til Randers, er kom

men om forbi Norderenden af den lange Søe, som bærer Byens Navn, og op ad den første stejle Lyngbakke: udbreder sig for hans Øjne den store Taps-Hede — et Navn, hvortil der knytter sig Erindringer, mørke, bedrøvelige som Egnen selv.

To eller tre Smaahytter, omgivne hver af et lidet Stykke opdyrket Jordsmon, yde den eneste Afverling paa den to Mile lange Vej indtil Landsbyen Drum. Herfra gaaer det skifteviis over eller om ved Hede og Agermark. Byer og Kirker vise sig stedse tættere og tættere ved hver: andre, og den vide Synsfreds oplives ved fjerne Skove: man mærker, at man nærmer sig Halvøens frugtbare og velbebyggede Østerland.

Ved Byen Leisten siger man Lyngen Farvel, og glemmer den øjeblikkelig over det yndige Landskabsstykke, der pludselig ligesom fremmanes af den sidste mørkbrune Banke, og udstilles Vandreren til forlystende Skue.

Nedenunder ham udbreder sig et af Landets største Kjær, halvtbevoret af Elle og Vidier, og derfra hæve sig høje, bølgeformige, skovgroede Bakker, der indeslutte en dyb og snever Dal, i hvis Baggrund Herreborgen Nye Fussingve med sine hvide Mure og lysrøde Tag blinker

venligt frem mellem hundredaarige Bøge. Bomhuset tilhøjre, tilvenstre Mollen med Dammen nu næsten

skjult bag Træer - smykke Dalens Forgrund.

Og skulde en Konstner nogensinde komme til at optage denne smukke, ægte danske Udsigt, vil han finde de store Enge oplivede af tamme og vilde Dyr, og saaledes kunne give sit Malerie et sandt Udseende af paradisist Fred og No.

Fyrgetyve Aar tilbage stod her, istedet for det nuværende nymodens Slot, den gamle ærværdige Ridderborg med fine tvende spidse Gavle eller Taarne end dybere inde i Dalen, og hvo der har feet denne, ønsker vist, at den stod der endnu, og ikke var bleven ombyttet med en Bygning, som ukjendte Rejsende snarest vilde antage for en peen Kroe.

Jeg for min Deel favner Skjelernes Herresæde; maaskee fordi det er iblandt mine Barndomsminder, maas skee fordi min Smag i Bygningskonsten er fuldt saa gothist som græst. Denne være reen, fimpel og ædel! mig tyffes den tillige fold, stræng og ensformig, og forholder fig i mine jne til hiin, som en fransk Tragoedie til en Shakespearst.

Jeg elsker dette regellose, altid afverlende i vore nordiste Kæmpeborge, dette driftige, opadstræbende i vore Templers Hvælvinger, spidse Buer og skyhøje Spiir. Jeg hænger endydermere ved det Lønlige, ofte Labyrinthiske i det Indvendige af vore gammeldags Herregaarde, med samme Forkjerlighed, som i unge Dage bragte mig til at foretrække et phantastisk Æventyr for en sand Historie, og med hvilken jeg endnu hellere følger Abbotsfords Digter i Bjerghuler, Fængsler og Røverkuler, end en Madame Genlis til Bourbonnernes stive Hof.

Behageligt overraskes en Fremmed, naar han er kommen ind i Dalen, mærker, at den ikke, som den seer ud til fra hiinsides Kjæret, er lukket, og nu med eet har en vidtstrakt Bjergsøe, hvis Ende han ej engang øjner, foran fig. Men hans Blik drages dog snart hen til en i Søen udspringende Halvøe, der er heelt bevoret med majestætiske Linde.

Mod Vesten, tæt op til denne Lund

fordum en Hauge stod det gamle Fussing. Foran forbandt en bred Grav begge Soens Arme, og adskilte Borgen fra det faste Land.

Og hvorfor staaer den endnu iffe der paa den yndigste Plet i hele Dalen? En gammel Spaadom · truede den med Undergang: en Julenat skulde den tilligemed Halvven synke i Afgrunden! En frygtsom Beboer nedrev

og flyttede den.

[ocr errors]

Gammelfussing er ikke meer; men lad da efterfølgende Sagn, som overlevede den, opskyde som en Mindeblomst mellem Torne og Nælder paa dens Tomte! og Vandreren skal ofte see sig tilbage og tænke: der var det.

II.

I Bjerregrav, til hvis Pastorat Herregaarden hører, døde for et halvt Seculum fioen Præsten Laurits Blis cher, min Bedstefaders Broder. Min Fader levede som Student nogle Aar i hans Huus, og af ham har jeg den Begivenhed, som nu skal fortælles.

Det var i Aaret 1738, en Sommeraften i Skumringen, at en med tvende Heste forspændt Kareth kom rullende op for Gangdøren af Præstegaarden i Kousted.

Hr. Mogens kom skyndsomst ud i sin grønne storblommede Damaskes Slobrok, og med den rede Nathue paa sit velærværdige Hoved.

Da see! fra den aabnede Karethdør nedsprang en Kavaleer med Kaarde ved Siden, og Maste for Anfigtet.

"I er vel Præften her? oppebie Svaret, lagde han til:

spurgte han, og uden at „Kan I døbe et Barn?" "Det var ikke godt andet" sagde den forundrede Præst, hvad har den gode Herre ellers at befale?"

Istedet for at svare, traadte Herren til Karethen, udtog en lille fort Kasse, gik med denne under Armen hen mod Døren, og gjorde med den anden Haand Tegn til Præften, at han skulde gaae foran og vise Vejen.

Men denne blev staaende, pegede paa Kassen, og fagde:

„Med Eders gunstige Tilladelse, skulde dette være

"

[ocr errors]
[ocr errors]

Et Barn, som I hører," tog Kavaleren Ordet

thi i det samme hørtes Lyden af et saadant

[merged small][ocr errors]

„vil

,,Cujum Cujas?" sagde Præften, uden at røre sig af Stedet, hvis er Barnet?"

Det kan være Jer det samme!" lød Svaret, "I skal blot døbe det."

„Jeg beder ydmygst om Forladelse!" gjenmælede Hr. Mogens, jeg kan ikke døbe Barnet, førend jeg veed hvem det tilhører."

"Hvorfor ikke?" sagde den Fremmede, og holdt en strikket Silkepung hen for ham; „her er Offer."

Hans Velærværdighed virrede med hovedet: "Kan ikke gjøre det; jeg maae først vide Barnets Forældre."

"Behøves ikke, behøves ikke" sagde Herren hastig;

„Barnet har christelige Forældre, det kan jo være nok for

[blocks in formation]

„Hverken jeg vil eller jeg kan lød Svaret.

"I vil iffe?" gjentog hiin med dæmpet Stemme, „betænk Jer vel!“

Med disse Ord stak han Haanden i Vestelommen, trak en lille Pistol frem, spændte den og sagde:

"

[ocr errors]

Vær fornuftig, velærværdige Herre! I har at vælge mellem Guld og Bly hvilket vil I have?“ "Ingen af Delene" svarte den uforskrækkede Præft, "om jeg ellers maae raade mig selv. Er det Eder virkelig om dette umyndige Barns evige Salighed at gjøre som det lader til faa vil I sagtens iffe betynge Eders Samvittighed med Drabet af en uskyldig Mand." Masken loe spottende, og sagde:

"I er døbt, og kunde aldrig faae en saligere Død endnu engang hvilket vil I?"

Efter nogle Øjeblikkes Betænkning sagde Præsten: "Vil I ikke hellere betroe mig, hvem Barnet tilhører; for min Taushed betrygger Eder min hellige Em

[blocks in formation]

"Det staaer ikke i min Magt, og

"

[ocr errors][merged small]

Gang her hævede han Pistolen, dog sigtede han ikke paa Præften, men berørte med Piben Pungen, der laae paa Kistelaaget.

Da fik Hr. Mogens pludselig en Tanke. Ved Besættelsen af Vorning Præstekald havde Patronen Grev Stiel forbigaaet ham, og valgt hans Skolekammerat Hr. Jens; hvorfor hiin bestandig havde havt et Horn i Sis den paa denne.

Her var en Lejlighed til at spille Collegaen et Puds. "Hør engang!" sagde han: „Jeg vil sige Jer reent

« ForrigeFortsæt »