Billeder på siden
PDF
ePub

ubevæbnet; men da jeg kjendte mine egne Legemskræfter, tog jeg hurtig den Beslutning: at bruge Bordet baade til Forsvar og til Angreb, at vælte det over Banditterne, fraviste een af dem sin Dolf, og videre gik nu ikke min lynsnare Tanke, saalidet som Mølleren, der stod ved Enden af Bordet, var indbefattet i min Beregning.

[ocr errors]

I dette, for Liv og Død, for mig og min Adelaide afgjørende Zjeblik, da begge Terroristerne allerede laae under Bordet, den aldeles forbløffede Møller endnu fað paa fin Stol, og jeg med et afbrækket Bordbeen i Haanden vilde slaae hine Dolkene af Hænderne fløj Doren til Fangekammeret paa viid Væg, og Baronen og Letacq, begge bevæbnede med Hirschfængere, ind til os.

-

Nu sprang Mølleren op, og søgte Udgangsdøren. Jeg indfaae ftrar, at hans Flugt maatte blive vor Fordærvelse, da han sikkert vilde hente Forstærkning. Idet

jeg derfor raabte til mine Hjelpetropper:

"

Tag Dolkene fra dem og bind dem!" foer jeg hen vg stillede mig i Vejen for Molleren.

„De bliver her, og holder Dem rolig!" jeg svingede mit Vaaben; "gaae hen og sæt Dem!" befalede jeg han adled.

Imidlertid bleve Skurkene snart afvæbnede og bag

[blocks in formation]

Saavidt vare vi komne; men hvad nu? Jeg var virkelig forlegen med Sejren; thi hvad skulde vi gjøre med Fangerne? Dræbe dem? det faldt mig ef engang ind; løslade dem paa resord? det var det samme som at fælde vor egen Dødsdom. Og saa Mølleren? han var ligesaalidet at troe, som de andre Co.

Der hengik nogle Secunder under fuldkommen Taushed fra begge Sider; Ingen skulde sige, at her saa nys

var kæmpet paa Liv og Død, og alle Kæmperne dog ilive. Men denne Stilhed var mere ængstelig end Tummelen før; Vaabnenes Klirren, Bordets og Stolenes Knagen og Bragen havde ikke nær det frygtelige som vor stakaandede Pusten.

Letacq brød Tausheden. Maaskee havde han allerede inden han løfte og bevæbnede Baronen lagt den Plan, som han nu fremsatte:

"I eller vi," sagde han til Pariserne, der er ingen tredie Udvej. Komme I los, da koster det alle vi andres Liv, og derfor maae I finde Jer i nogle Dages Arrest." Her vendte han sig til Baronen og mig:

[ocr errors]

„Vi maae udvandre der er ingen længere Opsættelse mulig. Indtil vi kunne være i Sikkerhed, maae disse forvares hernede i Gravcapellet."

"Men han?" faldt Baronen ind, og kastede et Blik paa Mølleren.

Letacq svarte ifte, men han skiftede Farve des Moulins var jo Suzettes Fader.

Jeg tog Ordet for ham, og sagde, ikke uden nogen Bitterhed:

De maae holde Deres Venner med Selskab."

"Meget vel!“ svarte han; „men naar nu alle de gode Herrer rejse bort, og komme vel iffe meer igjen, hvad skal der saa blive af os? hvem skal lukke os ud igjen?"

[blocks in formation]

Her faae Letacq halvt spørgende og halvt bedende til mig; Mølleren nikkede med et polidsk Smiil.

Under alt dette havde begge de Bundne siddet ube, vægelige paa Jorden med Ryggen til Væggen, der hvor

de vare henstillede; kun den Mørkes skulende Pines Rullen, og den Lyses Snoften igjennem de sig ud og ind bes vægende Næseboer, tilfjendegav deres indvortes Harme.

,,Allons done!" raabte nu Letacq, og rejste den Ene efter den Anden; og nu gik Toget ned i Gravhvælvingen.

Mølleren maatte gaae foran, bære Lyset og hæve den tunge Lem, der bedækkede Nedgangen.

Herpaa, imedens Baronen og jeg stode Vagt, hentede Letacq Levnetsmidler, Tæpper, Lys og Fyrtøj; og da han dermed var færdig, anbefalede han Fangerne Rolighed og Taalmodighed, og forsikkrede dem: at de om tre Dage skulde erholde deres Frihed; men gjorde de Forsøg paa at bryde ud, eller larmede, vilde vi snart bringe dem til evig Taushed."

Da Lemmen var lukket, og en Marmorsteen ved for= enede Kræfter lagt over den, sagde han til mig, dog med Billie faa højt, at de dernede kunde høre det:

„Nu er der ingen Tid at spilde! inden fire og tyve Timer maae vi være herfra; thi om fire Dage gaaer Skipperen."

Dette sagde han for at indbilde dem, at vor Flugt gik til Bordeaux hverken Baronen eller jeg vidste endnu dengang, hvor han vilde føre os hen.

[ocr errors]

Bi ilede alle tre til Adelaides Værelse.

Da Pigen havde underrettet hende om det natlige Beseg, fandt vi hende vaagen og i ængstelig Bekymring. Vi fortalte hende, hvad videre var skeet, og at vi uden Ophold maatte flye hendes ulykkelige Fødeland. Hun modtog vel dette Budskab med Forskrækkelse, men indfaae dog strar Nødvendigheden af dette tunge Skridt, og gav sig til, med vores hjelp, at indpakke fine Juveler.

Den herlige Letacq havde længe forudfeet alt dette, og derfor kunde han strar bringe os fire fuldstændige Nationalgardedragter thi Adelaide maatte ogsaa bære Mandsklæder. Snart stode vi heelt udmonderede og udrustede. I Patrontaskerne havde vi vore Penge, Kostbarheder og Linned.

Endnu stod tilbage at overdrage Suzette Fangernes Befrielse, men og med det samme at betroe hende de farlige Hemmeligheder deres Fængsling og vor Udvan= bring: Handlinger, der begge vare lige dødskyldige. Dog, her var intet Andet for.

[ocr errors]
[ocr errors]

Letacq paatog sig denne Bestilling, for ham den tungeste i hele hans Liv: han skulde sige fin Elskede et langt ja rimeligviis det sidste Farvel; thi hvo vilde dengang stole paa Emigrantlovens Ophævelse; og om han endog nogensinde torde vende tilbage, hvor var saa Suzette? i Graven? eller i en Andens Arme?

Visselig, min Son! hans Offer var næsten meer end menneskeligt, derfor kan ej heller Mennesker fuldelig lønne ham. Din Moder og jeg gik vel Dødsfarer imøde, men dog med Haab om Livet og Kjerligheds Glæde; han der= imod forlod begge frivilligen, alene for at frelse os og grunde vor Lykke.

Efter en Times Venten saae vi ham igjen. Han var bleg havde grædt, men Dydens Sejr stod malet i hans bestemte Aasyn. Taus vinkede han ad os: vi fulgte ham. Jeg bar Adelaides Bøsse; skjælvende støttede hun sig paa min Arm. Stille Taarer og dybe Sukke var hendes Afsked med det elskede Hjem.

Hvorfor skulde jeg opholde mig ved Beskrivelsen af vor Flugt? den lignede faa mange tusinde Andres.

Letacq havde et Sedskendebarn bosat i Nantua

ved Helvetiens Grændser; didhen førte han os efter fjorten Dages Vandring, paa hvilken han ved sin Snildhed, Mod og Aandsnærværelse reddede os af flere end een farlig Forlegenhed.

Næste Dag stod vi paa siffer Grund.

Endnu engang vendte vi os om mod det ulykkelige Frankrig. ,,Adieu pour jamais !" sagde Baronen grædende og skjulte fit Ansigt med begge Hænder.

Adelaide skjulte sit ved min Barm.

Letacq udstrakte fine Arme mod Suzettes Hjem, og hulkede:,,Jamais!"

Det fjere Navn kom aldrig mere over hans Læber.

Aaret derefter, samme Dag som din Moder fødte Dig til Verden, erholdt vi de første Efterretninger fra Chateauvieur, ved en dansk Kjøbmand i Bordeaux: Suzette var død.

[ocr errors]

Her har Du min og min ædle Vens Ungdomshistorie. Skal han overleve mig, da forsød hans sidste Dage! ær ham som en Fader, og elsk ham som dine Forældres frel= sende Engel!

« ForrigeFortsæt »