Billeder på siden
PDF
ePub

ubevæbnet; men da jeg fjendte mine egne Legemstræfter, tog jeg burtig den Beslutning: at bruge Bordet baade til Forsvar og til Angreb, at vælte det over Banditterne, fraviste een af dem sin Dolf, og videre gik nu ikke min lynsnare Tanke, saalidet som Mølleren, der stod ved Enden af Bordet, var indbefattet i min Beregning.

3 dette, for Liv og Død, for mig og min Adelaide afgierende Zjeblik, da begge Terroristerne allerede laae under Bordet, den aldeles forbløffede Metler endnu fab paa fin Stol, og jeg med et afbræffet Bordbeen i Haans den vilde slaae hine Dolkene af Hænderne fløj Doren til Fangekammeret paa viid Væg, og Baronen og Petaca, begge bevæbnede med Hirschfængere, ind til os.

Nu sprang Mølleren op, og søgte udgangsdøren. Jeg indfaae ftrar, at hans Flugt maatte blive vor For dærvelse, da han fiffert vilde hente Forstærkning. Zdet jeg derfor raabte til mine Hjelpetropper:

Tag Dolfene fra dem og bind dem! foer jeg hen vy stillede mig i Vejen for Molleren.

„De bliver her, og holder Dem rolig!" jeg svingede mit Vaaben; gaae hen og sæt Dem!" befalede jeg ban adlød.

Imidlertid bleve Skurkene snart afvæbnede og bagbundne.

Saavidt vare vi komne; men hvad nu? Jeg var virkelig forlegen med Seiren; thi hvad skulde vi gjøre med Fangerne? Dræbe dem? det faldt mig ej engang ind; løslade dem paa resord? det var det samme som at fælde vor egen Dødsdom. Og saa Mølleren? han var ligefaalidet at troe, som de andre To.

Der hengit nogle Secunder under fuldkommen Taus: bed fra begge Sider; Ingen ffulde sige, at her faa nyo

var kæmpet paa liv og Død, og alle Kæmperne dog ilive. Men denne Stilhed var mere ængstelig end Tummelen før; Vaabnenes Klirren, Bordets og Stolenes Knagen og Bragen havde iffe nær det frygtelige som vor stakaandede Puften.

Petaca brød Tausheden. Maasfee havde han alles rede inden han løfte og bevæbnede Baronen lagt den Plan, som han nu fremsatte:

"} eller vi,“ sagde han til Pariserne, oder er ingen tredie udvej. Komme s los, da foster det alle vi andres Liv, og derfor maae 3 finde Jer i nogle Dages Arrest."

Her vendte han sig til Baronen og mig:

„Vi maae udvandre – der er ingen længere Opsættelfe mulig. Indtil vi kunne være i Sifferhed, maae disse forvares hernede i Gravcapellet.“

, Men ban?. faldt Baronen ind, og kastede et Blif paa Molleren. Letaca foarte ikke, men han skiftede Farve

des Moulins var jo Suzettes Fader.

Jeg tog Ordet for ham, og fagde, iffe uden nogen Bitterheb:

,,De mage holde Deres Venner med Selftab.

» Meget vel!" svarte han; men naar nu alle de gode Herrer rejse bort, og komme vel iffe meer igjen, hvad skal der faa blive af os ? hvem skal luffe os ud

igjen?

Min Tanfe faldt paa Suzette.
Det ftal Deres Datter..

Her faae Letaca halvt spørgende og halvt bedende til mig; Mølleren niffede med et polidst Smil.

Under alt dette havde begge de Bundne siddet ubes vægelige paa Jorden med Ryggen til Væggen, der hvor

de vare henstillede; kun ben Mørfes sfulende øjnes Rullen, og den lyses Snoften igjennem de sig ud og ind bes vægende Næseboer, tilfjendegav deres indvortes Harme.

,,Allons donc!" raabte nu Cetacq, og rejste den Ene efter den anden; og nu git Toget ned i Gravbvæl. vingen.

Mølleren maatte gaae foran, bære lyset og bæve den tunge Lem, der bedækfede Nedgangen.

Herpaa, imedens Baronen og jeg stobe Vagt, bentede Petacq lepnetsmidler, Tæpper, ly$ og Fyrtoj; og da han dermed var færdig, anbefalede han Fangerne Rolighed og Taalmodighed, og forsiffrede dem: „at de om tre Dage skulde erholde deres Frihed; men gjorde de Forsøg paa at bryde ud, eller larmede, vilde vi snart bringe dem til evig Taushed.

Da lemmen var luffet, og en Marmorsteen ved fors enede Kræfter lagt over den, sagde han til mig, dog med Billie faa bøjt, at de bernede funde høre det:

„Nu er der ingen Tid at spilde! inden fire og tyve Timer maae vi være herfra; thi om fire Dage gaaer Skipperen.“

Dette fagde han for at indbilde dem, at vor Flugt git til Bordeaur hverken Baronen eller jeg vidste endnu dengang, hvor ban vilde føre os ben.

Bi ilede alle tre til Adelaide Værelse.

Da Pigen havde underrettet bende om det natlige Bejeg, fandt vi bende vaagen og i ængstelig Bekymring. Vi fortalte bende, hvad videre var ffeet, og at vi uden Ophold maatte flye hendes ulykkelige Fødeland. Hun mod: tog vel dette Budskab med Forstræffelse, men indfaae dog ftrar Nødvendigheden af dette tunge Sfridt, og gav sig til, med vores Hjelp, at indpaffe fine Juveler.

Den berlige Petacq havde længe forudseet alt dette, og derfor kunde han strar bringe os fire fuldstændige Na: tionalgardedragter thi Adelaide maatte ogsaa bære Mandsklæder. Snart stode vi heelt udmonderede og ud: rustede. 9 Patrontafferne havde vi vore Penge, Kostbar: heder og linned.

Endnu stod tilbage at overdrage Suzette Fangernes Befrielse, men og med det samme at betroe hende' de far: lige Hemmeligheder deres fængsling og vor udvans dring: Handlinger, der begge vare lige dødskyldige. Dog, her var intet andet for.

Letacq paatog sig denne Bestilling, for ham den tungeste i hele hans liv: ban ffulde fige fin Elstede et langt – ja rimeligviis det sidste Farvel; thi fvo vilde dengang stole paa Emigrantlovens Dphævelse; og om han endog nogensinde torde vende tilbage, hvor var faa Suzette? i Graven? eller i en Andens Arme?

Visselig, min Søn! hans Dffer var næsten meer end menneskeligt, derfor kan ej heller Mennesker fuldelig lønne bam. Din Moder og jeg git vel Dødsfarer imøde, men dog med Haab om livet og Kjerligheds Glæde; han ders imod forlod begge frivilligen, alene for at frelse og og grunde vor Lyffe.

Efter en Times Venten saae vi ham igjen. Han var bleg havde grædt, men Dydens Sejr stod malet i hans bestemte Aasyn. Taus vinfede han ad 08: vi fulgte ham. Jeg bar Adelaides Bosse; stjælvende støts tede hun sig paa min Arm. Stille Taarer og dybe Suffe var hendes Afsked med det elskede Yjem.

Hvorfor skulde jeg opholde mig ved Bestrivelsen af vor Flugt? den lignede faa mange tusinde Andres.

Letacq havde et Sodskendebarn bosat i Nantua

ved Helvetiens Grændser; didhen førte han os efter fjorten Dages Vandring, paa hvilken han ved sin Snild: heb, Mod og Aandsnærværelse reddede os af flere end een farlig Forlegenhed. Næste Dag stod vi paa fiffer Grund.

Endnu engang vendte vi os om mod det ulykkelige Frankrig.

„Adieu pour jamais !” sagde Baronen grædende og stjulte fit Ansigt med begge Hænder.

Adelaide ftjulte fit ved min Barm.

leta cq udftrafte fine Arme mod Suzettes Hjem, og bulkede: „Jamais !"

Det fiere Navn fom aldrig mere over hans Læber.

Aaret derefter, samme Dag som din Moder fødte Dig til Verden, erholdt vi de første Efterretninger fra Chas teauvieur, veb en danst Rjøbmand i Bordeaur: Suzette

var død. Her har Du min og min ædle Vens Ungdomshistorie. Stal han overleve mig, da forsød hans fidste Dage! ær ham som en Faber, og elft ham som dine forældres frelsende Engel!

« ForrigeFortsæt »