Billeder på siden
PDF
ePub

rette, indtil han omsider snublede over Noget, og i Faldet med Panden stødte den op til Dagligstuen.

Der ligger et Instinct i den menneskelige Natur og det neppe af de bedste som vækker hos os en ganske ufrivillig Latter, naar vi see Nogen uforvarende tabe en Kop, et Glas ud af Hænderne, snuble eller falde; men ved denne Lejlighed havde ingen af os Trang til Latter, undtagen Ridderen af Lygtepælen.

„Vekommen Cammerat!" raabte han med en høj Skogger, jeg seer, Du er af dem, der ville gjennem Verden med hovedet, Du er af mine Folk."

Svenden svarte Intet paa denne Tiltale, men rappede sig hurtig op, og sagde til des Moulins med en Forfærdelse, hvori Faldet havde den mindste Skyld:

"

„Mester! kom hjem! Djævelen er nede i Kjelderen “ Molleren smilte, og sagde mistroist: „hvoraf veed Dn det? hvad havde Du i Kjelderen at bestille?"

"Jeg gik den forbi,“ svarte denne, „med min Lygte, for at fore Hestene, da hørte jeg dernede ligesom en Nysen

"

[ocr errors]

Sagde Du ikke Profit?

-" faldt Pariseren ind. Nej," svarte Svenden, men jeg holdt Lygten til Vinduet, og da saae jeg langt inde imellem Fadene to store gloende Dine."

Nu brast alle de Andre i Latter, men mig løb det foldt ned ad Ryggen; thi det slog mig øjeblikkelig, at det maatte være Obersten, hvis Briller havde givet det Gjenstin, som forskrækkede Karlen.

"Tosse!" raabte jeg, det har været en Kat -| Nej, nej! svarte han, „før jeg gik bort, nos det igjen."

"

Nu blev des Moulins opmærksom, og sagde:

"Det er ikke rigtigt, Landet vrimler af flygtende Aris stocrater følg med!" raabte han til de Tvende, som havde bevogtet Marqvien, „hvem veed, om vi ej endnu kunne gjøre en levende Fangst istedetfor den døde, der ligger hist inde?"

Jeg betoges af den skrækkeligste Angest; men hvad kunde jeg gjøre, andet end stræbe at fordølge den og oppebie hvad Skjæbnen havde besluttet over os alle?

Der forløb, eller henslæbte sig en frygtelig Halvtime, hvis Pinagtighed forøgedes ved den Tvang, jeg maatte paalægge mig for de Tilbageblevnes Skyld: jeg maatte jo, for ikke at røbe mig, deeltage i den nu dobbelt væmmelige Samtale, der drejede sig om Rædselsoptrin i den ulykkelige Hovedstad - af! snart funde jeg maaskee vente eet gjentaget for mine Dine, og selv vorde noget meer end blot Tilskuer ved samme.

Endelig udreves jeg af denne martrende Uvished: Døren fløj op.

Den Første, jeg faae, var Obersten med bagbundne Hænder; den Næste var Letacq, som holdt Rebet.

Man kan let forestille sig, at dette uventede Syn maatte gjøre et hæftigt Indtryk paa mig; og vel var det, at Sansculotternes Opmærksomhed alene henvendte sig til famme Gjenstand. Jeg fik Tid at fatte mig, til at gaae ind i den Rolle, jeg her havde at spille, og som naturligviis maatte være i samme genre som Letacqs; thi jeg tvivlte intet Øjeblik paa, at han jo havde gjort en Dyd af Nødvendighed. Molleren var med, og brystede sig iffe lidet af sin Fangst. Til mig kastede han et listigt og giftigt Blik.

Jeg trak paa Skuldrene, og sagde saa koldt som det var mig muligt:

"Det gjør mig rigtignok ondt, Borger des Moulins! men han er egentlig ikke at beklage; og overalt er det mig

en Trøst, at han i Grunden slet ikke kommer mig ved." Da Le Stilet saaledes kaldte sig den i Bors

gerblod omdøbte lyshaarede Pariser

[ocr errors]

havde ladet fine store Glasøjne løbe op og ned ad Fangen, satte han et Vrængefjæs op, og faae spørgende paa Mølleren.

Denne gav ham fornøden Ünderretning om den ulyk kelige Oberst, og sluttede med at fortælle: hvorledes han, længe og allevegne forfulgt og ængstet, omsider havde søgt et Skjul i Møllerens egen Kjælder, vist nok fordi han formodede, at Ingen der vilde søge ham.

Le Stilet begyndte et Slags Præliminairforhør, men blev ikke værdiget noget Svar.

Ører

"Din Trodsighed," sagde han da, "klædte Dig ret godt, hvis Du ikke var en hund af en Aristocrat; men naar Du skal danse Carmagnolen, og Folkets ca ira! ca ira! tordner for dine rer da vil vi see! Nu, for i Nat kan Du faae en Sovekammerat, der er ligesaa taus som Du selv des Moulins! denne unge Borger" han pegede paa Letacq ,,kan vel bevogte ham? hvem

er han?"

"Gartner, og - min tilkommende Svigersøn.

lagde han til med Eftertryk; men mig undgik ikke det Ironiske i hans Tone.

Le Stilet vendte sig til Letacq, og sagde, pegende paa Deren til den Hensovedes Værelse:

"Der, Borger! Du indeftaaer for Fangen med dit Liv. God Nat! men sov ikke!"

Letacq slog en kaad, temmelig naturlig Latter op, og svarte:

6. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

13

Frygt ikke, Borger! jeg skal nok passe paa den gamle Skurk."

Han tog et Lys, førte Fangen ind, og lod Døren staae paa Klem.

"Du har en Datter" sagde Le Stilet til des Moulins, hvor er hun?"

Hjemme i Møllen" svarte denne.

"Det er iffe langt herfra?" spurgte hiin.
„Nej."

„Lad os saa have Fornøjelsen af hendes Selfkab ! Jeg gider ikke sove, og der er endnu et godt Stykke af Natten tilbage."

Mølleren rejste sig.

„Er der ellers ingen Damer i denne Ørnerede?" ved: blev Le Stilet, og faae paa mig.

"

Den lumske Møller tog Svaret: En gammel Pige og en ung Frøken."

"Lad os see den Unge!" raabte hiin; men lad Frokensfabet være borte! Fanden har taget alle Frøkener i Frankrig."

Sansculottens Kaadhed, Baronens ulykkelige Opdagelse og nødtvungne Paagribelse af den ærlige Letacq, havde sat mit Sind i forskjellige Bevægelser, blandt hvilke dog Frygten hidtil havde været den fremherskende; men nu var ogsaa min danske Taalmodighed udtømt: Harmen sejrede over alle de andre Sindslidelser, og jeg var fast be= stemt paa at sætte Haardt imod Haardt.

"Denne Dame" fagde jeg, "er alt længe i Seng, og Ingen har Ret til at forstyrre hendes Ro."

Le Stilet gloede paa mig i ftum Forbauselse; men hans Kammerat der kaldte sig La Terreur pede sig i Sædet, skottede til sin Kammerat, og sagde:

[ocr errors]

op=

„Den sorte Pest! Monsieur foragter vist vort ringe Selffab

[ocr errors]

Citoyen!" faldt jeg hurtig ind, jeg frabeder mig Skjældsord i mit eget Huus! Jeg er ingen Monsieur, men dansk Borger."

„Godt, godt!" svarte han ganske rolig, og lænede sig tilbage i sin forrige magelige Stilling; men hans Kammerat vedblev endnu nogle Secunder at stirre paa mig, som om han vilde forsøge at læse min politiske Troesbekjendelse ud af mine Øjne.

[ocr errors]

Ønsker Du Noget?" spurgte jeg.

„Lidt Aftensmad og din Kjerestes Nærværelse ved Bordet" svarte han, uden endnu at unddrage mig fit gjens nemborende Blik.

Det Første er til Tjeneste" sagde jeg, det Sidste fkal Du faae imorgen til Frokosten.“

"Foudre! jeg vil have det strar!" skreg han, sprang op fra Stolen, og jog den højre Haand ind i Barmen. Djeblikkelig rejste sig ogsaa La Terreur, og gjorde samme Haandgreb.

Jeg blev siddende, og sagde saa koldt som muligt: „Hvorfor denne Hidsighed? hør engang, mine Venner! "

Længer kom jeg ikke; vildt afbrød mig Le Stilet: "Tie! Du har iffe Ordet; vi, den store Nations Repræsentanter"

[ocr errors]

-

[ocr errors]

"Ja det er ví“ iftemmede hans Følgesvend. "Vi", vedblev hiin, „befale, og Du — Du adlyder, eller Djævelen skal annamme Dig og hele dit forbandede Dannemark!!!

Neppe vare disse Ord udtordnede, før tvende Dolke lynede imod mig Bordet var imellem os

jeg var

« ForrigeFortsæt »