til at være paa Dækket; de gik ganske roligt omkring blandt Tyrkerne.

Nu fik den skjønne Myra Tid til at fortælle Vennerne, den ene efter den anden, sin Historie: Hun var Datter af en græsk Kjøbmaad paa Rodus; denne var for fire Aar siden død; men hans Enke levede. En meget riig Morbroder til Myra, som var bosat paa Candien, men ugift, havde tilbudet at tage hende til fig, og indsætte hende til Universalarving, hendes yngre Søster skulde blive tilbage hos Moderen.

Thoraki

--

var

saa hedde denne Morbroder selv for en fjorten Dagen siden kommen til Nodus paa sit eget, ogsaa til Kamp ret vel udrustede, Handelsskib. Efter tolv Dages Ophold paa Den affejlede han, og medtog en Deel Rejsende, hvoriblandt et Par Familier, der agtede at bosætte sig paa Candien.

Ulykkeligvis bleve de angrebne paa Vejen af denne, dem langt overlegne, Corsar, og efter en kort Kamp tagne ved Entring. Hun selv blev dog Tyrkernes eneste Bytte; thi efterat hun var bragt ombord til disse, uds valgt af Anføreren til et Offer for hans Vellyst, og medens Myrderiet endnu gik for fig, raabtes der at Candieren vilde synke. Ej engang alle Tyrkerne fik Tid til at redde sig over paa deres eget Skib, og fjerne dette; og neppe vare de komne et Bøsseskud bort, førend hiint sank med Top og Tavl.

I de faa Timer, Sejladsen til Rodus varede, maatte Myra skifteviis være ene, snart med Amaral, snart med hans Ven. Begge underholdt hende paa aldeles forskjellige Maader: den Første talte alt for meget, den Anden slet intet; hiin angreb hende baade med Ord og Djekast; denne vovede neppe at see paa hende: et dæmpet

Suk var det Eneste, som robede at han befandt sig i Rærheden af en dejlig Pige. Alligevel var den stumme Selskaber hende langt behageligere, end den snaksomme.

Amaral var vant til at fejre; dette gjorde ham driftig og paatrængende; men Myra var intet let Bytte, hendes kvindelige Stolthed var et Værn mere for hendes Dyd.

Ridderen, som plejede at ansee enhver Modstand for blot Strømt og Forstillelse, gik saa vidt i sine Galanterier, at den ædle Pige med Strænghed maatte vise ham tilbage inden Ærbødighedens Grændser.

"Hr. Ridder!" sagde hun med en Tone og en Mine, som viste, at det var hendes Alvor, gjem Eders Spøg til dem, som ville forstaae den! Hav Agtelse for kvindelig Dyd! det skulde gjøre mig ondt for Evers Landsmændinder, om I nu først maae erkjende dens Tilværelse. I har feet, hvorledes en græsk Pige kæmper mod Vold; List foragter hun."

Den forbløffede Amaral blev her afløst af sin bly og veskedne Ven. Han beed sig i de smægtende Læber; han maatte indtil videre opsætte sit Angreb; men han opgav det ikke.

Kort før Solens Nedgang sejlede Corsaren, med Korsflaget paa Toppen, gjennem det snevre Indløb ind i Havnen paa Rodus. Lidt derudenfor vare alle Tyrkerne paa Hassan nær, gangne ned i Rummet, for ej at allarmere den rodisiske Vagt paa Havnebatterierne.

St. Previl stod til Roers; Hassan med sammenflettede Arme ved hans Side.

"Nu har Du os, Christen!" begyndte Tyrken til St. Previl; det vil snart vise sig, hvorledes I holde

Ord."

E. 6. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

2

„Det skal Du erfare!" svarte Ridderen: Vi funne iffe give Dig nogen bedre Sikkerhed for dets Opfyldelse, end den, vi selv havde: Krudkammeret og den brændende Lunte."

Han kaldte Amaral og Myra op af Kahytten.

„Lad blot faa mange af dine Folk komme paa Dækket," vedblev han, som ere nok til at vende Stibet; og gaae Du saa selv herned! Hist nærmer sig en Baad med Havnecommandanten; den tager os med; jeg siger ham vor Aftale; Du sejler ubehindret bort, og i de første fer Timer lover jeg, at Ingen skal forfølge Dig."

Som sagt, saa gjort: Baaden lagde tilborde; Be= falingsmanden hørte med Beundring Riddernes Fortælling, tog dem og Grækerinden med sig, og ilede til Land.

Han respectede den oprettede Pagt, og førstegang, siden Johannitterne fik Den i deres Vold, sejlede her en tyrkisk Orlogsmand fredelig ind og ud.

De tvende Ynglinger, der havde begyndt deres Noviciat med et saa ridderligt Eventyr, bleve af deres Rejsefæller modtagne med den mest levende Glæde, og af de Ældre behandlede med velfortjent Agtelse.

Stormesteren selv - ogsaa en Franskmand

ydede

dem den tilbørlige Roes: de maatte for ham gjentage hele Historien; Amaral førte Ordet; thi St. Previl var dygtigere til at handle, end til at tale.

Deres Dvarteer blev dem anviist; St. Previl fit sit hos Myras Moder. Den værdige Matrone modtog ham med Glædes og Taknemmeligheds Taarer; hendes Datter med et Blik, der sagde meer, end hun selv vilde eller vidste. Ynglingen følte, at han havde omskiftet ect Fangenskab med et andet.

Et Fjerdingaar var henrundet. St. Previls Kjerlighed til den ædle Pige, hvis Liv og Ære han havde frelst, havde saaledes grundfæstet sig i hans Hjerte, at hverken Tiden eller Arbejde, Fraværelse eller Adspredelse mere var istand til at udrødde den.

Og dog havde endnu intet Ord forraadt den Elskede hvad der dog iffe var hende en Hemmelighed. Ynglingen agtede hende alt for højt, han tænkte for ædelt, for ridderligt, til at ville meddele hende en Følelse, som hans Stand forbøb ham at nære. Han vidste, at ingen lovlig Forbindelse mellem dem kunde finde Sted; og skjøndt han havde Exempler nok paa utilladelige mellem hans Ordensbrødre og de rodisiske Piger, skjalv han dog ved den Tanke, at Myra skulde være hans Frille.

Han foresatte sig at bekæmpe sin Lidenskab: han faae hende kun saa ofte, han var tvungen dertil; han skyede hendes Nærværelse, han opholdt sig saa meget muligt udenfor det fjere, det farlige Hjem. Han stred som en Mand; men Striden udmattede ham; den tærede paa hans Sundhed, forjog Ungdommens Roser fra hans Kinder og dens Ild fra hans Øjne.

Og dog blev han gjenelsket med den inderligste Kjerlighed. Men Myras Hjerte var stærkere end hans, med ringere Tab formaaede hun at besejre sine stille Ønsker.

Om hun end ikke var istand til at dæmpe den lonlige Gld, da mægtede hun dog at forhindre dens Udbrud: Intet Blik, intet Suk robede ham hendes Følelser. Hendes høje Sjæl øvede et sikkert Herredømme over Hjerte og Sandser; og det skjønne Legeme beholdt sin ungdommelige Sundhed og kraft.

Hvorvidt skulde vel en Amaral komme med en saa

dan Pige? Om hun end ikke havde elsket St. Previl, vilde dog alle Forførerens Angreb have strandet paa saa klippefaft en Dyd. Forgjæves vare derfor alle hans Kunstgreb: Smiger, Bonner, glimrende Løvter Alt var spildt; selv den haabløse lidende Kjerligheds Maske gjorde ikke den mindste Virkning.

I Begyndelsen fattede han Mistanke om en hemmelig Forstaaelse mellem hende og St. Previl; men han opdagede snart at ingen saadan fandt Sted. Saa havde han kun den Trøst tilbage: at den stjønne Grækerinde maatte være uden al Følelse; thi den, der kunde modstaae ham -meente denne Provençalindernes Yndling maatte Naturen have nægtet fin stjønneste Medgivt.

Men paa Rodus vare nok af dem, mod hvilke den havde været alt for gavmild: Amaral vendte sig fra den uovervindelige Myra, og søgte og fandt Oprejsning hos hendes svagere Søstre.

Et halvt Aar havde han været paa Den, da han i Ordenens Anliggender blev beordret til Frankrige; ders fra til Spanien og atter til Frankrige; videre til Candien og tilbage igjen; og saaledes skete det, at han først efter fem Aars Forløb, til Ordenens ubodelige Skade og sin egen Fordærvelse, anden Gang faae Nodus.

Et Par Maaneder før Amarals Afrejse blev Myras Moder syg og døde.

den

St. Previl deelte begge Dettrenes Sorg yngste, Frosine, var først tolv Aar gammel han var jo for Begge som en Broder; den Afdøde havde jo elsket ham som en Søn.

Men Sorg for Fader og Moder er af ingen Varig hed, om den end har Styrke for en stakket Tid: Cypressen plantes og vandes i Førstningen med Taarer; siden over