Billeder på siden
PDF
ePub

synligen en langt førere Person. Saa fortumlet var Fangen af en langvarig Flugts, for ham saa uvante Besvær ligheder, og af den idelige Dødsfrygt, at han slet ikke kjendte mig. Ej heller syntes han at lægge Mærke, enten til Stedet, hvor han befandt sig, eller til de Mennesker, som omgave ham: han havde allerede naaet det Punct af Ulykke, hvor Fortvivlelse gaaer over til Ligegyldighed.

At give mig tilfjende for ham i denne Tilstand, havde blot været at vække ham op fra mindre qvalfuld Letargie til nye Smerte.

Des Moulins forlangte for ham og to af hans Bevogtere et sikkert Værelse.

Jeg anviste dem et med tvende Senge, lod dem her give Forfriskninger, og formaacde dog saa meget hos den strænge Republicaner, at han tillod den gamle Mand nogle Timers Hvile. Næste Morgen skulde han føres til Bergerac, for der at forhøres og dømmes.

Jeg beroligede Adelaide, saavidt muligt, med Henfyn til det Forefaldne dog uden at sige hende, hvo Fangen var - og vendte skyndsomt tilbage til mine ufjerkomne Gjæster i Dagligstuen, dem jeg ogsaa lod beværte med hvad Huset formaaede.

De tvende af disse vare Parisere, Ultrajacobinere, hvis Tale drejede sig om "Aareladning," "Bloddaab" og "Lygtepæle," og var til stor Opbyggelse for Landsbymølleren, der længe kun viste sig som den andægtige Tilhører. Af deres Yttringer gav det sig snart, at de vare Moderklubbens Apostle, udsendte med vigtige Hverv til Filialklubber i det sydlige Frankrig; og at den ene af dem i et Værtshuus nærved Chateauvieur havde opdaget Marquien — hvem han i Hovedstaden havde kjendt under Forklædningen. Da dette stete, havde des Moulins

netop været tilstede, og vist sig som ivrig Patriot; og ingen Anden end han kunde have givet Anslag paa Chateauvieur til Natteqvarteer.

- En Nat, riig paa førgeligt Indhold, frugtbar paa Begivenheder, hvis levende Farveskjær aldrig fordunkles, og som endnu stedse i vaagne Nætter omgiver, liig et Panorama, min Phantasie!

[ocr errors]

Den af de tvende Sansculotter, som fornemmelig førte Ordet, var en ved første Anskue ubetydelig Person: spinkel, faarebenet, med store, matblaae, rødkantede Øjne, lignede han en for tidlig opløben Kjøbstædlømmel fra Nordtydskland eller Skandinavien; en overvættes stor Næse, med vide, røde Næseboer, der vare i uafladelig Bevægelse, som paa en snøftende Hønsehund, frummede fig ud over en ligesaa uforholdsmæssig stor Mund, mels lem hvis smalle, blegblaae Læber tvende Rader stjæve, forte Tænder ragede frem. Hans Stemme var væmmelig fkurrende, og hans Latter endnu mere modbydelig. Kort sagt: han var en værdig Fortæller af Pøbeloptrinene i Versailles hiin 6te October.

Da den første Flaske Viin var tømt, og Skaaler drukne for Dagens Afguder, stødte han til mit Glas, og sagde ret fidelt:

„Din Skaal, Borger for Fanden! hvad hedder Du?"

„Lilliedal!"

Med skadefroe Geskæftighed tog Mølleren her strar fat:
Lilliedal er et udenlandsk Ord, og betyder saa

meget som la vallée des Lis, eller Lisval."

„Lilliedal? la vallée des Lis

-

Lisval"

[ocr errors]

gjen

tog han haanligt, og drejede Munden i en nedadvendende Halvcirkel, „Lillidal? det er et miserabelt Navn

--

veed Du ikke, at alle Lillier ere forlængst visnede her i Frankrig? Død og Pestilence! hvorledes tør Du endnu hedde Liliebal? Adelsmand maaskee? Aristocrat? eh?

Her satte han Glasfet haardt fra sig, sprang op, og sparkede Stolen væk bag ud.

Des Moulins faldt hurtig ind: "Ingen Aristocrat, men en dansk Borger og et meget skikkeligt Menneske."

Sansculotten faae ikke det spodske Smiil, der betog dette Vidnesbyrd det meste af sit Værd; derfor satte han fig igjen, klinkede paanye, og sagde:

men en Dansk

[ocr errors]

"Det er en anden Sag; Borger des Moulins indestaaer for Dig det er snurrigthvorledes kommer Du her? og er dette Danmark en Republik?"

Jeg besvarte begge hans Spørgsmaal saa temmelig til Behag, idet jeg fortalte ham, at min Fader vel var Adelsmand, men min Moder borgerlig af Fødsel, og at man i mit Fædreland længe havde havt ligesaa udvidet Trykkefrihed, som i Frankrig.

Den gode Forstaaelse var atter tilvejebragt, og med hvert Glas tiltog Republikanernes Lystighed. Een Anecdot afløste den anden, og alle om Jacobinernes og deres Tilhængeres blodige Bedrivter; Foulons, Berthiers og Fleres Mord beskreves og lovpristes, og Lygtepælens Skaal blev drukket med Enthusiasme.

Apropos af Lygtepæl!" raabte den anden Pariser - en skummel Karl med store overhængende Bryn og vældige Knebelsbarter vi har ikke engang fortalt vore gasconske Venner noget om den sidste Lanternefest — «

[ocr errors]

-

- Den fik en nederdrægtig Ende", faldt Staldbroderen ind, og slog i Bordet saa Glassene dansede ,,en uudslettelig Plet paa Conventets Wre! Secr 3: man

var kommen under Vejr med, at en vis Bager- en hemme lig Tilhænger af Monsieur Veto - skulde have ladet sig underkjøbe til at blande Gyps i Melet. Folket holdt en Standret over ham, og hængte ham strax udenfor hans egen Dør. Godt! det var Alt i sin Orden. Men bagefter mumledes om, at Bageren var uskyldig hip som hap! han var mistænkt, og allerede derfor skyldig at døe; og Conventet faaer det dumme Indfald at stikke sin Næse ind imellem Døren og Karmen: man arresterer, man forhører, man dømmer een af de bedste Patrioter, som havde hængt Bageren, tilbøde, og lader virkelig Dommen ereqvere."

--

man

"Ja" faldt den Sorte ind, „det var en reen Scandal - der er hemmelige Aristocrater i Conventet maae opdage dem! man maae hænge dem! ellers er det ude med Friheden. En dejlig Frihed den! naar man ikke engang har lov til at hænge en Skurk af en Bager! Stakkels des Moulins!"

"Hvad? des Moulins?" faldt Mølleren ind, „hvem var det, som hed des Moulins?"

-

„Ham“ lød Svaret, „som Conventet lod henrette ja, det er fandt, Du hedder ogsaa des Moulins, Borger! men der ere saa mange des Moulins til i Verden fan jeg troedenne var ellers Klejnsmed og boede i Faurbourg St. Antoine hans Dobenavn var Charles Louis; men han skrev sig da blot Charles

Mølleren sprang op og raabte:

„Ved den sorte Pest! det var min Broder!"

,,Eh bien!" sagde Pariseren ganske koldsindig, idet han atter fyldte fit Glas, det er en Ære for Dig, Borger, at Du havde en saadan Broder, der vidste at dee for Friheden jeg gratulerer Dig!"

Han skyllede Vinen ned; men paa den Broderløse

gjorde den kraftige Trøstegrund en saadan Virkning, at han med en Fatning, en ægte Sansculot værdig, klinkede med Gratulanten paa Frihedens og Lygtepælens bestandige Velgaaende.

Denne heroiske Scene blev afkortet ved en usædvanlig Larm i Sideværelset, hvor Marquien og hans Vogtere befandt fig. Vi foer derind og fandt Fangen liggende paa sin Seng med bruftne Øjne og aaben Mund han var steendød.

Efterat have udøst mange Forbandelser over den Affjælede, fordi han var undsluppen Lovens Sværd, skred man til en Undersøgelse, der snart viste os Dødens Aarsag: en meget lille, flad og tynd Flaske, ikke større, end at den let kunde skjules mellem Kind og Tænder, laae endnu i hans højre Haand.

Den lyshaarede Pariser, som opdagede Flasken, lugtede til den, og sagde:

„Her er Nøglen til Charaden!

[ocr errors]

Skade, den gamle

Drn var Aristocrat - han er død som Republicaner." Herpaa holdt han Phiolen op mod Lyset, og rafte

mig den med de Ord:

"Den indeholder endnu en lille Slurk

[ocr errors]

put den til Dig, om Du engang skulde komme i lignende Forlegenhed, Borger Du med det ulykkelige Navn!"

[ocr errors]

Jeg gav ham den tilbage, og svarede faa kjækt, som jeg kunde:

„Behold den selv, Borger! Jeg har Intet at frygte, hverken af Conventet eller af Folket."

En nye Støj i Forstuen kaldte os fra Marqviens Dødsseng. Det var Møllersvenden fra Jouillac, der skrumlede i Mørket fra Dør til Dør og ikke kunde finde den

« ForrigeFortsæt »