eftersom intet med Sikkerhed kunde antages som ganske ubekjendt for een eller flere af Tyendet.

Udvandring var endnu ikke kommen i vore Tanker.

"

Midt i denne Raadvildhed indtraadte ad samme Dor som Flygtningen, og i famme Uniform, min vakkre Letacq. "Hr. Oberst!" hviskede han hurtigt, og med et spej= dende Djekast omkring i Stuen, her er De ikke sikker; nede i Møllen sidde fire Gardister og een af Deres forrige Tjenere, efter hvis Anviisning man vil søge Dem her. Jeg fik Suzette til at opholde dem med nogle Forfriskninger, medens jeg løb herop; men vi kunne vente dem hvert Djeblik."

"Jeg er forloren" fukkede Obersten; Adelaide fløj med et Angestskrig om hans Hals.

" Kaminen!" raabte Tante.

"I Begravelsen!" jeg.

Men Letacq faldt hastigen ind: „Det duer ikke

her er han ingensteds sikker

jeg veed et bedre Fristed

vil De betroe Dem til mig, Hr. Oberst! saa indestaaer jeg for, at alle Frankrigs Gardister ikke skulle finde Dem - men uden. Betænkning

Obersten faae til mig.

„Gaae min Fader!" sagde jeg, „Letacq holder hvad han lover."

"Hvor? hvor? spurgte Tanten og Adelaide.
„Det maae Ingen vide uden jeg svarte han, og

ilede afsted med den ulykkelige Flygtning.

Jeg fik neppe Tid til at berede Damerne paa de strækkelige Gjæsters Komme, før vi allerede hørte dem ved Slottets Hovedindgang. Jeg havde grebet en Bog, hvori jeg læste højt vist ikke med den sikkreste Stemme; min Tante og min Kjereste toge fat paa Fileernaalene.

Jeg vil ikke udførligen beskrive hvad der foregik i de paafølgende ængstelige Timer: hvorledes hver Krog, hvert Skab, hver Skorsteen, ja lige til hver en Liigkifte i Gravhvælvingen blev undersøgt; hvorledes Tyendet, hvorledes vi selv bleve truede. Først ved Dagbrud forlode de Slots tet, med Løvte, snart at besøge os igjen de meente at være komne for tidlig, og at den, de føgte, snart vilde indfinde sig.

Denne Begivenhed gav Tanten hendes Banesaar. I hendes Alder, med hendes religieuse og politiske Troe, er det vanskeligt at finde sig i en total Omvæltning af alle hid til bestaaende Forhold. Den fra Barnsbeen tilvante Levemaade vorder en ubetvingelig Natur, som forstyrres let= tere, end den forandres: fjortende Dagen derefter stod hendes Kiste ved Siden af den, i bedre Tider, hensovede Ægtefælles.

ak! min Son! en Ar

Jeg var hendes Arving ving til uafladelig Frygt og Fare; jeg vidste jo ikke, hvilket Øjeblik det kunde behage de vilde Horder at ødelægge den Vaaning, jeg fra nu af ansaae som et Fængsel, det jeg maaskee blot skulde forlade, for at finde Døden udenfor dets Mure.

Der blev stedse mere og mere øde og uhyggeligt paa Chateauvieur, til omsider kun een gammel Tjener og een endnu ældre Pige udgjorde hele Tyendet; thi Letacq var sjelden hjemme. Dog bragde han os regelmæssigen hver Aften Underretning fra Obersten, hvem han snildeligen havde skjult paa et Hoeloft i Mollen, hvor Efterstræberne naturligvis allerfidst vilde søge ham. Ogsaa gjorde han os bekjendt med Revolutionens Gang, og mange af hine Rædselsoptrin, der stedse bleve hyppigere og blodigere.

Tvende Huusundersøgelser, begge dog uden særdeles Ulempe, maatte vi endnu udholde af Marseillanerne; endelig forlode de, efter en ser Ugers frugtlos Venten, Mollen og Egnen; og Obersten kunde nu, ledsaget af Letacq, ombytte sit Fængsel i Møllen med et andet paa Slottet, men som dog forfødedes ham ved en elsket Datters Nærværelse og ømme Kjerlighed.

Jeg iler bort over et Tidsrum af et Aar, der tilbragtes i mere eller mindre ængstelig Uvished om vor tils kommende Skjæbne, og i hvilket vi ikke vare mægtige for at bringe det til nogen fast Beslutning. Mit bestandige Raad var, at tage til Danmark med Alt, hvad der af Penge og rørlige Ejendomme lod sig bjerge; men den gammeladelige Franskmand kunde ikke saa 1et løsrive sig fra det skjønne Fædreland, om hvis Frelse han endnu ikke havde opgivet alt Haab: at flytte til Danmark forekom ham at være det samme, som at opslaae sin Bolig paa Pic de Midis evig sneeklædte Bjergaas, og næsten ligesaa uglædelige vare Adelaides Forestillinger om den Egn, paa hvilken jeg uden synderlig Held, stræbte at henlede hendes Opmærksomhed.

Under saadanne Omstændigheder kunde der ej heller tænkes paa den ægteskabelige Forbindelse imellem mig og min Elskede; men dettes Ønskes Opfyldelse maatte, som de fleste andres, henstilles til den uvisse og mørke Fremtid. I denne Henseende var Letacq ikke lykkeligere end jeg: Borger des Moulins udsatte stedse Brylluppet fra Tid til anden, og hans Grunde herfor vare ikke forkastelige; thi Gartnerens Skjæbne kunde, i oeconomist Henseende, neppe stilles fra Slotsherrens. Efter Faderen og en for nylig afdød Slægtning havde han vel arvet et tu

sinde Livres; men de fleste af Pengene stode, under saa flibrige Conjuncturer, slet ikke sikkert.

Udvandringerne toge nu deres Begyndelse, og bleve snarere fremskyndede end hemmede ved Nationalconventets strænge Forholdsregler: Forbudet opflammede Lysten, og Dødsstraffen som det gaaer forøgede kun Martyrernes Antal.

-

En Dag berettede Letacq os, at Oberstens Navn stod paa Emigrantlisten: han var altsaa ved Loven en fredløs Mand, og det var en Livsfag at hæle ham.

Nu bestemte han sig til Flugt; for filde! Efter min, af ham desværre iffe itide antagne Plan, vilde jeg have folgt eller opgivet mit franske Slot, og paa et dansk Skib fra Bordeaux søgt mit fredelige Hjem; Adelaide skulde have fulgt mig som Kone, og hendes Fater forklædt som Tjener. Denne Plan vilde før Emigrantloven ikke have medført store Vanskeligheder; thi for mig som Udlænding stod Vejen aaben.

Nu derimod, da min stakkels Svigerfader omsider bifaldt samme, var den for hans Skyld forbunden med største Fare for os alle.

Den troe Letacq optoges som Medlem i det hemmelige Raad, der i Midnattens Stilhed gjennemgik alle Midlerne til Flugt, tilligemed de hartad uovervindelige Farer og Vanskeligheder, der modsatte sig den.

Da afbrødes pludselig vore Forhandlinger ved en Tummel i Gaarden, Trampen, Klirren af Vaaben, og derefter en hæftig Banken paa Døren.

Obersten blegnede: "Jeg er forraadt“ sagde han, „ak Himmel! min Datter! ogsaa Dig ville de Umennesfer myrde

Han sluttede hende i fine Arme; men Letacq, som

aldrig tabte Befindelsen, sagde med en Fasthed i Stemmen, der indgjød Trøst og Mod:

,,Endnu ikke, Hr. Oberst! jeg veed et sikkert Skjul følg mig!"

Uden Indvending, uden Tøven slap Obersten Ade= laide, og ilede med sin Fører ud i den dunkle Hauge, medens jeg sprang til den anden Side af Huset og aabnede Døren

Her stod nærmest foran mig Meller des Moulins med blank, skuldret Sabel, og bag ham fire andre Bevæbnede, førende imellem fig en Fange, hvis Ansigt endnu beffyggedes af Formanden.

"God Aften!" sagde des Moulins, idet han traadie ind, og jeg ryggede mig tilbage; her er en Cidevant, som Du maae laane Huus inat, Borger! hans Rejse gik egentlig til Spanien, men vi ville forkorte ham den.“

Da jeg mærkede, at dette Besøg ikke gjaldt Obersten, gjenvandt jeg snart min Fatning, og ferte de fremmede Gjæster ind i den almindelige Dagligstue.

Da jeg her med Lyset i Haanden vendte mig for at byde dem til Sæde, faldt mit Blik paa den Fangne: det var hiin stolte Marquis, som ikke to Aar iforvejen i Selskab med Mirabeau var rejst herigjennem til Paris, for at befæste Bourbonernes Trone, og bringe den oprørste Pobel til Lydighed. Medynkvækkende var Synet af den ulykfelige Adelsmand: af den forrige Værdighed, Anstand og Pyntelighed var neppe Spor tilbage; de tynde, graatindsprængte Loffer - tilforn pænt kræppede og pudbrede hang vildt i pjudskede Trævler om det blege Ansigt; en fiid, grov Bondekofte, tæt tilknappet fra Halsen til Knæerne, hang flubbrende om det magre, af Mathed krumbøjede Legeme; de blaae Strømper og tilselede Skoe tilhørte øjen