stighed, men tager fat hvor I slap! dette er sidste Gang I for Eders egne Penge lade Eder beværte paa Chas teauvieur danser da med Hjertens Lyst denne velsignede Nat! Imorgen følger Enhver, som kan bære Vaaben for Fædrelandet, med mig til Bergerac!"

De Yngre begyndte atter at danse med fordoblet Fyrrighed; men de Ældre sammenklyngede sig for at tale over denne hartad utrolige Vending i deres Kaar, der ikke faa utroligt endnu mere end Vinen gjorde dem svimle

i Hovederne.

Jeg bragte mine Damer det sørgelige Budskab. Adelaide modtog det med taalmodig Hengivelse for sin egen Deel; kun for Faderens Skyld følte hun Frygt eg Bekymring.

Ikke saa min stakkels Tante: paa dette Slag var hun ingenlunde faa forberedt, som vi andre To; og derfor skulde det strar have sønderknuset hende, hvis hun ikke var bleven opholdt ved det svage Glimt af Haab: at Documentet enten kunde være falsk, eller og at denne unaturlige Tilstand som hun kaldte det iffe funde vare ret længe, men Alt igjen vilde vende tilbage i den gamle Orden.

Medens vi saaledes trøftede hverandre med en Fremtid, som dog Ingen af os ret torde stole paa, traadte Letacq ind til os.

Den vakkre Svend, skjøndt Fædrelandets forunderlige Skjæbne havde nedrevet det Stillerum, som ældgammel Standsforskjel hidtil havde rejst mellem ham og os, iagttog dog den forrige ærbødige Opførsel, og en oprigtig Deeltagelse malede sig umiskjendelig i hans ædle Aasyn. Han berettede: at Møllerens Broder gjorde Alt, for at ophidse, eller, som han kaldte det, exaltere Bønderne; at

hans nye Lærdomme begyndte at finde Judgang hos Mængden, og at det derfor blev nødvendigt, ved et raff Skridt - ved klog Nedladelse nemlig — at vinde Almuens ustadige Sind.

Dette gavnlige og velmeente Raad blev strar fulgt; jeg gik ned, og tiltalte Forsamlingen omtrent faaledes:

"Mine Venner! efter Nationens Villie ere vi nu alle lige: hvor ubilligt vilde det derfor være, at nedtrykke dem, som tilforn stode højere end I? at tilføje dem, som alene have tabt, mens I alle have vundet, endnu større Tab? Den gamle Kone, som forhen ejede Eders Huse, Eders Jorder og Viinbjerge, har nu intet Andet tilbage, end denne Gaard med dens faa Omgivelser; jeg haaber, I ville indrømme hende en fri Borgerindes Rettigheder, og ikke forurolige hende i Besiddelsen af det Lidet, som er hende levnet, og hvorpaa Ingen af Eder kan have noget retmæssig Krav! Naar vi alle maae nyde Sikkerhed for det, vi efter Naturens Ret besidde, skal jeg ikke være den Sidste til at raabe: leve Nationen! leve Friheden!"

Denne lille Tale, der uformærkt

fige imod min Villie

jeg kunde næsten

havde opvarmet mig selv, frembragte hos Tilhørerne den gunstigste Virkning; man tiljublede mig fra alle Sider Bifald; endogsaa Brødrene des Moulins trykte med Hjertelighed min Haand.

Den Parisiske sagde med huld Beskyttermine:

„Du er en flink Gut! see her! fæst denne Cocarde paa din Hat! det er een, som min Veninde, Rolands Kone, selv har syet."

Prydet med dette Frihedens Ordenstegn, vendte jeg tilbage til de ængstelige Damer, hvis Frygt jeg for Dieblikket faae mig istand til at betvinge.

E. S. Blicher. Gamle og nye Noveller.

12

Efter et kort Ophold forlod Hoben, syngende og fløjende, Slottet.

De følgende otte Dage bragte intet Nyt. Det var saa stille paa Chateauvieur, at Stedet forekom os snart som et Fangeslot, snart som een ved Krig eller Pest uddød Egn; thi vi faae Ingen uden Gaardens Folk, vi, som vare vante til bestandig Færsel af den hoveriegjørende Almue.

Letacq alene vedligeholdt os Forbindelsen med den øvrige Verden. Han aflagde fine daglige Besøg i Møllen, og hjembragte os hvergang nye, men sjelden trøstelige Efterretninger: den første var Nationalgardens Oprettelse, og det som vi rigtigen formodede hele Frankrige.

-

over

Charles des Moulins var En af de Tusinde, som paa eengang udstrømmede i alle Retninger fra Hovedstaden, og i mindre end otte Dage bevæbnede to Millioner Borgere og Bønder en Plan af Bretonnerklubben, Jacobinernes Vugge, og udruget maaskee alene i Mirabeaus Hjerne.

I Bergerac havde Parisersmeden samlet hele Omegnens vaabendygtige Almue, ladet den forsyne med Bøsser, Bajonetter og Cocarder, og tillige fat alle Stadens Skrædere og Sadelmagere i Arbejde.

I Begyndelsen trøftede vi os ved denne Indretning, formenende, at den vilde bidrage til at forebygge Plyndringer og anden llorden; vi drømte ikke om, at det netvp var det voldsomste. Oprør, der saaledes blev organiseret.

Vi havde nu i fjorten Dagen Jntet hørt fra Obersten; og begyndte desaarsag at ængstes for hans Skjæbne jeg især; thi fra Letacq vidste jeg, hvilke Voldsom

heder der i den senere Tid vare udøvede imod flere Adelige, men jeg skjulte det for Fruentimmerne.

Vi Tre fade i Haugestuen, og meddeelte hverandre vore lidet glædelige Bemærkninger over Frihedstumlens Virkning paa vore nærmeste Omgivelser: tre af Tjenerne havde forladt Slottet, og af de tre Tilbageblevne havde den ene antaget antaget en Tone og et Væsen, som intet Herskab i forrige Tider vilde have taalt: han undsaae fig ikke ved, i vor Nærværelse at tale højt, lee og nynne, træde haardt og fast i Gulvet v. s. v.; istedetfor at han tilførn, og de Andre endnu, aldrig talte, uden de bleve adspurgte, og da i en lav, hviskende Tone, og stedse trip: pede pænt paa Tæerne igjennem det Værelse, hvor Nogen af Herskabet var tilstede.

Nogle af de kvindelige Tyenders Opførsel var endda mere næsviis, og vi tænkte allerede paa at afskedige de fleste af dem.

Som vi gjennemgik dette saare ubehagelige Æmne, aabnedes Haugedøren, og sagte, med spejdende Djekast indtreen en Mand i den nye Nationalgardeuniform. Vi kjendte ham ikke, før han med udbredte Arme fløj hen imod Adelaide.

Det var hendes Fader - Ak! hvor forskjellig var denne hans lønlige, frygtsomme, snigende Ankomst fra de forrige pragtfulde larmende Indtog! da tvende Løbere, i Dragter, som glimrede af Sølv, med højt gjenlydende Pioskesmæld travede ind i Slotsgaarden, og stillede sig paa begge Sider af Opgangstrappen! og da derefter den med ser stolte Svedfurer forspændte Karet med Forrider, Kudsk, Tjenere Alle i prægtig Stadslivree, raslede op for Døren! Hvor travlt fik da alle Slottets Domestikker, for at modtage den Ankommende! Enhver vilde være den

første, og Ingen den sidste; af lutter Tjenestver stødte de Panderne sammen, og rendte hverandre omkuld i Corridorerne.

Oberstens komme paa en saadan Tid, ad en saadan Vej, og meer end dette, hans sælsomme os alle modbydelige Dragt, lod mig øjeblikkelig gjætte hans Skjæbne, endnu før han fortalte os samme.

Mine Børn!" sagde han, efter først at have med Taarer og smertelige Sukke omfavnet os alle,,,mine Born! I see i mig en Betler en landflygtig Mand! Jeg har mistet Alt, undtagen denne røvede Kjole. Ladaucq er ødelagt, udplyndret, opbrændt: en Horde af Marseillanere har paa deres Marsch til Paris oprørt mine Undersaatter, og i Forening med Udskudet blandt dem forøvet denne Niddingsdaad. Jeg har forgjæves søgt som Krigsmand at forsvare min Ejendom, men Røverne vare for mange; mine tro Tjenere faldt, og jeg selv undkom med Nod og neppe. Min Kaarde har tilkæmpet mig denne Uniform, som jeg hidtil skylder min Frelse: jeg nedlagde en Nationalgardist, der enkelt i Skoven forfulgte mig; og med ham har jeg byttet Klæder og Vaaben."

Saasnart den første Forskrækkelse havde givet Plads for rolig Betænkning, oversaae vi letteligen det Mislige i vor Forfatning. Det var meer end rimeligt, at den dræbte Nationalgardist vilde blive funden og kjendt, og Forbytningen opdaget.

At man vilde søge Obersten her, maatte vorde en uudeblivelig Følge af den første Opdagelse; og fandtes han paa Chateauvieur, kunde Slottet og dets Beboere ikke undgaae at dele Skjæbne med Ladaucq. Vi mønstrede da alle Kjeldere, Hvelvinger, Løngange og Huler i og om kring Borgen: intet Smuthul syntes os fuldkommen trygt,