teren ogsaa raadede til Eftergivenhed, paastod dog Tanten, at ville have Restancerne inddrevne med Strænghed, da Vægringen havde fin Grund- ikke i Mangel paa Evne - men i aabenbar Gjenstridighed.

Hvad der vakte og nærede denne var vistnok, for: uden de mange andre Rygter om lignende heldig Opsæt fighed i andre Egne, Mollerens hæftige Frihedsprækener. Af den troe Letacq erfarede jeg, hvorledes han ikke undlod at underholde fine Mollegjæster med Nyhederne fra Paris, og at forelæse dem Brevet fra hans Broder — Hertugen af Orleans og Mirabeaus Ven - samt at fores vise dem Dolken som et Sindbillede paa Folkets Souve rainitet. Naar Tonderet er tørt, har Gnisten godt ved at fænge; og tilskrives maae det Nationens medfødte Godmodighed, at Luen ikke for slog ivejret; men ulmede den længe, brændte den desto hæftigere.

Det var en gammel Skik paa Chateauvieur, at den Dag Landskylden betaltes den ottende August - bes værtedes Godsets Bønder paa Slottet, og dansede derefter hele Natten i Borggaarden, saafremt Vejret tillod denne Forlystelse.

Forvalteren, Letacq og jeg havde Dagen iforvejen gaaet omkring til de meest hver paa sin Kant Gjenstridige, og virkelig formaaet dem til Eftergivenhed, saa at baade Landskylden, og andre Restancer bleve rigtig erlagte den ommeldte ottende August. Tante højlunet stemt. Hun hoverede hed, og stjæmtede med mig over min For at give sine gode Undersaatter

Herover blev min over sin egen Fastutidige Frygtsomhed. som hun nu kaldte

demet Beviis paa sin Skjønsomhed, sorøgede hun det sædvanlige vantum af Viin med et Par Ankere treaargammel Margaur.

Saavel i Kraft af Druesaften, som i Følelsen af förmeentligt Ædelmod, vare ogsaa Bønderne ualmindelig opromte; og jo længere det led hen ad Dagen, jo mere tiltog deres Lystighed.

Jeg foreslog Tanten, at hun, Adelaide og jeg sfulde beære Forsamlingen med vor Nærværelse. Hertil var hun strax villig, og vi gik da ud i Borggaarden, nedlode os paa en Bænk under de store Kastanier ved Indgangen, og saae paa Dansen.

Under et Ophold i denne, traadte en rask og kjæk Bondeknos ærbødigen hen til os, og bød med en dyb Compliment min Adelaide op til en Dans. Hun faae smilende til mig; jeg nikkede, og inden Lanten kunde forhindre det som jeg vist troer hun havde isinde - stod min Kjereste allerede med sin Danser øverst i Nækken. Jeg blev heller ikke tilbage, men stillede mig med den første den bedste Bondepige nogle Par længere nede; og skjøndt man vilde indrømme mig næstøverste Plads, var jeg dog populair nok til at beholde den, jeg havde; den fjæleglade Letacq blev min Sidemand, og hvem Anden end Suzette hans Meddanserinde?

Endnu efter saa mange Aars Forløb røres mit Hjerte, ved Mindet om denne Dag, af Felelser, for hvilke det fattige Tungemaal ingen Benævnelse ejer: hvad der paa cengang baade udvider og sammenpræsser mit Bryst, synes at være Glæde; men en Glæde, der udstrømmer i Taarer, udaandes i Sukke synes at være Vemod, der bærer Glædens Farve, og elskes som den. Der er saadanne Tidspuncter i vort Liv, der, fremfor andre, hæfte sig, i stedse ufordunklet Klarhed, ved Erindringen; og dette, jeg nu omtaler, netop maaskee fordi det saa snart og pludseligt omskiftedes med det rædsomste Uvejr.

Adelaide og jeg gik, efter fuldendt Dans, op paa Balconen, hvorfra vi havde Udsigt over Haven, og vidt hen over Dordogne til de fjerne Bjerge, hvis Toppe forgyldtes af den dalende Sol. Blandet var Lyden bag ved os af Instrumenterne og de Dansendes Trin. Den lyse= blaa Himmels Klarhed, Luftens Mildhed, Fuglenes Sang, og mere end alt dette, vor egen lykkelige Kjerlighed, forsatte os i en Tilstand, som Digterne betegne ved det Udtryk "paradisist."

Ak! min Son! Din Faders Paradiis var en flygtig Drøm.

Solen havde tilsmilet os sit Farvel, da en pludselig Stilhed inde i Gaarden vakte min Opmærksomhed; men derovenpaa fulgte et usædvanligt vildt og larmende Naab, herefter atter Taushed, og atter et endnu stærkere Brel.

Adelaide foer forskrækket op, og sagde: „Louis! hvad er det? jeg frygter, der er noget Galt paafærde.“

Jeg søgte at berolige hente, skjøndi jeg selv var intet mindre end rolig, og ledte hende ind til min Tante, som vel havde hørt Larmen, men uden derved at ane Noget hende selv vedkommende. Derpaa ilede jeg ind i Gaarden.

Hele Folkemassen havde sammensluttet sig i en tæt Kreds, og lyttede til en mig ganske fremmed Stemme, som midt derinde fremsagde eller forelæste Noget. Jeg gik derhen og hørte netop Slutningen

"

„Og skal ligeledes fra idag af ålt Livegenskab, Hoverietjeneste, Landskyld og alle andre Feudalrettigheder af hvað Navn nævnes kan, ophøre og for evig være afskaffede over hele Kongeriget

heden!"

leve Nationen! leve Fri

De sidste Udraab gjentoges med stojende Glæde af hele Hoben, og hatte og Huer fløj ivejret.

Nu aabnedes Kredsen, og Forelæseren traadte frem just tæt foran mig. En uheldvarslende Figur: Det var en lang, mager sortsmudset Person: en stor trekantet Hat, smykket med den trefarvede Cocarde et mig hidtil ukjendt Friheds- Symbol bedækkede - iffe Panden men Nalken, og hang næsten bag ud over Ryggen. Videre var han iført blaae Kjole og Pantalons; en rød, kun halv tilknappet Vest. Et sort Silkeflæde var bundet løft og sludsket om hans lange Hals; et Par vide, i mange Folder nedhængende Støvler flubbrede om hans Smalbeen, og en uhyre Sabel, fastgjort i et bredt, guult Gehæng, dinglede ved hans Side, og klirrede mod Stenene ved enhver af Fyrens Bevægelser.

I den højre Haand holdt han et trykt Blad - det var hiint Nationalforsamlingens følgerige Decret, som knuste de privilegerede Stænders Vælde, og om hvilket Oberstens Correspondent havde spaaet.

Jeg havde allerede næsten Nok for at orientere mig i denne nye, men for mig og min Familie saa sørgelige Tingenes Orden, eller Uorden. Dog var jeg ikke mægtig til ganske at dæmpe min Modbydelighed for denne Friheds- og Ligheds- Apostel, der som en ond Engel var styrtet herind iblandt os, for at forstyrre Dagens Glæde og hele vort tilkommende Livs Lykke.

„Hvem er De, min Herre?" spurgte jeg mørk.

Han faae sig med et spottende Smiil om til alle Sider, og svarte: "Hvem er det, Du taler til? Er det til mig, hvorfor bruger Du da det taabelige ""De?"" Jeg er kun Een et fornuftigt Menneske siger Du til

og hvem er Du?"

En Bonde, som endnu ikke strar funde komme tilrette med den nye Grammatik, og den ligesaa nye Ligheds-Lære, stødte til ham, og mumlede: det er den unge Herre!"

Sansculotten skottede haanligt til ham, og sagde:

"Du er en gammel Nar! Hvad er det, Du snakker om Herre? der er ingen Herre i Frankrig, uden Folket." Han vendte sig atter til mig, og gjentog: „Hvem er Du, min Knøs? veed Du det ikke, saa læs her!"

Med disse Ord rakte han mig Decretet, og tog en en Slump andre Exemplarer frem, som han uddeelte i Forsamlingen, medens jeg gjennemløb mit.

Da jeg løftede Øjnene fra Papiret, havde Bønderne samlet sig i flere Smaahobe, hver med sin Forelæser; men den Fremmede stod og talte, under hæftige Udraab og Fagter, med Mølleren i Jouillac.

"Som jeg siger Dig" tordnede han, „da jeg for tre Dage siden vilde gaae ind i Nationalforsamlingen, medte jeg der udenfor min Ven Mirabeau, og da siger han til mig: "Borger des Moulins!"" siger han, "nu har vi slaaet de to Been fra den Stol, som Fordom og Overtroe falde Trone, det tredie falder af sig selv.""

"Ja, Broder Robert, Frihedstræet er plantet; men min Ven Marat siger, at det maae vandes med Blodet af tre hundrede tusinde Franskmænd.“

Nu vidste jeg hvem jeg havde for mig, og mærkede med Forfærdelse, at Revolutionens Storm havde naaet vort fredelige Hjem.

Jeg stod som fastnaglet til Jorden med det skrækkelige Decret i min Haand, da Revolutionsmændenes Afsending vendte sig rundt til de Omstaaende, og sagde:

„Nu el, mine Venner! det var en glædelig Nyhed jeg bragte Eder; lad den derfor ikke forstyrre Eders Ly