"Endnu eet: inden otte Dage steer store Ting! Folket skal opstaae i Masse det skal væbne fig "med Hævnens Dommersværd derfor indlad Dig ikke i nogen Forretning af Betydenhed; men oppebie først den store Explosion! "Charles des Moulins. „Hvad er dette? spurgte jeg i højeste Forundring, en Ven af Marat en Ven af Robespierre Ven af Hertugen af Orleans - hvem er det?" " Min Svigerfaders Broder, svarte han, „Kleinsmed i Faurbourg St. Antoine." „Klejnsmed des Moulins og Hertugen af Or leans!" gjentog jeg med Hovedrysten, enten er Sme= den gal, eller Hertugen." „Hele Paris er gal, fjere Greve!" sagde Letacq; men det er en Galskab, der smitter, for Mølleren her er nu nær ved at være halv gal; han vil hverken betale Hendes Naade Landgilden af Mollen, ej heller Klosteret fin Tiende jeg frygter, der forestaaer os skrækkelige Begivenheder. Der bliver for det første Jutet af mit Bryllup; thi vi kunne ikke vorde viede, for Tienden er betalt. Dog, det er neppe det Værste Her blev han afbrudt ved Oberstens Komme. "Kjere Son!" begyndte den vakkre Krigsmand, „hvor nodig jeg end vilde udsætte din Lykke endnu længer, kan dog dette Brev, som jeg haaber, overtyde Dig om, at min Nærværelse paa Ladaucq for det første ikke er overflødig. Heller ikke her tør I imidlertid falde i Søvn; thi hvad der truer os, skal virkelig allerede have ramt flere Godsejere i Bretagne." Jdet jeg modtog Oberstens. Brev, rakte jeg ham til Gjengjæld Klejnsmedens, efterat Letacq paa mit spor: gende Djekast havde forsikkret: at Mølleren havde givet ham det netop i den Hensigt, at han skulde gjøre det ret bekjendt. Da jeg har anført det ene, vil jeg ej heller udelade det andet; begge kunne dog bidrage til at betegne eet Moment i denne uhyre Statsomvæltning, hvis Kæmpegang ilede med Stormens Fart saa langt forud for alle Beregninger, Forestillinger og Formodninger. Her følger det: "Meget fjere Fætter!" " "Du kjender af Historien de physiske Revolutioners "moralske Virkninger. Af Petrarchs og Bocaccios Beskrivelser over Pesten see vi, hvorledes denne grues „lige Landeplage opløser alle naturlige og borgerlige "Forbindelser, blander, forvirrer de Forhold, som gamle Vedtægter, Sæder og Love have oprettet og hævdet. „Alle Forretninger gaae istaae, Standsforskjel ophører, „Orden forsvinder; det veldannede og i mange affon„drede, skjøndt paa hverandre indvirkende, Samfund „afdeelte Statslegeme taber sin Ligevægt: Alt kastes tilbage i hiin oprindelige Naturstand, hvor Hvermands „Villie er Hvermands Lov. Jordskjælv, Ildebrand, Oversvømmelser, Hungersnød fremvise i mindre eller „større Grad de samme demoraliserende Virkninger. jeg „Men uden nogen af de her opregnede Aarsager, befinder Frankrige fig i en lignende Tilstand figer Frankrige; thi Sygdom i Hovedet "ner Hovedstaden "Dele. jeg mes vil snart føles i alle Legemets Hvilket politist Chaos er dog iffe dette! Adelsmænd, Præster, Soldater, Borgere have sprængt .de Skranker, som hidtil afsondrede disse forskjellige " Stænder, og lobe blindt imellem hverandre, som paa ,,en Maskerade; men Ingen veed, hvo eller hvad der styrer den plumrede Masse. Hoffet vakler, svæver raadvild hid og did, vilde holde sig til en enkelt "Stand, men veed ikke, hvor den er at finde. " "Kongen mærker at han glider, men seer ikke hvor han skal finde Fodfæste. Dronningen og de fleste "Prindser af Blodet søge at samle omkring sig Kjer„nen af Adelen og den højere Gejstlighed, men der er intet Sammenhæng! Den, de idag troe at have „vunden, farer imorgen excentrisk ud af den snevre „Cirkel. Nationalforsamlingen river uafladelig ned, men bygger kun lidt op igjen. "Mirabeau den Eneste maaskee, som var „istand til at finde Ledetraaden i denne Labyrinth " " " stræber forgjæves at forene de stridige Partier: Hof"fet troer ham iffe, og han troer iffe fine Colleger. Hvad skal dog Enden vorde paa denne uendelige Forvirring? Udsigterne ere, egentlig talt, bælmørke. „Dersom Du i dette Øjeblik var herinde, min "Fætter! Du vilde ikke kunne gjenkjende Paris, Pa„ris! - den gode Tones, den fine Levemaades Hovedstad. Marquien gaaer Arm i Arm med sin Stræ"der, begge ligedan klædte i aabentstaaende Kjoler og side Matrosburer. Hertugen af Orleans er Dus med „med sin Skomager; en tydsk Prinds, der var kom,,men herhid, for at studere Hofetiketten, sidder i Bretonnerklubben paa en Bænk med en Slagter, der liges "frem kalder ham "Charles Hesse." Og en anden „halvgal Tydsker, en Baron Cloots, der kalder sig selv "Anacharsis"" og "Menneskekjønnets Tals„mand,““ lader sig midt paa Gaden omfavne af Fisker " " kjærlingerne. Disse indfinde sig til Cour hos Drons ningen, tiltale hende min gode Antoinette!"" holde "hende moralske Forelæsninger, og kysse Dauphin. „Kort sagt: hele Paris staaer paa Hovedet. "Dog, Du maae være vis paa, der er Enkelte, "som staae paa Benene, og bruge Hovedet. Gigantiske Planer udruges i Londom og sættes i Udførelse liges „faa varme som de komme fra Hjernen. Den omtalte Klub er et af Værkstederne; og det er et her fornylig udruget Anslag, som egentlig foranlediger denne min venskabeligt advarende Skrivelse. " „Noaille tænk Dig engang Noaille „vil med allerførste i Nationalforsamlingen foreslaae "alle Feudalrettigheders Ophævelse og Tiendens Afffaffelse! See Dig for itice, at dine Bønder, naar "de høre, at de ere blevne frie Borgere,"" iffe "sætte dit gode gamle Ladaucq paa den anden Ende! Arrangeer Dig iforvejen med " "de klogere og Moderate dem, og gjør, som alle giv efter for Stormen, "saalænge, eller saa kort, den varer! Og vent med mig blidere og roligere Tider! "Dig Din Ach. Merancourt." Efterskrivt. „Jeg havde nær glemt at fortælle saaledes opsluger den ene Begivenhed den at Bastillen den 14de dennes af Pøbelen "er stormet, indtaget og nedreven; og, hvad der er "det førgeligste, den gamle brave Delaunay, hvem " Du sikkerlig har kjendt, blev myrdet paa den meest barbariske Maade. Kongen, Nationalforsamlingen, "alle Autoriteterne, om der er nogen, vare ørkeslose Tilskuere ved denne Begivenhed. Kongen sagde blot: " "Det er jo en Revolte;"" men Hertugen af Liancourt "sagde rigtigere: "Sire! det er en Revolution!.... Dette Brev var for mig en Commentar over det første, og gav mig endnu en sikkrere Nøgle til den mig forhen saa uforklarlige Forandring i Møllerens Adfærd. Jeg anede allerede, at vi ogsaa paa Chateauvieur vilde fornemme Stødene af hiint vulkanske Udbrud. Forinden Obersten rejste, bivaanede han først hos Tanten et Cabinetsraad, i hvilket jeg ogsaa havde Sæde; men desværre blev Resultatet ikke ganske saadant, som han og jeg ønskede. Den gamle Dame var, som de fleste andre Kvinder, i ethvert vanskeligt og ualmindeligt Tilfælde, der udfordrer rafte Beslutninger og Opofrelser, temmelig paastaaende og ueftergivende. Naturligviis var hendes Blik ind i Tingenes nærværende Stilling dunkelt, eensidigt og indskrænket, og Forkjerligheden til den hidtil vante Forfatning saa stor, at hun ej var at formaae til saadanne Indrømmelser og Afstaaelser af nogle virkelig strænge Nettigheder, som kunde erhverve hende fine Livegnes Velvillie, og bevare hende de øvrige. Hun vilde Intet bortgive, og mistede derfor Alt. Det Eneste, vi kunde afliste hende, var. det Løfte, at be. handle hendes Undergivne med større Nedladenhed og Pos pularitet. Obersten rejste, bespændt af tunge Bekymringer; og det var først efter nogle Dages Forløb, at mine Kjertegn formaaede at standse den fjerlige Datters Taarer. Med hver Dag forøgede sig det Betænkelige i vor Stilling, min Frygt og Bendernes Mod, der snart steeg til Overmod og Trodsighed. En Afgift var just forfals den, men tilbageholdtes af de Fleste; og, skiøndt Forval |