Billeder på siden
PDF
ePub

fun endnu mere forknyttet. At Oberstens Formaninger til fin gjenstridige Datter vare ligesaa frugtesløse, berettede hun mig ogsaa, og skrev uden videre denne Gjenstridighed paa min Regning. Men Knuden stak just deri det erfarede jeg siden at Papa allerede havde valgt, uden at adspørge fin lille Datters Tilbøjelighed Hjertet lider ins gen Tvang, og bortvender sig endog ofte med sin Tilbøjehed fra den Gjenstand, som paanodes det.

[ocr errors]

Jeg brændte - som det hedder men Adelaide, som i Førstningen var blot ligegyldig, blev omsider saa syntes det - iisfold. Dog haabede jeg stedse, og besluttede derfor, ansporet af begge de Gamle, at gjøre et afgjørende Skriði: jeg skrev en Kjerlighedserklæring.

cas

Uuder dette Arbejde blev jeg overrasket af Tanten. Hun forlangte at see mit Svendestykke - fmiilte serede det, og dicterede mig selv et andet Frierbrev, med hvilket jeg var endnu langt mindre tilfreds, end hun med mit. Dog lod jeg hende raade; men Udfaldet blev og derefter: Adelaide gav mig det tilbage med den knipske Erklæring: at hun ikke havde nogen Smag for Poesie." Nu blev jeg iffe fortvivlet men trodsig paa

min Side. Jeg tog Sagen paa en ganske modsat Maade ; eller bedre, jeg tog mig slet ikke af Sagen; thi jeg havde opgivet Haabet om Adelaides Gjenkjerlighed, og min Stolthed oprørtes, deels ved Tanken om min frugtløse Trældomsstand, deels ved Forestillingen om det værdige i at tiltigge, eller ved hjælp af den faderlige Myndighed, at tiltvinge sig en Kone. Jeg rettede atter min frummede Nakke, og antog en Mands Holding: min Opførsel mod hende blev høfligkold. Jeg var ikke oftere eller længer i hendes Selskab, end Husets Skiffe udfordrede det; den øvrige Tid tilbragte jeg paa mit Værelse.

Hvad jeg bestilte der? Intet, med Sandhed at sige; thi vel læste jeg flittig i krigsvidenskabelige Skrivter; men naar jeg holdt op, vidste jeg som oftest ikke selv, hvad jeg havde læst. Mine Dine fulgte Linierne, men mine Tanker! mine Tanker fulgte, mod min Villie og faste Beslutning, en stedse undvigende Gjenstand; og hvor tidt jeg end kaldte dem tilbage fra det frugtløse, udmattende Lob, formaaede jeg dog ikke at holde dem stadig et Qvarteer tilende i Krigsgudens Tjeneste.

Saa misligt seer det ud med Menneskets højtpriste frie Villie; ej engang vore egne oprørske Tanker formaaer den at betvinge, naar disse vorde Overløbere, og give sig i Tjeneste hos en anden, en ufrie Villie, naar de skjøndt modstræbende, ja hadende, foragtende det uværdige Aag - vorde en bedre eller slettere Lidenskabs Trælle! Hvor ofte kastede jeg harmfuld Vauban tilside, og greb fat paa Harpenak! ogsaa den var Forræder; den forførte mine uskyldige Fingre: naar jeg vilde, de skulde spille en Marsch, blev det et Hyrdestykke af Stella: naar jeg vilde synge:

,,Il faut donc rompre ces chaines indignes" *) begyndte de rebelske Fingre at præludere til

,,Tu le veux done! o peine extrème:"

,,Il faut obéir malgré moi."**)

Vred rev jeg da i Strængene, og tvang dem til at tone den Første; men see! naar Fingrene vare bragte til Lydighed, revolteerte Munden, og fang

spotte mig:

ret som for at

*) "Det bør da at bryde disse skændige Lænker."

**) „Du vil da, o Harm og Smerte!"

"Zmod min Villie jeg lyde maac.“

,,Souvent l'amour nous prouve son empire"
,,Et malgré nous il enchaine nos sens."*)

En fransk Philosoph siger: at baade Dyder og Laster udspringe af een fælleds Kilde, som hedder Egenkjerlighed.

Jeg har ofte ønsket, at han havde Uret; men jeg kan ikke bevise det. Tvertimod, naar jeg ret overvejer det, hvad er vel Kjerlighed til en Anden, uden umiddelbar Kjerlighed til sig selv? Drivt til at lykfaliggjøre sig selv ved en Andens Besiddelse? Og hvad skulle vi sige om Venskab? er ikke dets nedvendige Betingelse gjensidig intellectuel Nydelse Epicuræisme i en højere Potents? Vel fandt: Letacqs Venskab mod mig har siden viist sig saa opoffrende, saa ucgennyttig, som nogen menneskelig Dyd er istand til; og dog- nej! jeg vil ikke gaae videre i denne golde, trøstløse Philosophie! hvi skulle vi berøve Dyden dens eneste Værd?

Om endog hiin Marime kunde være uomstødelig Res gel, ingen Regel alligevel uden Undtagelse

Letacq er en Undtagelse

-

den æble

jeg ikke, med Ydmygelse bes fjender jeg dette: i to hele Maaneder havde jeg over min egen Ulykke glemt hans Lykke og mine Lovter.

Jeg sad en Dag fordybet i de Tanker, jeg vilde undflye, hildet i det Garn, jeg ikke havde Kraft til at sønderrive; da vakte et dybt Suk mig af mine Drømme - jeg faae op Letacq stod foran mig med korslagte Arme, han stirrede paa mig, hans Zine svømmede i Taarer.

[ocr errors]

"Ha!" raabte jeg, "François? er det Dig? hvorledes gaaer det? er der Noget fejlt med Suzette?"

*) "Tidt maae vi føle Elskovs Herredom, "Den mod vor Villie og uden Hinder „Vort hele Væsen lænkebincer."

"Ikke med Suzette" svarte han, ikke heller med mig; men med Dem selv, fjere Greve! De kommer aldrig i Skoven, aldrig i Haven. Sneppen er kommen, og reist igjen, og De sidder bestandig indmuret her det er ikke, som det skulde væreter François sporge Dem om Aarsagen til Deres Kummer?"

Jeg sprang op, og omfavnede ham; mit sammenpressede Hjerte fik Luft; jeg udtømte mine Sorger i hans trofaste Barm; jeg aabenbarede ham min eenfidige, magre Kjerlighedshistorie. Jeg græd; han- loe, dansede omkring i Værelset, gned Hænderne, og raabte:

"

Gud være lovet! det er ypperligt! der er herligt!" „Menneskel" sagte jeg forbauset og harmfuld, „og derover glæder Du Dig?"

"Ja af mit inderste Hjerte" svarte han, min hele Sorg har været den, at De ifte kunde lide Frøkenen; men nu bliver Alting godt; hun elsker Dem ligesaa hæftigt, som De hende!"

Et dybt Suk fra mit mistrøstige Hjerte var Svaret.

"Jeg veed det" vedblev han, jeg har feet det, jeg forstaaer mig paa Sligt. Endnu denne Morgen belurede jeg hende i Haven: hun stod dernede i Lysthuset, og plukfede Blade istykker, bøjede Grenene tilsice, og kiggede herop til Deres Vindue; og Alt dertil fukkede hun, og tørte Taarerne af sine Dine."

Vantroe rystede jeg med hovedet, og sagde:

"Du tager feil, François! det kan gjerne være, hun elsker; men ikke mig en Anden Grev Mira= beau maaskee, eller Gud veed hvem."

[ocr errors]
[ocr errors]

Han blev halv ærgerlig: "Jeg sætter min Dobbelt=

leber mod en Nøglebøsse, det er Dem, hun elsker engang! vil De blot gjøre et eneste Forseg?"

[ocr errors]

hør

„Jeg har gjort alt formange" svarte jeg, „jeg for: nedrer mig ikke oftere

-

--

„Nej, nej! ikke saa!.. afbrød han mig: „De skal blot sætte hende paa en uventet Prøve: imorgen kommer De paaklædt ned i Frokostværelset i Rejseklæder, og med et Brev i Haanden, som er kommen med Jilbud fra Paris jeg holder med to opsadlede og oppakkede Heste udenfor Døren De figer, at Generalen derinde, hvad det er han hedder, skriver Dem til, at den belovede Officierplads er bleven ledig, skal besættes strax intet Dieblik er at spilde De maae bort over Hals og Hoved og læg faa Mærke til, hvad Virkning det har paa hende, om hun ikke vil blive faa bleg som en Lillie, eller give et Skrig af sig, eller besvime

[ocr errors]
[ocr errors]
[ocr errors]

Men indvendte jeg, allerede noget opmuntret

ved hans Sikkerhed

"om nu Intet af dette skeer, om

hun bliver sig selv liig, hvad saa?"

„Ja saa“ siger han, „saa rejser De alligevel; eller vilde De blive her og græmme Dem tildøde for en Pige, som foragtede Deres Kjerlighed? Men den Frygt er overflødig De skal nok sec!"

[ocr errors]

Han vedblev endnu saa længe og hæftigt at ægge mig til denne Theaterstreg, at jeg samtykkede.

Hvi skulde jeg vidtløftig udmale denne korte Scene, hvoraf jeg ej engang tydeligt mindes mere, eud at jeg først blev omfavnet af Adelaide, derpaa af Obersten og endelig af Tanten, som, efter Letacqs Raad, var gjort til Medviderske i Planen. Men neppe troer jeg, at Nogen af os Fire var lykkeligere end Letacq i det mindste var han den, som i Lykken følte sig stoltest `han var jo Forfatter til dyllen.

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »