Billeder på siden
PDF
ePub

have været Vidne til deres Lyksalighed, traadte til og lykenskede dem.

Suzette sprang op, nejede undseelig og rødmede, med Hænderne foldede i Skjødet over en Blomsterkost fiffert en Foræring fra den galante Gartnerknøs.

Denne førte hende til mig med et Smiil, som bedre end Ord tolkede hans Hjertes Tilstand, og udbad sig mit Samtykke, hvilket jeg atter gav ham med inderlig Deels tagelse, hvorvel jeg ikke tør nægte, at samme jo var blandet med en vis ubehagelig Følelse. Om det var Skinsyge eller Længsel efter en anden, ikke tilforn savnet Suzette, maae jeg lade uafgjort, da Kjerligheds Lykke var ogsaa mig nærmere, end jeg dengang anede, og min Ubekjendte allerede ved min Hjemkomst befandt sig paa Chateauvieur; thi havde jeg da om føje Tid Intet at misunde min Ven.

Endnu inden jeg var kommen til Slottet, mødte mig een af Tjenerne, som af min Tante var udsendt for at opsøge mig. Han fortalte, at tvende fremmede Herrer vare nylig indtrufne fra Marseille, og at en tredie falig Majorens Broder nemlig Datter.

var ventende med fin

Ved min Indtrædelse fandt jeg de to Første i en faa ivrig Samtale med Tanten, at de ikke bemærkede mig, før jeg alt havde gjort mig bekjendt med deres Personer og Gjenstanden for deres Underholdning.

Den Ene

hans Navn er nu faldt mig fra var en aldrende Mand, med et koldt og stolt Aasyn, stiv og formelig i sit hele Væsen; og, som jeg af Samtalen erfarede, var han valgt til en Repræsentant for Adelstanden i de til hovedstaden indkaldte ,,états généraux" - de Andre titulerede ham: „Hr. Marqvis !"

Den Anden, der snart derefter kom til at spille en glimrende, for Frankriges Velfærd maaskee alt for stakket Rolle i det store Drama, saae ud til at være 12 à 16 Aar yngre; hans brede koparrede Ansigt oplivedes af et Par smaae, lynende Øjne. Naar han taug, og disse skjulte sig bag de lange, sorte Djenhaar, naar hans smalle, blege Læber vare tæt tilsluttete, Ingen skulde da have drømt om, at denne var Frankriges Demosthenes, hvis Philippiker snart skulde bringe Troner og Tribuner til at fjælve. Men tog han Ordet, da blev hele dette mørke Aasyn Jld, der strømmede oplysende, henrivende, fortæ= rende baate fra Læber og Dine.

Aldrig i mit Liv har jeg kjendt et Menneske, hvis Tunge udtrykte saa klart, saa kraftigt de Tanker, der glimtede som Lyn paa Lyn fra Sjælen; hvis Minespil saa fuldkomment stemmede med, understøttede, bekræftede hvad han talte. Han standsede aldrig, undtagen der, hvor en Pause var nødvendig, hvor Tilhørerne maatte gives Tid til at samle Talerens Ideer, og følge hans hurtige Tankegang. Han ledte aldrig om Ord; ethvert fad færdig paa hans Tungespidse, som Pilen paa Buen beredt til at udfare i det rette Djeblik.

Mindst drømte jeg om, at det var den Mand, der skulde give Revolutionen fin Retning ved i Boldhuset at sige til Hoffets Sendebud, der vare udskikkede for at opløse Nationalforsamlingen, de evig mindeværdige Ord: "Siger Deres Herre, at man ikke skal drive os herfra uden ved Bajonetternes Magt."

[ocr errors]

faa

Som jeg siden hørte, havde han forgjæves stræbt efter at vorde valgt af Adelstanden, og rejste nu sagde han selv af Nysgjerrighed og som blot Tilskuer med til Paris.

„Man har - udlod han sig tilfældigviis ,,iffe villet antage mig som Tømmermand paa dette Statsskib, der nu lægges paa Stabelen; velan! jeg gaaer med som Passageer."

Min Tante forestillede mig som tilkommente Livvagtsofficier.

Marquien sagde mig et Par Artigheder: „han haabede, at jeg vilde gjøre saavel den danske Noblesse, som min nye Stand Ære“ o. s. v.

Hans Ledsager stjænkede mig blot et flygtigt Djekast, ledsaget af et Buk, og disse mærkelige Ord:

[ocr errors]

Kunde De følge mit Raad, unge Mand, vilde De rejse hjem og tjene Deres egen Konge, som kun holder en Livvagt til sin Fornøjelse."

„Hr. Greve!" faldt Marquien ind: "De giver det unge Menneske en særdeles slet Lærdom: skal man kun tjene sin Konge for Fornøjelsens Skyld?..

"Lykkeligt det Land" svarte Greven, „hvor dette er Tilfældet; men kan De, Hr. Marquis! bestemt sige, hvem han her kommer til at tjene, Kongen eller Staten?" "Begge to vel" svarte denne.

"

,,Peut-être !" sagde Greven: Ellers" vedblev han, henvendende sig halvt til mig og halvt til min Tante var det ikke uklogt, at forblive tjenesteløs paa en Tid, naar man ikke rigtigt veed, hvem man kommer til at tjene; der tabes i al Fald Intet ved at see til, hvad denne Giæring vil frembringe

,,-Gjæring"

[ocr errors]

faldt Marquien lidt spodsk ind "Madam! De maae vide, at Grev Mirabeau er synst han seer Spøgelser

--

"

- Dja" afbrød denne ligesaa hurtigt: men Spegelser med Kiød og Been, levende Gjengangere fra Carl

Stuarts Tid jeg er rigtignok lidt overtroist, Hr. Marquis!"

Marquien smilede og sagde: "Vantroe er ofte Moder til Overtroe."

[ocr errors]

Mere hørte jeg ikke; thi just i dette Øjeblik indtraadte Obersten, min Tantes Svoger, med sin Datter, og hende tilhørte fra nu af min hele Opmærksomhed. Over hendes Dine glemte jeg ganske Grev Mirabeaus, og hans Veltalenhed faldt reent igjennem mod de faa Ord, der nu og da faldt som kostlige Perler fra hendes Rosenlæber, eller klang, naar hun smiilte, som Harpetoner fra Mundens Perlerader.

Man havde neppe hilset hinanden, for Herrerne atter vare midt inde i Politiken; dog førtes Samtalen egentlig fun mellem Marquien og den nysankomne Oberst; thi Greven talte kun, naar han blev opfordret til at sige sin Mening han lod til at finde langt større Fornøjelse i Underholdningen med Adelaide, hvilken han ligesaa mesterlig forstod at føre, men med en Slags Veltalenhed, der ikke behagede mig fuldt faa meget, som hans politiske.

[ocr errors]

Kort at fortælle: jeg var i den første Time baade forelsket og skinsyg, og begge Dele uden selv at vide det. Min dobbelte Trøst var, at Greven næste Dag vilde rejse og Adelaide blive.

Da Gjæsterne var gangne til Hvile, vendte min Tante sig til mig med en ualmindelig fornøjet og triumpherende Mine, og spurgte:

"Nu, Louis! hvorledes finder Du min Niece?" Jeg tilstod, at det var en meget smuk Pige. "Saameget desto bedre, min Son!" sagde hun; „dog haaber jeg, at Du ikke har været blind for hendes Talenter? hun er i Sandhed en fuldkommen ung Dame, og

Godset Ladaucq indbringer 100,000 Livres aarligen
Du forstaaer mig dog?"

Jeg forstod hende; men vidste Intet at svare.

„Velan, min Kjære!" vedblev hun, „Obersten og jeg har lagt den Plan, at forene Laduacq med Chateauvieur - hvad siger Du derom?"

om hun

Jeg sagde Intet, men faldt hende henrykt om Halsen; dog pludselig faldt mig een Hindring ind: ogsaa vil elske mig, Tante?" hvidskede jeg.

„Derpaa bør man ikke tvivle“ svarte hun; „men forresten maae jeg erindre Dig om, at conversere hende lidt bedre, end Du gjorde iaften. Du maae vise hende, at Du har Levemaade, Forstand og Vittighed. See Dig i Speil paa Greven! det er en Cavalier, som han bør være: han lod hende ikke et Diebliks Ro, men attaquerede hende uafladelig med fine Galanterier, det ene finere end det andet saaledes skal det være! Nu god Nat, min fjere Neveu! Jeg venter Alt af din gode Conduite."

[ocr errors]

Hvad den gode Tante Heloise ventede, indtraf vir felig; men langtfra ikke ved de anbefalede Midler. Min Conduite behagede hverken hende eller Obersten, ej heller hvad der var det Allerværste den skjønne Ad elaide; thi hele Conversationen bestod, fra min Side af, blot i Suffe, frygtsomme Djekast og usammenhængende Ord; og mit Galanterie steg ikke højere, end til stumme Opvartninger og en slavisk Opmærksomhed paa ethvert af hendes Vink.

Med alt dette erhvervede jeg mig ikke saa meget som et Smiil; et koldt jeg takker Dem!" "gjør Dem ingen Ulejlighed, deri bestod hele min Løn.

[ocr errors]

Lantens Frettesættelser for denne min kejtede Opførs sel, og hendes lange Lectioner i Elskekunsten gjorde mig

« ForrigeFortsæt »