med atter opblussende Ungdoms Jld. Billedet af en skyfrie Himmel, et roligt Hav, efterlader kun svage Indtryk paa hans Hukommelse; men dybt indpræge sig de mørke, af Orcanen og Lynilden sønderrevne Stormfkyer, de bjerghøje fraadende Bølger, dem han med Mod og ved Dygtighed undertvang eller undflyede.

Ridende, dansende, fægtende, spøgende, fiskende, naaede jeg den Alder, da Livet begynder at vorde Alvor; jeg manglede endnu kun Portd'epee og Epauletter for at naae den Bestemmelse, min Tante havde taget med mig; men Skjæbnen havde taget en anden.

Jeg nærmede mig det attende Aar paa samme Tid som Frankrige modnedes til hiin store Crisis, der vendte op og ned paa alle statsborgerlige Forhold, og hvis Virkninger endnu fornemmes over den hele Verden.

Jeg anede, saa lidet som de fleste Andre, hvorhen Notablernes Sammenkaldelse vilde fere; jeg var, i saa Falc, ikke mere fremsynet, end Calonne selv; at Tante Else var ligesaa klog som jeg, lader sig let begribe. Vi anfaae denne Begivenhed som Noget os ganske uvedkommende: „L'état, c'est le roi," tænkte vi med Louis quatorze ved hvilkensomhelst Statsbegivenhed, og drømte mindst om, at Stat og Konge saa snart skulde staae adskilte, ja fjendtligt, mod hverandre, at Venskabs og Kjerligheds skjønne Baand saa mangelund skulde sønderrives, de bløs deste Hjerter selv forhærdes kort alle Naturens hellige Følelser for en Tid omvendes i dette politiske Fordstiælv.

Dets Udbrud bebudede sig vel ligesom de physiske Jordskjælv ved en vis Dosighed, en sygelig Elaphed i Luften, der virker nedslaaende, søvndyssende paa den hele animalske Natur saaledes dette ved lignende Sympa

tomer i den moralske; dog, de som mærke Tegnene, cre mange, men de, som agte paa dem, kun faa.

Og hvad skulde da jeg attenaarige Knos, med Hjertet fuldt af Kjerlighed, bryde mig om Ministerstifter, Nationalbankerotter, og andre flige, en forelsket Yngling uvedkommende, Smaating?

Men jeg vil gaae ordentlig frem i min Fortælling.

Allerede i nogen Tid havde jeg bemærket en paafaldende Forandring hos min fjere Legebroder. Snart var han usædvanlig stille og ordknap, og snart igjen overgiven og snaksom. Stundom kunde Fisken drage hans Korketold under Vandet, Haren springe op lige for hans Næse, uden at han fatte en Finger i Bevægelse.

Raabte jeg, i første Fald, til ham: „François ! træk op!" trak han Snoren istykker, eller rev Krogen ud af Fiskens Mund; og skreg jeg, i sidste Fald:,,tirez bas!" saae han op i Luften, eller skjød, naar haren var faa langt borte, at man ikke kunde række den med en Riffelfugle. Da dette nogle Gange saaledes var indtruffet, blev jeg ærgerlig, og skjændte.

Han slog paa Bøssekolben med den flade Haand, og sagde:,,Sacre nom!" det er Suzettes Skyld." „Hvad for en Suzette? spurgte jeg.

Møllerens Suzette!" svarte har.
„Hvad for en Moller? spurgte jeg igjen.
„Suzettes Fader!" svarte han igjen.

Heraf blev jeg ikke klogere; men da jeg nu besindede mig paa, at Letacq bestandig paa vore Jagtvandringer. viste en særdeles Forkjerlighed til Revieret omkring Mellen Jouillac, at, om vi end gik ud paa en anden Kant, han dog omsider trak herhen, at han da stedse havde et lille Svipærinde ind i Mollen, saa efter Dit og saa

efter Dat ved at komme alt dette ihu, kunde jeg selv Legynde, uden hans Hjælp, at orientere mig.

Jeg kjendte noget Lidet til Kjerlighed, men kun af Racine og Tante Else. Det var altsaa den højere Kjerlighed den i højere Stænder - efter Tantens Bes skrivelse, der dog ikke svarte ganske til Racines, et Arrangement mellem tvende gode Huse, der satte dem i en vis Forbindelse, formedelst en Ægteskabscontract, oprettet mellem Sønnen af det ene og Datteren af det andet. Eller, betragtet fra en fornøjeligere Side, et Drama, i hvilket Forstanden havde en Hovedrolle, Hjertet en Statistrolle, som altid endte termed, at Cavallieren med Anstand og Siirlighed knælede for Damen, og at denne ligesaa pent rejste ham op igjen, og at begge da forklarede Tilskuerne Betydningen af en saadan Handling, idet de sagde eller fang:,,Nous nous aimons."*) —

Vel havde Poeten givet Vink om adskillige Lidenska= ber, der ved slig Lejlighed sattes i Bevægelse; men jeg forstod dem ikke, hvorvel det anede mig, at der undertiden maatte høre mere til, end at lægge den højre Haand paa det venstre Bryst, med den venstre løfte Kaarden ivejret, medens man nedlod sig paa det højre Knce, og fukkede: ,,Je vous adore!" **)

Instinctsmæssig antagende, at der ogsaa maatte kunne gives en Slags Kjerlighed i de lavere Stænder, og nysgjerrig efter at vide, hvorledes samme producerede sig, spurgte jeg François, om han elskede Suzette, og hun ham?

*) Vi elske hinanden. **) Jeg tilbeder Dem!

Paa Bekræftelsen af dette Spørgsmaal, erklærede jeg: at jeg vilde see, hvorledes de bare fig ad, og derfor følges med ham ind i Mollen.

François gjorde et Luftspring af Glæde over denne min Beslutning, og udbrød i en Strøm af Lovtaler over den lille Møllerdatters Aands- og Legems- Fuldkommen heder. Derpaa berettede han mig: at der fra Forældrenes Side Intet stod i Vejen for hans Ønsker, naar han blot havde Sikkerhed for at erholde Gartnertjenesten efter sin Fader, til hvilken han sikkert haabere, jeg ved min store Indflydelse hos Tanten let vilde kunne forhjælpe ham ftrar, uden at jeg skulde behøve at opsætte det, til jeg selv engang blev Herre af Gaard og Gods.

"Den maae Du være faa vis paa, som om Du allerede havde den sagde jeg; men hvorfor har Du ikke før sagt mig Noget herom?"

"

,,Sacre nom!" raabte han, jeg har ikke selv vidst det før; jeg vidste nok, at vi elskede hverandre, men først iaftes kom vi til at fnaffe derom, og med det samme bede de Gamle om deres Minde."

Under denne forte Samtale havde vi tilbagelagt den lange Dal, som adskilte os fra Mollen, og nærmede os med Stormskridt til min Staldbroders Paradiis.

Molleren og hans Kone modtoge os i Døren. Den Førstes krybende, sledske Væsen gjorde strax et modbydes ligt Indtryk paa mig, og forfejlede derfor ganske den ikke utydelige Hensigt at indynde sig hos den tilkommende Stamherre.

Hans evindelige: „Hr. Greve! Deres Naade! min naadige Herre!" var stedse ledsaget af kluntede Buk og vamle Smiil; og hans hundske Væsen klædte ham saame= get værre, som han var en stor, velvøren og smuk Mand,

hvis regelmæssige Ansigt kunde have tjent til Model for Alexanders eller Cæsars; en høj Pande, en Drnenæse, Øjne som en løves og Bryn som den olympiske Jupiters tydede, efter Naturens Skrivt, paa Aandsstyrke, Højmod og Herskekraft; men Mollerens Bestræbelser syntes at gaae ud paa, i næsten enhver Henseende at gjøre Moder Natur til Løgnerske; kun Hustruens umiskjendelige Frygt for sin Ægteherre, hendes tause Lydighed og uforstilte Forknyttelse vidnede, at han var Konge i sit Hune.

Endnu havde jeg ikke feet Suzette; men formodede med Grund, at hun var i Kjerestens Selskab; thi François var ftrar forsvunden, og havde overladt min Underholdning til Forældrene. Saasnart der blev et Ophold i den mig meget ligegyldige Samtale, spurgte jeg om hende. Moderen kastede et frygtsomt og mistroisk Blik til mig; men Faderen svarte med indsmigrende Venlighed:

"Hun er formodentlig ude i Haven eller Lunden med fin Forlovede - Deres Naades Gartner jeg haaber allerydmygft, at han har Deres høje Tilladelse? - jeg vil paa Djeblikket hente hende."

Ved disse Ord bukkede han dybt, og ilede hurtig bort; og jeg, efter et hurtigt Farvel til Konen, ligesaa.

Naar François kommer" sagde jeg i Døren, "saa lad ham blot vide, at jeg er gaaet hjem!"

Underlig stemt, deels ved Møllerens ækle Kryberie, deels ved en mig hidtil ganske fremmed Urve i Sindet, begav jeg mig paa Tilbagevejen.

Tæt ved denne, under en mægtig Castanie i Lunden, sad det lykkelige Par: Pigen lænede fortrolig det smilende Ansigt til Ynglingens Barm

ene og hende i den anden Arm.

han med Bøssen i den

Dybt inde i Fremtiden

fornam de ikke min Nærværelse, før jeg, efter længe at