Billeder på siden
PDF
ePub

bandende til, som om vi ikke kunde faae Snepper, undtagen vi havde ham med -den Sacrenoms Letacq!"

Men det falder mig nu først ind - ja tilforladelig! Du er vist ganske uvidende om den Afdødes Ungdomshistorie. Nu husker jeg først, at jeg under dit sidste, alt for forte Ophold paa Lilliedal ikke fik Tid og Lejlighed til at fortælle Dig den. Jeg havde neppe begyndt, før min Naboe kom, afbrød mig, og tog Dig saa bort med sig.

Jeg maae opfylde dette mit hidtil forglemte Løvte, at ikke Alt, hvad jeg foran har skrevet, skal vorde Dig end mere uforklarligt, end den grevelige Families Forhold til Gartneren allerede dengang var Dig.

Allerbedst, jeg sender min sal. Faders selvegne Haandskrivt, som efter hans Død fandtes i hans Gjemme, forseglet og adresseret til mig. En stor Deel af Indholdet

især for saavidt Letacq vedkommer - var mig af hans mundtlige Fortællinger allerede dengang bekjendt; og jeg feer ingen Grund til at dølge nogen Omstændighed for Dig, mine dyrebare, prøvede Ven! Efter Afbenyttelsen udbeder jeg mig Manuscriptet tilbagesendt.

Gid Du kunde bringe det i egen højsttjere Person!

Naar Du vorder færdig med Læsningen, vil Du fikferlig anden Gang tage dette Brev i Haanden, billige ja dele de Følelser, der have dicteret det.

Min hele Familie hilser Dig paa det Venligste Levvel!

[ocr errors]

Den gamle Grev Lilliedals Haandskrivt. Jeg var imellem ni og ti Aar, da min Fader førte mig til det sydlige Frankrig. Jeg var bestemt til at arve Tante Heloise, der ejede et Gods i det fordums Gascogne, var Enke, og uden Børn; men paa det Vilkaar, at hun selv vilde besørge min fremtidige Opdraglse, indtil jeg naaede mit attende Aar.

Da,

[ocr errors]

saaledes var Planen lagt

skulde jeg erholde en Officierplads i Garden, ved hvilket Corps hendes afdøde Mand havde staaet som Major.

Min Fader opholdt sig kun en Maanedstid paa Chateauvieur, for at fee, hvorledes jeg vilde finde mig i min nye Stilling, og forlod med omme Afskedstaarer en Søn, som han aldrig mere skulde omfavne, men hvis Lykke han fandt sig forpligtet til paa denne Maade at fremme, da min ældre Broder, som Stamherre, var bestemt til at arve Grevskabet.

Det varede længe, inden man formaaede at trøste mig over Tabet af Forældre, Sødskende og Fødestavn. Min Hjemvee var saa hæftig og vedholdende, at Tante omsider troede at maatte forbyde Alle og Enhver í min Nærværelse at nævne Danmark, Lilliedal, og, kort sagt, hvilketsomhelst Ord, der kunde minde mig om Fødelandet.

Paa den anden Side stræbte hun af al Magt at gjøre mig det nye Hjem og alle dets Omgivelser faa behagelige og fjere som muligt; hun spadserede med mig i Slotshaven, der var anlagt i hiin stive Smag, med lige og brede Gange, den ene som den anden; Hækker af Tax og Ligustrum, der vare pyntede med udklippede Pyramider, Kugler og andre Figurer baade af livløse og levende Ting;

store Runddele med Springvand i Midten og Fisk i Kummen; et Vandfald en miniature paa femten Trappetrin af Tidslede talte jeg dem adskillige Gange - samt adstillige Terrasser, hvis Opgange forsvaredes af Træsoldater, der havde det Fortrin fremfor de sædvanlige af Kjød og Been, at de aldrig behøvede at afløses.

Herfra forskriver sig denne min virkelig overdrevne og ubillige Modbydelighed for den franske Havekunst, og udelukkende Forkjerlighed for den nyere engelske. Jeg indseer ret vel, at hiin ogsaa har sine smukke Sider; at det ej alene er Kunstens Sag, at komme Naturen til Hjælp fom, paa Vejen sagt, ret godt veed at hjælpe sig selv men ogsaa at opfinde Noget paa cgen Haand. Hvorfor skulde vel det Krogede alene være skjønt? Hvi denne eensidige Yndest for krumme Gange, der dog minde om det ene Menneskes mejsommelige Fremslæben, det andets listige, slangeagtige Fremsnigen, og, kort sagt, Alles Omveje for at naae et Maal, som paa lige Vej ligger langt nærmere? Kunne ikke de snorrette Alleer ligesaavel erindre Vandreren om Dydens og Sandhedens afmaalte Bane? Terrasser om den stejle og besværlige Opgang til Wrens Tempel, eller om den bratte og farlige Nedgang til Lasternes Afgrund?

Men, som sagt, Trang og Længsel prægede i min unge Sjæl et Indtryk, som aldrig udslettes.

Endmere beklager jeg, at noget lignende fandt Sted med Henyn til den franske Digtekunst: jeg fik samme Lede til Racine og Corneille, som mangen Skolediscipel til Horats og Dvid, og det af samme Aarsag. Hver Aften maatte jeg fremsige mit bestemte pensum, modtage Rettelser for min Tone og Udtale, og derpaa høre Tante Elses

egne Declamationer, faalænge til Ole Lukoje meldte sig, og gjorde Ende paa de asthetiske Forelæsninger.

Dog langt kjedsommeligere faldt mig hendes Prædikener over Adelskab, dets store Nytte og høje Værd, hvilke allesammen endte sig med Sammenligninger mellem fransk og dansk Adel, og hvori den første stedse beholdt Fortrinet. Den højeste Grad af Torturen var det, for Tanten soa vigtige og behagelige Studium af vor Families og hendes afdøde Mands Stammetræer.

Alle mine Forfriskninger fra disse Arbejder bestode i at spille Fjederbolt med Hovmesteren der ifte heller havde stort Andet at bestille famt i at drille Tantens Skjødehund, Charite; at sige, naar hun ikke var tilstede.

Omsider fornam hun dog, at jeg tog af baade i Munterhed og Kræfter, og da hun efter sin Maade virkelig elskede mig, fandt hun paa at give mig Legebroder: det var Letacq.

Slotsgartnerens Son blev saaledes forundt Adgang til de indre Gemakker; dog under saadanne Indskrænkninger, at dersom Reglementet kunde blevet fulgt i al fin Strænghed, vilde vore Lege blevne til en Tvang for os, istedetfor en Moroe: han maatte nemlig iffe tiltale mig anderledes, end med et ,,Monsieur le Comte!" bukke dybt for mig, naar han kom og gik, uden Knur finde sig i alle mine Luner ja selv i Skjældsord og Slag, om saa= dant skulde behage mig, med meget mere; Alt under Straf af evig Forviisning fra Hove.

Men faasnart vi vare ene, dispenserte jeg ham fra denne for os begge piinlige Etiquette: thi af Adelsnykker havde jeg ingen medbragt hjemme fra, og de, Tanten vilde indpode mig, sloge fejl, formedelst hendes mig saa modbydelige Methode. I hendes eller Hoffindernes Nær

værelse maatte jeg nødvendig forstille mig, om jeg vilde beholde en Cammerat, der snart ved sin Munterhed, Godmodighed og opfindsomme Aand blev mig uundværlig; men paa vor egen Boldgade, i haven, i Skoven og Marken, paa Ridetoure, ved Fiskerie, Fuglefangst og saa videre, heed jeg simpeltvæk Louis" som han "François.“

"

For at vorde uddannet til en fuldkommen Cavallier, lærte jeg naturligviis at danse, fægte og ride, og paa min indstændige Begjæring deeltog Gartnersønnen i alle disse adelige Øvelser, skjendt Tanten i Førstningen hæftig satte sig derimod. Men uagtet hendes despotiske Overherredømme, fik jeg efterhaanden det rigtige Greb paa at dreje hende efter min Villie. Det gik hende ikke bedre, end mangen en mægtig regjerende Dronning, der uden at vide det danser efter den endnu mægtigere Yndlings Pibe.

Jeg vil ile forbi et Tidsrum af otte Aar, fordi det Intet indeholder, som jeg finder værdt at optegne. Om jeg derfor, efter Digteres og andre sværmerske Siæles Talebrug, bør kalde denne mit Livs forgløse og daadlose Periode fortrinsviis „den lyksalige," drister jeg mig iffe til at afgjøre.

Men vist er det: min Erindring dvæler nu langt hellere ved de paafølgende Aars Farer og Trængsler; og fan dette vel ansees som en retfærdig Naturlovs fyldest= gjørende Erstatning for de stormfulde Dages Frygt og Møje. Saaledes taler den gamle Søemand iffe om sine heldige Sejladser, hvor Elementerne vare ham gunstige, hans Arbejde lidet og let Alt for Datiden behageligt, men eensformigt; Stormene derimod, Havsnød, Skibbrud, Livsfare, disse Begivenheder staae levende, altid nærværende for hans Jndbildningskraft; om disse taler han gjerne

E. S. Llicher. Gamle og nye Noveller. III.

10

« ForrigeFortsæt »