Hvad Mørket her omfatter,
Igien dog Lyset seer.

Det Frøe fremspirer atter
For ej at visne meer.

Graven er midt often for Kirkens Gavl, tæt ved Muren. Den skal indhegnes med et Jerngitter og prydes med en Steen, som jeg lader komme fra Kjøbenhavn, og som endnu en Række af Aar skal bevare den Saliges Minde herneden, hvor dog Intet foreviges, men Alt er kun for en Tid."

Og hvor snart kan ikke den Tid komme, da man paa dette Marmor vil læse:

fød paa Chateauvieur i Frankrige 1768, død paa Lilliedal i Danmark 1833. Han var et godt Menneske,"

og spørge: "hvað monstroe det var for en Letacq? hvorledes er Du kommen til at lægge dine Been her i Danmark? Et godt Menneske! det er meget fagt det er en stor Roes, naar den sand."

Jo, sand er den; og Du glemmes vist ikke der, Du gode Sjæl! der, hvor Monumenterne ere varigere end Marmor.

Siden denne Dag har saavel jeg selv, som min hele Familie, fornummet den Tomhed, som følger ovenpaa en kjer Vens Bortrejse, paa Adskillelsen fra et behageligt Selskab: man har ingen Huen af sit Arbejde, ingen Stadighed nogensteds, man drives uvilkaarligen hið og did med en Slags Uro, liig den, som en fangen Trækfugl yttrer mod Rejsetiden.

Vel ti Gange om Dagen har vi været i hans Kammer, befeet alle hans smaae Efterladenskaber, og gaaet

igjen: vi har kigget til hans Lommeuhr, som nu er gaaet istaae, men som Ingen af os har tænkt paa at trække op; bladet i hans sølvspændte Bønnebog et gammelt Arvegods i hans Familie trukket Gardinet bort fra hans Garderobe, og trukket det for igjen; stirret paa hans tamme Stillits, der maaskee skulde have svæltet tildøde, hvis den ikke selv havde mindet os ved at drage fin tomme Wdekop og Fingerbølle op og ned; og endeligen kastet et Blik til hans halvt henvisnede Rosentræe, som Chris stian først igaar sandsede at vande.

Komme vi i Haven, gaaer det os ligesaadan: vi gaae fra det ene Kvarteer til det andet, fra Blomst ill Blomst; finde ikke, vide ikke hvad vi søge af! det er Gartneren, der fattes; det er den ejegode, den ædle Letacq! han har forladt fine Blomster.

er

"De visne af Sorg og Længsel," siger Julie.
"Asteren ikke siger Mariane, den veed, hvor han
den seer op til Himlen til de andre Stjerner efter

ham...

Meest bryder os vor lille François med sine mange Spørgsmaal: hvor er store François? lille François vil hen til ham! Er han paa Kirkegaarden? er han hos vor Herre? det siger Mo'er mig vil ogsaa

til vor Herre

"

Og saaledes gaaer det i eet væk: den lille Sladdermund, troer jeg, tænker endnu meest paa sin bortfarne Ven, som om det anede ham, at han var den, der først skulde glemme ham.

Aldrig glemmer jeg hans Afsked med os. Det var den samme Dag, som han døde om Natten; han yttrede selv det Ønske, at sige vs det sidste Farvel. Han var ved sin fulde, sin lyse Forstand, og dertil i en Sinds

stemning, som kun en god Sjæl beholder i det store Dieblik, da den flytter fra et reent og uvanhelliget Legemet.

Da vi traadte, ind i Kammeret, sad han overende og ventede paa os; min ældste Son stod ved Hovedgjerdet og understøttede ham det var just hans Tuur at passe den Syge. Oldingens Livskræfter syntes, inden de vilde forlade Legemet, alle at have forenet sig i de klare, spillende Dine; den rejsefærdige Sjæl havde nu kun dette ene Organ for Meddelelsen af fine omme Følelser: han saae verelviis paa os alle, fmiilte og nikkede.

Længst og inderligst dvælede hans Blik paa lille François, hvem min Kone bar paa Armen; Barnet rækkede efter sin gamle Ven min Kone lagde Gluttens Læber til den Døendes blege Mund

de sidste Taarer randt over hans Kinder Mælet vendte engang tilbage, for sidste Gang hviskede han sit,,adieu mon ami!" hans Dine braft, den salige Sjæl var ikke mere i Legemet.

Det har altid forekommet mig, at Alderdom var en Tilstand, en Beskaffenhed, der alene angik Legemet. Det syntes vel, som om visse Sjælskræfter tabe sig, svækkes, forældes: Hukommelsen, for Exempel, aftager i Hurtighed, Klarhed og Omfang, ligesom de Sandser, ved hvis Hiælp Kundskabernes Forraad indsamledes, vorde affældige: Skarp= findigheden sloves, Dømmekraften slappes; dette kalde vi at gaae i Barndom! et skjønt, et ædelt Udtryk for den, der opfatter den rigtige Betydning: „Oldingen bliver atter Barn", er det ikke det samme som han bliver ung igjen?" Sjælen boer i et gammelt Huus, hvorved den fedes og ledes. Den vorter barnlig paany, at den forynget kan hensættes i evig Ungdoms Stand.

"

Det er højst mærkeligt, at i den høje Alderdom forsvinder Livets mellemste Periode forst af Erindringen;

Barndomstidens Minde holder sig længst og klarest, eller oftere: vender, efter flere Aars Forglemmelse, i fuldkoms men lyse Billeder tilbage. Uskyldsalderen kommer igjen, den forjager, formørker det med Sorg, med Anger blandede Minde om en urolig, møjefuld Manddom, for atter, i yndigt, skyfrit, ufordunklet Morgenskjær at fremstille Livets skjønne Vaar: "vi blive Børn igjen, før vi funne komme ind i Himmelens Rige."

Jeg er ikke vis paa, om Du fuldelig forstaaer mig, eller om jeg tydelig nok kan udtrykke mine Tanker; men til Oplysning vil jeg meddele Dig et meget betydningsfuldt Exempel.

Natten før vor elskelige Vens Død vaagede jeg den sidste halvdeel hos ham. Han havde ligget et Par Timer i dyb Søvn; pludselig vaagnede han, udstrakte fine Arme, og hvidskede omt fortroligt:

„Suzette! her er Jonqvillen, jeg lovede Dig kom nu, og fys mig for den! din Maman bryder sig jo slet ikke derom kom, føde Suzette!"

--

Og i denne Tone vedblev han faalænge at phantasere om en Kjerlighed, som var fyrgetyve Aar gammel, og som han i Sundhedstilstand saare fjelden, og stedse med Rolighed, ja næsten med Ligegyldighed omtalte; og synderlig nok - jeg hørte ham nu første Gang, efter næsten ligesaa lang Tids Forløb, tale Modersmaalet reent og ublandet med danske Ord, dette gascogniske Maal, som forekommer de øvrige Franske saa snurrigt, men mig saa naivt og hjerteligt.

Denne Suzette, hans inderlig Elskede, hvem han havde saa højmodigen frasagt sig, for at opfylde ædlere, men tungere Pligter, hun var da endnu ikke udslettet af Hans fjerlige Erindring ved et Mellemrum af fyrgetyve

Aar og fire hundrede Mile! 'Han var nu igjen den fyrrige, forelskede Yngling, der kun levede og aandede i Kjerlighed! han sværmede atter omkring ved Dordognes Bredder, imellem Medocs Viinhaver; bandt Krandse af Jon= qviller og Jasminer, for at smykke Ungmeens glindsende Ravnehaar! han dansede atter ved hendes Haand i de svale, duftende Orangelunde! han var atter den kjelne Knøs paa atten Aar.

Saa ældes da Kjerlighed aldrig! den kan slumre en Levealder, men den opvaagner igjen paa Gra= vens Rand, den vaagner med Ungdoms Kraft i Oldingens Barm, i hans bristende Hjerte, naar han nærmer sig Dodens skumle Porte mon dette for evigt at døe? for at følge Støvet i Graven? for med et falsk Haab grusomt at daare den bortflygtende Sjæl? mon iffe meget mere for med saa sød en Anelse at mildne dens Bortgang fra Legemet, dens sidste Kamp mod Frygt og Smerte?

Hvor dog Alt minder mig om den bortgangne Ven! Imorges kommer Skytten, og fortæller mig, at han for et Øjeblik siden har seet den første Sneppe.

"

Det er Skade" lagde han til med et kunstlet Smiil, „at Letacq iffe levede faalænge til at han kunde tage den Jagt med det var en Karl til Snepperne

"

"

Da han satte Hovmesteren af, raabte han til ham: Pas nu vel paa! det var altid salig Letacqs Post." Den gode Student er en maadelig Jæger; han fejs lede tre Snepper efter hinanden: da raabte Skytten vranten: "Det skulde være Letacq! tirez haut! bous! der laae hun!"

Ogsaa jeg skød et Par slemme Bommere. „Det er længe siden · brummede den Gamle, „at jeg faae naadig Herre skyde saa tidt forbi det er" lagte han