Billeder på siden
PDF
ePub

Hvad Mørket her omfatter,
Igien dog lyset seer.
Det Frøe fremspirer atter

For ej at visne meer. Graven er midt østen for Kirkens Gavi, tæt veð Muren. Den skal indbegnes med et Jerngitter og prys des med en Steen, som jeg lader komme fra Stjøbenbavn, og som endnu en Ræffe af Aar ftal bevare ben Saliges Minde herneden, hvor dog Intet foreviges, men Alt er kun for en Tid...

Dg hvor snart kan ikke den Tid komme, da man paa dette Marmor vil læse:

François Cetace, fød paa Chateauvieur i Frankrige 1768, dod paa lilliebal i Danmark 1833.

Han var et godt Menneffe, og spørge: „hvad monstroe det var for en letacq? bvorledes er Du kommen til at lægge dine Been her i Danmark? Et godt Menneske! det er meget sagt det er en stor Roes, naar den fand...

Jo, fand er den; og Du glemmes vist ikke der, Du gode Sjæl! der, hvor Monumenterne ere varigere end Marmor.

Siden denne Dag har saavel jeg selv, som min hele Familie, fornummet den Tomhed, som følger ovenpaa en fjer Vens Bortreise, paa adskillelsen fra et behageligt Selskab: man har ingen Huen af sit Arbejde, ingen Stadighed nogensteds, man drives uvilfaarligen hid og did med en Slags Uro, liig den, som en fangen Træffugl yttrer mod Rejsetiden.

Vel ti Gange om Dagen har vi været i hans Rams mer, beseet alle hans smaae Efterladenskaber, og gaaet

igjen: vi har figget til hans Lommeuhr, som nu er gaaet istaae, men som Ingen af os har tænkt paa at træffe op; bladet i hans følvspændte Bønnebog – et gammelt Arves gods i hans familie trukket Gardinet bort fra hans Garderobe, og truffet det for igjen; stirret paa hans tamme Stillits, der maasfee ffulde bave svæltet tildøde, hvis den ikke selv havde mindet og ved at drage fin tomme Wdekop og Fingerbølle op og ned; og endeligen fastet et Blik til hans halvt henvisnede Rosentræe, som Chris stian først igaar fandsede at vande.

Komme vi i Haven, gaaer det os ligesaadan: vi gaae fra det ene Kvarteer til det andet, fra Blomst ill Blomst; finde iffe, vide ikke hvad vi søge — af! det er Gartneren, der fattes ; det er den ejegode, den ædle les tacq! han har forladt sine Blomster.

„De visne af Sorg og længsel," siger Julie.

„Afteren iffe, siger Mariane, „den veed, hvor han er – den seer op til Himlen til de andre Stjerner efter bam.

Meest bryder 08 vor lille François med sine mange Spørgsmaal: „hvor er store François ? lille Fran: çois vil ben til ham! Er han paa Kirkegaarden? er han hos vor Herre? det siger Mo’er mig vil ogsaa til vor Herre

Dg saaledes gaaer det i eet væf: den lille Sladder: mund, troer jeg, tænker endnu meest paa fin bortfarne Ben, som om det anede ham, at han var den, der først skulde glemme ham.

Aldrig glemmer jeg hans Afsked med og. Det var den samme Dag, som han døde om Natten; han yttrede selv det Ønske, at sige og det sidste Farvel. Han var ved sin fulde, sin lyse Forstand, og dertil i en Sindo

11

[ocr errors]

stemning, som kun en god Sjæl beholder i det store Dje: blit, da den flytter fra et rent og uvanhelliget legemet.

Da vi traadte, ind i Kammeret, fad han overende og ventede paa os; min ældste Søn stod ved Hovedgjerdet og understøttede bam - det var just hans Tuur at passe den Syge.

Oldingens livskræfter syntes, inden de vilde forlade Legemet, alle at have forenet fig i de klare, spillende Dine; den rejsefærdige Sjæl havde nu kun dette ene Drgan for Meddelelsen af fine omme Følelser: ban saae verelviis paa os alle, smiilte og niffede.

Længst og inderligst dvælede bans Blit paa lille François, hvem min Kone bar paa Armen; Barnet ræffede efter sin gamle Ven – min Kone lagde Gluttens Læber til den Døendes blege Mund - de sidste Taarer randt over hans Kinder Mælet vendte engang tilbage, for sidste Gang hvisfede han sit , adieu mon ami!” – hans Dine brast, den salige Sjæl var ikke mere i l'egemet.

Det har altid forefommet mig, at Alderdom var en Tilstand, en Beskaffenhed, der alene angit legemet. Det syntes vel, som om visse Sjælskræfter tabe sig, svæffes, forældes: Hufommelsen, for Erempel, aftager i Hurtighed, Klarhed og Dmfang, ligesom de Sandfer, ved hvis Hiælp Kundskabernes Forraad indsamledes, vorde affældige: Starpfindigheden sloves, Dømmekraften slappes; dette kalde vi at gaae i Barndom! et ffjønt, et ædelt udtryk for den, der opfatter den rigtige Betydning: „Didingen bliver atter Barn", er det ikke det samme som han bliver ung igjen?" Sjælen boer i et gammelt Huus, hvorved den fedes og ledes. Den vorber barnlig paany, at den fors ynget kan hensættes i evig Ungdoms Stand.

Det er højst mærkeligt, at i den høje Alderdom fors fvinder livets melemste Periode først af Erindringen;

Barndomstidens Minde holder sig længst og klarest, eller oftere: vender, efter flere Aars Forglemmelse, i fuldkoms men lyse Billeder tilbage. Uskyldsalderen fommer igjen, den forjager, formørker det med Sorg, med Anger blans Dede Minde om en urolig, mojefuld Manddom, for atter, i yndigt, skyfrit, ufordunklet Morgenstjær at fremstille Livets stjønne Vaar: rvi blive Børn igien, før vi kunne fomme ind i Himmelens Rige.“

Jeg er iffe vis paa, om Du fuldelig forstaaer mig, eller om jeg tydelig nok fan udtryffe mine Tanfer; men iil Dplysning vil jeg meddele Dig et meget betydningsfuldt Erempel.

Natten før vor elskelige Vens Død vaagede jeg den sidste Halvdeel hos ham. Han havde ligget et par Timer i dyb Søvn; pludselig vaagnede ban, udstrakte fine Arme, og hvidskede ømt fortroligt:

,,Suzette! her er Jonquillen, teg lovede Dig fom nu, og fys mig for den! din Maman bryder fig jo slet iffe terom – fom, fode Suzette!"

Dg i denne Tone vedblev han saalænge at phantafere om en Kjerlighed, som var fyrgetyve Aar gammel, og som han i Sundhedstilstand saare fjelden, og stedse med Rolighed, ja næsten med ligegyldighed omtalte; og

synderlig nok - jeg hørte ham nu første Gang, efter næsten ligesaa lang Tids Forløb, tale Modersmaalet reent og ublandet med danske Ord, dette gascogniske Maal, som forefommer de øvrige Franske faa snurrigt, men mig faa naivt og hjerteligt.

Denne Suzette, hans inderlig Elskede, hvem han havde saa højmodigen frafagt sig, for at opfylde ædlere, men tungere Pligter, hun var da endnu iffe udslettet af hans fjerlige Erindring ved et Mellemrum af fyrgetyve

dar og fire hundrede Mile! Han var nu igjen den fyrrige, forelskede Yngling, der kun levede og aandede i Rjerlighed! han sværmede atter omfring ved Dordognes Bredder, imellem Medocs Viinhaver; bandt Krandse af Jonqviller og Jasminer, for at smyffe Ungmeens glindsende Ravnebaar! han dansede atter ved hendes Haand i de fvale, duftende Drangelunde! han var atter den fjelne Knos paa atten Aar.

Saa ældes da Kjerlighed aldrig! Den kan sumre en levealder, men den opvaagner igjen paa Gravens Rand, den vaagner med Ungdoms Kraft i Oldingens Barm, i hans bristende Hjerte, naar han nærmer fig Dedens skumle Porte - mon dette for evigt at døe? for at folge Støvet i Graven? for med et falsk Haab grusomt at daare den bortflygtende Sjæl? mon iffe meget mere for med faa fød en anelse at mildne dens Bortgang fra les gemet, dens sidste kamp mod Frygt og Smerte?

Hvor dog Alt minder mig om den bortgangne Ven!

3morges fommer Skytten, og fortæller mig, at han for et Djeblit siden har feet den første Sneppe.

Det er Stade“ lagde han til med et kunstlet Smiil, ,,at Petacq iffe levede faalænge til at han funde tage den Jagt med – det var en Karl til Snepperne "

Da han satte Hovmesteren af, raabte han til ham: . Pas nu vel paa! det var altid salig Petacqs Post."

Den gode Student er en maadelig Jæger; han fejs lede tre Snepper efter hinanden: da raabte Sfytten sranten:

, Det skulde være letacq! tirez haut! - bous ! der laae hun!"

Dgsaa jeg ffød et par slemme Bommere.

„Det er længe siden. brummede den Gamle, wat jeg saae naadig Herre skyde faa tidt forbi - det er lagte han

« ForrigeFortsæt »