Billeder på siden
PDF
ePub

„Og dog udholdt hun, med en Heltindes Standhaftighed, saa mange, saa langvarige legemø og Sjæls lis delser. Et kys af mig var nok til at lade hende glemme en heel Uges Elendighed. Ja felv glemte jeg Doden, der næste Dag i tusinde Stiftelser lurede paa mig, maar jeg blot nogle Djebliffe kunde hvile i hendes favn. Naar jeg da langt borte upraabte hendes Navn, og hun fjendte min Nest, o! hvor ffjalv hun af Glæde, hvor udstrakte hun Armene og famlede efter mig; hendes Mund søgte min, hun knugede mig til sig, som om hun aldrig mere sfulde flippe mig af fit omme Favnetag. – 3ffe fandt! Maman! Du troede, at enhver Omarmelse var den sidste ?.

Jofepha omfavnede ham, som om det nu igjen skulde være Tilfældet.

„Dog, Himlen“ tog han atter Ordet, „forbarmede sig over os, paa en Maade, vi aldrig selv havde været istand til at udtænke: den gjorde ogsaa mig til In: valid. I en Bataille sprang en Bombe tæt ved mig. Jeg fik en voldsom Contusion i Hovedet, der for flere Dage berøvede mig Bevidstheden. Da denne vendte til: bage, var og blev jeg stofdov.

Jeg fik nu min Affled, og jofepha og jeg ilede herbid med et hjemvendende Regiment. Min Faber var imidlertid død, og dette Huus var nu min Ejendom; vi tiltraadte det faa betids, at min Hustrue her fødte mig den første Datter.

„Og nu, min fjere Herre! har jeg fortalt Dem vor Historie. Den er ganske sandfærdig, og De fan endvidere fuldkommen troe mig, maar jeg siger Dem: at Tabet af vore Sandser iffe gjør noget Skaar i vor

huuslige Lyfsalighed tvertimod opfyldes paa os det bes kjendte Sagn: ber gives intet lykkeligere Ægte fab, end det, hvor Manden er døv og Ronen blind.

Her sprang han op og trykkede under munter Latter et hjerteligt Kys paa Hustruens smilende Mund.

+7701@lotttt

Le tue 0.

1.

5jertensbjære ven!

Dersom det sorte Segl for Brevet har indjaget Dig nogen Forftræffelse, faa lad disse første linier igjen berolige Dig med Hensyn til den Familie, Du elsker! Den er endnu heel og urørt af Dødens Knoffelbaand; og dog har han været ber i Huset, den Ubonbørlige, og taget med .fig et elskeligt Væsen, hvis Savn vi alle føle, fra mig selv af og lige ned til det yngste Menneffe paa Gaarden - min lille treaarige François.

Du vide da: igaar otte Dage ledsagede vi til hans jordiske Hvilested vor gamle fjere letacq.

Det var en Begravelse, om hvilfen mine Bender sagde, at ingen Greve kunde forlange den bedre. Og vistnok, dersom Litgffarens Sorg kan betragtes som Maales flokken for den Hedengangnes Værd, da blev François Petacq fyrstelig begravet.

Gaardens mandlige Tyende bar hans Kiste; udenfor tem gik det kvindelige. Nærmest liget gif Mademoiselle Partonneaur og lille François: han fom Navne, hun fom Landsmandinde, bare jo bans Nærmeste.

Derefter fom mine øvrige fer Børn - Par om Par

min Rone og jeg, Forvalteren, Hovmesteren, Skrivere, Kammerjomfruer, Huusholderske rc. 2c., samt adskillige Uind

budne fra Præstens; Ingen blev biemme paa Liliedal, uden Vægteren og den gamle sengeliggende Kirstine.

Den almindelige - jeg funde næsten sige trivielle Stif, med Blomsterstrøening, anbragtes her iffe uden roreude Betydning i det var jo Blomstergartnerens Børn, der fulgte deres fader i Graven! Enhver af Folget bar sin Krands, den mine Dottre havde bundet, og det saaledes, at hver Krands bestod fun af een særskilt Blomsterart.

Jeg har været med, hvor Sarfophagen prydedes med Haarde, med Stjerner og Ordensbaand; men prægtigere tyktes mig her disse Naturens fimple Insignier, disse Kjerlighedens og Venskabets, Sorgens og Trestens, Savnets og Haabets Symboler paa Gartnerens Kiste.

Dg ingen firands henlagdes uden en Taare, eller dog et oprigtigt Suf; thi var der vel Nogen blandt dem alle, som ikke af den venlige Letacq havde modtaget snart en Blomst, snart en beel Bouquet, altid ledsaget af et Nif, et Smiil, eller en godmodig Skjemt?

Du har vist ikke glemt bam, den gamle Cavalier, naar han i sin Søndagsstads fom trippende med Blom: sterkurven paa Armen og uddeelte Floras Gaver? Min Mariane har hoist træffende aftegnet ham i hans snevre, grønne, eenradfnappede Kjole, som altid var hægtet lige under det vældige Kalvefryds, i den gule langsfjødede Vest, de blaaflammede Bomuldsstremper og følvspændte Sfoe, og Hatten fjæft paa det ene Dre. Karle og Piger, lutter virkelige Portraiter, slutte en Halvkreds foran ham thi ban bar Ryggen imod Haugeporten, for at værge fin Sfat; ellers ffulde de røverste Hænder spilde bain Fors nøjelsen af en stjonsom, og med vittige bonmots frydret uddeling. Det Djeblik er valgt, da han ræffer en

fæmpemæssig Malfepige en Soffiffe faa stor som en Taller: fen, med de Ord: „ma beditl! un beddi Boloms!“.

Men jeg fommer fra Begravelsen. Da Liget var nedsænket, afsang mine børn følgende, af Hovmesteren forfattede Smaavers :

Du visnede med løvet,
Og fank i Døden hen;
Thi vil dit Støv med Støvet
Forene fig igien.

Din Blomstertid er omme
Paa denne verdens De ;
Thi maae til Jorden komme
Du som et modent Frøe.

Af Jorden est Du kommen
Til Jorden maae Du gaae,
Og atter Du til Dommen
Af Jorden ffal opstaae.

Efter Jordspaafaftelsen holdt Fræsten en fort, men meget passende og bjertelig Parentation over de Ord : Jeg er en fremmed og en Gjæst bos Eder; giver mig en Ejendom til en Begravelse!"

Og da nu denne Ejentom af vor fjere Gjæst var taget i Befiddelse, ba bette hans ydmyge Binterhuus var tæffet med sit Grønsvær, istemtes efterstaaende Slutningsstropher :

Nu lade vi ham sove
9 Jordens Moderfavn!
Fra livets vilde Vove
Han fandt sin trygge Savn.

Sødt hvile han fra Sorgen
I dybe Natteroe!
Til evigt Foraars Morgen
Skal aabne Gravens Boe.

« ForrigeFortsæt »