Billeder på siden
PDF
ePub

Og dog udholdt hun, med en heltindes Standhaf= tighed, saa mange, saa langvarige Legems og Sjæls Lidelser. Et Kys af mig var nok til at lade hende glemme en heel Uges Elendighed. Ja selv glemte jeg Døden, der næste Dag i tusinde Skikkelser lurede paa mig, naar jeg blot nogle Øjeblikke kunde hvile i hendes Favn. Naar jeg da langt borte udraabte hendes Navn, og hun kjendte min Rest, o! hvor skjalv hun af Glæde, hvor udstrakte hun Armene og famlede efter mig; hendes Mund søgte min, hun knugede mig til sig, som om hun aldrig mere skulde flippe mig af sit ømme Favnetag. Ikke fandt! Maman! Du troede, at enhver Omarmelse var den sidste ?..

[ocr errors]

Josepha omfavnede ham, som om det nu igjen skulde være Tilfældet.

Dog, Himlen" tog han atter Ordet, forbarmede sig over os, paa en Maade, vi aldrig selv havde været istand til at udtænke: den gjorde ogsaa mig til Jnvalid. I en Bataille sprang en Bombe tæt ved mig. Jeg fik en voldsom Contusion i Hovedet, der for flere Dage berøvede mig Bevidstheden. Da denne vendte til bage, var og blev jeg stokdøv.

„Jeg fik nu min Afsked, og Josepha og jeg ilede herhid med et hjemvendende Regiment. Min Fader var imidlertid død, og dette Huus var nu min Ejendom; vi tiltraadte det saa betids, at min Hustrue her fødte mig ten første Datter.

Og nu, min fjere Herre! har jeg fortalt Dem vor Historie. Den er ganske sandfærdig, og De kan endvidere fuldkommen troe mig, naar jeg siger Dem: at Tabet af vore Sandser ikke gjør noget Skaar i vor

huuslige Lyksalighed kjendte Sagn: der gives intet lykkeligere Ægte= skab, end det, hvor Manden er døv og Konen blind."

tvertimod opfyldes paa os det be

Her sprang han op og trykkede under munter Latter et hjerteligt Kys paa Hustruens smilende Mund.

[merged small][ocr errors][merged small]

Dersom det forte Segl for Brevet har indjaget Dig nogen Forskrækkelse, saa lad disse første Linier igjen berolige Dig med Hensyn til den Familie, Du elsker! Den er endnu heel og urørt af Dodens Knokkelhaand; og dog har han været her i huset, den Übenhørlige, og taget med sig et elskeligt Væsen, hvis Savn vi alle føle, fra mig selv af og lige ned til det yngste Menneske paa Gaarden - min lille treaarige François.

Du vide da igaar otte Dage ledsagede vi til hans jordiske Hvilested vor gamle kjere Letacq.

Det var en Begravelse, om hvilken mine Bender sagde, at ingen Greve kunde forlange den bedre. Og vistnok, dersom Liigskarens Sorg kan betragtes som Maalestokken for den Hedengangnes Værd, da blev François Letacq fyrstelig begravet.

[ocr errors]

Gaardens mandlige Tyende bar hans Kiste; udenfor dem gik det kvindelige. Nærmest Liget gif Mademoiselle Partonneaur og lille François: han som Navne, hun som Landsmandinde, vare jo hans Nærmeste.

Derefter kom mine øvrige ser Børn

Par om Par

min kone og jeg, Forvalteren, Hovmesteren, Skrivere, Kammerjomfruer, Huusholderske tc. 2c., samt adskillige Uind

budne fra Præstens; Ingen blev hiemme paa Liliedal, uden Vægteren og den gamle sengeliggende Kirstine.

Den almindelige - jeg kunde næsten sige trivielle Stik, med Blomsterstreening, anbragtes her ikke uden rørende Betydning; det var jo Blomstergartnerens Børn, der fulgte deres Fader i Graven! Enhver af Folget bar sin Krands, den mine Dottre havde bundet, og det saaledes, at hver Krands bestod kun af een særskilt Blomsterart.

Jeg har været med, hvor Sarkophagen prydedes med Kaarde, med Stjerner og Ordensbaand; men prægtigere tyktes mig her disse Naturens simple Insignier, disse Kjerlighedens og Venskabets, Sorgens og Trøstens, Savnets og Haabets Symboler paa Gartnerens Kiste.

Og ingen Krands henlagdes uden en Taare, eller dog et oprigtigt Euk; thi var der vel Nogen blandt dem alle, som ikke af den venlige Letacq havde modtaget snart en Blomst, snart en heel Bouqvet, altid ledsaget af et Nik, et Smiil, eller en godmodig Skjemt?

Du har vist ikke glemt ham, den gamle Cavalier, naar han i sin Søndagsstads fom trippende med Blomsterkurven paa Armen og uddeelte Floras Gaver? Min Mariane har højst træffende aftegnet ham i hans snevre, grønne, eenradknappede Kjole, som altid var hægtet lige under det vældige Kalvekryds, i den gule langsfjødede Vest, de blaaflammede Bomuldsstrømper og sølvspændte Skoe, og Hatten kjækt paa det ene Dre. Karle og Piger, lutter virkelige Portraiter, slutte en Halvkreds foran ham — thi han har Ryggen imod Haugeporten, for at værge fin Skat; ellers skulde de roverske Hænder spilde ham Fornøjelsen af en skjonsom, og med vittige bonmots krydret Uddeling. Det Djeblik er valgt, da han rækker en

kæmpemæssig Malkepige en Solsikke saa stor som en Tallerken, med de Ord:,,ma beditt! un beddi Boloms!".

[ocr errors]

Men jeg kommer fra Begravelsen. Da Liget var nedsænket, afsang mine Børn følgende, af Hovmesteren forfattede Smaavers:

Du visnede med Løvet,

Og fank i Døden hen;
Thi vil dit Støv med Støvet
Forene fig igjen.

Din Blomstertid er omme
Paa denne Verdens De;
Thi maae til Jorden komme
Du som et modent Frøe.

Af Jorden est Du kommen
Til Jorden maae Du gaae,
Og atter Du til Dommen
Af Jorden skal opstaae.

Efter Jordspaakastelsen holdt Præsten en fort, men meget passende og hjertelig Parentation over de Ord: Jeg er en Fremmed og en Gjæst hos Eder; giver mig. en Ejendom til en Begravelse!"

"

Og da nu denne Ejendom af vor fjere Gjæst var taget i Besiddelse, da dette hans ydmyge Vinterhuus var tækket med fit Grønsvær, istemtes efterstaaende Slutningsstropher :

Nu lade vi ham sove
I Jordens Moderfavn!
Fra Livets vilde Vove

Han fandt sin trygge Havn.

Sødt hvile han fra Sorgen
I dybe Natteroe!

Til evigt Foraars Morgen
Skal aabne Gravens Boe.

« ForrigeFortsæt »