Billeder på siden
PDF
ePub

feng. Mine Vaabenfællers rundt omkring mig vare ned: funkne i Affe og Emmer, der endnu ulmede og uddampede en qvælende Stank af de halv forbrændte legemer.

„longa tog selo en Brand, holdt mig den først under Næsen med de Ord:

wwlugt nu, Du franske Hundehvalp! de spanske Jasa miner!«, og staf derpaa Baalet an forneden paa alle fire Hjørner.

Jeg hørte det fnittre under mig, Røgen steeg mig op i Næsen - det begyndte at varme - jeg stjænfede min Rejser og min Rjerefte hver en smertelig Tanke, og befalede min Sjæl Gud i Vold - - da, da knaldede Geværer, klir: rede Sabler, da lød som Himmelmusik det velbefjendte

„Vive l'empereur! allons allons, braves français !“ *)

, Kuglerne, mine venners, mine Befrieres Kugler peeb mig om Ørerne. Jeg drejede mit Hoved om til den Side, hvorfra de fom, og fee! det var dem! det var mit eget Regiment. Frels mig, frels mig, Cammerater! inden jeg brænder! raabte jeg, allerede næsten halv qvalt af den hede Qualm. Men man hørte mig iffe , funde vel ei heller fee mig for Krudtdamp og Røg af selve Baalet. Jeg vilde atter raabe; men mit Raab blev til en afmægtig Hvæsen. I dette Djeblik saae jeg nogle af mine Bodler liggende paa Jorden, trufne af de franske Kugler, og de Dorige vilsomst flygtende ind ad Skoven til, lige: saa ivrigen forfulgte af mine Cammerater, der alle, uden at fee mig, fore forbi. Min Fortvivlelse havde naaet den allerhøjeste Pynt

Her holdt min vaffre Robert inde, greb begge sin Kones Hænder, traf dem med Heftighed op til fit Bryst, og bebæffede hendes Kinder med Kys og Taarer.

Love Reiferen! fremad, tarpre Franskmænd!

„Ja min Herre!“ blev han atter ved, „tenne Engel sendte Gud til min Frelse. Jeg fage igjennem Rogen og Jiden, hvorledes hun kom farende med en Drns Hurtigbed, sprang op paa Baalet, overffjar med en Dolf den · Striffe, som bandt mine Hænder til Pælen, og -- segs nede livløs ned i mit Sfjod.

„At springe op, tage hende i mine Arme, og fare ned af Baalet bed ben Side, icen endnu mindst havde angrebet - alt dette var hurtigere gjort, end jeg nu bar fortalt det. Tre Favne derfra fant jeg til Jorden med inin dyrebare Frelserinde. Et par af mine Cammerater fom til jeg greb den enes Vandflaske og bestænkede Joseph as forbrændte Ansigt. Hun fom tidlive, ban aandede atter; men o Gud! mit liv havde hun fjobt med Tabet af sit Syn

Her fyssede han atter med inderlig Dmhed og nge Taarer fin Hustrues for evigt udslufte Dine.

..Jeg fan itfe" sagde han buffende, jeg fan iffe blive ved fortæl, Josepha! fortæl Du felv, hvorledes Du frelste mig!"

Han fatte hende blidelig tilbage i hendes Stol, reiste sig og git i hæftig Bevægelse nogle Gange frem og til: bage i Bærelset.

Jofepba foldede fine þænder og sagde med et fromt Smil:

Gud har frelst Dig jeg iffe; jeg udfandt Intet af mig selv; en højere Biisdom indgav mig Alt, hvad jeg skulde gjøre. Da jeg biin rædselfulde Morgen op: vaagnede i Hulen, udstrakte jeg Armen efter Robert, som jeg troede at finde ved min Site - hans Plads var tom jeg faldte

der fom intet Svar. Jeg sprang forftræffet op og ilede hen til udgangcu. Mellem

Myrtherned Blade faae jeg flere Stiffelfer bevæge sig; jeg hørte min Faders Rost, Roberto Rost Blodet standsede i mine Aarer, jeg stod maalløs og stiv af For: færdelse.

Endelig nærmede jeg mig Buskene, bøjede lettelig Revistene tilside, og faae og borte nu Alt, hvad min Mand allerede har fortalt. Flere Gange stod jeg paa Spring til at bryde frem, og faste mig for min Faders Fedder; men et Blik paa hans vilde Ledsagere, blandt hvem jeg gjenfjendte vor Nabo Alverde, hvis Haand jeg fort tilforn havde afflaaet, sagde mig, at alle mine Bønner vilde være spildte. De gif. Jeg sprang frein paa Bjergryggen, kastede mig ned og bad til den Benedidede om Redning for min arme Robert. Jeg blev bønbort. Langt borte paa Sletten viste hun mig en stor Hob Krigere - det var Roberts Regiment.

3eg fløj over Baffer, Dale og Bjergelve; ja, jeg troer vist, at jeg af Engle blev baaret igjennem Luften, saa hurtig, faa let og fiffer kom jeg afsted og naaede den franske Hær. Obersten gif foran; jeg fastede mig for bans Føbber, og besvoer ham at frelse Robert og endnu flere Fanger, hvem Guerillerne nu stode í Begreb med, under de grusomste Pinsler at aflive: jeg tilbød mig felo fom Dejviserinde. Ade Stier og Gjenveje til Tuestas dalen fjendte jeg nøje, og at jeg endda neppe fom tidlig nok for at befrie min Elstede, det har De, min Herre! nu nyligen hørt..

Robert tændte sin Feldtpibe anden Gang, fatte sig i den forrige Stilling, og vedblev som følger:

Jeg var ej heller sluppen ganske ustadt af Stjerd: ilden: mit Haar var afsvedet i Naffen, og begge mine Hænder, der havde været bundne paa Ryggen, temmelig

forbrændte; thi paa den Kant af Baalet maae Cuen først være brudt igjennem, og der var det ogsaa, ved at overftjære Strifterne, at min forepba fit fin Sfade. Vi fade begge paa Jorden; hun lænede sig endnu balv afmægtig og smertefuld til mit Bryst. Imidlertid kom Soldaterne efterbaanden tilbage fra fagten efter longa og bans Bande, og floffedes omkring os.

„Omsider nærmede Obersten fig; Kredsen aabnedes, og ban traadte hen til os.

„„Foudre, Camérade!“666 fagde han, Du har været temmelig i iden; men hvem er den smuffe Pige, Du ffylder din Redning? Jeg seer, Du har gjort godt Befjendtskab i Tobofa. Mon dieu! hun er værre med: handlet end Du – Du skal i Lazarethet; men hvad gjør vi med benden

Hvor jeg er, min Oberst!" svarte jeg, oder maae hun ogsaa være; vi to fan iffe mere adskilles."

Han smiilte:

Meget vel, min Ven! men her i dette fordømte Land er iffe Tid eller lejlighed til lange Amouretter. Hvor boer Du, Lille? Kan Du felv finde hjem, eller skal jeg lade Dig escortere ?...

.... At, min Herre!", foarte bun, w.jeg har ikke mere noget Hjem; vær naadig imod mig og Robert, og lad og blive samlede! Lad mig blive hos ham den forte Tid, jeg maaffee bar tilbage. For Guds Skyld, Hr. Oberft! vær dog barmhjertig!".

Hun udstrafte bedende fine Hænder mod en anden af de hosstaaende Officierer; Obersten var gaaet bagtil og betragtede min forbrændte Ryg og svedne Nakke.

on Jeg er iffe Obersten;"" fagde Officieren: ".see paa den, Du taler til, min Sfat!...

S. S. Bliber. Gamle og nve Noveller. lll.

9

De

» , At Gud! jeg fan iffe fees suffede hun.

„Da var det først jeg vidste, hun var blind. Min Oberst! - raabte jeg vu; dog troede jeg iffe felv, at hun for bestandig sfulde have mistet sit Syn feer, hvad hun har tabt for min Sfyld, Hjem og Fode: land og Forlighed

, ,,A la bonne heure !"" afbrød han, wmtag bende faa med! men Du maae ikke overlæsse Dig selv med Bagage gjør et Par Børe af Grene, Soldater! bær dem ned til Vognene, og lad dem saa følge med de andre Saarede !. ..

„De fan iffe forestille Dem, fjere Herre! hvad min staffels lille maatte udstaae, inden vi naaede Lazarethet, og endnu mindre den Taalmodighed, hvormed hun bar alle Smerter. Jeg selv, min Herre! jeg lage iffe heller paa Roser; men jeg - jeg var Soldat.

» Inden vi bleve helbredede gif to Maaneder hen; de vare iffe de værste i mit liv. Vi havde vore Feltsenge Side om Side; Haand i Haand indslumrede vi, og med omme Haandtryf vaagnede vi: vor bestandige Samværen forsødede alle vore lidelser. - Paa een Dag forlode vi Sygelejet, og paa samme Dag bleve vi forenede ved Rir: fens bellige Baand.

„Men nu faldte mig min Pligt fra min elskede, min blinde Hustrue: Jeg maatte følge Regimentet og bun Bas gagen. De fan tænke Dem, min Herre! hvad hun leeb : Savnet af mig, den uopherlige Frygt for at miste mig, hendes eneste Ven og Tilflugt i Verden, og dertil Tanfen om det arme Væsen, hun bar under fit Hjerte! Næs sten hver Dag kunde hun høre Kanonernes og Bøssernes Torden, hver Dag vidste hun mig imellem fjendtlige Rugler og Sværd, hver Aften maatte hun berede fig paa at erfare min Ded eller lemlestelse.

« ForrigeFortsæt »