Billeder på siden
PDF
ePub

seng. Mine Vaabenfællers rundt omkring mig vare nedfunkne i Affe og Emmer, der endnu ulmede og uddampede en qvælende Stank af de halv forbrændte Legemer.

„Longa tog selv en Brand, holdt mig den først under Næsen med de Ord:

,,,lugt nu, Du franske Hundehvalp! de spanske Jasminer! og staf derpaa Baalet an forneden paa alle fire Hjørner.

[ocr errors]

[ocr errors]

"Jeg hørte det knittre under mig, Røgen steeg mig op i Næsendet begyndte at varme- jeg stjænkede min Kejser og min Kjereste hver en smertelig Tanke, og befalede min Sjæl Gud i Vold da, da knaldede Geværer, klirrede Sabler, da lød som Himmelmusik det velbekjendte Vive l'empereur! allons allons, braves français !“ *) „Kuglerne, mine Venners, mine Befrieres Kugler peeb mig om Drerne. Jeg drejede mit Hoved om til den Side, hvorfra de fom, og see! det var dem! det var mit eget Regiment. Frels mig, frels mig, Cammerater! inden jeg brænder! raabte jeg, allerede næsten halv qvalt af den hede Ovalm. Men man hørte mig ikke, kunde vel ej heller see mig for Krudtdamp og Røg af selve Baalet. Jeg vilde atter raabe; men mit Raab blev til en afmægtig Hvæsen. I dette Djeblik faae jeg nogle af mine Bødler liggende paa Jorden, trufne af de franske Kugler, og de Øvrige ülsomst flygtende ind ad Skoven til, lige= faa ivrigen forfulgte af mine Cammerater, der alle, uden at fee mig, fore forbi. Min Fortvivlelse havde naaet den allerhøjeste Pynt

[ocr errors]

Her holdt min vakkre Robert inde, greb begge sin Kones Hænder, trak dem med Heftighed op til sit Bryst, eg bedækkede hendes Kinder med kys og Taarer.

*) Leve Keiseren! fremad, tappre Franskmænd!

"Ja min Herre!" blev han atter ved, denne Engel sendte Gud til min Frelse. Jeg faae igjennem Rogen og Ilden, hvorledes hun kom farende med en Ørns Hurtighed, sprang op paa Baalet, overskjar med en Dolk den · Strikke, som bandt mine Hænder til Pælen, og feg=

nede livløs ned i mit Skjød.

[ocr errors]

„At springe op, tage hende i mine Arme, og fare ned af Baalet ved den Side, Jlcen endnu mindst havde angrebet - alt dette var hurtigere gjort, end jeg nu har fortalt det. Tre Favne derfra sank jeg til Jorden med min dyrebare Frelserinde. Et Par af mine Cammerater fom til jeg greb den enes Vandflaske og bestænkede Joseph as forbrændte Ansigt. Hun kom tillive, hun aandede atter; men o Gud! mit Liv havde hun kjobt med Tabet af sit Syn

[ocr errors]

"

[ocr errors]

Her kyssede han atter med inderlig mhed og nye Taarer sin Hustrues for evigt udslukte Dine.

ved

"

Jeg kan ikke" sagde han hulkende, jeg kan ikke blive fortæl, Josepha! fortæl Du selv, hvorledes Du frelste mig!"

Han satte hende blidelig tilbage i hendes Stol, rejste fig og gik i hæftig Bevægelse nogle Gange frem og tilbage i Værelset.

Josepha foldede sine Hænder og sagde med et fromt

Smiil:

„Gud har frelst Dig jeg ikke; jeg udfandt Intet af mig selv; en højere Viisdom indgav mig Alt, hvad jeg skulde gjøre. Da jeg hiin rædselfulde Morgen opvaagnede i Hulen, udstrakte jeg Armen efter Robert, som jeg troede at finde ved min Side hans Plads var tom jeg faldte der kom intet Svar. Jeg sprang forfrækket op og ilede hen til Udgangcu. Mellem

[ocr errors]

Myrthernes Blade faae jeg flere Skikkelser bevæge sig; jeg hørte min Faders Røst, Roberts Rost Blodet standsede i mine Aarer, jeg stod maalløs og stiv af Forfærdelse.

„Endelig nærmede jeg mig Buskene, bøjede lettelig Kvistene tilside, og saae og hørte nu Alt, hvad min Mand allerede har fortalt. Flere Gange stod jeg paa Spring til at bryde frem, og kaste mig for min Faders Fødder; men et Blik paa hans vilde Ledsagere, blandt hvem jeg gjenkjendte vor Nabo Alverde, hvis Haand jeg kort tilforn havde afslaaet, sagde mig, at alle mine Bønner vilde være spildte. De gif. Jeg sprang frem paa Bjergryggen, kastede mig ned og bad til den Benedidede om Redning for min arme Robert. Jeg blev bønhørt. Langt borte paa Sletten viste hun mig en stor Hob Krigere det var Roberts Regiment.

[ocr errors]
[ocr errors]

„Jeg fløj over Bakker, Dale og Bjergelve; ja, jeg troer vist, at jeg af Engle blev baaret igjennem Luften, saa hurtig, saa let og sikker kom jeg afsted og naaede den franske hær. Obersten gik foran; jeg kastede mig for hans Fødder, og besvoer ham at frelse Robert og endnu flere Fanger, hvem Guerillerne nu stode i Begreb med, under de grusomste Pinsler at aflive: jeg tilbød mig selv som Vejviserinde. Alle Stier og Gjenveje til Tuestas dalen fjendte jeg nøje, og at jeg endda neppe kom tidlig nok for at befrie min Elffede, det har De, min Herre! nu nyligen hørt.“

Robert tændte sin Feldtpibe anden Gang, satte fig i den forrige Stilling, og vedblev som følger:

"Jeg var ej heller sluppen ganske uskadt af Skjersilden: mit Haar var afsvedet i Nakken, og begge mine Hænder, der havde været bundne paa Ryggen, temmelig

forbrændte; thi paa den Kant af Baalet maae Luen først være brudt igjennem, og der var det ogsaa, ved at overskjære Strikkerne, at min Josepha fik sin Skade. Vi

fare begge paa Jorden; hun lænede sig endnu halv afmægtig og smertefuld til mit Bryst. Imidlertid kom Soldaterne efterhaanden tilbage fra Jagten efter Longa og hans Bande, og flokkedes omkring os.

„Omsider nærmede Obersten sig; Kredsen aabnedes, og han traadte hen til os.

,,,,Foudre, Camérade!"" fagde han, Du har været temmelig i Jlden; men hvem er den smukke Pige, Du skylder din Redning? Jeg seer, Du har gjort godt Bekjendtskab i Tobosa. Mon dieu! hun er værre medhandlet end Du Du skal i Lazarethet; men hvad gjør vi med hende?"

"Hvor jeg er, min Oberst!" svarte jeg, der maae hun ogsaa være; vi to kan ikke mere adskilles."

Han smiilte:

"Meget vel, min Ven! men her i dette fordømte Land er iffe Tid eller Lejlighed til lange Amouretter. Hvor boer Du, Lille? Kan Du selv finde hjem, eller skal jeg lade Dig escortere?u

[ocr errors]

Ak, min Herre!" svarte hun, jeg har ikke mere noget Hjem; vær naadig imod mig og Robert, og lad os blive samlede! Lad mig blive hos ham den korte Tid, jeg maaskee har tilbage. For Guds Skyld, Hr. Oberst! vær dog barmhjertig!""

Hun udstrakte bedende sine Hænder mod en anden af de hosstaaende Officierer; Obersten var gaaet bagtil og betragtede min forbrændte Ryg og svedne Nakke.

"Jeg er ikke Obersten;"" sagde Officieren: "fee

paa den, Du taler til, min Sfat!""

S. S. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

9

"Af Gud! jeg kan iffe fee"" sukkede hun.

„Da var det først jeg vidste, hun var blind.

[ocr errors]

Oberst! raabte jeg nu;

Min

dog troede jeg ikke selv,

De

at hun for bestandig skulde have mistet sit Syn seer, hvad hun har tabt for min Skyld, Hjem og Fødeland og Forlighed

[ocr errors]

,,,,A la bonne heure!"" afbrød han, „„tag hende faa med! men Du maae ikke overlasse Dig selv med Bagagegjør et Par Børe af Grene, Soldater! bær dem ned til Vognene, og lad dem saa følge med de andre Saarede!""

"De kan ikke forestille Dem, kjere Herre! hvad min stakkels Lille maatte udstaae, inden vi naaede Lazarethet, og endnu mindre den Taalmodighed, hvormed hun bar alle Smerter. Jeg selv, min Herre! jeg laae ikke heller paa Roser; men jeg jeg var Soldat.

"Inden vi bleve helbredede gik to Maaneder hen; de vare ikke de værste i mit Liv. Vi havde vore Feltsenge Side om Side; Haand i Haand indslumrede vi, og med ømme Haandtryk vaagnede vi: vor bestandige Samværen forfødede alle vore Lidelser. Paa een Dag forlode vi Sygelejet, og paa samme Dag bleve vi forenede ved Kirkens hellige Baand.

Men nu kaldte mig min Pligt fra min elskede, min blinde Hustrue: Jeg maatte følge Regimentet og hun Bagagen. De kan tænke Dem, min Herre! hvad hun leed: Savnet af mig, den uophørlige Frygt for at miste mig, hendes eneste Ven og Tilflugt i Verden, og dertil Tanfen om det arme Væsen, hun bar under fit Hjerte! Noften hver Dag kunde hun høre Kanonernes og Bøssernes Torden, hver Dag vidste hun mig imellem fjendtlige Kugler og Sværd, hver Aften maatte hun berede sig paa at erfare min Ded eller Lemlestelse.

[ocr errors]
« ForrigeFortsæt »