Billeder på siden
PDF
ePub

forskjellige Hobe paa fire og fire udsendte. Af mit Compagnie, der laae i Tobosa, var ikke en eneste Mand undsluppen; men hvorvidt Myrderiet forresten havde strakt sig

dette havde hun endnu ikke været istand til at erfare.

"For ej at vække Mistanke om at hun vidste mit Skjul, maatte Josepha forlade mig længe før Dag, og stræbe at være hjemme før Morgenlyset begyndte at grye. Atten eviglange Timer tilbragte jeg atter i sørgelig Een= somhed. Først da Midnattens Maane kastede sit blege Skjær ind i Aabningen af min Hule, vendte hun tilbage til sin længselsfulde Ven. Denne Gang bragte hun trostende Efterretninger; det blodige Complot var de allerfleste Steder røbet eller opdaget saa betids, at mine Landsmænd kunde tage betryggende Forholdsregler.

"

‚ Morderne grebes, dræbtes eller adspredte sig; kun enkelte Franske bleve myrdede; men de øvrige concentre= rede sig desto mere, indkaldte deres Forposter og Udvagter, eller forstærkede dem: kort at fortælle, Tobosa var een af de faa Byer, hvor den infernalske Plan saa fuldkomment lykkedes. Slutteligen havde hun ogsaa erfaret, at den Division, hvortil mit Regiment hørte, havde taget en fast Stilling to til tre Mile borte paa hiin Side Bjergene. Didhen besluttede vi med næste Daglys at tage vor Tilflugt. Men Skjæbnen havde besluttet det anderledes.

„Jeg vaagnede i Dagbrækningen; Josepha sov endnu trygt ved min Side. Sagtelig kyste jeg hendes Kind, og rejste mig, for at see om intet Tegn paa mine Landsmænds Nærmelse skulde lade sig tilsyne. Jeg gik udenfor Hulen. Sletten og alle Dale vare endnu skjulte i Morgenduggen; kun Bjergskovens Kroner ragede frem af det hvide Taagehav. Solen bebudede sit komme ved Purpurglorien i Østen. Mit Hjerte blev inderlig bevæget;

min Sjæl opløftede sig, og, gjennemstrømmet af Følelser, ter ellers ere fremmede i Feldten, faldt jeg paa Knæe, for at bede til den, der skabte Solen, Josepha og mig.

"Styrket og glædet ved Bønnen vilde jeg rejse mig op og vende tilbage til Hulen: da jeg blev revet bag over af flere kraftige Hænder, og bunden jeg var i mine Fjenders Vold. En skrækkelig Overgang, min fjere. Herre! Ser vilde Skikkelser omringede mig med Haanlatter, Spot og Forbandelser; iblandt dem min Josephas Fader.

"Morder! Rover!" ffreg han: „hvor har Du gjort af min Datter?"

„Jeg taug; jeg vidste ikke hvad jeg skulde svare, om jeg skulde robe hendes Skjul eller ej; dog jeg valgte det Sidste; thi jeg maae bekjende: jeg frygtede for hendes Liv -mit eget ansaae jeg med god Grund som fortabt, og beredte mig paa at doe med en fransk Soldats Standhaftighed.

svarte jeg

[ocr errors]

""Gjør med mig hvad Eders blinde Had indskyder Eder; men forgrib Eder ikke mod Eders eget Kjød og Blod! Hvad kommer Josepha mig ved? Sav= ner I hende, maae I søge hende andensteds; I har vel selv unge Karle, som en Pige kan faae Lyst til.""

[ocr errors]

"Jeg lyttede, om hun endnu sov: jo! det var ganske stille i Hulen, hvis Indgang skjultes af tykke Myrthebuske.

"Du kjetterske Pigetyv!"" raabte han igjen: „„saaledes slipper Du ikke; bekjend, eller døe!""

„Han satte mig en Dolk paa Brystet.

""Stød til!"" sagde jeg rolig

"dog holdt! endnu

et Orb: om jeg nu siger Eder, hvor Josepha er, vil J

saa tilgive hende, og lade mig bøde for os begge?""

„„Franske Hund!"" svarte han, „„jeg er ingen Barnemorder; hende skjænker jeg Livet...

"Men vi iffe!"" hørte jeg det hviske bag ved mig. "Nu var jeg ganske bestemt paa ikke at røbe hende blot hun ikke skulde robe sig selv.

[ocr errors]

Josepha" sagde jeg, ""har vel havt en Slags Godhed for mig; men jeg har ikke feet hende siden jeg flyede Evers Huus. Da jeg mærkede Uraad, tog jeg Afsked med hende; hun var meget bedrøvet, og sagde, at hun vilde gjøre en Fodvandring til hendes Tante i et Kloster, hvis Navn I selv maae vide; der kan I vel finde hende.""

"Denne Nødløgn gjorde et behageligt Indtryk paa den barske Leo; hans mørke Aasyn opklaredes noget, og han forlod os skyndsomt med den trøstelige Formaning til mine øvrige Vogtere:

"Gjør det kort, og piin ham ikke forlænge! han er dog ikke værre, end hans øvrige Staldbrødre.""

-

„Nu begyndte en Raadslagning, hvorved jeg vel kunde bare mig for at lee. Een vilde have mig hængt strar ved Hovedet; en Anden ved Benene; den Tredie for: bedrede denne Dodsmaade saaledes, at jeg skulde hænge med Hovedet i en Myretue, for - som han sagde at more dem med mine Grimasser. Den Fjerde vilde have mig flækket midt igjennem i to Dele, ved hjælp af tvende sammenbøjede Grene; men den Femtes Forslag vandt omsider eenstemmigt Bifald.

[ocr errors]

"Longa" sagde han: staaer med fine Gueriller inde i Bjergene, neppe en Miil herfra. Jeg var hos ham igaar, og hørte at han idag tidlig vilde være i Tuestadalen. Der skal holdes en lille fornøjelig Autodafé: de fere sex franske Kjettere med dem, som skulle

brændes levende; lad nu denne rære den syvende, og bidrage med sin fordømte Krop til at forherlige Festen!"""

"

Ifølge denne fjerlige Beslutning, som Forsynet til min Frelse maac have indskudt Umennesket, førte de mig nu med bagbundne Hænder hen til det antydede Sted. Jeg kastede lønligen et Blik om til Hulen, og tilsukkede den sovende Engel et smerteligt Farvel.

„Vor Vej faldt besværlig, ofte op ad stejle Klipper, atter ned ad, snart til den ene og snart til den anden Side, saa at det blev høj Middag, inden vi naaede til den frygtelige Dedens Dal.

„Hvilken Scene fremviste sig her! Et Hundrede eller flere Spanier laae, gik, eller stode paa den dunkle Skovslette, med deres lange Bøsser i Armen og Papiir-Cigars ren i Munden. Midt imellem dem laae ni af mine ulykkelige Landsmænd koblede til hverandre. Longa, den skrækkes lige Menneskeslagter Longa, stod foran dem, lænende fig paa Kaardefæstet, og betragtende dem med et skummelt, dødbebudende Smiil.

„Saasnart Hoben blev os vaer, istemte den et Glædesbrøl, der besvartes af mine Førere med et lignende. Jeg blev slængt hen til mine Cammerater. Nu først bemærkede jeg, at der inde i Kredsen var oprejst ni smaae Baal af tørre, raadne og grønne Grene; det sidste viste mig de nedhængende friske Blade, og jeg kunde heraf slutte mig til vore forlængede Pinsler."

"Da mine Førere havde aflagt Beretning mig angaaende til Guerillachefen, sagde denne: "" Gesvindt Børn! reed ogsaa en varm Seng op til denne Kryster; thi om fem Minutter tager Comedien fin Begyndelse. Muntert! vi har endnu en lang Marsch at fuldende inden Solen gaaer ned,""

[ocr errors]

"At døe paa Valpladsen, min Herre! falde for ærlig Soldaterhaand det er Jntet; det gaaer som en Dans; men at henrettes som en Forbryder, at massacreres af feige Kjeltringer, af Skovrovere og Galejcandidater det er Helvedes Pine for en honnet Krigsmand. Tra gedien begyndte: mine ni Landsmænd bleve bundne kastede hver paa sit Baal, og surrede fast, medens man tilberedte det tiende for mig. Ak! min Herre! jeg har været i elleve store Batailler, og i fem og tredive Skjermydsler; men aldrig var jeg saaledes tilmode, som i denne Forfær delsens Time. Den staaer for min Sjæl, som om det havde tildraget sig igaar.

„Endnu efter saa mange Aars Forløb drømmer jeg mangen Gang om denne Helvedes Fest, og opvaagner i Forskrækkelse. Endnu seer jeg mine Vaabenbrødre paa Baalene, og deres Bodler grinente og hylende omkring dem; endnu seer jeg dem tænde an, seer Røgen qvalme op igjennem Grenene, Luen slikke efter dens Bytte; jeg hører dens Knistren og Buldren, og derimellem de Ulyksa= liges Smerteskrig, og Bødlernes sataniste Skoggren. Jeg forbandede min Fødselsdag; jeg ønskede, at Klippen vilde falde ned og knuse mig; jeg forsøgte at nedsvælge min Tunge, og saaledes qvæle mig selv, som jeg har hørt om Negerne; jeg hævede min Overkrop ivejret for at knuse min Pande mod en Træstub - forgiæves! jeg kunde ikke naae den. Da tilknugede jeg mine Øjne, og ønskede, at jeg ogsaa kunde have tilstoppet mine Drer, ja dødet med eet alle mine Sandser. Men nu grebe Uhyrerne mig, min Tuur var kommen, og det lindrede virkelig min Sjæls Marter, at jeg nu kunde ombytte den med Legemets, og snarlig see en Ende paa begge.

„Jeg sad bunden til en Pel paa min haarde Døds

« ForrigeFortsæt »