Billeder på siden
PDF
ePub

jeg, at der blev raabt herned efter Karduser: deres Krudtforraad maae findes her i Nærheden."

Han greb fat i en Ring i Gulvet, og trak: en Lem hævede sig; under denne nok een, og see, her fandtes rigtigt et muret Rum, meer end halv fuldt af Krudtkarduser.

"Himlen være lovet! nu har Samson Philisterne i fin Magt; blot en eneste Ildgnist, og vi kunne sprænge dem allesammen i Luften "

Tilligemed os selv!" faldt Amaral ind.

K skjønne vi vare

"Og hvo veed", blev St. Previl ved, hvortil vi med denne Trusel kunne tvinge vore Fjender? dette Stab seer jeg Lunterne og her er Fyrtøj Dame!" henvendte han Talen til Grækerinden, Vidner til Eders hoje Mod og Aandsnærværelse; jeg tør iffe tvivle paa Eders villige og kraftige Deeltagelse i min Plan. I og min Ven blive her, medens jeg gaaer op paa Dækket, og forelægger Tyrkerne tvende Vilkaar: enten føre de os til en christelig Havn, og i dette Tilfælde give vi dem frit Lejde, at de sikkert og ubehindret igjen maae affejle; eller og sprænge vi Skibet i Luften."

„Eders Plan, ædle Ridder!" sagde Myra, „kan iffe være mig skrækkeligere end det, hvorpaa I allerede har feet mig vel beredt; i værste Fald bevare vi alle det Dyrebareste vi eje, vor Ære.“

"Det er rimeligt," tog Amaral Ordet, „at vi redde mere end den; men lad mig udføre dette Gesandtskab! Jeg trænger saa til Klæder, og han der behøver ingen hjælp mig, François!"

Med disse Ord begyndte han at afklæde Liget.
Myra vendte sig om; og snart stod Franskmanden

som tyrkist Bassa.

Han trykte Turbanen dybere ned i Panden, og stak den blodige Dolk i Beltet.

Det skal undre mig," sagde han smilende, hvad Pakket vil sige til deres ny Capitain. Synet af er ganske Fremmed i den Gamles Dragt, der kommer som ned fra Skyerne eller op af Graven, vil slaae dem med Forfærdeise. Eder, min Dejlige!" sagde han med en Franskmands Belevenhed til Myra, „vilde jeg ikke gjerne være faa frygtelig som min Formand."

"Robert!" sagde St. Previl alvorlig; han stod allerede med den brændende Lunte i Haanden: dette er iffe Tiden til Galanterier; inden faa Minuter have vi maaskee gjort et vigtigt Skridt "

[ocr errors]

Et Spring, vilde Du vel sige," afbrød Amaral; men ligesaa godt med Glæden, som med Sorgen! Adieu faalænge! vi samles snart igjen, enten her, eller" han pegede opad

[ocr errors]
[ocr errors]

„der!"

Han aabnede Kahytdøren og gik rask op ad Trappen. Myra faae med Uvillie efter ham. Derpaa fremtog hun et lidet Guldkors fra sin Barm, knælede, kyssede det og bad med foldede Hænder en kort, men taus og inderlig Bøn. Ogsaa Ridderens Sjæl vendte sig fromt begejstret og mægtigen styrket til Dødens og Livets Herre.

Dog snart afbrødes deres Andagt af Amarals høje og raske Tilraab:

"Har I Lunten i Beredskab!"

"Ja!" raabte St. Previl, „der er kun en Alen mellem den og Krudet."

„Godt!" svarte hiin, naar jeg raaber: Fyr! saa tænder an í Guds og alle Helliges. Navn!"

Men dette frygtelige Ord blev ikke udtalt: efter nogle Minuters Forløb steeg Amaral triumpherende ned i Kas

hyten, og raabte: "Victoria! mine Venner! nu styre vi lige mod Rodus."

Den forvovne Yngling havde ved sin første Fremtræden sat de paa Dækket værende Tyrker i den højeste Forbauselse: det var deres Chef, og det var ikke ham; hans hele Dragt til det allermindste Stykke, hans Figur; men ikke hans Ansigt, og endnu mindre hans Stemme, da han begyndte at tiltale dem.

Amaral, som læste den skrækblandede Forundring i deres Aasyn, forsøgte ved følgende Paafund at benytte det første Djebliks mægtige Indtryk.

[ocr errors]

"Tilbage!" sagde han dyb og bydende Stemme, „tis bage, I Islamismens Sonner! den Første, som nærmer fig, er Dodens visse Bytte. Hører og bæver! Her er fkeet et Underværk, hvis Lige ikke er feet siden Prophetens Dage: Eders Anfører er levende optagen i Paradiset, og jeg er ført gjennem Luften fra Cairos Mure, for at træte i hans Sted. For en fjerdedeel Time siden reed jeg der blandt mine Mamelukker, da Propheten hans Navn være lovet! aabenbarede sig for mig. Ibrahim!" sagde han, „sæt Dig op paa den otteføddede Hest; den ferer Dig med Lynets Hurtighed ind paa et Skib, som Du skal føre til den glorværdigste af alle Sejre. Saasnart Du kommer ombord, skal Du sejle lige til en Nodus, som de Vantroende nu beherske. Naar Du da uddrager dette Sværd -11 Cher drog og svingede han det) skal det skinne med en Glands ti tusinde Gange større end Solens. De Vantroende skulle forfærdes, flye, og styrte sig alle tilsammen i Havet; og Du skal vorde Ejer af deres Stad og alle deres Skatte."

[ocr errors]

Ingen mælede et Ord til tenne smukke Tale; Alle stode stive og maalløse, og betragtede med stirrende Blikke

denne Prophetens begunstigede Yndling, til een af de Bagerste, noget svagere i Troen end de Andre, hviskede til fine Sidemænd:

„Det skulde dog aldrig være den fangne Franker?"

"Ingenlunde!" svarte disse, „ham kjende vi alt for godt; enten er det Sandbed, han siger, eller det er Djæv len selv."

„Svarer mig, I Prophetens Sønner!" tog Amaral atter tilorde, „ville I lyde hans hellige Bud, eller vente den forfærdeligste Straf baade her og hisset?"

Imidlertid var den Næstcommanderende, som havde ftaaet for ude paa Skibet, kommen til, og havde hørt Ridderens sidste Tiltale.

"Hvad er dette?" raabte han, idet han traadte op paa en Lavet bag ved den tætsluttede Klynge, og hvo er Du, som her er kommen at befale?"

Amaral gjentog kortelig fin Fabel.

"Hoho!" sagde han, de Tider ere forbi, da Propheten gjorde Mirakler, fornuftige Folk kan Du ikke indbilde saadan et dumt Eventyr. Du er en Franker, det røber din Udtale, og maae have vidst at forputte Dig etsteds her i Skibet; men bie et Djeblik, saa skulle vi putte Dig hen, hvor Propheten ikke meer skal finde Dig." Muselmænd! griber ham!" vilde han have sagt; men inden han fik udtalt, slog Amaral op med Haanden, og raabte:

"

"Holdt! Endnu fun et Ord! Dersom Du ikke hører mig nu, koster det dit og hele Besætningens Liv; giv mig blot Tid at aabenbare Sandheden, saa kunne I gjøre ved mig, hvad I lyster; I har mig jo lige vis."

„Saa tael da; men skynd Dig!" lød Svaret.

„Hernede i Kahytten!" sagde nu Ridderen, „staaer min Cammerat med tændt Lunte for det aabne. Krudkammer, saasnart I lægge Haand paa mig,

[ocr errors]

flyve vi alle

[ocr errors]

i Luften" (da var det han raabte ned til dem) „Tyrker! I see nu, hvo der har den højeste Magt paa Skibet; men vi ville ikke misbruge den, med mindre I tvinge os dertil.“

Hassan rykkede sig i sit Stjæg, og de Øvrige mumlede Forbandelser.

„Hvor er Imri, vor Bassa?“ spurgte han.

„Hvor jeg allerede har sagt," svarede Amaral; „hans Sjæl, om han havde nogen, er hos Propheten : han er nu blandt Houris, som vise sig mere føjelige, end Grækerinden hernede, der brugte hans egen Dolk imod ham. Men hører nu, hvad jeg haver at foreslaae Eder! I føre os til Rodus, og saasnart I der have sat os af, sejle I frit og ubehindret bort med Skib og Gods. Du skjænkede min Vaabenfælle Livet; nu ville vi gjøre Gjengjæld."

"Vel nok!" sagde Hassan; men hvad Sikkerhed giver Du os derfor? Komme vi til Rodus, tage Eders Cammerater vort Skib, og gjøre os selv til Slaver.“

„Vi sværge," svarte Amaral, "ved vor Ridderære og ved vort hellige Evangelium: Ingen skal røre et Haar paa Eders Hoveder. Vor Stormester har ikke Magt til at bryde vort Løvte. Desuden seer Du jo, her er intet andet Valg."

Hassan overlagde med sine Folk; og Udfaldet blev da, at denne besynderlige Pagt virkelig blev sluttet.

Amaral forlod Dækket, og Skibet vendte sin Stævn mod Johannitternes De. Denne laae kun en halv Dags rejse borte, og under Sejladsen stiftedes begge Ridderne

« ForrigeFortsæt »