intet jeblik at spilde. Vi maae ile ind til Byen, for at bringe Compagniet paa Benene.““

"Krampagtig flyngede hun sig til mig. Vi steeg over Haugemuren og toge Vejen ad Tobosa til. Ingen af os talede et Ord.

"Bi vare ikke komme den halve Vej, før det med eet begyndte at blive lyst i Byen; fra flere Vinduer faae vi det glimte gjennem Mørket, og snart farvedes Himmelen oven over af et rødligt Skjær. Jeg standsede. "Hvad betyder dette? her maae Complottet være opdaget, og Compagniet allerede paa Benene hører Raaben og Larmen.""

afsted! jeg

„„Og jeg Syngen"" sagde Josepha, „„ah”” lagde hun hurtig til, og knugede sig fast om min Arm, „„det er Spansk, de synge - det er en Nationalmelodie, som jeg vel fjender.""

"Saa er Alt forbi"" raabte jeg: "og Forræderne have sejret.""

"I det samme hørte vi rappe Fodtrin, som af hurtigt Løbende, nærme sig paa Vejen hen mod det Sted, hvor vi stod. Vi sprang tilside, og bag ved en Bust.

"Ud til Leo og Locles og de Andre!"" raabte Een aandepustende og paa Spansk, "lad es see, hvad de der have bestilt.""

""Og om de have gjort det saa godt som vi!«« stønnede en Anden: ikke cen af det hele Compagnie maae undslippe!""

"Her havde jeg i et Tjeblik faaet meer end nof at vide.

"Josepha!"" sagde jeg, og slap hendes dirrende Haand; Du hører selv, at dine grusomme Landsmænd have dræbt alle mine brave Cammerater; mig venter den

famme Skjæbne; stil Dig fra det ulykkelige Slagtoffer, mens det endnu er Tid, og frels Dig selv! gaae! fors lad mig!.."

""Aldrig!"" raabte den ædle Pige, kastede begge Arme om min Hals, og klyngede sig med mere end kvindelig Styrke op til mig.

"Du elskelige Væsen!"" sagde jeg og kyste hendes glødende Pande, "saa bliv da, bliv hos mig, siden jeg er Dig kjerere end Livet; ak hvor gjerne vilde jeg nu bevare baade dit og mit men hvorhen? og i Mørket? paa ubekjendte Veje? Hovedqvarteret er ti Mile borte og overalt, om nu denne Mordnat strækker sig over den ganske Halvee, og jeg maaskee er den eneste levende Franskmand i denne store Mordergrube?««

""Vi ere tou" fagde den velsignede Pige; ""jeg er iffe mere Spanerinde; jeg frafiger mig Fødeland, Slægt og Hjem. Du er nu min eneste Slægtning, min eneste Ven; og hvor Du er, Robert! der er mit Hjem.""

„Mine Taarer strømmede af uendelig Kjerlighed, af inderlig Medynk med det dyrebare Væsen, der saaledes elskede mig over alle Ting, ja mig alene af Alt. Jeg faae til Jorden, nedtrykket af en hidtil ukjendt vidunderlig frydblandet Smerte. Jeg tog hende paa mit Skjød, og hældede mit Hored ned til hendes trofaste Bryst, og tænkte: af! gid vi nu sad saaledes ved Durances fredelige Bredder i min fædrene Hytte! Hun anede mit Ønske; thi hun spurgte sødt hviskende:

"Hvorlangt, min Eneste! er der til Grændsen mellem dit og mit Fædreneland?

""Hundrede Mile," svarte jeg dybtsukkende.

Hun gjøs.

Robert!" sagde hun, jeg veed en lønlig

Klippehule hist oppe mellem Bjergene; lad os the derhen! Jeg vil skjule Dig der, gaae ud om Dagen og bringe Dig Føde og Underretning om dine Landsmænds Skjæbne. Kom, søde Robert! den hellige Jomfrue kan endnu forbarme sig over os.""

„Vi gik. Besværlig, frygtelig var vor Vandring; Lyset i vor Lygte var udbrændt; vi maatte arbejde os møjsommelig frem gjennem Tykninger, Bakker og Dale, og over mangen en brusende Skovbæk maatte jeg bære min kjere Vejviserinde. Bag ved os hørte vi Banditternes Sang og vilde Jubelraab, Staalgny og Glædesskud. Lys funklede fra hundrede adspredte Steder, og flammende Fakkelskin bølgede bag ved og paa begge Sider; kun foran os laae, i skummel, truende Mørke, den høje skovgroede Bjergaas, over hvilken Stjernerne mat tindrende syntes at vinke ad os.

Det blev Morgen inden vi naaede Rygningen af den forreste Bjergrad. Vi standsede paa en aaben Slette, og faae os rundt omkring.

"

""Hisset!"" raabte Josepha, og pegede ned i en skummel Day: hisset maae vort Fristed ligge; jeg fjens der det paa Vandfaldet og de to store Acazier. Der, min Robert! ere vi for det første aldeles trygge; Ingen kjens der Hulen, uden jeg og den gamle Hyrde, som nu meer end i et hee It Aar ikke forlader Huset. Priset være den velsignede Jomfrue og Santa Theodosia! Men først, min Kjereste! en Hjertestyrkning paa Nattens Angst og Møie!""

"Med disse Ord aabnede hun sin Bylt, satte sig ned, bredte et Klæde over fit Skjød, og lagde derpaa Brød og Figener. Vi spiste, og glemte for nogle Dieblikke ved hverandres Side den urofulde Verden der nedenunder os. Som den Skibbrudne, der har frelst sig op paa et klippe

stykke i havet, hører fra fit fiffre Standpunct paa Stormens Hylen og Bølgernes Torden i Dybet; saaledes lyttede vi sorgløse til Bøssernes Knalden og Klokkernes Ringning paa la Manchas Sletter. Vi forekom os selv som de tvende eneste Overblevne fra en Alt ødelæggende Syndflod, som de eneste Levende af en heel Menneskeslægt, der nu blev ringet til Graven.

„Da vi havde fuldendt vort tarvelige Maaltid, steeg vi Haand i Haand ned ad den inderste Side af Bjerget, for at naae den forenskede Hule. Lidt sank vi ned i Klov ter, og hildede os mellem Rankeverter, hvorfra min Kaarde maatte aabne os Udgang; men de to højtstaaende Acazier bragte os altid igjen paa det rette Spor.

„Omsider naaede vi det forønskede Asyl: det var en fnever Huling, der gik uvist hvorlangt ind i Fjeldet; ud fra den sprang en liden Kilde. Vi undersøgte den saa vidt Lysningen vilde række, og fandt den rummelig nok for Tvende; vi samlede udenfor Løv og Mos, og be redte os derinde et Leje, paa hvilket vi førstegang indsov i hverandres Arme.

„Det var højt op paa Formiddagen, da vi vaagnede. Josepha vilde nu liste sig hjem saa ubemærket som muligt, og ved næste Nats Frembrud komme tilbage med Levnetsmidler og Oplysninger om det Skete, og om, hvorvidt der endnu maatte være Franske tilbage, hos hvem vi derefter funde søge Tilflugt.

"Ikke uden ængstende Følelser slap jeg den kjære Pige af mit Favn; men hun løsrev sig tjækt og tillidsfuldt. Hun var virkelig nu modigere end jeg, end Soldaten; i det mindste var hendes Haab frejdigere og hendes Tro paa Forsynet større, end min.

"Hvilken langsommelig Dag, min Herre! tilbragte

jeg i dette mit eensomme Fængsel! hvor skjalv jeg for min dyrebare Josepha, at hendes Flugt med mig skulde være robet, og hun selv faldet som et Offer for hendes blodtørstige Landsmænds grændseløse Hævngjerrighed! Solen gik ned - det blev mørkere og mørkere udenfor det blev endnu mørkere i min Sjæl. Omsider fom hun, liig en til Livet opvækkende Engel. Foruden Forfriskninger medbragte hun Lys og Fyrtøj. Hun kastede Alt ned ved mig og sank i mine udbredte Arme.

mig

-

"

Da Gjensynets første Henrykkelse var sagtnet, slog vi Jld, tændte Lyset, og forføjede os til et endnu bequemmere Sted længere inde i Hulen. Her lejrede vi os nu, og jeg spiste og drak med Begjerlighed. Josepha tog et Par Mundfulde, og nippede til Bægeret; men betrag= tede mig med glædestraalende Dine, og smiilte over min Graadighed.

"Da Hunger og Tørst var stillet, lagde hun Armen om min Skulder, og fortalte: I Tumulten havde man slet ikke savnet hende; men siden efter mig desto mere. Hendes Fader, der hele Natten havde været virksom paa andre Steder, og havde overladt mit og mine Cammera ters Mord til de tvende Munke, kom først hjem ved Middagstid. Han faae i mit Værelse, og fandt det tomt; han ilede ind i de Andres, og fandt der baade Soldaterne og Munkene alle fire døde.

"Han maatte have anet, hvorledes det var tilgaaet, og hvo de Sidstes Banemand monne være; thi han bes gyndte mistænkelig og harmfuld at udfritte fin Datter. Men med kvindelig Snildhed og mandelig Fasthed vidste hun at slippe vel fra denne farlige Inqvisition: hvad hende angik, lod baade Faderen og de andre Tilstedeværende at være fuldkommen beroligede; men efter mig bleve strar