Billeder på siden
PDF
ePub

iffe mere til at sluffe. Hvad gjorde vi da? det, som alle Daarer gjøre, naar de have begaaet en dum Streg: vi overlod udfaldet til Tiden, der gjør saa mange frogede Ting rette og sætter Taaberne paa samme Hylde som de Bise.

,,En Nat, da vi som sædvanlig mødtes i Haugen, var Jofepha mere mørt og nedslagen, end hun plejede: bendes Sfriftefader havde trængt hæftig ind paa hende, for at erfare Noget om vor Forstaaelse; mer, dreven af en dunkel Anelse, havde hun standhaftigen nægtet og for: tiet Alt. Herover gjorde hun fig nu ængstende Strupler; thi det er jo ufravigelig Pligt for alle rettroende Kathos lifer, Intet at holde ftjult for deres Sjælesørgere. Vi franske Soldater, Revolutionens Børn, toge iffe den Ting saa ftrængt: Napoleon var vores Pave, og Absolution modtog vi af Fjendebaand tidlig eller filde paa Valplads sen. Jeg stræbte derfor at berolige hendes ømme Sams vittighed, og besvor hende, at holde vor Kjerlighed hem: melig, og ikke at robe det Mindste derom for noget Men: neste. Hun lovede det, og forlod mig med et lettere Hjerte.

Men næste Nat var hendes Engstelighed vendt til: bage med forøget Styrfe.

.... Robert" sagde hun, idet hun med Hæftighed Nuttede mig i sine Arme, ,. , Min Fader har siffert ogsaa mærket Noget, men hans Opførsel sætter mig baade i Frygt og forundring; thi han giver iffe utydeligt at fors stage, at dette forhold bebager bam - ham, jeg saa mange hundrede Gange har hørt forbande dine Lands: mænd. Robert! Robert! at gid jeg aldrig havde seet Dig! der forestager Dig vist en Ulyffe, og jeg skal dele den med Dig, om jeg end iffe fan afværge den."

„Jeg sluttede den elskede Pige i mine Arme, og fogte med paatagen Rolighed at bortjage hendes Bekymringer og stille hende tilfreds. Det lykfedes mig fun balvt; ved Afs steden formanede hun mig til Forsigtighed og Opmærf: somhed, da man aldrig kunde vide, hvad hendes landsmænd havde isinde. Jeg fulgte hendes Raad, og fage endnu famme Nat tvende mistænkelige Skiffelfer lifte sig ud af Huset.

,,Dagen efter overraffede, jeg paa en Spadseregang i den nærliggende Olivenskov, min jofephas Fader i en ivrig Samtale med Familiens Skriftefader hvem jeg allerede godt fjendte og en anden Munf. Jeg hørte iffe hvad de sagde; men faasnart de bleve mig vaer, git begge Munfene bort; kun min Vært blev tilbage, og fulgte mig hjem under en trohjertig Pasfiar om ganske ligegyldige Ting.

Paafølgende Aften var han ved Bordet ualmindelig oprømt, tømte flittig fit Glas, og nødte mig og mine Cammerater til at driffe meer, end vi plejede. Dette gjorde mig noget mistænkelig. Jeg gjorde Tegn til dem, for at de skulde holde Maade; men de forstode mig iffe, eller vilde iffe forstaae mig, og bleve ved at gjøre Vær: ten Bested.

„Selv holdt jeg Maade og sørgede for, at jeg ikke skulde drikke Samlingen bort. Men mine Vaabenbrødre bleve ftedse mere og mere oprømte; begyndte at skvadros nere og synge. De jublede over Spaniens nærforestaaende Indlemmelse i det store Rige, og Jofeph leo jublede med.

„Omsider fagde vi Godnat; han med et betydningsfuldt Smil, de andre med stammende Tunger, og jeg med vorende Mistænksomhed.

Da jeg var fommen paa mit Værelse, og overtænfte vor Værts Opførsel, bestyrfedes jeg end mere i min Fors modning om, at et hemmeligt Anslag maatte være iværk. Jeg foresatte mig næste Morgen at gaae ind til Byen for at advare min Chef, der, saavel som hele Compagniet, hidtil havde levet i sorglos Tryghed. Selv kunde jeg iffe sove; der anede mig Noget.

Mekanisk spændte jeg mit Sidegevær om, ftat en Pistol til mig, og gik ud i Jasminlovhytten, hvor jeg ventede Josepha. Jeg fad her vel en halv Time; hun fom iffe; det var over Midnat. Jeg blev ængstelig og vilde just gaae ben og fee til mine Cammerater, der fov i en Sideflej af Gaarden, ba josepha fom hurtig som et Bindpust og faftede sig stjælvende, som et løv, og med banfende Hjerte op til mit Bryst.

Red Dig, Robert! red Dig!", hvidskede bun i den højeste Grad af Angest; roman vil myrde Eder alles sammen. Hele landet staaer op imod Eder; paa eengang ffaldet allevegne bryde løs; naar, veed jeg ikke; men snart sfeer det, maaskee i denne Nat. Robert! Robert! for at frelsc Dig forraader jeg en Hemmelighed, som vel Ingen har betroet mig, men hvori dog min egen Faber er Medvidende - flye! flye! og lad mig sag vorbe et Offer for min Kjerlighed til Dig!"

30 fepya!", sagde jeg, vil Du sætte dit eget Liv til for at frelse mit? hvorledes sfulde jeg da forlade Dig? Sfulde jeg flye og lade Dig tilbage blandt dine bævntørstende landsmænd? Nej! dersom Du iffe folger mig, jaa vil jeg blive her og vente min Sfjæbne.""

Hun omfavnede mig Heftighed og svarte:

Robert! jeg er din; jeg følger Dig i livet og €... Blider. Gamle og nye Noveller. II.

i Døten; men lad os ile, min Elskede! thi livet og Dos den hænger af et Djeblik.".

Først“ sagde jeg, umaae jeg væffe mine Cammerater og tage dem med; thi at forlade dem, det forbyder mig Ære og Pligt. Dog maastee er ej heller Faren faa nær og saa stor, fom Du forestiller Dig hvad veed Du om dine landsmænds Anslag?..

... 3morges" - fortalte hun, maae jeg vor Striftes fader og en anden gejstlig Herre ffyndsomt snige sig fra Lunden ind gjennem en Bagdør; og medens jeg endnu stod og grublede over Hensigten af dette hemmelige Besøg, hørte jeg flere Fobtrin nærme sig det Værelse, hvori jeg befandt mig. Det var som om en lønlig Stemme tilhvidskede mig, at jeg ffulde føge Skjul i det store Hjørnestab, for derfra at belure deres Samtale. Begge Paterne traadte ind min Fader med dem. Af! Robert! sværg mig til, at Du iffe vil hævne Dig paa din jofephas Fader! og at Du vil gjøre Alt for at redde ham, om han nogensinde skulde fomme i dine eller dine Cammeraters Vold!".

Jeg svor.

1nFor din Sfyld fynder jeg mod ham og mit Fodes land; men jeg fan iffe tie, naar Sværdet bænger i et Haar over dit Hoved. De talte om, hvorledes den store Plan, at myrde alle Franskmænd paa eengang, nu var fin Udførelse nær; hvorledes de Indviede gik nu omkring over bele Spanien, for at underrette alle Huusfædre om, hvad de havde at gjøre, samt betegnede de forskjellige Dodos maader, hver især ffulde anvende. Med Forfærdelle borte jeg dette og mere, blandet med de grueligste Forbandelser over Eder og Jubel over Eders nærforestaaende Undergang. Kun Tiden omtalte de ikke ; men den kan ikke være fjern, og jeg frygter saare, at Slaget skal skee i osune Nat...i

igien

,,Saaledes talte hun med stedse stigende Angst og Bævelse."

... Gaae, min freffende Engel!... tog jeg Ordet, gaae, det snarefte og forsigtigste Du kan, og hent hvad Du anseer for nødvendigt paa vor Flugt! imidlertid ben: ter jeg mine fovende Soldater..

Hun vifte mig en liten Byst, og svarte: Her har jeg allerede Alt. ,,, Saa bliv her, fjerefte Jofepba! til jeg fommer

fagde jeg, og ilede med bevingede Fjed gjen: nem Haugen og over Gaarden hen til mine Cammeraters Værelse.

,,Døren stod paa Klem – jeg faae lys derinde, og hørte hvidskende Stemmer, som iffe var deres :

1. Godt truffet !", sagde Een, moderes Kjettersjæle ere allerede Halvvejen til Helvede, begge Hundene ere saa døde fom Stene."

w „Og nu afsted!.. fagde den Anden, wntil Sergeans tens Værelse, at han snart kan komme til at indhente bem!"

„Haaret rejste fig paa mit Hoved: Hævn og Vrede stormede i mit Bryst. Jeg feeg gjennem Sprækken: der stode tvende Munte - den Ene, Husets Skriftefader, med Lygte i den ene, en blodig Dolf i den anden Haand mine ftaffels Vaabenfæller laae foran dem i Sengen med dødblege Ansigter.

Jeg traf min Raarde, stødte Døren op, og i to Ses cunder laae begge Morderne for mine fødder, radende og væltende sig i deres Blod. Lygten faldt til Gulvet, men Lyset brændte cudnu; jeg greb den og foer tilbage til Jofepha. Rom!sagde jeg, fom min Elffebe! her er

« ForrigeFortsæt »