ifte mere til at slukke. Hvad gjorde vi da? det, som alle Daarer gjøre, naar de have begaaet en dum Streg: vi overlod Udfaldet til Tiden, der gjør saa mange frøgede Ting rette og sætter Taaberne paa samme Hylde som de Bise.

„En Nat, da vi som sædvanlig mødtes i Haugen, var Josepha mere mørk og nedslagen, end hun plejede: hendes Skriftefader havde trængt hæftig ind paa hende, for at erfare Noget om vor Forstaaelse; men, dreven af en dunkel Anelse, havde hun standhaftigen nægtet og fors tiet Alt. Herover gjorde hun sig nu ængstende Skrupler; thi det er jo ufravigelig Pligt for alle rettroende Katholifer, Intet at holde skjult for deres Sjælesørgere. Vi franske Soldater, Revolutionens Børn, toge ikke den Ting saa strængt: Napoleon var vores Pave, og Absolution modtog vi af Fjendehaand tidlig eller filde paa Valplads sen. Jeg stræbte derfor at berolige hendes ømme Sams vittighed, og besvor hende, at holde vor Kjerlighed hem= melig, og ikke at robe det Mindste derom for noget Menneske. Hun lovede det, og forlod mig med et lettere Hjerte.

„Men næste Nat var hendes Ængstelighed vendt tilbage med forøget Styrke.

"Robert"" sagde hun, idet hun med Hæftighed sluttede mig i fine Arme, Min Fader har sikkert ogsaa mærket Noget, men hans Opførsel sætter mig baade i Frygt og Forundring; thi han giver iffe utydeligt at forstaae, at dette Forhold behager ham - ham, jeg saa mange hundrede Gange har hørt forbande dine Landsmænd. Robert! Robert! ak gid jeg aldrig havde feet Dig! der forestaaer Dig vist en Ulykke, og jeg skal dele den med Dig, om jeg end iffe fan afværge den.""

„Jeg sluttede den elskede Pige i mine Arme, og søgte med paatagen Rolighed at bortjage hendes Bekymringer og stille hende tilfreds. Det lykkedes mig kun halvt; ved Afskeden formanede hun mig til Forsigtighed og Opmærks somhed, da man aldrig kunde vide, hvad hendes Landsmænd havde isinde. Jeg fulgte hendes Raad, og faae endnu samme Nat tvende mistænkelige Skikkelser liste fig ud af Huset.

"Dagen efter overraskede, jeg paa en Spadseregang i den nærliggende Olivenskov, min Josephas Fader i en ivrig Samtale med Familiens Skriftefader hvem jeg

allerede godt kjendte og en anden Munk. Jeg hørte ikke hvad de sagde; men saafnart de bleve mig vaer, gik begge Munkene bort; kun min Vært blev tilbage, og fulgte mig hjem under en trohjertig Passiar om ganske ligegyldige Ting.

"Paafølgende Aften var han ved Bordet ualmindelig oprømt, tømte flittig fit Glas, og nødte mig og mine Cammerater til at drikke meer, end vi plejede. Dette gjorde mig noget mistænkelig. Jeg gjorde Tegn til dem, for at de skulde holde Maade; men de forstode mig ikke, eller vilde ikke forstaae mig, og bleve ved at gjøre Værten Bested.

„Selv holdt jeg Maade og sørgede for, at jeg ikke sfulde drikke Samlingen bort. Men mine Vaabenbrødre bleve stedse mere og mere oprømte; begyndte at skvadros nere og synge. De jublede over Spaniens nærforestaaende Indlemmelse i det store Rige, og Joseph Leo jublede med.

-

„Omsider fagde vi Godnat; han med et betydningsfuldt Smiil, de Andre med stammende Tunger, og jeg med vorende Mistænksomhed.

"Da jeg var kommen paa mit Værelse, og overtænkte vor Værts Opførsel, bestyrkedes jeg end mere i min Formodning om, at et hemmeligt Anslag maatte være iværk. Jeg foresatte mig næste Morgen at gaae ind til Byen for at advare min Chef, der, saavel som hele Compagniet, hidtil havde levet i sorgløs Tryghed. Selv kunde jeg ikke sove; der anede mig noget.

Mekanisk spændte jeg mit Sidegevær om, stak en Pistol til mig, og gik ud i Jasminløvhytten, hvor jeg ventede Josepha. Jeg sad her vel en halv Time; hun kom iffe; det var over Midnat. Jeg blev ængstelig og vilde just gaae hen og see til mine Cammerater, der sov i en Sideflej af Gaarden, da Josepha kom hurtig som et Vindpust og kastede sig skjælvende, som et Løv, og med bankende Hjerte op til mit Bryst.

Red Dig, Robert! red Dig!"" hvidskede hun i den højeste Grad af Angest; man vil myrde Eder alles fammen. Hele Landet staaer op imod Eder; paa eengang skal det allevegne bryde løs; naar, veed jeg ikke; men snart sfeer det, maaskee i denne Nat. Robert! Robert! for at frelse Dig forraader jeg en Hemmelighed, som vel Ingen har betroet mig, men hvori dog min egen Fader er Medvidende flye! flye! og lad mig saa vorde et Offer for min Kjerlighed til Dig!""

"Josepha!"" sagde jeg, vil Du sætte dit eget Liv til for at frelse mit? hvorledes skulde jeg da forlade Dig? Skulde jeg flye og lade Dig tilbage blandt dine hævntørstende Landsmænd? Nej! dersom Du ikke folger mig, saa vil jeg blive her og vente min Skjæbne."" Hun omfavnede mig Heftighed og svarte:

"Robert! jeg er din; jeg følger Dig i Livet og

E. E. Blicher. Gamle og nye Noveller. III.

i Døden; men lad os ile, min Elskede! thi Livet og Doden hænger af et Øjeblik.“.

„Først“ sagde jeg, maae jeg vække mine Cammerater og tage dem med; thi at forlade dem, det forbyder mig Ære og Pligt. Dog maaskee er ej heller Faren saa nær og saa stor, som Du forestiller Dig om dine Landsmænds Anslag?"

hvad veed Du

faae jeg vor Skrifteskyndsomt snige sig fra

"Imorges"" fortalte hun, fader og en anden geistlig Herre Lunden ind gjennem en Bagdør; og medens jeg endnu stod og grublede over Hensigten af dette hemmelige Besøg, horte jeg flere Fodtrin nærme sig det Værelse, hvori jeg befandt mig. Det var som om en lønlig Stemme tilhvidskede mig, at jeg skulde søge Skjul i det store Hjørneskab, for derfra at belure deres Samtale. Begge Paterne traadte ind min Fader med dem. Ak! Robert! sværg mig til, at Du ikke vil hævne Dig paa din Josephas Fader! og at Du vil gjøre Alt for at redde ham, om han nogensinde sfulde komme i dine eller dine Cammeraters Vold!""

"For din Skyld synder jeg mod ham og mit Fødeland; men jeg kan ikke tie, naar Sværdet hænger i et Haar over dit Hoved. De talte om, hvorledes den store Plan, at myrde alle Franskmænd paa eengang, nu var fin Udførelse nær; hvorledes de Indviede gik nu omkring over hele Spanien, for at underrette alle Huusfædre om, hvad de havde at gjøre, samt betegnede de forskjellige Dødsmaader, hver især skulde anvende. Med Forfærdelse horte jeg dette og mere, blandet med de grueligste Forbandelser over Eder og Jubel over Eders nærforestaaende Undergang. Kun Liden omtalte de ikke; men den kan ikke være fjern, og jeg frygter saare, at Slaget skal skee i denne Nat.""

„Saaledes talte hun med stedse stigende Angst og Bævelse."

""Gaae, min frelsende Engel!"" tog jeg Ordet, „„gaae, det snareste og forsigtigste Du kan, og hent hvað Du anseer for nødvendigt paa vor Flugt! imidlertid henter jeg mine fovende Soldater.""

Hun viste mig en liden Bylt, og svarte: ""Her har jeg allerede Alt.""

"Saa bliv her, kjereste Josepha! til jeg kommer igjen "" fagde jeg, og ilede med bevingede Fjed gjennem Haugen og over Gaarden hen til mine Cammeraters Værelse.

„Døren stod paa Klem jeg faae Lys derinde, og hørte hvidstende Stemmer, som ikke var deres:

"Godt truffet!"" sagde Een, "„deres Kjettersjæle ere allerede Halvvejen til Helvede, begge Hundene ere saa døde som Stene.““

"Og nu afsted!"" sagde den Anden, til Sergeans tens Værelse, at han snart kan komme til at indhente dem!""

„Haaret rejste sig paa mit hoved: Hævn og Vrede stormede i mit Bryst. Jeg keeg gjennem Spræffen: der stode tvende Munke - den Ene, Husets Skriftefader, med Lygte i den ene, en blodig Dolk i den anden Haand mine stakkels Vaabenfæller laae foran dem i Sengen med dødblege Ansigter.

Jeg trak min Kaarde, stødte Døren op, og i to Secunder laae begge Morderne for mine Fødder, rallende og væltende sig i deres Blod. Lygten faldt til Gulvet, men Lyset brændte cudnu; jeg greb den og foer tilbage til Josepha.

""Kom!"" sagde jeg, fom min Elffede! her er