Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

10g en

„Stille, Du Vildfat! ftiændte hun. Knøsen fyssede Haanden, lagde fin Rind Fjelende op til hendes Arm, og git faa taalig som et Lam.

1. Dejlige Børn, De har, min Herre!" skrev jeg da de vare gaaede; han smiilte med Faderstolthed, og et Par Taarer traadte i hans fyrige, brune Pine.

3a ja!. vedblev jeg: ,,Eblet ligger iffe langt fra Stammen; men apropos : det forekommer mig, at Deres Kone har en ganske fremmet udtale; hun taler Franft ieg kunde næsten fige – fom en Spanierinde...

, Meget rigtigt!" gjentog han flere Gange, og niffede hurtigt dertil – meget rigtigt! hun er ogsaa en Er: obring fra Spanien; jeg beholdt mere af landet end min Kejser har været ! lagde han suffende til.

3a, min Herre! denne Kone er min stjønneste Tros phæe! disse her“ - han pegede paa sine Ar balo Snees andre paa Kroppen, og dette ban trykfede Ridderkorset med Inderlighed til sit Bryst egenhændig Gave af De er jo vist en udlænding ?"

En Danst!, svarte jeg.

Vel, bel! vedblev han: Dette har den store Napoleons Heftehaand selv overrakt mig paa Frieds lands blodige Sletter. Alle disse ere fjere Erindringer

menneskelige Souvenirs; men min jofepha, hun er en Guds Gave!..

Han foldede Hænderne over fit Bryst, og Glædes og Taknemmeligheds Taarer trillede ned over hans fols brændte Kinder.

,,De fætter ikke alene mit Hjerte, men ogsaa min Nysgjerrighed i Bevægelse," skrev jeg: ,og dersom det iffe var ubeskedent af en Fremmed, saa vilde jeg gjerne have erfaret, hvorledes een af den store Kejsers tappre

men

[ocr errors][merged small]

Soldater har indflettet denne yndige Myrthefoist mellem fine laurbær!

Paa den artige Franskmand forfejler en Artighed aldrig fin Virkning; og min Tiltale indeholdt en tredobbelt

jeg troer næsten, at den til hans fjere Napoleon havde en ligesaa ftor, som den til hans fjere jofepha.

Naar de andre Reisende cre borte, svarte han:

„der er saa et Par Lilier iblandt.. her ffottede han til Døren og drejede Munden nedad med et spodft Smil „Trocaderofarle! naar vi blive ene, skal jeg med fornøjelse meddele Dem mit Eventyr."

,,Tobafsrøg ulejliger Dem dog iffe ? spurgte min frigerffe Ben, da de Fremmede vare paa Døren.

Ingenlunde!“ svarte jeg: "jeg ryger gjerne felv...

Saameget bedre!" raabte han: "for naar jeg skal fortælle om mine Feldttog, maae jeg ogsaa have min Feldtpibe i Munden.

Med desse Ord fremtog han af et Skab et lille Chagrins Futteral, der indeholdt en Stump Leerpibe, neppe et Spand lang. Han stoppede denne til sig selv, en Tyrfepibe til mig. Begge bleve tændte, Børnene viste bort, og Stole fatte ben foran hans 3ofepbas.

Vi toge Sæde; han ligeoverfor mig og med Siden til sin smukke blinde Hustrue, hvem han flappede under Hagen, og først tiltalede saaledes:

„Maman! ten fremmede Herre ønsker at høre vor Historie, og faa maae Du, min føde Krigscammerat! ogsaa være tilstede. – Ja, min Herre!" vedblev han, ben: vendende sig til mig: „den stakkels lidle Kone har ogsaa været i Ilden, ret i siden; derom vidne disse blinde Dine."

Han bøjede sig over til hende, og fyssede ømt først det ene, faa det andet, medens et Par Taarer nedrandt over Begges Kinder. Hans venstre Haand forblev her: efter under hele Fortællingen hvilende mellem begge fores phas; og med den højre gesticulerede han, tog Piben nu og ba af Munden, og brugte famme snart fom Sabel, snart som Bosse og faart fom Bajonet.

Det var i Aaret 1808," begyndte han: wat den franffe ørn første Gang svingede fig op over de pyres uæiske Alper ; muntre fulgte vi dens Flugt, og anebe iffe at den lumffe Dob lurede i hver en Dal paa denne yndige Halvde. Men hvorfor ffulde jeg sværte min josephas Landsmænd? De ere gode, saalænge de made være det; men Muntenes Prædifener, min Herre! er det Samme for dem, som Brændeviin for Tydsken; det er disse gjers rige Dagdrivere, der gjøre dem galne; det er denne ufor: beberlige Yngel, Napoleon har at taffe for al fin Ulyffe. Savde han havt be tre hundrede Tusinde tappre Krigere, de her lode hænge, brænde, snigmyrde og fors gifte, havde han bavt dem i Rusland -- men dette borer nu iffe til min Historie. Altsaa: det første Blod var rundet i Madrids Gader; Drnen udspilede fin Kloe; Spanien var occuperet; men nu skulde det ogsaa erobres.

Mit Corps marscherede mod Syden. Endnu fjendte vi iffe Folfet eller denne Krigs Ratur; vi ansaae Myttes riet i Hovedstaden for et tilfældigt Þobelopløb, der ingen betydelige Folger vilde have. Sorglose droge vi ind i la Manda, den udødelige Cervantes's Provinds. Mit Compagnie blev netop indqvarteret i Tobosa; bi droge frem under Spøg og latter; enhver Bonte, vi mødte, hilfte vi med et ,,bon jour Sancho!"" og alle

[ocr errors]

Fruentimmer bed for os Dulcinea eller Maritorno. Men vor Sfjemt blev iffe besvaret; man modtog os koldt, med mørke og ildevarslende Blit; vi mærkede strar, at vi iffe vare selfomne Gjæster..

„Jeg fik mit Logis i en anseelig Avlsgaard, der lage et Par Bøsseffud fra Byen; jeg og to fimple Soldater

thi jeg mage fige Dem, min Herre! jeg var dengang Sergeant- Major ved det 42 Linieregiment, eet af de skjønneste, min Herre! i den store Armee. Nu vel! min Vært var en Mand over Bondestanden, i sine bedste Aar, en smuk Mand, stor, martialist; men tilbageboldende, ftolt som alle hans Landsmænd. Andet Ondt vil jeg iffe fige bam paa; thi han var min 3ofepba$ Fader.

Her kyssede han sin Kones Haand; hun sukkede dybt, og et par Taarer stjal fig ned under hendes lange mørke Dienbaar.

Hans Fejl om jeg maae falde den faa hans altfor store Patriotisme, der yttrede sig i det vildeste Had til min Nation og dens store Rejser. Hans Mund sagde vel Intet; men hans Blit, hans hele Aafyn desto Mere.

„Alligevel behandlede ban os med en vis alvorlig Høflighed, og aldeles Satet havde vi at udsætte paa Bes værtningen: Spise og Drikke var udsøgt, vore Værelser vare endog ualmindelig smuffe; jeg havde eet for mig alene, hvorfra der var udgang til en stor og dejlig Hauge. Jeg afbenyttede denne faa ofte som muligt, fordi jeg næsten altid var fiffer paa, ber at træffe vor Værte Datter, den smukke jofepha. Ikke fordi jeg jo ogsaa funde tale med hende ved Bordet; men De veed nok, min Herre! med en smuk Pige taler man bedst under fire Dine, allerhelst naar man ikke er Sproget mægtig

[ocr errors]

par

hvilfet var Tilfældet med mig thi ta kunne Dinene lettest hjælpe Tungen.

„Saaledes gif det den dejlige Spanierinde og mig: i Andres Nærværelse funde vi flet iffe faae sort Hjertes Mening frem, enten gjennem Munden eller Diet; men i Enrum, især i et vist dunkelt og lenligt Jasminiysthuus, gif det strar meget flydende; iffe fra Tungen, thi den gif snart iftaae, eller snakkede om ganske ligegyldige Ting; men Dinene fom reent ud med Sproget. Og ved deres Hjælp fom ogsaa Tungen omsider igang. Kort at fortælle: jeg havde iffe være tre Dage i fofeph leos Huus, førend hans Datters dejlige Dine betroede mine, at jeg ikke var bende ligegyldig, og mine gjorde hende en lignende Tilstaaelse. Efter otte Dages Forløb sagde vore Tunger det Samme.

„Besynderligt nok, at vi først derefter begyndte at anstille Betragtninger over Følgerne af denne vor Kjerliga hed; og de vare i Sandbed iffe de behageligste: jeg, en omflaffende Kriger, idag her, imorgen der, snart i Syden, snart i Norden, og overalt efter rimelig Beregning bestemt til at døe en tidlig Dod paa #Erens Seng, og med mit Blod fom hundrede tusinde Andre – at besegle den ftore Kejsers og den store Nations Hæder og Lyffe: bun, en Spanierinde, eneste Datter af en Mand, der med nes sten alle hans Landsmænd deelte Hadet mod alt Franft hvad skulde Enden berpaa vorde? Ja, havde min Kjer: lighed blot været et almindeligt Soldatereventyr! men ins tet mindre; jeg elskede min jofepba med Oprigtighed, og jeg følte hvad jeg skyldte det staffelø Barn, der blindts ben folgende sine Felelser, havde fastet sig i mine Arme.

, Men hvad var nu at gjøre? Alle disse fornuftige Betænkninger fom bag efter, og den antændte Brand stod

« ForrigeFortsæt »