Billeder på siden
PDF
ePub

Stille, Du Vildkat!" stjændte hun. Knosen kyssede Haanden, lagde sin Kind kjelende op til hendes Arm, og gik saa taalig som et Lam.

Dejlige Børn, De har, min Herre!" skrev jeg da de vare gaaede; han smilte med Faderstolthed, og et Par Taarer traadte i hans fyrige, brune Øjne.

„Ja ja!" vedblev jeg: Æblet ligger ikke langt fra Stammen; men apropos: det forekommer mig, at Deres Kone har en ganske fremmet Udtale; hun taler Franft jeg kunde næsten sige som en Spanierinde."

[ocr errors]

"Meget rigtigt!" gjentog han flere Gange, og niffede hurtigt dertil meget rigtigt! hun er ogsaa en Er obring fra Spanien; jeg beholdt mere af Landet end min Kejser har været!" lagde han sukkende til.

[ocr errors]

og en

han

„Ja, min Herre! denne Kone er min skjønneste Trophæe! disse her" han pegede paa fine Arhalv Snees andre paa Kroppen, og dette" trykkede Ridderkorset med Inderlighed til sit Bryst egenhændig Gave af De er jo vist en udlænding?"

"En Dansk!" svarte jeg.

[ocr errors]

"en

"Vel, vel!" vedblev han: "Dette har den store Napoleons Heltehaand selv overrakt mig paa Friedlands blodige Sletter. Alle disse ere kjere Erindringer -menneskelige Souvenirs; men min Josepha, hun er en Guds Gave!"

Han foldede Hænderne over sit Bryst, og Glædes og Taknemmeligheds Taarer trillede ned over hans solbrændte Kinder.

"De sætter iffe alene mit Hjerte, men ogsaa min Nysgjerrighed i Bevægelse," skrev jeg: „og dersom det ikke var ubeskedent af en Fremmed, saa vilde jeg gjerne have erfaret, hvorledes een af den store Kejsers tappre

Soldater har indflettet denne yndige Myrthekvist mellem fine Laurbær!"

Paa den artige Franskmand forfejler en Artighed aldrig fin Virkning; og min Tiltale indeholdt en tredobbelt jeg trøer næsten, at den til hans fjere Napoleon havde en ligesaa stor, som den til hans fjere Josepha. "Naar de andre Rejsende cre borte," svarte han: „der er saa et Par Lilier iblandt" her skottede han til Døren og drejede Munden nedad med et spodsk Smiil „Trocaderofarle! naar vi blive ene, skal jeg med Fornøjelse meddele Dem mit Eventyr."

„Tobaksrøg ulejliger Dem dog iffe?" spurgte min krigerske Ven, da de Fremmede vare paa Døren.

„Ingenlunde!“ svarte jeg: „jeg ryger gjerne felv.“ "Saameget bedre!" raabte han: "for naar jeg skal fortælle om mine Feldttog, maae jeg ogsaa have min Feldtpibe i Munden."

Med disse Ord fremtog han af et Skab et lille Chagrins Futteral, der indeholdt en Stump Leerpibe, neppe et Spand lang. Han stoppede denne til sig selv, en Tyrkepibe til mig. Begge bleve tændte, Børnene viste bort, og Stole satte hen foran hans Josephas.

Vi toge Sæde; han ligeoverfor mig og med Siden til sin smukke blinde Hustrue, hvem han klappede under Hagen, og først tiltalede saaledes:

„Maman! den fremmede Herre ønsker at høre vor Historie, og saa maae Du, min søde Krigscammerat! ogsaa være tilstede. Ja, min Herre!" vedblev han, hens vendende sig til mig: den stakkels lille Kone har ogsaa været i Jlden, ret i Jlden; derom vidne disse blinde Dine."

Han bøjede sig over til hende, og kyssede ømt først det ene, saa det andet, medens et Par Taarer nedrandt over Begges Kinder. Hans venstre Haand forblev herefter under hele Fortællingen hvilende mellem begge Josephas; og med den højre gesticulerede han, tog Piben nu og da af Munden, og brugte samme snart som Sabel, snart som Bøsse og snart som Bajonet.

"Det var i Aaret 1808," begyndte han: „at den franske Ørn første Gang svingede sig op over de pyres uæiske Alper; muntre fulgte vi dens Flugt, og anede ikke at den lumske Ded lurede i hver en Dal paa denne yndige Halvøe. Men hvorfor skulde jeg sværte min Josephas Landsmænd? De ere gode, saalænge de maae være det; men Munkenes Prædikener, min Herre! er det Samme for dem, som Brændeviin for Tydsken; det er disse gjers rige Dagdrivere, der gjøre dem galne; det er denne uforbederlige Angel, Napoleon har at takke for al fin Ulykke. Havde han havt de tre hundrede Tusinde tappre Krigere, de her lode hænge, brænde, snigmyrde og for= gifte, havde han havt dem i Rusland men dette hører nu ikke til min Historie. Altsaa: det første Blod var rundet i Madrids Gader; Drnen udspilede sin Kloe; Spanien var occuperet; men nu skulde det ogsaa erobres.

„Mit Corps marscherede mod Syden. Endnu kjendte vi ikke Folket eller denne Krigs Natur; vi ansaae Mytteriet i Hovedstaden for et tilfældigt Pøbelopløb, der ingen betydelige Folger vilde have. Sorgløse droge vi ind i la Mancha, den udødelige Cervantes's Provinds. Mit Compagnie blev netop indqvarteret i Tobosa; vi droge frem under Spøg og Latter; enhver Bonte, vi mødte, hilste vi med et,,,,bon jour Sancho!" og alle

Fruentimmer hed for os Dulcinea eller Maritorno. Men vor Skjemt blev ikke besvaret; man modtog os koldt, med mørke og ildevarslende Blik; vi mærkede strar, at vi iffe vare velkomne Gjæster."

„Jeg fik mit Logis i en anseelig Avlsgaard, der laae et Par Bøsseskud fra Byen; jeg og to simple Soldater

thi jeg maae fige Dem, min Herre! jeg var dengang Sergeant - Major ved det 42 Linieregiment, eet af de skjønneste, min Herre! i den store Armee. Nu vel! min Vært var en Mand over Bondestanden, i sine bedste Aar, en smuk Mand, stor, martialist; men tilbageholdende, stolt som alle hans Landsmænd. Andet Ondt vil jeg ikke sige ham paa; thi han var min Josephas Fader."

Her kyssede han sin Kones Haand; hun sukkede dybt, og et Par Taarer stjal sig ned under hendes lange mørke Djenhaar.

var

"Hans Feil om jeg maae kalde den saa hans altfor store Patriotisme, der yttrede sig i det vildeste Hað til min Nation og dens store Kejser. Hans Mund sagde vel Intet; men hans Blik, hans hele Aasyn desto Mere.

"Alligevel behandlede han os med en vis alvorlig Høflighed, og aldeles Intet havde vi at udsætte paa Be= værtningen: Spise og Drikke var udsøgt, vore Værelser vare endog ualmindelig smukke; jeg havde eet for mig alene, hvorfra der var Udgang til en stor og dejlig Hauge. Jeg afbenyttede denne saa ofte som muligt, fordi jeg næsten altid var sikker paa, her at træffe vor Værte Datter, den smukke Josepha. Ikke fordi jeg jo ogsaa men De veed nok, min

kunde tale med hende ved Bordet; Herre! med en smuk Pige taler man bedst under fire Dine, allerhelst naar man ikke er Sproget mægtig

[ocr errors]
[merged small][ocr errors][merged small]

"Saaledes gik det den dejlige Spanierinde og mig: i Andres Nærværelse kunde vi slet ikke faae vort Hjertes Mening frem, enten gjennem Munden eller Djet; men i Enrum, især i et vist dunkelt og lønligt Jasminlysthuus, gik det strar meget flydende; ikke fra Tungen, thi den gik snart istaae, eller snakkede om ganske ligegyldige Ting; men Øjnene kom reent ud med Sproget. Og ved dercs Hjælp kom ogsaa Lungen omsider igang. Kort at fortælle: jeg havde ikke være tre Dage i Joseph Leos Huus, førend hans Datters dejlige Zine betroede mine, at jeg ikke var hende ligegyldig, og mine gjorde hende en lignende Tilstaaelse. Efter otte Dages Forløb sagde vore Tunger det Samme.

[ocr errors]
[ocr errors]

"Besynderligt nok, at vi først derefter begyndte at anstille Betragtninger over Følgerne af denne vor Kjerlighed; og de vare i Sandhed ikke de behageligste: jeg, en omflakkende Kriger, idag her, imorgen der, snart i Syden, snart i Norden, og overalt efter rimelig Beregning bestemt til at døe en tidlig Død paa Wrens Seng, og med mit Blod som hundrede tusinde Andre at besegle den store Kejsers og den store Nations Hæder og Lykke: hun, en Spanierinde, eneste Datter af en Mand, der med næs sten alle hans Landsmænd deelte Hadet mod alt Fransk — hvad skulde Enden herpaa vorde? Ja, havde min Kjers lighed blot været et almindeligt Soldatereventyr! men intet mindre; jeg elskede min Josepha med Oprigtighed, og jeg følte hvad jeg skyldte det stakkels Barn, der blindthen følgende sine Felelser, havde kastet sig i mine Arme.

Men hvad var nu at gjøre? Alle disse fornuftige Betænkninger kom bag efter, og den antændte Brand stoð

« ForrigeFortsæt »