Billeder på siden
PDF
ePub

Brevet var ufuldendt, og lød saaledes:

„Min elskede Mand! Vi ere i Havsnød, Skipperen frygter, at vi ikke kunne frelses. Er det da Himmelens Villie, at jeg og vort Barn saa langt fra Dig, min dyrebareste! skulle -"

Meer stod der ikke. Sandsynligviis er Skibet i dette Dieblik adsplittet og funken.

"

Hvoraf vidste 3, at Barnet hed Alice? spurgte nu Comtessen.

"Saameget kunde det selv sige" svarede Tjeneren, "rigtignok syntes mig, det var Else og ikke Alice; men faaledes kaldte Rosetti og de andre hende.“

"Var der da Ingen som spurgte hende" vedblev Comtessen, hvem hendes Forældre var, hvor hun var fra, og saadant?"

„Aajo!" svarede han, men hun funde ingen Forklaring give; hendes Fader hedde Fa'er, og Moderen Mo'er, og til Stedet hvor de boede, vidste hun intet andet Navn end "Hjem.“

Hidtil havde jeg lyttet med stedse stigende Opmærksomhed; men nu syntes mig Tvivlen at maatte vige for frydefuld Vished.

[ocr errors]

Hr. Captain!" raabte jeg, det kan ikke være andet: min elskede Alice maae være Deres Broderdatter.“

"Jeg er meget nær ved at troe det" svarede han, ,,men ganske afgjort er det ikke veed De ogsaa, hvorledes han mistede Kone og Barn?"

-

„Han har her paa Ulvedal fortalt mig det Tiden stemmer

ད་

-ll

ogsaa

Men" afbrød Captainen, „det er dog besynderligt, om Alice ikke selv kunde huske noget meer fra fin Barndom, hun var vel dog en fire Aar eller saa -- "

"Det var alt kun som Drømme for hende, sagde Comtessen, og Præget af denne dunkle Skrivt udslettedes efterhaanden. Hun mindedes fine Forældre, men ikke hvor dan de faae ud; hun kunde huske, at de boede i en stor Bye med mange røde Huse, men ikke hvad den heed; at hun sejlede paa et stort Vand, men ikke hvorfra Skibet fom. Og fit Modersmaal maae hun blandt Gøglerne aldeles have glemt; thi af Dansk forstod hun ikke et Ord.“ "Findes der ingen Bogstaver paa Schawlet? sagde Captainen.

"To" svarede Tjeneren; og virkelig faae vi i det ene Hjørne et A og et E.

Hvad hed Deres Broderkone?“ spurgte jeg ivrig. "Det sagde han mig ikke" svarede han; men her er tilforladelig Nøglen."

Imidlertid var man staaet fra Bordet, uden at bie længer efter os. Conrectoren søgte fin Broder, Alice mig; han kom først og netop som Broderen holdt Tørklædet frem med de anførte Ord.

"Hvad Pokker stikker Jer, I unge Mennesker?" raabte han; hvilke Raad oplægge I her?"

Jeg var ubetænksom nok til at ville fortælle ham uforberedt det Hele; men den sindige Søkriger greb min Haand og sagde:

„Ikke hidsig, min Ven! lad mig allene staae tilroers!"

Han traadte nu tæt hen til Broderen, og tiltalte ham saaledes:

„Det er en Nødvendighed

Mærke hertil!

jeg beder Dig, læg

at jeg gjør et Skaar i din Munter

hed, og vækker alvorlige Erindringer salig Kone?"

[blocks in formation]

Conrectoren gjorde store Dine og sagde:

„Min Gud! hvorfor spørger Du mig derom nu? hun hed Adolphine Ewers."

[ocr errors]

I det samme faldt hans Blik paa Tørklædet, og det lod, som han begyndte at gjenkjende det; og i selvfamme Øjeblik traadte Alice til. Jeg faldt om hendes Hals, Captainen om Broderens; men Comtessen raabte: „sagte tog! og dræb dem iffe!"

Jeg var beruset af Glæde; Intet formaaede at standse den: faa Djeblikke derefter laae Fader og Datter i hver andres Arme.

Den døve Mand og den blinde Kone.

Pa

Char

aa en Reise gjennem det sydlige Frankrige een af mine Venner fortalt mig) kom jeg en Aften til en lille peen Landsbykroe. Værten, en smuk Mand paa de Fyrgetyve, tog imod mig i Døren. Et Ar, som deelte det højre Djebryn; et andet ved den venstre Mundvig, der ellers ikke vanheldede Ansigtet, men gav det kun et stjelmst Anstrøg, Wreslegionens Kors, og meer end alt dette: hele Holdningen viste, at jeg havde en forhenværende Kriger for mig.

Han forte mig ind i Dagligstuen, med mange Undffyldninger, fordi han ikke strar kunde anvise mig andet Værelse:

„Om en lille halv Time," lagde han til: „vil en Rejsende tage bort; imidlertid beder jeg Dem tage tiltakke med mit og min Kones Selskab."

Med disse Ord viste han paa en meget smuk og velklædt Brunette, der lod til at være i fine bedste Aar. Hun rejste sig fra en Lænestoel og hilste; men jeg be= mærkede, at hendes Djekast gled hen forbi mig.

"For at forebygge Confusion," sagde nu Værten: „vil jeg nu strax underrette Dem om, at De har to Ins valider for dem: jeg er stokdev, min Herre! og min Lille

der er blind. De vil derfor behage, at give hende directe deres Ordrer, eller ogsaa at nedskrive dem paa denne Tavle."

Jeg studsede og yttrede i et Par Ord min Deels tagelse.

"Jeg feer paa Deres Ansigt,“ sagde han smilende : „hvad De figer; men De maae ikke beklage os! vi føle i den Henseende intet Savn: Mama hører for mig, og jeg seer for hende; begge har vi to Drer og to Dine, det er eet til hver; og det er jo ogsaa nok for Ægtefolk, der ere moitié om alle Ting."

Den vakkre Kone nikkede med et ømt og yndigt Smiil; hendes matte Øjne stirrede hen ad den Kant, hvorfra de fjere Toner løde.

Et nydeligt halvvorent Pigebarn kom nu ind i Stuen med en Præfenteerbakke, og bad om een af de Fremmedes Regning.

[ocr errors]

"Deres Datter?" spurgte jeg Moderen med Ord og Faderen ved Tegn. Begge bejaede; og han lagde til: saadanne har jeg Ser, min Herre! og dem er min Josepha og jeg ogsaa lige gode om."

Han lo, og hans Josepha smiilte endnu emmere og yndigere, end for.

Min muntre Vært skrev Regningen op og leverede sin Datter. Denne gik og en mindre Dreng kom ind.

,,Victor!" faldte Værtinden (der, som alle Blinde, fjendte Folk paa Gangen): „kom og led mig ud i Fadeburet!"

Drengen løb strar til, tog Moderens Haand, svajede den frem og tilbage, og begyndte at danse afsted med hende.

« ForrigeFortsæt »