Billeder på siden
PDF
ePub

Brevet var ufuldendt, og lød saaledes:

» Min elskede Mand! Vi ere i Havsnød, Slipperen frygter, at vi ikke funne frelseś. Er det da Himmelens Vidie, at jeg og vort Barn saa langt fra Dig, min dyrebareste! ffulle —

Meer stod der iffe. Sandsynligviis er Skibet i dette Dieblik adsplittet og sunfen.

Hvoraf vidste 3, at Barnet hed Alice ? spurgte nu Comtessen.

,,Saameget funde det felv fige" svarede Tjeneren; vrigtignok fyntes mig, det var Else og iffe Alice; men saaledes faldte Rosetti og de andre hende.

Var der da Ingen som spurgte henden vedblev Comtessen, rhvem hendes forældre var, hvor hun var fra, og faadant ?

„Aajo!.. svarede han, men hun funde ingen For: klaring give; bendes Fader hedde Fa’er, og Moderen Mo'er, og til Stedet hvor de boede, vidste hun intet ans det Navn end Hiem.

Hidtil havde jeg lyttet med stedse stigende Opmærfsomhed; men nu syntes mig Tvivlen at maatte vige for frydefuld Vished.

"Hr. Captain!" raabte jeg, rdet fan iffe være andet: min elskede Alice maae være Deres Broderdatter.

"Jeg er meget nær ved at troe det svarede han, , men ganske afgjort er det iffe -- veed De ogsaa, hvor: ledes han mistede Kone og Barn?

„Han har her paa Ulvedal fortalt mig det ogsaa Tiden stemmer

Men, afbrød Captainen, , det er dog besynders ligt, om Alice iffe felo funde huske noget meer fra fin Barndom, hun var vel dog en fire Aar eller faa

Det var alt fun fom Drømme for henden sagde Comtessen, ,,og Præget af denne dunkle Sfridt udslettedes efterhaanden. Hun mindedes fine Forældre, men ikke hvor: dan de faae ud; hun funde huske, at de boede i en stor Bye med mange røde Huse, men ikke hvad den heed; at hun sejlede paa et stort Vand, men iffe hvorfra Skibet fom. Do fit Modersmaal maae hun blandt Gøglerne aldeleo have glemt; thi af Dansk forstod hun iffe et Ord."

"Findes der ingen Bogstaver paa Schawlet? fagde Captainen.

„. To“ svarede Tjeneren; og virkelig faae vi i det ene Hjorne et A og et E.

Hvad bed Deres Broderkone ? spurgte jeg ivrig.

»Det sagde han mig iffe" svarede han; «men her er tilforladelig Nøglen."

Imidlertid var man staaet fra Bordet, uden at bie længer efter os. Conrectoren søgte sin Broder, Alice mig; han kom først og netop fom Broderen holdt Tør: klædet frem med de anførte Ord.

Hvad Poffer ftiffer Jer, 3 unge Mennesker?. raabte ban; hvilke Raad oplægge 3 ber?

Jeg var ubetænksom nok til at ville fortælle ham uforberedt det Hele; men den findige Sofriger greb min Haand og sagde:

3Efe hidsig, min Ven! lad mig alene ftade tils roers!.

Han traadte' nu tæt hen til Broderen, og tiltalte ham saaledes:

Det er en nødvendighed jeg beder Dig, læg Mærke hertil! at jeg gjør et Sfaar i din Munter: hed, og vækker alvorlige Erindringer hvad hed din salig Kone?...

Conrectoren gjorde store Dine og fagde:

Min Gud! hvorfor spørger Du mig derom nu ? hun hed Adolphine Ewers."

I det samme faldt hans Blik paa Tørklædet, og det lod, som han begyndte at gjenkjende det; og i selvsamme Djeblik traadte Alice til. Jeg faldt om hendes Hals, Captainen om Broderens; men Comtessen raabte: „sagte cog! og dræb dem iffe !

Jeg var beruset af Glæde; Intet formaaede at standse den: faa Djeblikke derefter laae Fader og Datter i hver: andres Arme.

[ocr errors]

Den Save Mund og den

blinde tone.

Paa

aa en Reife gjennem det sydlige Franfrige (har een af mine venner fortalt mig) kom jeg en Aften til en lille peen Landsbyfroe. Værten, en smuk Mand paa de Fyrgetyve, tog imod mig i Døren. Et Ar, som deelte det højre Djebryn; et andet ved den venstre Mundvig, der ellers ifte vanbeldede Ansigtet, men gav det kun et stjelmst Anstrøg, Wreslegionens Kors, og meer end alt dette: bele Holdningen vifte, at jeg havde en forhenværende Kriger for mig.

Han forte mig ind i Dagligstuen, med mange Unds skyldninger, fordi han ikke ftrar funde anvise mig andet Værelse:

„Om en lille halo Time," lagde han til: „vil en Rejsende tage bort; imidlertid beder jeg Dem tage tiltakfe med mit og min Rones Selskab..

Med disse Drb viste han paa en meget smuk og velklædt Brunette, der lod til at være i sine bedste Aar. Hun rejste sig fra en lænestoel og hilste; men jeg bes mærkede, at hendes Djefast gled hen forbi mig.

"For at forebygge Confusion," sagde nu Værten: „vil jeg nu ftrar underrette Dem om, at De har to Invalider for dem: jeg er stokdøv, min Herre! og min lille

der er blind. De vil derfor behage, at give hende directe deres Drdrer, eller ogsaa at nedskrive dem paa denne Tavle.“

Jeg ftudsede og yttrede i et Par Ord min Deels tagelse.

3eg feer paa Deres Ansigt," sagde han smilende: „bvad De figer; men De made iffe beklage os! vi føle i den Henseende intet Savn: Mama hører for mig, og jeg seer for hende; begge har vi to Drer og to Dine, det er eet til hver; og det er jo ogsaa nof for Egtefolk, der ere moitié om alle Ting..

Den paffre Kone niffede med et ømt og yndigt Smiil; bendes matte Dine ftirrede ben ab den Rant, hvorfra de fiere Toner løde.

Et nydeligt halvvorent Pigebarn kom nu ind i Stuen med en Præsenteerbaffe, og bad om een af de Fremmedes Regning.

Deres Datter ? spurgte jeg Moderen med Drb og Faderen ved Tegn. Begge bejaebe; og han lagde til: .. faadanne har jeg Ser, min Serre! og dem er min 30fepba og jeg ogsaa lige gode om...

Han lo, og hans 30fepba smiilte endnu ømmere og yndigere, end før.

Min muntre Vært ffrey Regningen op og leverebe sin Datter. Denne git og en mindre Dreng kom ind.

,,Victor!, faldte Værtinden (der, som alle Blinde, fjendte Folf paa Gangen): kom og led mig ud i Fadeburet!..

Drengen løb strar til, tog Moderens Haand, foajede den frem og tilbage, og begyndte at danse afsted med bende.

C

« ForrigeFortsæt »