Billeder på siden
PDF
ePub

Rodiferinden

(Grundet paa en virkelig Begivenhed).

I Marseilleø Havn var usædvanligt liv og Færsel: Bryggen vrimlede af Mennesker; alle Sfibe flagede; alle Kanoner tordnede. En af Rodiserriddernes Gallioner ftak i Søen, prægtigt udrustet og stærft bemandet.

Men hvad der især tiltraf den saa Manges Nyes gjerrighed og Deeltagelse, var den glimrende Sfare af franske Ynglinger, som nys havde taget Korset, og nu vide ud at prøve deres Jomfrusværd paa Tyrfernes Tur: baner.

Paa ingen af disse unge Riddere hvilede Yaa mange frindelige Dine, som paa François de Saint Pres vil. Med det ungdommelige, af Sundhed og Mod mildt glødende Ansigt henvendt (som alle hans galante Vaaben: fæller) mod det ffjønne Fodeland og dets ffjønne Dottre, gled han baglænds ud paa det vilde Hav, og følte Nords vindens Vinger, betyngede med Suffe og Afffetsraab, vifte Roling til de blussende Kinder.

hos bam stod bans Fætter og Barndoms Legefammerat Amaral, i enhver Henseende det Modsatte af den aabne, venlige, og under alle Sindsbevægelser fredse fins tige og fuldkommen selvbevidste St. Previl.

S. S. Bliter. Gamle og ny Nioveller. III.

1

Amaral var hoffærdig, tilbageholden ja ofte forbeholden indtil Trædsthed; utæmmelig i fine lidenskaber, ustyrlig i sine Dnsfer, dem han ofte først af sandselig lyst og siden af Stolthed fæmpede for at opnaae. Han var stor, velftabt og smut - næsten smukkere end den middels hoje, men kraftfulde og smidige St. Previl; dog vans bældedes hans mandige Stjønhed af Hovmods og Indbilst: heds frastødende Træf, dem kun Sandselighed ikke Kjer: lighed – formaaede at udslætte. Neppe tyve Aar gammel, var han allerede en erfaren Forfører, og efter ham uds aandedes flere end eet: „Adieu, smukke Forræder!" medens dejlige, forgjæves smægtende Læber ledsagede St. Pres vilo Bortgang med et sagte: „Adieu, smuffe Ustions fomme! Adieu, du ffjonne Billedstøtte!"

Provences Kyster fant ned bag Bolgerne; Corficas fremsteeg.

Da øjnedes en Sejler forud, der fyntes at være langt ud fra landet, og nu styrede Syd efter. Gallionen føgte at indhente den, og satte derfor alle mulige Sejl til.

Efter trende Timers Jagt vare de kamplystne Rodis fere den faa nær, at de tydeligt erfjendte den for et stort tyrtist Krigsskib. De stolte Musselmænd havde med Villie ladet fig indhente; thi de førte kun smaae Sejl, og drejede ofte Siden til, retsom for at bie efter Forfølgerne, og fpotte dem for deres langsomhed.

Ridderne lod gjøre flart Skib, og beredte sig til en alvorlig Dyft; thi de vidste vel, at Tyrfen var stærkere paa Mandskab, og at hans frumme Sværd førtes af kraftfulde Arme.

De ældre, allerede længe Krigsvante, stræbte at tem: perere de unge Novicers fremfusende Mod med den nøts vendige Besindigheds Kulde, og lovede dem, at de ved

[ocr errors]

Entringen om det kom bertil skulde vorbe blandt de Fremmeste.

Slaget begyndte. Kanonernes hule Torben syntes fun at være blot Trusel; thi Kuglerne git over eller for: bi. Saaledes hilse Fægtere hverandre med Skvadronader, Lufthug og Stampen, inden de ret begynde det blodige Værf.

Tyrken sføb slet; men han maneuvrerede bedre, og fnart var han faa nær, at han ogsaa maatte træffe og bævne noget af det Mandefald, han allerede havde lidt.

Gallionens Befalingsmand, der lige saameget som Fjenden ønskede en Entring, og iffe vilde afftræffe denne derfra ved at vise ham sin hele Styrke, havde holdt den halve Besætning i Skjul til det afgjørende Djeblik.

Dette fom: Skibenes Bove berørte hinanden. Christne og Tyrfer ftode paa Spring - da faldtes de Sidste ved et tordnende Commandoraab tilbage fra Rejlingen en Snees af de første styrtede over til dem, og i samme Djeblik afhuggede tyrkiske Drer Riddernes Entrehager, og deres egne stødte Gallionen fra.

Nu opdagede ogsaa Rodiferne Aarsagen til denne Maneuvre: tvende Sejlere med Korsflaget paa Toppen ilede disse til Undsætning. Tyrkernes Anfører, som først blev dem vaer, besluttede ftrar at søge fin Frelse i Flugten, ftolende paa fit Slibs større Hurtighed.

Bel gjorde Gallionen Alt for atter at nærme fig ham; men dette var umuligt: den funde blot forfølge Fienden med sine Rugler, der bleve besvarede fra hans agterste Kanoner. Mere og mere fjernede han fig; inden en halv Times Forløb var han ude af Sfudvidde, og efter tvende Timer barde Nattens Skygger borttaget bam fra de christne Ridderes bævnsprudende Pine.

De til Tyrkerne Oversprungne fægtede en fortvivlet og blodig Kamp.

Uden at vorbe istand til at yde dem Bistand, maatte deres tilbageblevne Cammerater være ledige Vidner til den ulige Strid, og see hvorledes den ene Hjelm forfvandt efter den anden mellem Turbanerne.

Snart var fun Een tilbage det var Saint Previl. Med Ryggen mod Kabytdøren holdt han ryddes ligt foran fig; hans lynende Klinge mærkede Enhver, der kom ham for nær.

„Spid ham op mod Væggen med Baadshagen!" raabte en Stemme, og allerede løftedes flere imod ham; men den Næstcommanderende holdt dem tilbage, og bes undrende den unge Krigers uforfærdede Mod og Tappers bed, tilbød han bam Pardon.

Baadshagerne reiste fig lige op, Sablerne fank, og Halvfredsen ryggede sig i Forventning af hans Svar.

Hvad foster den?.. spurgte St. Previl.

Fem tusinde Zechiner“, lød Svaret, rog Friheden gaaer med i Kjøbet.

Det er dyrt!" raabte St. Previl, men jeg skal førge for Pengene.

Godt!" sagde Tyrfen, wræf mig faa dit Sværd! naar Du løser Dig, skal Du faae det tilbage, eftersom Du bruger det saa vel.

Den Heistcommanderende, som hidtil havde været ved de Kanoner, der besvarede Forfolgernes Stib, fom nu til.

Han harmedes over, at Kampen med de Entrede havde varet faalænge, men endnu mere over, at Sejren bavde været saa kostbar; thi det tredobbelte Antal af dræbte Tyrker lage endnu paa Dækket mellem de faldne

Riddere. Det var ham derfor haardt imod, at hans Underbefaling&mand havde ftiænket den unge Christen Livet, og maasfee var det ogsaa kun de fem tusinde Zechiner, der afholdt ham fra at bryde den tilbudte og tilstaaede Fred.

St. Previl blev ført ned i Rummet, og indsluttet i et litet Lufaf, hvor man overlod det til ham selv at forbinde fig et par ubetydelige Saar. Med Føbemidler blev han tilstræffelig forsynet.

Under førgelige Betragtninger henslæbte Natten Fig for ham. Standset ved det første Skridt paa Ærens Bane, adskilt fra Venner og Troesforvandte – flere af disse faldne ved hans Side - befandt han sig nu i Korsets Arvefjenders Vold, og dersom hans Slægtninge skulde vægre fig ved at udrede den svære løsningssum, funde Trældom blandt vilde Barbarer vorde hans lod!

Dog Haabets milde Straale gjennemtrænger endogsaa den mørkeste Vraae, hvor meget lettere fandt den Vej til den unge Franfers modige Hjerte! Rolig bar han fin Stjæbne, og ventede Guds Time med barnligreen Tillit.

Henimod Morgenstunden vilde han just - enig med sig selv og hengiven i Forsynets Tilftiffelser overgive sig til Søvn og fød Forglemmelse af alle Sorger.

Han foldede sine Hænder i andægtig Ben, kyssede Korset paa fit Bryst, og lagde sig ned paa Straamatten med et lydeligt Hjertesuk. Da hørte han dette besvaret af et andet, tæt under fig. Han foer op med det mechanisfe Ubraab:

Hvem der ?
"François! er det Dig?« lød Stemmen.

„Min Gud, Amaral!« hviskede St. Previl, hvor er Du?..

« ForrigeFortsæt »