Billeder på siden
PDF
ePub

Rodiserinden.

(Grundet paa en virkelig Begivenhed).

I Marseilles Havn var usædvanligt liv og Færsel:

Bryggen vrimlede af Mennesker; alle Skibe flagede; alle Kanoner tordnede. En af Rodiferriddernes Gallioner stak i Seen, prægtigt udrustet og stærkt bemandet.

Men hvad der især tiltrak den saa Manges Nyss gjerrighed og Deeltagelse, var den glimrende Skare af franske Ynglinger, som nys havde taget Korset, og nu vde ud at prøve deres Jomfrusværd paa Tyrkernes Turbaner.

Paa ingen af disse unge Riddere hvilede faa mange kvindelige Dine, som paa François de Saint Previl. Med det ungdommelige, af Sundhed og Mod mildt glødende Ansigt henvendt (som alle hans galante Vaabenfæller) mod det skjønne Fødeland og dets skjønne Døttre, gled han baglænds ud paa det vilde Hav, og følte Nordvindens Vinger, betyngede med Sukke og Affketsraab, vifte Koling til de blussende Kinder.

Hos ham stod hans Fætter og Barndoms Legekammerat Amaral, i enhver Henseende det Modsatte af den aabne, venlige, og under alle Sindsbevægelser stedse fintige og fuldkommen selvbevidste St. Previl.

S. S. Blicker. Gamle og ny Noveller. III.

1

Amaral var hoffærdig, tilbageholden

-

ja ofte forbeholden indtil Trædskhed; utæmmelig i sine Lidenskaber, ustyrlig i sine Ønsker, dem han ofte først af sandselig Lyst og siden af Stolthed kæmpede for at opnaae. Han var stor, velskabt og smuk - næsten smukkere end den middelhøje, men kraftfulde og smidige St. Previl; dog vans hældedes hans mandige Skjønhed af Hovmods og Indbilskheds frastødende Træk, dem kun Sandselighed — ikke Kjerlighed - formaaede at udslætte. Neppe tyve Aar gammel, var han allerede en erfaren Forfører, og efter ham udaandedes flere end eet: „Adieu, smukke Forræder!" medens dejlige, forgjæves smægtende Læber ledsagede St. Previls Bortgang med et sagte: „Adieu, smukke Uskjøn somme! Adieu, du skjønne Billedstøtte!"

Provences Kyster sank ned bag Bølgerne; Corsicas fremsteeg.

Da øjnedes en Sejler forud, der syntes at være langt ud fra Landet, og nu styrede Syd efter. Gallionen søgte at indhente den, og satte derfor alle mulige Sejl til.

Efter trende Timers Jagt vare de kamplystne Nodisere den saa nær, at de tydeligt erkjendte den for et stort tyrkisk Krigsskib. De stolte Musselmand havde med Villie ladet sig indhente; thi de førte kun fmaae Sejl, og drejede ofte Siden til, retsom for at bie efter Forfølgerne, og fpotte dem for deres Langsomhed.

Ridderne lod gjøre klart Skib, og beredte sig til en alvorlig Dyft; thi de vidste vel, at Tyrken var stærkere paa Mandskab, og at hans krumme Sværd førtes af kraftfulde Arme.

De ældre, allerede længe Krigsvante, stræbte at temperere de unge Novicers fremfusende Mod med den nødvendige Befindigheds Kulde, og lovede dem, at de vcd

[merged small][merged small][ocr errors][merged small]

Entringen
de Fremmeste.

Slaget begyndte.

Kanonernes hule Torden syntes

fun at være blot. Trusel; thi Kuglerne gik over eller forbi. Saaledes hilse Fægtere hverandre med Skvadronader, Lufthug og Stampen, inden de ret begynde det blodige Værk.

Tyrken skød slet; men han maneuvrerede bedre, og snart var han saa nær, at han ogsaa maatte træffe og hævne noget af det Mandefald, han allerede havde lidt.

Gallionens Befalingsmand, der lige saameget som Fjenden ønskede en Entring, og ikke vilde afskrække denne derfra ved at vise ham sin hele Styrke, havde holdt den halve Besætning i Skjul til det afgjørende Djeblik.

Dette kom: Skibenes Bove berørte hinanden. Christne og Tyrker stode paa Spring da kaldtes de Sidste ved et tordnende Commandoraab tilbage fra Rejlingen — en Snees af de Første styrtede over til dem, og i samme Øjeblik afhuggede tyrkiske Ører Riddernes Entrehager, og deres egne stødte Gallionen fra.

Nu opdagede ogsaa Rodiserne Aarsagen til denne Maneuvre: tvende Sejlere med Korsflaget paa Toppen ilede disse til Undsætning. Tyrkernes Anfører, som først blev dem vaer, besluttede ftrar at søge sin Frelse i Flugten, stolende paa sit Skibs større Hurtighed.

Vel gjorde Gallionen Alt for atter at nærme sig ham; men dette var umuligt: den kunde blot forfølge Fjenden med fine Kugler, der bleve besvarede fra hans agterste Kanoner. Mere og mere fjernede han sig; inden en halv Times Forløb var han ude af Skudvidde, og efter tvende Timer havde Nattens Skygger borttaget ham fra de christne Ridderes hævnsprudende Øjne.

De til Tyrkerne Cversprungne fægtede en fortvivlet og blodig Kamp.

Uden at vorde istand til at yde dem Bistand, maatte deres tilbageblevne Cammerater være ledige Vidner til den ulige Strid, og see hvorledes den ene Hjelm forsvandt efter den anden mellem Turbanerne.

Snart var fun Een tilbage det var Saint Previl. Med Ryggen mod Kahytdøren holdt han ryddeligt foran fig; hans lynende Klinge mærkede Enhver, der kom ham for nær.

"Spid ham op mod Væggen med Baadshagen!" raabte en Stemme, og allerede løftedes flere imod ham; men den Næstcommanderende holdt dem tilbage, og be= undrende den unge Krigers uforfærdede Mod og Tappers hed, tilbød han ham Pardon.

Baadshagerne rejste sig lige op, Sablerne fank, og Halvkredsen ryggede sig i Forventning af hans Svar. "Hvad koster den? spurgte St. Previl.

"

Fem tusinde Zechiner", lød Svaret, „og Friheden gaaer med i Kjøbet."

"Det er dyrt!" raabte St. Previl, men jeg skal sørge for Pengene."

"Godt!" sagde Tyrken, „ræk mig saa dit Sværd! naar Du løser Dig, skal Du faae det tilbage, eftersom Du bruger det faa vel."

Den Høistcommanderende, som hidtil havde været ved de Kanoner, der besvarede Forfølgernes Stib, kom nu til.

Han harmedes over, at Kampen med de Entrede havde varet faalænge, men endnu mere over, at Sejren havde været saa kostbar; thi det tredobbelte Antal af dræbte Tyrker laae endnu paa Dækket mellem de faldne

Riddere.

Det var ham derfor haardt imod, at hans Underbefalingsmand havde skjænket den unge Christen Livet, og maaskee var det ogsaa kun de fem tusinde Zechiner, der afholdt ham fra at bryde den tilbudte og tilstaaede Fred.

St. Previl blev ført ned i Rummet, og indsluttet i et lidet Lukaf, hvor man overlod det til ham selv at forbinde sig et Par ubetydelige Saar. Med Fødemidler blev han tilstrækkelig forsynet.

[ocr errors]

Under sørgelige Betragtninger henslæbte Natten sig for ham. Standset ved det første Skridt paa Wrens Bane, adskilt fra Venner og Troesforvandte flere af disse faldne ved hans Side befandt han sig nu i Korsets Arvefjenders Vold, og dersom hans Slægtninge skulde vægre sig ved at udrede den svære Løsningssum, kunde Trældom blandt vilde Barbarer vorde hans Lod!

Dog Haabets milde Straale gjennemtrænger endogsaa den mørkeste Vraae, hvor meget lettere fandt den Vej til den unge Frankers modige Hjerte! Rolig bar han fin Skjæbne, og ventede Guds Time med barnligreen Tillic.

Henimod Morgenstunden vilde han just

[ocr errors]
[ocr errors]

enig med overgive

fig selv og hengiven i Forsynets Tilskikkelser
Fig til Søvn og sød Forglemmelse af alle Sorger.

Han foldede fine Hænder i andægtig Bon, kyssede Korset paa fit Bryst, og lagde sig ned paa Straamatten med et lydeligt Hjertefuk.

besvaret af et andet, tæt under sig.

det mechaniske Udraab:

"Hvem der?"

Da hørte han dette

Han foer op med

"François! er det Dig?" lød Stemmen.
Min Gud, Amaral!" hviskete St. Previl, hvor

"

er Du?"

« ForrigeFortsæt »