sionshaveren at ville søge den Sum, for hvilken Statsgaranti kunde gives, forøget med et Beløb af indtil 120,000 Rd., saafremt der anlagdes en egen Jernbanebro over Guldborgsund og denne fuldførtes inden 1 Jan. 1876. En saadan Bestemmelse havde Indenrigsministeren allerede søgt indsat ved et af ham i Marts s. A. stillet Ændringsforslag til anden Behandling af et i Decbr. 1873 af Ministeren i Folkethinget indbragt Forslag til Lov om forskjellige Jernbaneanlæg, hvilket Ændringsforslag Folkethingsudvalget imidlertid kun tiltraadte under den tilføjede Forudsætning, at der, forinden Rentegarantien gaves, skulde være paabegyndt en Bane fra Nykjøbing p. F. til et Punkt paa Øens Sydside. En saadan Bane var Regjeringen ved Lov af 23 Maj 1873 § 1 (jfr. foran) bleven bemyndiget til at give Koncession paa, for saa vidt der ingen Rentegaranti eller anden Statsunderstøttelse forlanges, og i Henhold hertil blev der under 20 Maj 1874 meddelt Generalentrepreneurerne J. Stichel og C. Riesebech af Berlin Koncession paa Anlæg og Drift af en saadan Bane i Forbindelse med en Havn ved Banens sydlige Endepunkt.

I Henhold til det ovenfor nævnte Tilsagn til Koncessionshaverne for Lolland-Falsterbanen paabegyndte disse strax Bygningen af Jernbanebroen, og Indenrigsministeren (Tobiesen) forelagde derfor paa Ny i Jan. 1875 et Forslag til Lov om forskjellige Jernbaneanlæg, i hvilke det førnævnte Forslag om Rentegaranti for Broanlæget med den af Udvalget foreslaaede Tilføjelse var optagen. Det paagjældende Folkethingsudvalg fandt imidlertid, at Koncessionshaveren ifølge Loven af 25 Marts 1872 var forpligtet til at anlægge Broen uden en saadan Udvidelse af Rentegarantien og hævdede derfor Rigsdagen fuld Frihed overfor dette Spørgsmaal, og Lovforslaget naaede ikke til anden Behandling. Derved bortfaldt ogsaa to andre Forslag, som vare optagne i samme Lovforslag, nemlig dels om eventuelt at give Ejerne af den lolland-falsterske Bane Koncession paa Anlæg og Drift af Banen til Falsters Sydende, der ikke syntes

at ville komme i Stand ved de oprindelige Koncessionshavere *), i hvilket Tilfælde Rentegarantien skulde udvides til ogsaa at omfatte dette Anlæg hvilket Forslag Udvalget iøvrigt ikke var tilbøjeligt til at anbefale -, dels om at tilvejebringe en Dampfærgeforbindelse mellem den sjællandske Bane og Falsterbanen, hvilket Forslag efter Udvalgets Formening heller ikke var modent til Afgjørelse.

I det foran berørte, af Indenrigsministeren i Febr. 1873 forelagte, Lovforslag var endvidere indeholdt en Bestemmelse om, at Rentegarantien for Lolland-Falsterbanen kunde udvides. til ogsaa at omfatte Maribo-Banholmsbanen, naar Koncessionshaveren paa førstnævnte Bane godtgjorde ogsaa at være Ejer af sidstnævnte Bane, dog kun indtil et Beløb af 200,000 Rdl., hvilket var det Beløb, som i sin Tid var medgaaet til Banens Anlæg. Folkethingsudvalgets Flertal fraraadede imidlertid at gaa ind herpaa, og Forslaget, der, som anført, ikke naaede til anden Behandling, er ikke senere fremkommet. Banen drives. imidlertid i Henhold til en alt i Juni 1873 truffen Overenskomst for Ejernes Regning af det Aktie-Selskab, der i Jan. 1875 har konstitueret sig for i Henhold til den Koncessionshaverne dertil givne Bemyndigelse (jfr. foran) at overtage Banerne paa LollandFalster.

Efter at Jernbanebroen over Guldborgsund imidlertid var bleven fuldført og fra 1 Oktbr. 1875 tagen i Brug, forelagde Indenrigsministeren (Skeel) i Novbr. 1875 Landsthinget et særligt Forslag til Lov om Udvidelse af Rentegarantien for den lollandfalsterske Jernbane, hvorved denne kom til at omfatte den Kapital, der bevislig er medgaaet i Anledning af Bygningen af Jernbanebroen samt den løbende Rente af samme indtil Broens Aabning for Færselen, dog saaledes, at den ikke kunde gives for et større Beløb end 400,000 Kr. og ikke fra et tidligere Tidspunkt end

*) Koncessionen er senere bortfalden, da det ikke trods gjentagne Forlængelser af Koncessionen, senest til d. 15 Septbr. 1875, inden den fastsatte Frist er bleven godtgjort, at den fornødne Kapital havdes til Raadighed.

fra 1 Oktbr. 1875, idet det derhos oplystes, at Rentegarantien for Lollandsbanen foreløbig kun var givet for det tilladte Minimum af 4 Mill. Kr. med Fradrag af de 160,000 Kr., der vare anslaaede at ville medgaa til en Forandring af Christian IX.'s Bro til en Jernbanebro, hvilket Beløb derfor nu lagdes til de 240,000 Kr., som Anlæget af en selvstændig Jernbanebro antoges at ville koste mere. Lovforslaget vedtoges af Landsthinget, men blev af Folkethinget nægtet Overgang til anden Behandling. Som Følge heraf er Statens Rentegaranti kun udstrakt til et Beløb af i Alt 5,040,000 Kr. (3,840,000 Kr. 4 Mill. 160,000 Kr. for Lollandsbanen og 1,200,000 Kr. for Falsterbanen), til hvilket Beløb Aktiekapitalen ogsaa ved Indenrigsministeriets Resol. 14 Maj 1875 foreløbig er bestemt, medens Anlæget efter det af Ministeren Oplyste har kostet:

Gaar man ud fra denne Sum som det Beløb, i hvilket Banen staar Aktionærerne, bliver Anlægssummen for den 11.6 Mil (87,35 kilom.) lange Bane ca. 495,900 Kr. pr. Mil. eller ca. 65,800 Kr. pr. kilom.

Efter hvad der er oplyst i Rigsdagstidenden for 1873-74 Tillæg A., Sp. 1922 har den 0.96 Mil (7,23 kilom.) lange MariboBanholms-Bane, der aabnedes for Driften i 1869, kostet 400,000 Kr. eller ca. 55,300 Kr. pr. kilom.

Allerede faa Maaneder efter, at Danmark ved Freden i Wien havde mistet Raadigheden over de igjennem Sønderjylland gaaende Handelsveje, havde Indenrigsministeren (Tillisch) forelagt (Febr. 1865) et Lovforslag om, at der imellem Vamdrup Station paa

*) Dette er den Sum, for hvilken Privatbanken har kjøbt Falsterbanen af det sjællandske Selskab, hvilket den har kostet 1,486,054 Kr.

den østjydske Jernbane og Strandby paa Jyllands Vestkyst udfor Graadyb vil være at anlægge en enkeltsporet Lokomotivbane", samt at i Forbindelse hermed bliver paa det nævnte Punkt af Jyllands Vestkyst at bygge en Havn". Samtlige Anlæg skulde tilvejebringes for Statskassens Regning; til Anlæget af Jernbanen skulde kunne anvendes 1,395,000 Rdl. og til Anlæget af Havnen, derunder Havnespor m. v., 600,000 Rdl. Alt exclusive Expropriationsudgifter. Til Driftsmateriel, Inventarium m. v. skulde kunne anvendes 265,000 Rdl. Lovforslaget blev imidlertid paa Grund af den fremrykkede Tid ikke behandlet til Ende, og i den næste Samling blev det ikke paa Ny forelagt, dels fordi de fornødne Forundersøgelser, der ikke helt havde kunnet tilendebringes forud for det nysnævnte Forslags Forelæggelse, og som viste sig at blive temmelig omfattende, navnlig fordi der var Spørgsmaal om flere Punkter, som kunde vælges til Havneanlæget, nu helst ønskedes definitivt tilendebragte, dels ogsaa af Hensyn til de betydeligere Pengemidler, som der efter de nyere Undersøgelser vilde blive Spørgsmaal om. Først i Januar 1868 forelagde Indenrigsministeren (Estrup) et Lovforslag om Anlæget af en Havn paa Vestkysten, hvortil nu istedenfor Strandby foresloges Esbjerg som Anlægssted, medens Spørgsmaalet om de til denne Havn eventuelt førende Baners Retningslinier endnu ikke var saaledes afgjort, at Lovforslag allerede kunde forelægges derom.

Derimod forelagde Ministeren samtidig et Forslag om Bygning af den oftere omhandlede Silkeborgbane, og i Forbindelse hermed foresloges nu, da Anlæget af de i Lov 10 Marts 1861 fastslaaede Baner nærmede sig deres Fuldførelse, en Forlængelse af dette Banenæet nord paa fra Nørre-Sundby forbi Hjørring til Frederikshavn. Under Forhandlingerne i Folkethinget besluttedes det imidlertid ogsaa at optage en Bestemmelse om de til Esbjerg Havn baade nordfra og østfra førende Baner, og Loven, der udkom d. 24 April 1868, bestemte herefter, at der ved Regjeringens Foranstaltning skulde for Statskassens Regning anlægges følgende Lokomotivbaner: a) fra Nørre-Sundby forbi Hjørring til Frederikshavn, b) fra Skanderborg til Silkeborg,

c) fra Holstebro forbi Ringkjøbing og Varde til Havnen ved Esbjerg og d) fra denne Havn eller et andet Punkt paa den. under c) nævnte Bane til Vamdrup eller et andet Punkt paa Østbanen, dog ikke nordligere end Vejle. Retningen for denne sidste Bane skulde nærmere bestemmes ved Lov. I Henhold hertil bestemtes det senere ved Lov 14 Maj 1870, at Banen skulde anlægges fra Havnen ved Esbjerg over Gjørding til Lunderskov Station paa den østjydske Jernbane, hvilken blandt fire forskjellige undersøgte Linier var den korteste og billigste (anslaaet til 1,186,000 Rdl.) For Anlæget af de under a) og b) nævnte Linier bemyndigedes Regjeringen til at betale indtil 2,490,000 Rdl. og for den under c) nævnte indtil 2,200,000 Rdl., i hvilke Beløb dog ikke var indbefattet Expropriationsudgifter eller Toldgodtgjørelse saa lidt som Udgifter til Kontrollen, til Anskaffelse af Driftsmateriel, Inventarium m. v. Vendsyssel- og Silkeborgbanen skulde være fuldendte senest 1 Juli 1871, de andre Baner senest 1 Juli 1874. Denne sidste Bestemmelse søgtes senere, da de to første Baner nærmede sig deres Fuldendelse, forandret ved et ved privat Initiativ i Oktbr. 1871 i Folkethinget indbragt Lovforslag, der tilsigtede at udskyde Anlæget af de andre Baner; men Forslaget forkastedes ved første Behandling. Om Anlæget af Vensysselbanen sluttedes under 29 Jan. 1869 en Kontrakt (approberet 20 Febr. s. A.) med Generalkonsul Gedalia og Kammeraad E. C. Møller af Kjøbenhavn, Konsul Steenberg i Randers og Overintendant C. F. Svendsen, hvorved disse paatoge sig at anlægge Banen i en Længde af 10,84 Mil med Stationer ved Nørre-Sundby, Hjørring og Frederikshavn samt 6 Landstationer inden 1 Juli 1871 for en Betaling af 1,8 Mill. Rdl. (ca. 166,000 Rdl. pr. Mil). Sporvidden skulde være den samme som paa de øvrige jydske Baner, 4' 8", engelsk Maal, og Skinnerne have samme Vægt som paa Randers-AalborgBanen, 58 Pd. pr. løbende Yard. - Under 3 April s. A. sluttedes derefter Kontrakt med Tømmermester N. Nielsen og Murmester Lauritz Petersen om Anlæget af Silkeborg banen, der i en Længde af 3,84 Mil og med en Station ved Silkeborg og 3 Land