Billeder på siden
PDF
ePub

vælge en Midtbane med flere Sidebaner til de større Kjøbstæder navnlig paa Østkysten eller en Østbane, berørende saå mange af de større og vigtigere Kjøbstæder som muligt, eller endelig en Vestbane over Ringkjøbing og Holstebro med en Sidebane fra Viborg til Randers og Aarhus, fastholdt Krigsministeriet som en ufravigelig Betingelse, at Banen skulde føres igjennem eller tæt forbi Fredericia Fæstning. Denne Paastand, ,,hvorpaa ingen privat Entrepreneur kunde ventes at ville gaa ind“, fremkaldte fornyede Forhandlinger imellem de forskjellige Ministerier, og da disse ikke just fremmedes med særlig Hurtighed og Forholdene paa Vare- og Pengemarkedet imidlertid undergik væsentlige Forandringer, idet „alle Priser vare stegne mindst 25 pCt.“ og „Pengekonjunkturerne i 1854 havde forværret sig saaledes, at man ej kunde vente at faa en solid Udførelse uden store Pengeopoffrelser“, faldt Sagen hen af sig selv, idet Petos Befuldmægtigede, da man i April 1855 spurgte han, om han endnu kunde indlade sig paa Forhandlinger paa de tidligere foreslaaede Vilkaar, erklærede, at han maatte betragte sin Fuldmagt som bortfalden.

I Sommeren 1855 aabnedes da nye Underhandlinger med Peto, der nu som Hovedbetingelse fordrede, at der, idet hver engelsk Mil antoges at ville kræve 10,000 £, tilsikkredes en Hjælp fra Regjeringen af 3,500 € pr. Mil, at indtræde efter 5 pCt. Aktiekapital af 6,500 € pr. Mil og at forrente med 4 pCt., der først dækkes af Banens Driftsoverskud, efterat disse 5 pct. ere betalte, hvorimod Regjeringen skulde være bemyndiget til, naar Banen havde været aabnet i 20 Aar, at overtage den til en Værdi, beregnet efter Udbyttet for de sidste 5 Aar. Med Hensyn til Retningen gik Peto ud fra, at Banen maatte gaa fra. Flensborg mod Vest til et Punkt, hvorfra en Sidebane let kunde føres til Ballum, og derfra langs den østre Skraaning af Jyllands Højderyg saa nær Østkysten som muligt uden dog at gaa ned i eller gjennemskjære dennes mange Dale og Bakker, med Sidebaner til Horsens og Aarhus, nær ved Silkeborg, til Viborg, Aalborg og Frederikshavn, hvilken Retningslinie af hans Befuld

mægtigede nærmere angaves saaledes: fra Flensborg tæt op imod Tønder og Ribe, derfra over Engelsholm, tildels langs Gudenaaens Dalstrøg tæt op ved Silkeborg, med en ca. 5 Miles Sidebane herfra til Aarhus, til Viborg, Aalborg og Frederikshavn.

Overfor dette Forslag blev det af den danske Regjerings Konsulenter gjort gjældende, at den forudsatte Betaling var altfor højt ansat, idet Banen mentes at kunne bygges for omtr. 7000 € pr. engelsk Mil, hvorfor man antog, at Regjeringen, heller end at indlade sig paa dette Tilbud, selv burde tilvejebringe Kapitalen og lade Jernbanen bygge, men at man i ethvert Ti:fælde ved foreløbig at udsætte Sagen utvivlsomt vilde kunne opnaa for Statskassen fordelagtigere Tilbud, saasnart fredelige Forhold igjen indtraadte i Europa. Derimod fandt man den nu foreslaaede Retningslinie hensigtsmæssigere end den tidligere foreslaaede, og den Anskuelse begyndte i det Hele taget, om end under stærk Modstand, at gjøre sig stedse stærkere gjældende, at den første Jernbane igjennem Jylland burde bringes Østkystens Kjøbstæder saa nær som muligt. Da Regjeringen ogsaa kom til den Erkjendelse, at „under de nærværende Konjunkturer, hvor al Diskonto er stegen, Aktiva og Papirpenge ere faldne, Materialiers og Arbejdsløns Priser meget forhøjede samt Arbejdere meget vanskelige at erholde, og medens det er uvist, hvor længe disse Konjunkturer vedvare,“ vilde det ikke være forstandigt at afslutte en Kontrakt om et Arbejde, som ej kan blive færdigt i en kortere Aarrække end 6 à 7 Aar“*). Det syntes da „rigtigere at benytte Tiden til Nivelleringer og andre Forarbejder til Oplysning om de forskjellige Retningers Bekostelighed“, saa meget mere, som Peto selv havde beregnet en Tid af 14%, Aar hertil, i hvilken Tid man da kunde afvente, om Konjunkturerne vilde forandre sig. Idet man da i Novbr. 1855 underrettede Peto om

*) De i dette Afsnit forekommende Citater ere alle, for saa vidt ikke Andet

er bemærket, hentede enten fra Lovforslagenes Motiver eller fra Udvalgsbetænkninger eller fra Indenrigsministrenes Udtalelser, navnlig ved Forelæggelsen af Lovforslag. De her anførte Yttringer forekomme i Indr. Min. Skr. 11 Septbr. 1855.

denne Regjeringens Opfattelse, var det Tanken at modtage hans subsidiære Tilbud om at foretage Terrainundersøgelse og lade udarbejde Planer og Beregninger, mod at Kongerigets Finantser, hvis han i sin Tid ikke kom til at overtage Jernbaneanlæget, skulde udrede Halvdelen af disse Omkostninger, som dog i det Hele ej skulde overstige 8000 €. Sluttelig bestemte man sig dog for at lade disse Forundersøgelser foretage ved det danske Ingenieurcorps, hvortil der paa Finantsloven for 1856–57 bevilgedes 60,000 Rdl. Et Forslag, som i December 1855 ved privat Initiativ (Tscherning) indbragtes i Folkethinget om, at der for Kongeriget Danmarks Regning skulde anlægges en Jernbane igjennem Jylland, som „fra et passende Sted imellem Give og Givskud ... skal føres i nordlig Retning saaledes, at den krydser Vejen fra Holstebro til Horsens imellem Ikast og Vrads, gaa vest forbi Rye og Søerne ved Silkeborg, bøje hen imod Ands for derfra at gaa over Viborg og Hobro til Aalborg“, naaede ikke til anden Behandling; men det derom nedsatte Udvalg foreslog at indskrænke Loven til at give Regjeringen Bemyndigelse til at fortsætte Underhandlingerne med Peto og slutte Kontrakt med ham eller en anden Entrepreneur om Anlæg og Drift af en Jernbane „fra Nørrejyllands Sydgrændse indtil Frederikshavn“, uden nærmere Bestemmelse af Banens Retning, dog ,,med Tilføjende, at Aarhus berøres af Banen enten ved Hoved- eller Sidebane“.

Efter at der da i Løbet af 1856 var foretaget omfattende Forundersøgelser med Hensyn til Anlæget af en Østbane i Jyiland med Sidelinier, og det ved disse havde vist sig, at en Hovedbane fra Vamdrup til Frederikshavn, berørende alle Østkystens Kjøbstæder, tilligemed en Sidebane til Snoghøj, i Alt 45,81 Mil, vilde koste ca. 213/4 Mill. Rdl. eller 474,800 Rdl. pr. Mil — heri ikke medregnet en Bro over Limfjorden, hvortil Minimumsudgiften ansloges til 700,000 Rdl., - mente Regjeringen, dels under Hensyn til de finantsielle Betænkeligheder ved at paadrage Staten en Forpligtelse, der vilde løbe op til over 20 Mill. Rdl. eller tilsvarende aarlig Rente, dels under Hensyn til den Strid, der endnu stedse førtes om, hvor Banen gjennem den

[ocr errors]

sydlige Del af Jylland helst maatte anlægges, at burde foreslaa Anlæget af en Tværbane, der forbandt det vestlige Limfjordsbassin med. Aarhus og Randers. Under Forhandlingerne omændredes Forslaget der gik ud paa, at Regjeringen bemyndigedes til at meddele Bevilling paa Anlæg (og udelukkende Brug i 100 Aar) af en Jernbane fra Aarhus over Randers til Sønder-Onsild og derfra dels til Hobro, dels over Viborg til Skive — saaledes, at Banen ved Lov 4 Marts 1857 bestemtes at skulle føres „fra Aarhus over Viborg til et Punkt ved Venøbugten eller Holstebro med en forbindelsesbane til Randers.“ Denne Lov bemyndigede tillige Regjeringen til for en Anlægskapital af indtil 8 Mill. Rdl. at lade Kongerigets særlige Finantser komme Foretagendet til Hjælp enten ved at give Tilsagn om Rentegaranti eller ved at overtage Halvdelen af Anlægskapitalen mod Udstedelsen af Statsobligationer for et tilsvarende Beløb. Saadanne Begunstigelser bleve derimod ikke stillede i Udsigt i den omtrent samtidige Lov 15 Febr. 1857, der bemyndigede Regjeringen til at give Enerets-Bevilling paa en Jernbane igjennem Fyen fra Nyborg over Odense til et Punkt ved Lillebelt med eller uden Sidebaner, og denne Lov fik derfor heller ingen praktisk Betydning. Derimod blev der under 21 Oktbr. 1859*) givet Peto, Brassey og Betts af London Koncession paa Eneret til Anlæg og Drift af den i Lov 4 Marts 1857 omhandlede jydske Jernbane, som det overlodes dem enten at fuldføre under Et eller suksessive i tre Sektioner (1. Aarhus-Langaa med Sidebane til Randers, 2. Langaa-Viborg, 3. Viborg-Struer), for hvilken Bane Kongerigets Finantser garanterede en aarlig Rente af 4 pct. af en Anlægskapital af 8 Mill. Rdl. fra den Tid, da den hele Bane var fuldført, eller af det til hver Sektion medgaaede Beløb (der ansattes for første Sektion til 3,7 — for anden

*) I Novbr. 1858 var der ved privat Initiativ (Winther) indbragt et Lov

forslag om at ophæve Loven af 4 Marts 1857. Ved første Behandling vedtoges Lovforslagets Overgang til anden Behandling med 61 St. imod 22; men faa Dage efter sluttedes Samlingen, og da den næste Rigdagssamling udsattes til Decbr. 1859, var Koncessionen meddelt, inden Forhandlingerne i denne Samling begyndte.

til 1,65 og for tredie til 2.65 Mill. Rdl.) fra den Tid af, da Driften paa hver af dem paabegyndtes.

Kort efter at denne Koncession var given, dannedes 'et nyt Ministerium, og dettes Indenrigsminister (Jessen) forelagde allerede d. 11 Januar 1860 efter forudgaaet Forhandling med Koncessionshaveren et Lovforslag, sigtende til at faa Koncessionen ophævet for at sætte en Længdebane istedenfor den fastslaaede Tværbane samt at knytte den fynske Bane til dette Anlæg, der derhos i sin Helhed skulde udføres paa Statens Bekostning, medens kun Driften skulde gives i privat Entreprise. Det herom nedsatte Folkethingsudvalg erklærede sig enigt i „at søge opnaaet Forandring i den ifølge Loven af 4 Marts 1857 meddelte Bevilling“ saa vel som i, „at større Jernbaneanlæg her i Landet ikke kunne ventes udførte ved private Kræfter alene, fordi Fordelen ved saadanne Anlæg synes tvivlsom

“. Det fremhæves endvidere, at ,,Tværbanens Nytte er tvivlsom og ialfald meget lokal“, at den vedtagne Pris „er overmaade høj, i det Mindste 1 Mill. Rdl. højere end nødvendigt“, samt at Sagen nu kun kan ordnes ved en Overenskomst med Peto, hvortil denne imidlertid formentes ikke at ville være uvillig, da Koncessionen ogsaa paalagde ham betydelige Byrder. Umiddelbart efter denne Betærknings Afgivelse fandt atter Ministerskifte Sted, og Lovforslaget blev ikke ført videre end til anden Behandling, ved hvilken Folkethinget vedtog det som forelagt med følgende Hovedindhold: „Regjeringen bemyndiges til at lade bygge en Jernbane fra Nyborg over Odense til Middelfart med en Dampfærge over Lillebelt og derfra til den slesvigske Grændse samt fra den slesvigske Grændse til Aalborg. Saa bemyndiges Regjeringen ogsaa til at søge opnaaet en Forandring i den i Henhold til Loven af 4 Marts 1857 allerhøjst meddelte Koncession til Anlæg af en Jernbane, saaledes, at Strækningen fra Skive til Struer foreløbig opgives og den øvrige Del af Banen paa hensigtsmæssig Maade bringes i forbindelse med det hele Jernbanesystem og anlægges samt drives efter de derom ved nærværende Lov givne Bestemmelser. Til Tilvejebringelsen af de til disse Jernbaneanlæg fornødne Midler kan Regjeringen

« ForrigeFortsæt »