dels Rusland begyndte at knytte direkte Forbindelser, og især Byerne Hamborg, Lübek og Bremen toge aldeles Luven fra Kjøbenhavn og de erobrede ikke alene vor tidligere Mellemhandel, men endogsaa største Delen af Danmarks egen Omsætning med Udlandet. Handelen med Norge, til hvilket Land vi havde udført Korn og Fedevarer, og hvorfra vi havde forsynet os med Jernvarer, Tømmer, Fisk, Glasvarer og forskjellige andre Artikler, vanskeliggjordes nu saavel ved vor egen som ved den norske Toldlovgivning, der betragtede de to Lande som Udland overfor hinanden. Nordmændene optraadte endog som farlige Konkurrenter for vor Skibsfart, og det var saa langt fra at vi i den udenlandske Fragtfart kunde tage Konkurrencen op med dem, at vi endog maatte tage vor Tilflugt til Lovforanstaltninger for at forhindre Nordmændene og Svenskerne i at bemægtige sig den indenrigske Fart i Danmark (jfr. ovfr. pag. 430 og pag. 450). Endnu større Ulykke for Landet end Tabet af den udenlandske Handel og Skibsfart var det, at Grundvolden for den indenlandske Omsætning og for al Velstand i Landet, Landbruget, paa samme Tid blev bragt til Randen af Ødelæggelse. Som vi have sét, stod Landbruget sig godt under Krigen og i de første Aar derefter, men omtrent fra Aar 1818 indtraadte der i hele Europa, af Grunde, som vi her ikke skulle nærmere indlade os paa, en stærk Overproduktion af Landbrugsprodukter, og som Følge deraf faldt disses Pris meget betydeligt. Kapitelstaxten for Sjælland var (i Sølv) I 1824 var saaledes Prisen for Rug sunken til en Fjerdedel, Prisen paa Byg ligeledes til en Fjerdedel og Prisen paa Havre til en Trediedel mod Prisen i 1818, og det varede længe, inden Priserne atter gik noget betydeligere op. Høsten var i denne Periode i Almindelighed god, men Priserne vare saa lave, at det undertiden knap betalte sig at indhøste Sæden, og selv disse lave Priser var det ofte vanskeligt at faa Kornet afsat til; thi det norske Marked, paa hvis Forsyning vi tidligere havde havt Eneret, var nu næsten lukket for os. England, der nu er vort vigtigste Afsætningssted, havde et Par Aar tidligere indført den bekjendte bevægelige Korntold, der aftog, naar Kornet stod højt i Pris, men steg naar Priserne faldt; denne bevægelige ubestemte Told vanskeliggjorde al Kornhandel paa England, og virkede i disse Aar, da Kornpriserne vare saa overordenlig lave og Tolden i tilsvarende Grad høj, næsten som et Forbud. Desuden var vort Korn da saa slet, at man i disse Overflødighedens Tider allerede af denne Grund næsten ingen Kjøbere kunne finde til det. Intet Under derfor, at vore Landmænd forarmedes; og Stødet ramte saameget haardere, som mange i de tidligere flotte Aar havde kjøbt deres Eiendomme til høje Priser og havde vænnet sig til et mere. overdaadigt Liv. Til alle de andre Ulykker kom endnu paa samme Tid den uheldige Fremgangsmaade, man valgte for at bringe Orden i vort Pengevæsen. Det er i en foregaaende Afdeling af dette Værk (under Bankvæsenets Historie) meddelt, hvorledes Regjeringen søgte at skaffe ordnede Pengeforhold til Veje ved at formindske den altfor store Seddelmængde og reducere Sedlernes nominelle Værdi til 1/10 Del; for hver 6 Rigsdaler Courantsedler gaves en Rigsbankdaler-Seddel. Men denne Reduktion var ikke tilstrækkelig, og som Følge deraf var heller ikke de nye Rigsbanksedler pari; fra 880, som de stode i ved Begyndelsen af Aaret 1814 gik Kursen lidt efter lidt tilbage og naaede først pari (200) i 1838. Det maa vistnok ansés for et stort Fejlgreb af den daværende Finantsbestyrelse, at den ikke reducerede Gjældsforholdene, Seddelmængden og Omvexlingen af gamle med nye Sedler efter et meget stærkere Forhold end 1/10; Ulemperne derved vilde have været omtrent de samme, snarere mindre end større, medens man langt hurtigere vilde have faaet ordnede Forhold tilveje Den Omstændighed, at man ikke vilde indrømme den hele Misère i sin fulde Udstrækning, og at Kurserne i en længere Aarrække gik i Vejret med vaklende Skridt var i høj Grad fordærvelig for al Handel og Spekulation, endnu værre end om Kurserne havde været nedgaaende. Omsætningsmidlets, Pengesedlernes VærdiStigning, bevirkede jo nemlig, at alle Vareoplag, alle Ejendomme osv. faldt i Pris i samme Forhold som hine steg, og selvfølgelig maatte denue vedvarende Nedgang, hvilken man kun delvis kunde undgaa ved at regne i „rede Sølv", bidrage til at trykke Omsætningen og forøge Risikoen ved al Forretning; dertil kom, at medens Varerne og Ejendommene sank i Pris, saa voxede af sig selv og i samme Forhold den til disses Indkjøb stiftede Gjæld; en Gjæld paa 1000 Rd., t. Ex. der var stiftet i Begyndelsen af Aaret 1818, da Kursen var 420, den var i Begyndelsen af 1819, da Kursen var 212, i Virkeligheden voxet til det Dobbelte, og det Vareoplag, der var indkjøbt for de 1000 Rd. i 1818 var i 1819 sunken til en Pris af 500 Rd. Det er klart, at en saadan Bevægelse i høj Grad maatte vanskeliggjøre al Forretning og navnlig Anvendelsen af Kredit. Alle disse ulykkelige Forhold, det uheldige Pengevæsen, de lave Kornpriser, den ødelagte Handel, de høje Skatter og den hele politiske Elendighed, traf det ulykkelige Land paa én Gang og ødelagde det i Bund og Grund. I Slutningen af Tyverne, omtrent Aar 1828, synes Forholdene at have været værst, fra nu af kom der en Bedring. Der var navnlig to Momenter, der hjalp Landet i denne Ulykkens Tid og opretholdt dets Grundkræfter saaledes, at der, da Forholdene forbedredes, var bevaret en Mulighed for Fremgang. Det ene var den Handelsfrihed og de andre store Reformer, der vare blevne indførte i Lovgivningen, og som tillod Kræfterne at røre sig frit, det andet Moment var den overordentlige, for Nutiden fast utrolige, Tarvelighed og Sparsommelighed, der gjennemtrængte hele Folket, lige fra Kongen, Frederik den Sjette, og ned gjennem alle Samfundets Lag. over Kun faa af vore nuværende store Formuer ere 50 Aar gamle, de tidligere Formuer have ikke overlevet de mellemliggende stormfulde Tider, Krigen, Pengeforvirringen og den almindelige Misère. De store Handelshuse vare gaaede fallit eller hævede, og de fleste af Datidens rige Handelsfamilier, der undertiden levede paa en næsten fyrstelig Fod ere forsvundne i Glemsel eller leve under beskedne Kaar, kun enkelte, navnlig saadanne, hvis Formue var knyttet til faste Ejendomme, have bevaret deres sociale Stilling. Herremændene vare ødelagte ved deres tidligere luxuriøse Liv og ved de efterfølgende slette Tider for Landbruget, i hvilke Landejendommene sank overordentlig stærkt i Værdi og i hele store Egne af Landet, især i Jylland, vare næsten værdiløse; mange af Godsejerne bleve satte under Administration, eller deres Ejendomme inddragne af Statskassen for Gjæld og Skatterestancer. Selv de Familier, der endnu den Dag i Dag sidde paa de samme Gaarde, eje de samme Godser som den Gang, og paa hvis Ejendomme der hvilede den samme eller ingen Gjæld, hvis Formue altsaa tilsyneladende er forbleven aldeles uforandret, selv de vare for en stor Del forarmede eller i al Fald ingenlunde velstaaende; thi deres Ejendomme vare den Gang næsten intet værd, og Ejendomme, der nu give en Indtægt af mange Tusind, gay den Gang saa lidet i Udbytte, at en Familie kun med den allerstørste Tarvelighed kunde leve deraf. Den store Industri i Byerne, der var voxet op under den merkantile Politiks Beskyttelse og tildels holdt sig under Krigens og Kontinentalspærringens særlige Konjunkturer, tabte sig efter Freden, da Udlandets Konkurrence begyndte at gjøre sig gjældende. -- Haandværkerne og Bønderne vare ødelagte ved de høje Skatter og de slette Tider. Kort sagt, alle Samfundsklasser vare forarmede; Tingene, de materielle Gjenstande, vare vel for en stor Del uforandrede, men disses Værdi, deres Egenskab at kunne give Indtægt, var forsvunden eller indskrænket til et Minimum. De nye Formuer, der nu begyndte at danne sig, skyldes i Almindelighed enten Pengeforandringen og Gjældens Omskrivning, eller de offentlige Papirers især Nationalbankaktiernes Stigen i Kurs, eller, og dertil hører Hovedmassen, de faste Ejendommes senere Værdistigning. I Detailhandelen blev paa denne Tid ved L Paapassenhed og smaalig Sparsommelighed Grunden lagt til nogle af Nutidens største Formuer. Haandværkerne og Embedsmændene ere de Klasser, som vistnok forholdsvis færrest af de ældre Kapitaler skylde deres Oprindelse. Bønderne derimod begyndte allerede tidligt, med deres mærkelige Evne til at spare i Smaating, at lægge Daler paa Daler, men disse Summer gjemtes paa Kistebunden og kom ikke Omsætningen tilgode; det var egentlig først efter Aaret 1848 at Sparekasserne begyndte at trække disse Kapitaler frem for Dagens Lys. Vi ville iøvrigt i andre Dele af dette Værk ventelig faa Lejlighed til nærmere at paavise, hvorledes den nuværende danske Nationalformue er voxet frem. Tiltrods for Tidernes Knaphed i de første 10 à 20 Aar efter Krigen var der dog paa denne Tid en ikke saa ringe Handel, og denne Handel var støttet paa et solidere Grundlag end forhen. Danmarks Handel i denne Periode bestod nemlig, i Modsætning til før, ikke i Mellemhandel og oversøisk Handel, men saa godt som udelukkende i Landets egen Forsyning med fremmede Artikler og Udførselen af dets egen Produktions Overskud. Udførselen af Landets egne Produkter var paa denne Tid langt større end i den tidligere glimrende Handels-Periode. Grunden hertil var, at i de for Landbruget saa gode Aar, fra de store Landboreformers Tid og indtil 1818, var som alt anført Landbruget gaaet stærkt fremad navnlig var efter Udskiftningen og paa Grund af de høje Sædpriser, meget hidtil udyrket Land taget under Ploven, og Kornproduktionen var som Følge heraf tiltaget meget. At Tiden i Tyverne blev uheldig for Landmændene, skyldtes kun Priserne, ikke Høstudbyttets Størrelse; Høsten var tværtimod i denne Tid i Gjennemsnit vistnok over Middelhøst. Det var derfor saa langt fra, at Kornproduktionen i disse Aar tog af, at den tværtimod yderligere tiltog og Udførselen af Landbrugsprodukter tiltog i dette Tidsrum endnu stærkere end Produktionen. Ogsaa den Omstændighed kan vel antages paa forskjellig Maade at have bidraget til at gjøre saavel Udførselen som Indførselen større, at den indenlandske Fabriksindustri, da Toldbeskyttelsen og Kontinentalspærringen hævedes, |