Billeder på siden
PDF
ePub

ministeriet til at give saadanne Oplagshuse Rettighed til at udfærdige Beviser for Varers Modtagelse med den Virkning, at de oplagte Varer ikke kunne afhændes eller pantsættes undtagen gjennem en Overdragelse eller Pantsætning af Beviset og ejheller gjøres til Gjenstand for Arrest, Beslag eller Exekution uden gjennem en Forfølgning mod Beviset. Disse Oplagsbeviser træde saaledes i Omsætningen ligefrem i Stedet for de Varer, de repræsentere, hvorved disses Afhændelse lettes i høj Grad, ligesom der ogsaa ved disse Papirer er bleven skabt et nyt og bekvemt Grundlag for Krediten. Af saadanne Oplagshuse er der oprettet et i Kjøbenhavn, „Blaa Pakhus“, og det benyttes i ikke ringe Omfang.

Maaske kunde ogsaa paa dette Sted nævnes Konkursloven af 25 Marts 1872, hvorved denne vigtige Gren af Lovgivningen blev bragt i Række med den almindelige Udvikling paa dette omraade. Ved denne Lov blev bl. A. Gjældsfængselet saa godt som ganske afskaffet; der blev givet en udvidet Adgang til at faa afkræftet Retshandeler, der ere indgaaede i den sidste Tid før Konkursen, naar deres Opretholdelse vilde være til Forurettelse for Boet; det villiesbestemte saakaldte almindelige Underpant i Løsøre blev afskaffet; der blev givet Kreditorerne Lejlighed til Selvstyre af Boet og indført „Tvungen Akkord" i Handelsboer.

Vi have nu gjennemgaaet Udviklingen af Lovgivningen om saavel den udenrigske som den indenrigske Omsætning og vist, hvorledes denne siden Omslaget i Slutningen af forrige Aarhundrede, der begyndte med Forordningerne af 6te og 11te Juni 1788, næsten uafbrudt er gaaet i Retning af at frigjøre og lette Omsætningen, og at, om der end endnu paa mange Punkter bestaaer Indskrænkninger i den fri Omsætning, der ikke skyldes fiskale Interesser eller Hensynet til Nødvendigheden af Kontrol eller andre ikke oekonomiske Hensyn, saa er dog nu Omsætningen i det Væsentlige frigjort fra den tidligere Tvangsordning og

i dens Sted den fri Konkurrence indsat som Omsætningens Regulator. Vi skulle i det Følgende gaa over til at betragte

den Udvikling, som under denne Lovgivnings Herredømme er foregaaet i Danmarks udenrigske og indenrigske Omsætning.

Vor udstrakte og fordelagtige Handel og Skibsfart i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede tilintetgjordes af Krigen fra 1807 til 14, Kontinentalspærringen og de engelske Flaaders stadige Tilstedeværelse i vore Farvande. Det var navnlig Kjøbenhavn, som disse Ulykker ramte haardt, thi det var Kjøbenhavn, der navnlig havde havt Gavn af de tidligere fordelagtige Konjunkturer, det var dens Handelsforbindelser med fjerne Lande, der nu bleve afbrudte, det var dens Skibsfart paa de store Have, der blev standset, og det var navnlig kjøbenhavnske Rhedere, hvis Skibe bleve opbragte. Byens før saa livlige Havn blev nu stille og tom; Krigsflaaden havde Englænderne taget 1807; Handelsflaaden blev lidt efter lidt opsnappet af Fjendens Kapere. Englænderne vare desuden saa ivrige efter at paabegynde denne sidste saa fordelagtige Forretning, at de endnu inden Krigens egentlige Udbrud havde opbragt 600 danske og norske Skibe, hvis Ladningers Værdi man har anslaaet til henimod Halvtredsindstyve Millioner kroner, og indtil Slutningen af Aaret 1809 var Antallet af opbragte Skibe løbet op til 933. Et uhyre Tab, der dog tildels blev erstattet ved, at vore egne Kapere efterhaanden opbragte flere Hundrede fjendtlige Skibe, ligesom ogsaa mange fik en Erstatning derved, at de store Lagere af Kolonialvarer, der ved Krigens Udbrud vare ophobede i Kjøbenhavn, under Kontinentalspærringen kunde afsættes til meget høie Priser. Men selv om også muligen herved Kjøbenhavn som Helhed for en stor Del fik sine direkte Tab erstattede, saa var det andre Personer der fik Fordelen end de, der led Tabene, og hvad der ikke kunde erstattes var de langt større, men indirekte Tab, der fremkom derved, at det tidligere Forretningsliv i Byen, der var saa nøje knyttet til Handelen og Skibsfarten, nu næsten fuldstændig standsedes. Selv Farten mellem Kjøbenhavn og Provindserne, der dog under Krigen oplivedes ved Forsendelse af Tropper og Krigsfornødenheder, sank ned til omtrent en Trediedel af, hvad den havde været før Krigen.

Farten, paa Norge gik for største Delen over til de jydske Byer, især Aalborg og Frederikshavn, hvorfra man lettere kunde smutte over til Norge uden at møde Englænderne. Den øvrige Del af Landet led mindre under Krisen end Kjøbenhavn. Provindsbyerne havde ikke havt synderlig Fordel af Fragtfarten og den udenlandske Handel og tabte derfor mindre ved dens Afbrydelse. Hovedsagen for Provindsbyerne var den rent lokale Omsætning, og den fik under krigen endog et vist Opsving, dels paa Grund af Rustningerne og Krigsforholdene, dels paa Grund af Fremgangen i Landbruget. Allerede i det sidste Decennium af forrige Aarhundrede var Landbruget gaaet stærkt fremad og mange Forbedringer bleven indførte; denne Udvikling fortsattes ind i det 19de Aarhundrede og led ingen Standsning af Krigsbegivenhederne, tværtimod virkede disse snarere gavnligt ind derpaa, idet de fremkaldte gode Konjunkturer og navnlig en betydelig og fordelagtig Afsætning af Landbrugsprodukter til Armeerne her og i Tydskland. Der var derfor ogsaa en livlig Omsætning og Spekulation i Landejendomme til stærkt stigende Priser, og først flere Aar efter krigen skete en Standsning heri. Endogsaa det forvirrede Pengevæsen, der netop i Krigsaarene med foruroligende Hast gik sin Ruin i Møde bidrog til at bringe Liv i den indre Omsætning. Kursen, der i Juli 1807 var 140 (pari var 125), gik derefter i det første Aarstid langsomt og vaklende nedefter og naaede i Slutningen af Aaret 1808 til 190; fra nu af gik det bestandigt raskere og vildere afsted, Kursen foer nedefter, i Spring paa 50 à 100 pCt. ad Gangen, nu og da gjorde den et Sving opad igjen, men den nedadgaaende Bevægelse var starkest, og i 1813 indtraf en Panik, der slog Kursen ned i Fald paa 1000 pCt. ad Gangen, indtil den naaede et Maximum af 14,000 (3: 140 Rd. C. Sedler for en Specie Sølv eller omtrent 115 af Sedlernes paalydende Værdi). Man blev formelig overdænget med Penge. Folk bleve pludseligt rige, og der vistes en uhørt Flothed og Rutten med Penge, man gav Hundrededalersedler i Drikkepenge og tændte Piber ved Smaapenge; men Pengene forsloge heller ikke meget, thi man gav

2 Rd. for en Snaps, 100 Rd. for en Skjæppe Salt og 200 Rd. for et Par Støvler. Selv den adstadige Kapitelstaxt maatte tildels med i den vilde Dands, og i 1813 ansattes Taxten paa Sjælland for Rug til 131 Rd.. for Byg til 7343 Rd. og for Havre til 431, Rd. pr. Td. For Folk med smaa faste Indtægter var det en slem Tid, ogsaa for alle Kreditorer, hvis Tilgodehavende formindskedes til Fordel for Debitor i samme Forhold som Kursen sank. Al Handel blev vild Spekulation, et ligefremt Lotteri. Nogle vandt uhyre Summer, men Andre tabte endnu mere, og selv de solideste og forsigtigste Huse rystedes derved. Der kom Liv og Bevægelse i Omsætningen, men det var kun en Febersygs unaturlige og selvfortærende Cirkulation. Under krigen var der saaledes idetmindste i Provindserne et ikke ringe Liv i Omsætningen, og der var udbredt et vist om end usundt og falskt Skjær af Velstand over Landet. Saa kom Fredsslutningen; men det var saa langt fra, at den bragte Bedring i forholdene, at den tværtimod forværrede dem yderligere; thi den bragte ikke de gamle Forhold tilbage, og den fjernede de Aarsager, der havde bragt Liv og Virksomhed under Krigen. Ved Krigens Slutning stod Danmark med ødelagte Finantser, ødelagt Kredit, uden private Kapitaler og med sit Pengevæsen i den forfærdeligste Uorden; de tidligere Handelsforbindelser vare opløste, Riget var søndersplittet og de mangfoldige kommercielle og industrielle Baand, der knyttede Danmark og Norge til hinanden, vare sønderrevne.

Ved Freden aabnedes Havnene paany og Skibsfarten blev atter fri, man kunde altsaa vente, at de kjøbenhavnske Handelshuse, der før 1807 havde havt saa stor Fordel af den store oversøiske Handel og Fragtfarten, atter

vilde knytte de gamle Forbindelser, atter optage den tidligere Virksomhed. Tildels skete dette ogsaa. Handelen paa Vestindien begyndte strax igjen og i de første Aar efter Freden var den ikke meget ringere end før Krigen. Der ankom i Aarene 1816, 1817 og 1818 fra 50 til 70 Skibe aarlig til Kjøbenhavn fra Dansk Vestindien, med en Drægtighed af 12 til 14,000 Tons.; og der indførtes i disse tre

Aar fra Vestindien over 50,000 Fade Sukker, hvoraf en Del atter udførtes. Men om end den vestindiske Handels Omfang ikke var meget mindre end før, saa var derimod de Fordele, som denne Handel afkastede, langt mindre; thi Konkurrencen med de andre Stater trykkede Fortjenesten ned til et Minimum. Grunden til, at vi beholdt denne Handel, var heller ikke vor egen Handelsdygtighed, men simpelthen den, at det ved Lov var paabudt, at Handelen paa St. Croix kun maatte ske med danske Skibe og at Øens Produkter kun maatte udføres til Danmark og Kjøbenhavn (se ovf. pag. 442). Efterhaanden som disse Baand løsnedes og Handelen frigaves, svandt derfor ogsaa vor Handel og Skibsfart paa Vestindien hen, og det nyttede ikke, at man i Danmark ved forskjellige Toldbegunstigelser søgte at holde den i Live. Efter 1833, da Handelen paa St. Croix blev i det Væsentlige helt fri, kom der kun 10 à 12 Skibe om Aaret til Kjøbenhavn fra Vestindien, og Indførselen af Sukker derfra indskrænkedes til kun omtrent 4000 Fade om Aaret.

Ogsaa Handelen paa vore nordlige Bilande 'og Kolonier blev efter Krigen optaget paany, men ogsaa her var Grunden til, at vi beholdt den, udelukkende Lovens Tvang. Hvor Handelen var fri, hvor vi havde Andre at konkurrere med, bleve vi trængte tilbage; det gjælder om Fragtfarten paa Middelhavet, om Mellemhandelen paa Østersøen, om Handelen paa Asien, om Handelen paa Norge, ja endog om vor egen Ud- og Indførsel.

I de første Aar efter krigen blev der fra Kjøbenhavn udsendt flere Handelsexpeditioner til Asien saavel for det ostindiske Kompagnis som for Privates Regning, men de mislykkedes næsten alle og forvoldte Afsenderne betydelige Tab. Tiderne havde forandret sig, nu kunde *alle Nationer i Fred sende Skibe til Asien og Amerika, og det var ikke alene de tidligere søfarende Nationer, Franskmændene, Hollænderne og Spanierne, der atter optoge den oversøiske Fart, men der var ogsaa kommen nye Konkurrenter til, navnlig Nordamerikanerne, der under Europas Krigstilstand havde tilrevet sig en meget betydelig Handel og forstode at fastholde den efter Freden; ogsaa Tydskland og til

« ForrigeFortsæt »