Billeder på siden
PDF
ePub
[ocr errors]

at give Koncession paa Helsingørbanen til Andre med lignende Begunstigelser som de, der vare tilstaaede det sjællandske Jernbaneselskab, dog uden Rentegaranti, selv efter at en anden af Indenrigsminister Krieger forelagt Lov 15 de Febr. 1857 havde givet Regjeringen en videre Myndighed med Hensyn til Koncessionens Affattelse og de Begunstigelser, der kunde tilstaaes.

[ocr errors]

Tanken om at faa en Helsingørbane bygget ved Andre end det sjællandske Selskab opgaves atter, da det viste sig, at den næppe ad denne Vej lod sig bringe i Stand, og Lov 19 Febr. 1861 (forelagt af Indenrigsminister Monrad) prækluderede derfor den ved de to sidstnævnte Love givne Bemyndigelse til at give Andre Koncession paa denne Bane, forsaavidt den ikke var kommet til Anvendelse inden 1 April s. A., og gav paa Ny Regjeringen særlig Bemyndigelse til at give det sjællandske Selskab Koncession til udelukkende Anlæg og Benyttelse af en Jernbane 'fra Kjøbenhavn til Helsingørs Havn - eller til Helsingør med et Spor til Havnen, hvortil nu endvidere føjedes: med en Sidebane til Jægersborg Dyrehave og med eller uden Sidebane til Fredensborg og Frederiksborg. Den fornødne Kapital skulde Selskabet være bemyndiget til med Regjeringens Samtykke at tilvejebringe ved Hjælp af et Prioritetslaan i den KjøbenhavnKorsørske og den nye Bane, hvorved altsaa Statens Rentegaranti indirekte blev udstrakt til at gjælde ogsaa denne Bane, der ifølge Loven skulde være aabnet for Færselen inden den 1 Januar 1865. I Henhold til denne Lov gaves der da omsider d. 9 Decbr. 1861 det sjællandske Selskab Koncession paa en Helsingørbane med Sidebane til Jægersborg Dyrehave, saaledes, at Eneretten skulde gjælde indtil 26 Juni 1947, da Eneretten for Vestbanen udløber, og den første Strækning af denne Bane, Kjøbenhavn-Hellerup (1Mil) samt Sidebanen Hellerup-Klampenborg (34 Mil) aabnedes for Driften d. 22 Juli 1863. medens Strækningen Hellerup-Lyngby (34 Mil) aabnedes d. 1 Oktbr. s. A. og Resten af Banen (61 Mil) d. 9 Juni 1864. Den hele ca. 83 Mil lange Bane, hvoraf 1 Mil dobbeltsporet, kostede

3,410,011 Rdl.*) eller

inklusive de i 1865 tilkomne Udgifter omtrent 780,000 Kr. pr. Mil. Hertil bør imidlertid lægges dens Andel i den fælles kjøbenhavnske Banegaard. Kort efter Banens Aabning toges nemlig den i Henhold til Lov 13 Marts 1863 anlagte nye, for begge Baner fælles, Banegaard i Brug (14 Oktbr. 1864), hvis Benyttelse medførte den ved samme Lov tilladte Ombytning af det første Stykke af Kjøbenhavn-Roeskilde-Banen indtil lidt forbi Valby Station imod en ny anlagt Strækning nord om Frederiksberg. Til Dækning af disse sidste Anlæg tilstedte sidstnævnte Lov en Forøgelse af Prioritetslaanet med 1/2 Mill. Rdl., hvorhos den udtrykkelig bestemte, at samtlige de for disse Laan udstedte Obligationer skulde forsynes med Indenrigsministerens Paategning om Statens Garanti for en aarlig Rente af 4 pCt. Den nye Banegaard medførte imidlertid i Alt en Udgift af 1,048,433 Rdl., medens Omlægningen af den første Strækning af Banen kostede 202,884 Rdl. Det samlede Baneanlæg - incl. Driftsmateriel, Redskaber og Inventarium kom saaledes til at koste Selskabet 11,184,290 Rdl. eller ca. 954,280 Kr. pr. Mil (ca. 126,700 Kr. pr. kilom.). Efter en Opgjørelse i Driftsberetningen for 1869 stode imidlertid disse. Baner da Selskabet i ialt ca. 11,245,000 Rdl., hvoraf kom paa

[merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][ocr errors][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small][merged small]

Under „Stationer o. a. Bygn." savnes efter det ovenfor Anførte en Banegaard ved Kjøbenhavn. Medregnes Nordbanens Andel i denne, vil pCt.-Beløbet for de enkelte Poster naturligvis blive et noget andet. Paa den anden Side vil det da ogsaa være rigtigst at holde Rente- og Kurstab ne af Beregningen.

hvorved den nye Banegaard i Kjøbenhavn synes at være ført Vestbanen til Last med omtr. 620,000 Rdl. eller henved 60 pCt. af det hele Beløb.

Som ovenfor berørt bemyndigede en Lov af 1853 Regjeringen til at give Koncession paa en Jernbane igjennem Nørrejylland, uden at dette førte til noget praktisk Resultat. Spørgsmaalet om et Jernbaneanlæg gjennem Nørrejylland og Hertugdømmet Slesvig var allerede fremkommet i Aaret 1846, idet de jydske Provindsialstænder i Anledning af et Par fremkomne Andragender om et saadant Anlæg gjorde Indstilling om, at det maatte bevilges, at en Jernbane anlagdes igjennem Slesvig og Nørrejylland med Sidebaner til Husum og Aarhus, saaledes, at den fra Rendsborg skulde føres over Flensborg, derfra midt igjennem Landet imellem Aabenraa og Tønder, Haderslev og Ribe samt videre, ved saa vidt muligt at nærme sig de østlige Stæder, over Silkeborg og Viborg til et passende Sted ved Limfjorden, samt at, hvis Private eller et Aktieselskab maatte ansøge om Koncession paa en saadan Banes Anlæg, der da foruden de samme Betingelser, som vare blevne andre Baner til Del, endvidere maatte, om fornødent, overtages en Rentegaranti af 3 pCt. af Anlægskapitalen indtil 200,000 Rdl. pr. Mil Banelængde for et saadant Aaremaal, som nærmere maatte vorde bestemt, og navnlig paa Vilkaar, at Tarifsatserne maatte modereres i Forhold. til Vejlængden og aftage ved en stigende Dividende. Det fortjener her at erindres, at det allerede da blev udtalt af den slesvig-holstenske Regjering i dens Betænkning over denne Indstilling, at Hensynet til Aktionærernes Fordel burde underordnes Hensynet til de for Landet tilsigtede Fordele, og at det derfor, for saa vidt det paatænkte Anlæg maatte vise sig udførligt uden altfor store og uforholdsmæssige finantsielle Opoffrelser, med Provindsens Interesse for Øje maatte anses for utvivlsomt, at Staten burde overtage Banens Bygning og Drift. Med Hensyn

til selve Beboernes daværende Stemning for et saadant Jernbaneanlæg kan det paa den anden Side fremhæves, at det af de fra vedkommende Amtsøvrigheder samt Amts- og Kjøbstads-Kommuner indhentede Betænkninger fremgik, at de fleste Stemmer navnlig fra Kjøbstadkommunerne hævede sig imod Projektet, uagtet det almindelig erkjendtes, at et saadant Anlæg vilde give Landboforholdene et betydeligt Opsving og fremkalde raa Jorders Opdyrkning samt de dyrkede Jorders forhøjede Kultur, idet man frygtede for, at Banen vilde bidrage til endnu mere end hidtil at gjøre Hamburg til Midtpunktet for hele Jyllands Handel, hvorved Udsigten til den fordelagtigere direkte Handelsforbindelse med andre europæiske Lande mere og mere vilde fjernes, at Bane - Anlæget for en stor Del vilde afbryde Kjøbstædernes Handelstrafik med selve Landboerne, at Banen vilde virke skadeligt paa Skibsfarten ved at drage større Varetransporter til sig, at Haandværkerne vilde blive udsatte for en tilintetgjørende Konkurrence med Hamburg m. m. Endelig blev det med Hensyn til Retningslinien fra nogle Sider gjort gjældende, at Banen vilde yde Provindsen den største Nytte ved at føres langs med den frugtbare Østkyst, hvor de betydeligs te Kjøbstæder findes; men de fleste Stemmer udtalte sig dog for Linien over Højderyggen som den Del af Landet, hvor de betydeligste uopdyrkede Strækninger findes og til hvis Kultur extraordinære Foranstaltninger maatte anses fornødne, hvorhos det bemærkedes, at de bedre Chausseer og gode Udskibningssteder paa Østkysten allerede lettede Samfærselen der, at Banen ved at føres over Højderyggen vilde blive lige tilgængelig for alle Dele af Landet, samt at Anlægsomkostningerne vilde blive mindre.

De her fremhævede Synsmaader have spillet en væsentlig Rolle under alle senere Forhandlinger om Jernbaneanlæg i Jylland og ere ikke blevne uden Indflydelse paa disse Anlægs Tilblivelseshistorie. Foreløbig kom Sagen imidlertid ikke videre end til Afgivelsen af disse Betænkninger, idet den paa Grund af den i Foraaret 1848 udbrydende Oprørskrig blev stillet i Bero og derefter henstod indtil Slutningen af 1852, paa hvilket Tidspunkt

Sir Morton Peto androg om en Koncession paa Anlæg og Drift af en Jernbane fra Flensborg over Husum til Tønningen med en Sidebane til Rendsburg, hvilken Koncession blev ham tilstaaet under 8 Septbr. s. A., hvorefter Banen blev anlagt i Løbet af tre Aar. Kort efter denne Koncessions Erhvervelse indgav Peto et Forslag om at fortsætte Banen nordpaa, saaledes at Banen fra Flensborg skulde føres til Ballum, hvor der skulde anlægges en Havn, og derfra til Aarhus, hvorfra den maatte gjennemskjære Halvøen til Viborg; herfra skulde den ved en Bro over Limfjorden ved Aalborg føres til Frederikshavn som det nordligste Endepunkt. Det hele Banenet, inklusive den sydslesvigske Bane, vilde udgjøre omtr. 80 Mile og efter et løst Overslag udkræve ca. 3 Mill., hvilken Kapital Peto erklærede sig beredt til med sine Medinteressenter at tilvejebringe ligesom og til i Løbet af 5 à 6 Aar at tilendebringe hele Arbejdet, imod at Staten for den nordligste Fjerdedel, nemlig Strækningen fra Viborg til Frederikshavn, der inklusive Broen ved Aalborg kalkuleredes til ca. 800,000 , for et vist Aaremaal vilde overtage en Garanti af 4 pCt. Denne sidste Fordring blev imidlertid i et nyt Forslag af Februar 1853 forandret derhen, at den hele Banestrækning fra Flensborg til Frederikshavn skulde inddeles i 5, saa vidt muligt lige lange, Afdelinger, og ved hver Afdelings Fuldførelse skulde der meddeles den Koncessionerede 4 pCt. rentebærende Statsobligationer paa 3,500 for hver engelsk Mil, hvorimod Netto-Indtægterne af Jernbanen forlods skulde anvendes til at erstatte Statskassende udbetalte Renter af hine Obligationer, og disse selv efterhaanden indfries, indtil deres fulde Beløb var betalt, og navnlig efter 7 Aars Forløb fra hele Banens Aabning med mindst 200,000 aarlig. Det var for eventuelt at kunne modtage dette Forslag, at Finantsministeriet udvirkede den ovenfor anførte Lov af 31 Juli 1853, i hvilken Spørgsmaalet om Retningslinien holdtes fuldstændig aabent.

Medens forskjellige Anskuelser gjorde sig gjældende med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvilken Retningslinie der burde følges, idet der nemlig kunde være Spørgsmaal om enten at

« ForrigeFortsæt »