Lov til at fede og føre sine Kreaturer, hvorledes og hvorhen han vilde, og sælge dem til hvem og naar han vilde. Tillige blev Udførselstolden nedsat til omtrent det Halve.

Hoved-Bestemmelsen, der næsten som med et Skridt førte over fra den gamle til den nye Tid og indførte Frihandelssystemet i Danmarks udenrigske Omsætning, var Toldforordningen af 1 Febr. 1797. Ved allerhøjeste Befaling af 2 Mai 1787 blev en Kommission nedsat til at overveje Alt, hvad der i Henseende til Handelssystemet kunde være gavnligt at anordne; i 1796 afgav Kommissionen sin Betænkning, og de deri udtalte Grundsætninger bleve Grundlaget for Toldloven. Det hele danske Handels og Toldsystem var paa den Tid," yttrer Sponneck i sit Værk om Toldvæsenet, „intet mindre end heldigt. For det Første trykkedes Handelen af de mange Forbud, hvoraf man talte 150 paa forskjellige Varesorter ved Indførselen og 12 ved Udførselen. De vare ikke en Gang de samme i hele Riget, men varierede i Provindserne og endog i Byerne i samme Provinds; mange vare givne i en speciel Anledning, som senere var ophørt, uden at man havde ophævet det deraf foranledigede Forbud, mange hvilede paa Gjenstande, som vare nødvendige Materialier for den indenlandske Industri, andre vare paalagte til Beskyttelse for en Industri, som Erfaringen noksom havde lært aldrig her kunde trives (f. Ex. Silkemanufakturerne). Derhos vare Forbudslovene selv saamange og krydsede hverandre saameget, at det ofte, endog for Generaltoldkammeret selv, havde været vanskeligt at afgjøre, om en Vare var forbuden eller ikke. For det Andet var Handelen betynget med mangfoldige uensartede, høje og heller ikke altid nøjagtigen eller for hele Landet ligeligen bestemte Afgifter." Hele dette indviklede System kuldkastedes nu.

Kommissionen indsaa og udtalte i sin Betænkning, at alle disse Bestemmelser om Forbud og høj Told paa fremmede Varer, hvorved man søgte at beskytte og fremhjælpe den indenlandske Industri, at de ikke saa meget forøgede Produktionen som trykkede og tvang Handelen og Skibsfarten, og det antydedes,

om ikke Handelens fuldkomne Frigivelse i Grunden var det ene Rigtige, saafremt Finantserne vilde tillade, at man fulgte dette, Hamburgs, Livornos og andre Fristæders Exempel. Saavidt gik det dog ikke i Forordningen, men man ophævede alle Udførselsforbuddene og Indførselsforbuddene paa 8 nær, ved hvilke det antoges, at ganske særlige Hensyn gjorde sig gjældende; man satte Afgifterne saa lavt som mulig og rettede dem efter, om vedkommende Vare var Nødvendigheds- eller Luxus-Gjenstand. Ved Indførslen bleve Raastoffer, der vare Produktionsfornødenheder, enten fri eller svarede kun 2 til 5 pCt.; de, der vare Forbrugsgjenstande, svarede 5 til 10 pCt., halvforædlede Gjenstande svarede 5 til 10 pCt., Fabrik- og Manufakturvarer svarede 5 til 10 pCt., Haandværksvarer 5 til 24 pCt., „Ubenævnte Varer“ 8 pCt. Ved Udførselen svarede et betydeligt Antal Varer Told, og Satserne vare forholdsvis høje, indtil 12 pCt. Transittolden var 1 pCt. Et stort Fremskridt mod fri Handelsbevægelse var Forordningens Bestemmelse om Oplag. Kreditoplag, der tidligere kun var tilladt paa visse enkelte Steder og for visse enkelte Varesorter, blev udstrakt til alle Varer, som vare vigtige Gjenstande for Udenrigshandelen, og til alle Kjøbstæder, som kunde føre Søhandel. Ligeledes blev Transitoplagsret tilstaaet alle Toldsteder. „Ved disse Oplag delagtiggjøres nu", som det hedder i Forordningens Indledning, „alle Handelssteder i begge Riger i den frie Handel med fremmede Varer, som de fremmede Frihavne i Europa er given, og som udgjør den væsentligste Del af de Friheder der have tildraget dem Navn af Frihavne". Af andre Fremskridt, som denne Forordning indeholdt, kan nævnes, at den mellemrigske og indenrigske Handel saa vidt mulig lettedes for alle Byrder, at alle de mange forskjellige Afgifter samledes til én, der som Regel var ens for alle og overalt, at en Mængde unødvendige Formaliteter afskaffedes, at al vilkaarlig Sportulering forbødes, at de mange edelige Udenrets-Forsikringer, som den ældre Toldlovgivning foreskrev, og som saaledes misbrugtes, at „ToldbodEder" vare blevne synonyme i Sprogbrugen med falske Eder,

afskaffedes, at Straffene sattes i et rimeligere Forhold til de begaaede Forseelser, at Husfreden respekteredes og Husinkvisitioner kun undtagelsesvis tillodes m. M.*) Paa den anden Side maa det indrømmes, at Forordningen havde adskillige ikke uvæsentlige Mangler.. Det var saaledes utvivlsomt en Fejl, at den, uagtet den indsaa Forbudssystemets Forkastelighed, bibeholdt flere Forbud, som ikke vare nødvendige af andre Grunde (t. Ex. Forbud mod Indførsel af raffineret Sukker, visse Arter Fajance og forskjellige Manufakturvarer). Det maa indrømmes, at Forordningen i høj Grad nedsatte og paa en fornuftig Maade regulerede Toldbeskyttelsen, men selve Beskyttelsessystemet bibeholdtes, om end i en formildet Form, og paa flere Punkter fandtes Satser, der vare mindre hensigtsmæssige. Mindre rigtigt var det ogsaa, at Tilbagebetaling af den en Gang erlagte Told. ved Varernes Udførsel ikke blev tilstaaet; endelig var der den Hovedfejl ved Forordningen, at Udførselstolden bibeholdtes. Men trods disse betydelige Mangler er det vistnok med Rette, naar Sponneck i sit Værk om Toldvæsenet siger om Forordningen af 1ste Februar 1797, at den er et af den danske Lovgivnings bedste Arbejder, og det tør med Sikkerhed paastaaes, at intet Land i Verden havde en fuldkomnere Toldforfatning end Danmark, umiddelbart efter at Forordningen af 1797 var emaneret." Herom kan man nu til Dags ikke sige det Samme, thi medens andre Nationer ere gaaede fremad og have reformeret deres Toldvæsen efter de forandrede Tiders Krav, saa ere vi de sidste 80 Aar i væsentlige Punkter blevne staaende paa den samme Plet. Selve Toldsatserne ere vel gjentagne Gange blevne omændrede og reformerede, men Reformerne have alle holdt sig i det samme Spor, de ere alle kun en gradvis Udvikling af Tarifen fra 1797, og hvad hele den nærmere Organisation af Toldvæsenet angaaer, da er Toldforordningen af 7de Februar 1797 endnu den gjældende Lov. Imidlertid maa det dog indrømmes, at der ogsaa paa dette sidste Omraade, med Hensyn til den egentlige Toldordning, paa

*) Se Sponneck om Toldvæsen p. 45-50.

flere Punkter er foregaaet en ikke ringe Udvikling siden 1797 og da navnlig i den sidste Menneskealder, men denne Udvikling er foregaaet ved administative Bestemmelser og ikke ved Lovarbeider. Maa det nu end erkjendes, at der paa denne Maade efterhaanden er sket væsentlige Fremskridt, saa kan det dog neppe anses for nogen heldig Form, man har valgt hertil, og det har blandt andre Ulemper ogsaa medført den, at vor Toldordning, idetmindste for Udenforstaaende, er meget vanskelig at finde Rede i.

I de første Decennier af indeværende Aarhundrede foretoges adskillige mindre Ændringer i Toldforholdene, hvoraf flere tyde paa, at der var indtraadt en lilie Reaktion i Frihedsudviklingen; saaledesnavnlig Fr. 2 April 1814, endvidere udkom i 1819 og 1820 Bestemmelser, der indskrænkede Fremmedes Ret til Fragtfart mellem danske Pladser; men paa den anden Side kan ogsaa nævnes Fr. af 27. Septbr. 1820 om Ophævelsen af en Udførselsafgift paa Korn, og Fr. 12. Jan. 1827, der nedsatte Udførselstolden paa Øxne. Den første betydeligere Reform af Toldtarifen skete ved Fr. af 1ste Mai 1838. Ved denne Forordning bleve flere Toldsatser nedsatte og i det Hele bragte i et mere passende Forhold til Produktionens og Omsætningens Tarv; man søgte navnlig at fremme den fri Samfærdsel mellem Rigets forskjellige Dele, og der blev saaledes tilvejebragt større Lighed mellem Afgifterne i Kongeriget og Hertugdømmerne. Men Forordningen bibeholdt enkelte af Forbudene og opretholdt Udførselstolden i betydelig Udstrækning. Ved Fr. 13. Marts 1844 blev der atter foretaget en større Revision af Toldtarifen. Man skred frem i

samme Retning som ved Fr. af 1838, udviklede Principerne af 1797 og gik fremad, men langsomt, mod Frihandel; der ophævedes atter nogle Forbud, Udførselstolden indskrænkedes til færre Artikler og Satserne nedsattes.

Efter 1844 kom en Række Forordninger og Bestemmelser, der foretoge mere enkeltstaaende, men ikke uvæsentlige Reformer, alle i Retning af større Frihed, saaledes Pl. 28. Januar og 9. Decbr. 1846, Pl. 9. Juni 1847 m. Fl. For Tiden efter Grundlovens Indførelse

fortjener at nævnes L. 22. Decbr. 1850 om Toldenhed mellem Kongeriget og Slesvig, og Bek. 30 Juni 1851 hvorved oprettedes Frilager i Kjøbenhavn. L. 26. Juli 1853, der gjennemførte Toldenhed for hele Riget, L. 8. Febr. 1854, der søgte at ophjælpe den direkte Handel paa oversøiske Steder, samt endelig Fr. 14. Marts 1857 om Sundtoldens Afløsning. En ny egentlig Toldlov udkom først i 1863, den endnu gjældende Lov af 4. Juli 1863. Ved denne Lov skete intet Brud med det Bestaaende, den var kun en ny omfattende Revision, en videre Udvikling af det ved Fr. af 1797 skabte Grundlag. Toldbeskyttelsen blev ingenlunde opgivet, men den blev yderligere formindsket og bragt i Overensstemmelse med de forandrede Forhold. Udførselstolden blev nu helt ophævet. Tarifen blev simplificeret, den blev mindre detailleret og lettere forstaaelig. Man søgte at befri Tarifen for de talrige smaa Positioner, der ingen finantsiel Betydning havde, men man gik vistnok ikke tilstrækkelig vidt i denne Retning og man fastholdt Principet, at alle ikke i Tarifen særlig nævnte Varer skulde betale Told. Der findes nu i den efter Loven af 1863 dannede Toldtarif 115 Varegrupper med 271 Positioner, hvoraf 40 Varegrupper med 42 Positioner ere fri, Resten toldpligtige. Af disse have i Aaret 1875 kun 22 Varegrupper, der opføres med 120 Positioner, hver indbragt 100,000 Kr. eller derover og tilsammen indbragte disse Varer 93,7 pct. af den hele Toldindtægt. Af de 53 resterende Varegrupper med 109 Positioner indbragte

15 hver mellem 40 og 100,000 Kr. i Alt.

en Position indbragte aldeles Intet.

Det er altsaa kun lidt over 1/3 af alle de toldpligtige Varer, der have nogen direkte finantsiel Betydning, alle de andre ere bibeholdte enten for Beskyttelsens Skyld eller paa Grund af deres formentlige Forbindelse med andre toldpligtige Varer. Der kan dog